Category: Uncategorized

Berlingske, 19. januar 2022

Af Aminah Tønnsen, forfatter

Med mellemrum pustes der liv i debatten om, hvorvidt de såkaldte Muhammedtegninger skal vises i undervisningen eller ej – som om det er den eneste måde, hvorpå man kan lære de unge om ytringsfrihed.

Som troende muslim har jeg aldrig været i tvivl: Tegningekrisen handlede ikke om ytringsfrihed, men om ordentlighed, dannelse og pli.

Hvad er der blevet af de besindige røster, der i de forgangne årtier turde sige, at selv ytringsfriheden har grænser, og at alt måske er tilladt ifølge loven, men at det kan være fornuftigt at tænke sig om og moderere sit sprog, hvis man vil bevare det gode forhold til sine medmennesker?

Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm blev kaldt ”en krænkelse af det danske folks værdighed”, og hans berømte murmaleri på Birkerød Station fra 1984 af en erotisk opstemt Jesus blev kaldt blasfemisk og grundlovsstridigt og beordret fjernet af den daværende trafikminister.

Da Kvickly i 2003 solgte sandaler udsmykket med billeder af Jesus, blev Kvickly politianmeldt for blasfemi og sandalerne trukket tilbage.

Ønsker vi virkelig et samfund, hvor man kan forhåne, bespotte og latterliggøre sine medmennesker, uden at nogen påtaler det?

Koranen indeholder intet forbud imod at afbilde profeten Muhammed. Til gengæld indeholder den en kraftig fordømmelse af at forhåne, bagtale, udspionere, bespotte og latterliggøre sine medmennesker (49:11) – inkl. Profeten (9:61, 65).

Profeten og hans familie figurerer i overflod på de klassiske tyrkiske, persiske og mongolske bogmalerier fra 12-1400 tallet. På nogle af disse malerier er Profeten og hans familie ansigtsløse, på andre er deres ansigt skjult bag et slør – på andre igen er deres ansigtstræk synlige.

Forskellen på de klassiske malerier og Jyllands-Postens og Charlie Hebdos tegninger er åbenlys: De klassiske malerier er respektfulde – den vestlige satire er gået over gevind og fokuserer på ”hån, spot og latterliggørelse”.

Jeg ville ønske, at de af mine trosfæller, der i 2006 rejste rundt i Mellemøsten for at opildne til had mod Vesten, havde kendt deres egen tro bedre og vidst, at Koranen opfordrer menneskene til at ignorere krænkende udgydelser (33:48), til ikke at omgås personer, der ytrer sig blasfemisk (4:140), men vende sig bort fra dem (6:68) og til at tilgive, selv når man vredes (42:37). Så kunne vi have undgået megen had og vold.

Der kommer ikke noget godt ud af at proppe Muhammedtegningerne ned i halsen på unge mennesker.

Tag dem i stedet med ind på Davids Samling og vis dem den storslåede kultur, de har i deres baggage, og som de kan være stolte af.

Lær dem at behandle andre, som de selv gerne vil behandles, og at man sagtens kan udtrykke sin uenighed med andre i en ordentlig tone – også på de såkaldt sociale medier.  

Lær dem at være kritisk over for tilfældige ’autoriteter’, der fordømmer alle andre holdninger end deres egne.

Lær dem, at respekt ikke er noget, man har krav på, men noget, man skal gøre sig fortjent til – blandt andet ved at opføre sig ordentligt og bidrage til samfundet efter evne osv. osv.

Hen ad vejen kan man drage paralleller til blandt andet 00’ernes tegningekrise og 1930’ernes satiretegninger – og konsekvenserne af disse.

Alle børn og unge skal lære at opføre sig ordentligt – både for deres egen skyld og til gavn for den fredelige sameksistens.

Aminah TønnsenK

SUNE PILGAARD forsøger i et indlæg den 26. juni at irettesætte Nathalie Pade, de ri en kronik den 7. juni mener at mange af myterne om islam er medieskabte. Sune Pilgaard er lektor i religion, og så må han da vide bedre end en cand.mag. med speciale i islam som kultursociologisk fænomen i Frankrig, vil mange umiddelbart mene.
Den sørgelige sandhed er, at det ofte netop er ’”teologer med speciale i islam”, ”orientalister” o. lign., der er med til at fastholde myterne om islam. Og så er det ikke så sært, at menigmand og medier i skøn forening og uden blusel tillægger næsten alt, hvad en enkeltperson eller en gruppe mennesker med relation til et islamisk land, foretager sig, som værende dikteret af eller i overensstemmelse med islam. Hvilket prædikat ville mon kristendommen få hæftet på sig hvis man udråbte tyveri, skattesvindel, voldtægt, mord hustruvold, misbrug af børn, socialt bedrageri og meget andet, som foregår i det danske samfund, som værende i overensstemmelse med kristendommen?

KORANEN er Guds ord, derfor kan den ikke kritiseres, skriver Sune Pilgaard ganske rigtigt. Men det udelukker så sandelig ikke, at man kan kritisere måden, Koranen bliver tolket på af teologer/retslærde og menigmand. Nogle af Koranens vers er entydige eller tydelige i deres mening – de er Bogens grundlag. Andre er flertydige eller allegoriske (3:7). Det indebærer, at man på nogle punkter ikke kan fastlægge en ”rigtig og eviggyldig” fortolkning, men må tilpasse den eftertidens behov og omstændigheder. At så nogle mennesker prøver at presse os alle ind i en én gang fastlagt skabelon, kan islam ikke klandres for.

ISLAM FORLANGER betingelsesløs underkastelse, skriver Sune Pilgaard. Mon han har læst Koranen? Selv guddommelig åbenbaring skal ikke accepteres ukritisk og u betinget. Gang på gang opfordres her enkelt til at bruge sin forstand og tænke over tingene, for uden fornuft og sjæl bliver ritualer tomme og meningsløse (2:256, 4:82, 2:219, 34:46). Religiøse påbud skal efterleves med omtanke for at være til gavn for menneskeheden – ellers ender det let med intolerance over for anderledes tænkende, som det desværre kan opleves i mange muslimske lande.
Ved at overholde de fem søjler (trosbekendelsen, bønnen, fasten, almissen og pilgrimsfærden) kan en muslim blive frelst, skriver Sune Pilgaard – og overser frisk og frejdigt alle de passager i Koranen og traditionssamlingerne (hadith), der minder os om, at f.eks. næstekærlighed, naturbevarelse og dyreværn er mindst lige så vigtige faktorer for at opnå evigt liv (6:165, 49:13). Og uden Guds barmhjertighed er et evigt liv fuldkommen utænkeligt, for som profeten Muhammed skal have sagt: ”Ingen opnår evigt liv uden at være dækket af Guds nåde fra isse til fod”.

MED HENSYN til Koranens kvindesyn, hører jeg til dem, der så afgjort foretrækker at være kvinde på Koranens præmisser frem for på Bibelens. Kvindeteologen Lone Fatum kommer i sin bog ”Kvindeteologi og arven efter Eva” til den konklusion, at kvinder ikke kan være kristne medmindre de indser, at det er p kønsskæve vilkår og med mindre de gør op med forestillingen om, at Bibelens tekster, som de nu foreligger, skulle være mere autoritative end enhver anden litterær tekst – og det er jo dog tankevækkende. At så mange muslimske mænd har svært ved at acceptere kvinden som ligeværdig partner i det virkelige liv, skal man ikke klandre islam for!

SELVFØLGELIG kan en muslim integreres i et kristent samfund uden at gøre vold på sin egen overbevisning – hvis han/hun vel at mærke selv tør tage ansvar for sit eget liv og baserer det på Koranen og ikke lader sig indfange af fanatikernes formalisme og rigide, snærende bånd.
Seriøs oplysning er en forudsætning for fredelig sameksistens respekt og forståelse religionerne imellem.

© Aminah Tønnsen, 1993

Fra: Politiken 14. juli 1993