Da Jyllands-Posten den 30. september 2005 udgav de skæbnesvangre såkaldte Muhammedtegninger, var min første reaktion, at det ikke kunne være andet end en storm i et glas vand. Jeg havde på mine bogreoler flere bøger, der var illustreret med klassiske tyrkiske, persiske og mongolske såkaldt islamiske bogmalerier – mange af dem med Profeten Muhammed og hans nærmeste familie. På nogle af disse klassiske bogmalerier er Profeten og hans nærmeste ansigtsløse, på andre er deres ansigt skjult bag et slør, og på andre er alle ansigtstræk synlige.[1]
Endvidere havde jeg i 2003 fået udgivet bogen ”Islam – tro og livsforståelse” i serien ”Troens Verden” hos Gyldendal Uddannelse. Heri er Profeten Muhammed gengivet på tre ud af ni klassiske bogmalerier, der illustrerer islams historie. På to af disse bogmalerier har Profeten et hvidt slør for ansigtet, på det tredje ser man hans ansigtstræk. Bogen benyttes stadig, og mig bekendt er der ingen elever eller forældre, der har klaget over bogmalerierne.
Jeg havde travlt med at færdiggøre en bog, der skulle udkommer i begyndelsen af 2006, så jeg kastede kun et hurtigt blik på tegningerne, men fulgte ellers ikke med i mediernes omfattende dækning af det, der langsomt udviklede sig til en politisk krise.
Da jeg et par måneder inde i 2006 endelig fik mig taget sammen til at se nøjere på de famøse tegninger, var jeg overrasket over, hvor banale de i virkeligheden var. Flere af dem havde intet som helst med Profeten Muhammed at gøre. Jeg fandt kun en enkelt tegning stødende (den med bomben i turbanen) – det var snarere Flemming Roses tekst, der efterlod mig i dyb undren.
Skulle jeg som borger i et ”moderne sekulært samfund” som det danske virkelig ”være rede til at finde mig i hån, spot og latterliggørelse”? Skulle alt det, mine forældre har lært mig om at opføre sig ordentligt overfor andre mennesker og behandle andre, som man selv gerne vil behandles, være uforeneligt med en dansk hverdag?
Gud ske lov er der mange, der siden i medierne har plæderet for, at selv ytringsfriheden har grænser: at alt måske nok er tilladt ifølge loven, men at det kan være fornuftigt at moderere sit sprog, hvis man vil bevare det gode forhold til sine medmennesker og fremme den fredelige sameksistens. Ingen kan være interesseret i at lukke for dialogen og marginalisere en bestemt befolkningsgruppe.[2]
Om billedforbuddet
Koranen indeholder ikke noget forbud imod at afbilde profeter, og i hadith-litteraturen bliver Profetens udseende beskrevet indgående. I den mest anerkendte sunni-muslimske hadith-samling, Al-Bukhari, hedder det blandt andet om Guds sendebud:
”Han var middelhøj, hverken høj eller lav. Han var lys i huden, hverken fuldstændig hvid eller mørkebrun. Hans hår var hverken fuldstændig krøllet eller glat … Han var hvid, og hans hår var sort med enkelte hvide hår … Han farvede ikke sit hår, og da han døde (som 63-årig) havde han kun ganske få hvide hår i tindingen og i skægget … Han havde brede skuldre, og hans hår nåede til øreflipperne … Hans hår hang løst ned … Når Profeten var glad, strålede hans ansigt, som om det var et stykke af månen … Jeg har aldrig berørt et stykke silke, der var blødere end Profetens håndflade … Engang så jeg ham i en rød kappe; jeg har aldrig set en flottere mand.”
Derfor forekommer det paradoksalt, at netop sunni-muslimske lærde mener, at det er forbudt at afbilde Profeten Muhammed – selvom Koranen ikke rummer et sådant forbud.
I Koranen hedder det:
”Frembring intet, der har lighed med Gud, thi Gud ved alt; men I ved intet” (16:74).
Koranen beretter om, hvorledes den unge Abraham fuld af afsky for sin fødebys tempelguder endte med at ødelægge dem. Koranen beretter ligeledes om, hvorledes Moses knuste Lovens Tavler i skuffelse og vrede, da det gik op for ham, at israelitterne havde fremstillet og tilbedt en guldkalv, mens han selv havde været på Sinai Bjerg. Og da muslimerne i år 630 foretog deres første pilgrimsrejse fra Medina til Mekka, beordrede Profeten Muhammed som noget af det første Ka’baens statuer og gudebilleder destrueret.
Men – for der er et men. I Koranen hedder det også: ”Driv ikke spot med Guds tegn” (2:231). Profeterne betragtes – ligesom Koranen – som ”Guds tegn”. Bespottelse af Gud og profeter (blasfemi) er en synd, men ikke en forbrydelse. I Koranen findes der ikke den ringeste antydning af straf for bespottelse af Gud eller profeter i det dennesidige. Straffen henhører ganske utvetydigt til det hinsidige:
”De, der sårer Profeten, vil få en smertelig straf … Hvis du udspørger dem, vil de bedyre: “Det var kun for sjov!” … Gud har lovet hyklerne og de vantro – mænd såvel som kvinder – helvedes ild. Deri skal de dvæle – det er alt, hvad de kan få. Guds forbandelse er over dem, og en evig straf venter dem” (9:61, 65, 68, jfr. 6:10 og 21:40-41).
Om blasfemi
Når blasfemi nu ikke er strafbart, hvorledes bør man så forholde sig til blasfemiske ytringer og handlinger?
Koranen opfordrer ganske enkelt de troende til at ignorere sårende og blasfemiske udgydelser (33:48) og til ikke at omgås personer, der ytrer sig blasfemisk – medmindre de ændrer adfærd (4:140); ellers vil man blive betragtet som én af dem. Hvis man af lutter vanvare skulle komme i selskab med mennesker, der kommer med blasfemiske ytringer, bør man forlade selskabet ufortrødent og overlade resten til Gud:
”Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad det ufortrødent” (6:68).
Man bestemmer selv, om man vil læse et bestemt magasin eller se en bestemt film eller tv-udsendelse. Og hvis man endelig har brug for at lufte sin utilfredshed, så kan man jo bombardere avis- eller tv-redaktioner med kommentarer, kronikker, postkort eller e-mails …
Når blasfemi nu ikke er en strafbar handling, hvordan kan det så være, at man i visse såkaldt islamiske lande så som Afghanistan, Emiraterne, Iran, Pakistan og Saudi-Arabien har dødsstraf for blasfemi?
Ibn Taymiyyah (1263-1328) skal have sagt, at den, der bagvasker Profeten, skal dræbes – og den, der bagvasker hans ledsagere, skal piskes. Ironisk nok blev Ibn Taymiyyah selv straffet hårdt på grund af påstået manglende respekt for Profeten, idet han talte imod visse overdrivelser i den folkereligiøse dyrkelse af Profetens fodaftryk i Damaskus.
Også Muhammed Ibn ‘Abd al-Wahhab (1703-1792) henviser til overleveringer, ifølge hvilke bespottelse af Profeten Muhammed skulle være blevet straffet med døden. Ironisk nok er det al-Wahhabs efterkommere, der efter mange muslimers opfattelse fører an i vore dages allerstørste blasfemi i form af hærværk imod islamisk historie og islamiske værdier ved at omdanne islams helligste by, Mekka, til et ”muslimsk Las Vegas”: Historiske bygninger ødelægges for at give plads til hoteller, indkøbscentre og verdens højeste klokketårn …
Det er nødvendigt at se på da-konteksten for at forstå disse staters forhold til straf for blasfemi. På Profetens tid var den forholdsvis lille muslimske menighed meget sårbar, fordi den var omgivet af fjendtligsindede stammer, der benyttede enhver given lejlighed til at angribe muslimerne med våben i hånd. Derfor blev blasfemi – ligesom frafald fra islam – betragtet som forræderi imod islam og den muslimske menighed. Forræderi blev betragtet som en hudud-forbrydelse, hvor det er muligt at idømme dødsstraf (eller forvisning og tilgivelse som alternativ). Derfor findes der overleveringer, der opfordrer til at piske eller dræbe personer, der bagvasker eller bespotter Profeten.
Siden har situationen i verden forandret sig drastisk. En menighed på over halvanden mia. mennesker fordelt rundt omkring på kloden kan ikke siges at være lige så sårbar som den første menighed i 600-tallets Arabien. Derfor er der ikke længere belæg for at opfatte blasfemi som forræderi, men som en personlig vildfarelse, som den enkelte skal stå til ansvar for overfor Gud.
Opfordringen til ikke at bespotte det hellige suppleres af en generel opfordring til respektfuld og civiliseret omgang mennesker imellem:
”I, der tror! Lad ingen mænd eller kvinder bespotte andre; det kan vel være, at de, som de spotter, er bedre end dem selv. Bagvask ikke hinanden, vær ikke sarkastiske overfor hinanden, og kald ikke hinanden ved øgenavne. Det er ikke godt for en troende at bruge nedsættende navne. De, der ikke afstår fra at bruge øgenavne, handler uret. I, der tror! Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed kan være syndigt. Udspionér og bagtal ikke hinanden. Ville I bryde jer om at spise jeres afdøde brors kød? Nær ærefrygt for Gud (taqwa), for Gud er tilgivende og barmhjertig” (49:11-12).
Profeten og hans nærmeste er blevet afbildet i århundreder (især i shia-muslimske områder) – og bliver det stadig, men altid på en respektfuld måde. Enten er deres ansigt skjult bag et slør, eller de er ansigtsløse – eller også vises alle ansigtstræk.[3]
Der er i nyere tid lavet flere film om Profeten Muhammed og hans samtidige, hvor man ser begivenhederne med Profetens øjne. Man ser aldrig Profeten selv, men udelukkende de mennesker, der omgiver ham – eller hals og baghoved af den kamel, han rider på.
Det er måden, hvorpå personer bliver afbildet, der er det afgørende. Der er ingen grund til at provokere og træde på andres følelser.
Jeg mener, at de ekstremt voldsomme reaktioner på Jyllands-Postens og Charlie Hebdos satiretegninger blandt andet skyldes, at der blandt muslimer er en udbredt tendens til at gøre Profeten til nærmest et gud-menneske. Og det på trods af, at Gud i Koranen flere steder klandrer Profeten for hans opførsel og præciserer, at han var et ganske almindeligt menneske udvalgt til at modtage åbenbaringer og videregive dem til sine samtidige. Også hadith-litteraturen pointerer igen og igen, at Muhammed blot var et menneske og dermed ikke ufejlbarlig.
Alligevel dyrker mange muslimer Profeten Muhammed på en måde, der grænser til tilbedelse, og så må det gå galt, når han omtales respektløst.
Dårlige film slår ikke ihjel. Tegninger slår ikke ihjel; men uvidende masser begår vold og slår ihjel, når snæversynede ledere misbruger deres position og hjernevasker masserne til at hade det anderledes.
Op igennem historien har der været mange eksempler på, at uduelige ledere har fokuseret på en ydre fjende i et forsøg på at aflede massernes opmærksomhed fra deres egen utilstrækkelighed. Disse snæversynede ledere burde i stedet koncentrere sig om de komplet uislamiske forhold i deres egne lande, hvor menneskerettighederne har trange kår, hvor kvinder og børn dagligt udsættes for overgreb, og hvor hele befolkninger lider under fattigdom og analfabetisme.
Eller de burde kritisere ødelæggelsen af kulturskatte i Afghanistan, Mali og Saudi-Arabien. Sidstnævnte har officiel status af ”beskytter af de hellige steder”, men har siden 1800-tallet ødelagt 95 % af det historiske Medina og Mekka for at imødegå afguds- og helgendyrkelse. Blandt andet er Baqi-gravpladsen i Medina, hvor flere af Profetens hustruer og andre samtidige ligger begravet, fuldstændig renset for gravsten og ligner et hvilket som helst andet goldt stykke indhegnet jord. I de seneste tyve år er hele kvarteret omkring Profeten Muhammeds fødested i Mekka og det hus, hvor Profeten boede sammen med sin hustru Khadijah, faldet for bulldozernes hærgen for at give plads til luksushoteller, luksuslejligheder, verdens højeste klokketårn, indkøbscentre, veje og offentlige toiletter.
Om ”islamisk humor”
I kølvandet på tegningekrisen har mange spurgt, om der virkelig ikke er plads til humor i troende muslimers liv – og naturligvis er der det. Vi ved fra hadith-litteraturen, at Profeten og hans fæller bestemt ikke var humørforladte,[4] men uden at krydse den grænse, hvor humor og kærlig satire kammer over og bliver til ”hån, spot og latterliggørelse.”
Da jeg boede i Marokko op igennem 1970’erne, kunne man på det statslige tv uge efter uge se både lokale og egyptiske teaterforestillinger, hvor storbønder og rigmænd, borgmestre og andre myndighedspersoner blev taget under kærlig behandling til stor moro for især de jævne masser, der i persongalleriet kunne genkende deres egne plageånder. En vestlig udgave findes i den canadiske tv-serie Little Mosque on the Prairie (2007-2012).
Senere stiftede jeg bekendtskab med Djeha-historierne, der er kendt og elsket over hele Nordafrika og Mellemøsten. Djeha-figuren ligner den tyrkiske Nasreddin Hodja, om hvem der også er fortalt mange historier i tidens løb. De relativt korte historier har altid en pointe, som får tilhørerne til at more sig over deres egne svagheder og fejl. Djeha synes ved første øjekast at være usædvanlig dum, men i virkeligheden er det ham, der er den kloge og trækker det længste strå. På en snurrig måde er han en blanding af en vismand og en nar, der forstår at ramme folk på deres ømme steder.[5]
Allah Made me Funny er en verdenskendt, amerikansk stand-up-trio, der faktisk også har optrådt på Nørrebro Teater i 2010. Nogle af trioens pointer skal man være muslim for at forstå; men når immigrationsmyndigheder, FBI, Geert Wilders eller den lokale imam er skydeskive for løjerne, kan alle være med.
Marokkansk tv har i flere år i fastemåneden ramadan – sideløbende med endeløse causerier med religiøst og opbyggeligt indhold – hver dag bragt en episode med ”den nationale Buster Keaton” Hassan El Fad og hans kompagnon Abdelkader Secteur, der på en øde grænsepost mellem Marokko og Algeriet med en finurlig humor filosoferer over livet.
Herhjemme revser dansk-egypteren Omar Marzouk både samfund, folkekirke, muslimer og imamer, blandt andet i selskab med Flemming Jensen på Folketeatret i forestillingen Mogens og Mahmoud samt i tv-serien Grin med Gud. Der er nogle, der mener, at Omar Marzouk er for farveløs og intetsigende; men set med muslimske øjne holder han sig inden for de grænser, der forventes af en muslim. Han leverer sine pointer med varme, medfølelse og selvironi, men overskrider aldrig den hårfine grænse til ”hån, spot og latterliggørelse”.
Som det ses, er humor og selvkritik bestemt ikke fremmed for muslimer – inden for visse grænser. Der er dog nogle lande, hvor man gør bedst i at gå stille med dørene, og hvor samfundskritiske tegnere og rappere, der retter deres satire mod lokale politiske magthavere eller Daesh, lever livet farligt. Også, når satiren rettes imod religiøse autoriteter, er det nok klogt at overveje situationen nøje.
I 2010 erklærede en iransk lærd, at udfordrende klædedragt og makeup fører til utugt og fremkalder jordskælv, hvilket fik en amerikansk blogger til at starte et ”videnskabeligt” eksperiment. Hun opfordrede kvinder til på en bestemt dato at iføre sig deres mest nedringede bluser for at producere et jordskælv.
I 2013 mente en saudiarabisk lærd, at kvinder risikerer at skade deres æggestokke og få vanskeligt ved at blive gravide og føde børn, hvis de fører bil (men er åbenbart mindre udsatte, når de sidder på bagsædet med en chauffør bag rattet). Svaret kom prompte fra en ung saudiaraber bosat i U.S.A., der lancerede sangen ”No Woman No Drive” – på melodien til Bob Marleys gamle hit ”No Woman No Cry”.
Da der i januar 2015 faldt sne i det nordlige Saudi-Arabien, udstedte en saudiarabisk lærd en fatwa, der forbyder muslimer at lave snemænd, eftersom det skulle stride imod billedforbuddet og forbuddet imod at efterligne de vantro. Og pludselig vrimlede det på nettet med billeder af snekameler og et herligt sneægtepar på ladet af en Toyota: hun med sort tørklæde og ansigtsslør, han med rødternet tørklæde holdt på plads med den karakteristiske sorte ring om hovedet. Hvem siger, at muslimer ikke har humor?
Men der er jo altid nogen, der mener, at en såkaldt rettroende muslim på alle måder skal gå helt i sort; men man kommer nok længst i livet ved ikke at være alt for selvhøjtidelig, og selvkritik er der virkelig brug for i vore dage. Det er også sundt at le ad det, vi plejer at skændes om.[6]
Mange mellemøstlige og nordafrikanske medier bringer karikaturtegninger hver eneste dag – nogle er rettet mod lokale forhold, mange er anti-vestlige, anti-israelske og anti-semitiske. Det giver ind i mellem en bitter smag i munden; men det er alt andet lige bedre at besvare karikaturtegninger med karikaturtegninger end at opfordre til vold og terror.
Sidst, men ikke mindst, så er der vittigheder, som jøder kan fortælle om jøder, bøsser om bøsser, spastikere om spastikere, muslimer om muslimer osv., men som folk, der ikke selv hører til den pågældende minoritet, ikke kan fortælle, fordi de samme vittigheder så bliver krænkende. Unge kalder hinanden ”perker” for sjov, men når en person kalder en kollega med indvandrerbaggrund ”perker”, er det måske ikke længere sjovt, men krænkende.
© Aminah Tønnsen, 2016
Ovenstående har været bragt i RELIGIONSLÆREREN 1/2016.
[1] Islamic depictions of Prophet Muhammad with hidden face: www.zombietime.com/mohammed_image_archive/islamic_mo_face_hidden/
Islamic depictions of Prophet Muhammad in full: www.zombietime.com/mohammed_image_archive/islamic_mo_full/
[2] Se eksempler herpå i Tønnsen ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” 2015, 157-163.
[3] Muslimske populærbilleder http://org.uib.no/popularikonografi/utstill02.html
[4] Hadith Humor Page: www.globalwebpost.com/farooqm/my_misc/hadith_humor/
https://en.wikipedia.org/wiki/Islamic_humour
[5] Se eksempler på http://islamstudie.dk/wordpress/?page_id=613
[6] Prøv med en søgning på Google og Youtube på “muslim humour”, “muslim comedy”, “muslim stand-up” og “islamic humour” – der er nok at gå i gang med.