Redaktionens overskrift:

Drop det ensidige had til Koranen

25 ÅR ER GÅET, siden jeg skrev og udgav min første introduktion til islam, ’Islam – naturens religion’, lykkeligt uvidende om, hvilke omkostninger mine bestræbelser for at give islam et dansk udtryk ville få.
Der var for mig ingen tvivl om, at det var muligt at kombinere et liv som bevidst troende muslim med det at være en engageret og loyal samfundsborger i mit elskede fødeland; men jeg havde gjort regning uden vært.
Jeg var fuldstændig klar over, at jeg var oppe imod stærke konservative kræfter blandt mine trosfæller. At jeg også skulle opleve at blive kaldt landsforræder og blive betragtet som både udansk og lidt småskør, blot fordi jeg havde valgt en anden tro end flertallets, kom fuldstændig bag på mig.

IGENNEM HELE min opvækst som dansk i Sydslesvig havde jeg oplevet Danmark og danskheden som åben, fordomsfri og vidtfavnende; men jeg måtte sande, at meget havde forandret sig i de år, hvor jeg havde levet under fjerne himmelstrøg op igennem 1970’erne.
Det har været forstemmende at være vidne til, hvorledes tilstedeværelsen af et par procents muslimer bliver set som en trussel imod alt, hvad der er dansk.
Jeg har fået det ypperligste af dansk kultur ind med modermælken, og mit valg af islam har ikke rokket det fjerneste ved min faste forankring i det danske, tværtimod.
Jeg blev nemlig hurtigt klar over, at mange af de muslimske indvandreres livsforståelse og deres fortolkning af islam bundede i en stærkt patriarkalsk kultur, som måtte nytænkes for at skabe harmoni mellem islam og en dansk hverdag. Der fandt jeg min livsopgave, min mulighed for at bidrage til fællesskabet.

DET ER TRIST, at man nærmest har skullet frasige sig sin muslimske tro eller promovere sig selv som ultra light muslim for at blive accepteret som ligeværdig medborger, og gang på gang giver islam-modstanderne udtryk for, at man ikke kun er håbløst gammeldags, men også både udansk og farlig for sine omgivelser, hvis man betragter Koranen som Guds evige og uforanderlige ord og vejledning til menneskene. Man må lægge øre til ganske meget, når debatten raser.
Ser jeg mig omkring blandt muslimerne i min omgangskreds, har vi hver især fundet en måde at praktisere vores tro på, som for os føles naturlig, som passer til vores personlighed og til det samfund, vi er en del af.
Vi skilter ikke med vores tro, for vi opfatter den som et personligt anliggende mellem os selv og Gud.
Troen på Koranen som Guds vejledning til menneskene er fundamentet i vort livssyn og omdrejningspunktet i vor dagligdag, og vor tro bærer os igennem den modgang, vi møder på vor vej: arbejdsløshed, sygdom, skilsmisse, død

ISLAM ER IKKE og har aldrig været en ensartet størrelse. Ingen har monopol på sandheden, og der har altid eksisteret alternativer til den traditionelle tolkning af Koranen. For verden er i bevægelse, og om vi vil det eller ej, bevæger fortolkningerne sig med verden og de skiftende omstændigheder, menneskene lever under.
Koranen er blevet til i en helt specifik social, historisk og politisk kontekst, og den inspirerer læseren til konstant nylæsning ved at opfordre til nysgerrighed, til tilegnelse af viden, til refleksion og stillingtagen og til fornuftig og ansvarlig handling til gavn for én selv, ens nærmeste, samfundet og verden. Derved bliver Koranens betydning variabel og dynamisk – og meningsfuld til alle tider og under alle omstændigheder.
Også hadith-litteraturen, der indeholder udsagn om Profeten Muhammeds sædvane og om den vejledning, han gav sine samtidige om stort og småt i hverdagen, er opstået i en ganske specifik social, historisk og politisk kontekst.
At følge Profetens eksempel, som Koranen opfordrer muslimerne til at gøre, skal derfor ikke forstås som at imitere hans handlinger i mindste detalje, som de konservative, bogstavtro plæderer for.
Det er i langt højere grad en opfordring til at forstå hensigten bag Profetens udsagn og handlemåde og at omsætte denne i praksis på en meningsfuld måde i den til enhver tid aktuelle sammenhæng.
Med denne tilgang til Koranen og hadith-litteraturen har jeg allerede for mange år siden bragt mig selv på kollisionskurs med de konservative, der opfordrer til en bogstavelig læsning af teksterne – og som oven i købet sidestiller de to.
Og det skønt de opfatter Koranen som perfekt, hvorimod hadith-litteraturen indeholder mange udsagn, der åbenlyst strider imod Koranens bogstav og ånd og modsiger hinanden indbyrdes.

FOR AT FORSTÅ KORANEN er man nødt til at betragte den som en helhed. Intet vers kan stå alene. Man er nødt til at læse en kortere eller længere passage både før og efter et bestemt koranvers for at få nogenlunde hold på meningen.
Endvidere supplerer de forskellige passager hinanden indbyrdes. Forklaringen til ét vers skal ofte findes i andre passager rundt omkring i Koranen. Derfor er det nødvendigt at kende hele Koranen, hvis man har et ønske om at forstå den blot tilnærmelsesvis.
Et eksempel herpå kunne være islam-modstandernes ofte fremsatte påstand om, at det er muslimers ret og pligt hæmningsløst at nedslagte ikkemuslimer. Man citerer den midterste del af en passage:
»Dræb dem, hvor I støder på dem« og springer let og elegant hen over det, der står umiddelbart før og efter, hvorved en tilladelse til forsvar bliver forvansket til et påbud om angreb. Eller man citerer: »Det er tilladt jer at kæmpe« og undlader behændigt at citere fortsættelsen: »imod dem, der kæmper imod jer«.

ET ANDET EKSEMPEL kunne være kvinders arveret, som har vakt furore blandt mange: I førislamisk tid havde kvinder ingen arveret overhovedet, men var selv en del af den arvelod, deres ægtemænd efterlod sig sammen med palmer og kvæg.
Ved guddommelig åbenbaring fik kvinderne arveret, hvilket satte gang i et oprør blandt mændene, der så deres privilegier smuldre.
For at få en forklaring på, hvorfor kvinders arveret i nogle tilfælde (ikke alle) kun er halvt så stor som mænds af samme grad, skal vi hen til de passager, der erklærer, at mænd skal forsørge deres hustru, uanset hvor formuende hustruen end måtte være.
Alt, hvad kvinder måtte arve, få i gave eller tjene ved erhvervsarbejde, er nemlig deres særeje, som de må disponere over uden andres indblanding.
Manden har derimod pligt til at forsørge sin hustru, sine børn samt uformuende forældre og er i mange tilfælde stillet langt dårligere rent økonomisk end sin søster eller hustru, selv om hans arvelod er dobbelt så stor som deres!
I vore dage bidrager mange kvinder til familiens forsørgelse også i de muslimske lande. Derfor er forudsætningen for mænds højere arveandel ikke længere til stede, og man burde som en selvfølge give mænd og kvinder lige arveandel.

AT KORANEN skal betragtes som en helhed, må nødvendigvis betyde, at man ikke bør erklære nogle af dens passager for ophævet af andre, jf. det såkaldte abrogations-princip.
Teorien om, at nogle koranvers skulle ophæve andre, er efter min opfattelse opfundet af mennesker, der rent umiddelbart finder modsigelser i Koranen, eller som ikke magter at forholde sig til den åbenhed, frihed og pluralisme, som en helhedslæsning af Koranen lægger op til.
Med abrogations-teorien har man kunnet vende op og ned på alting og har kunnet sætte snæversyn og ufred i stedet for åbenhed og fred.
Et eksempel herpå kunne være det vers, der proklamerer, at der ikke kan være tvang i trosanliggender eller de passager, der omtaler både jøder, kristne og muslimer ja alle, hvis hjerte skælver af ærefrygt, når Guds navn nævnes som troende.
Accepterer man teorien om, at nogle koranvers ophæver andre, sætter man i virkeligheden spørgsmålstegn ved Koranens autenticitet og særstatus.
Helt galt går det, hvis man accepterer regler fra kilder, der direkte strider imod Koranens bogstav og ånd. Her tænker jeg specielt på hadith-litteraturen, der ikke blot er nedskrevet flere århundreder efter Profetens død og indeholder indbyrdes modstridende udsagn, men som også indeholder straffe, der står i skærende kontrast til Koranen.
Hvis man accepterer dødsstraffe fra hadith-litteraturen, som f.eks. stening som straf for utroskab og dødsstraf for frafald fra islam, lader man i virkeligheden hånt om Koranens åbenhed og rummelighed og dens helt unikke særstatus som Guds vejledning.

KORANEN INDEHOLDER en lang række metaforer og lignelser, der er udtryk for en rig social og kulturel forståelsesramme, der varierer i forhold til skiftende sociale og kulturelle omstændigheder.
Dette giver teksten den rummelighed, fleksibilitet og dynamik, der med rette kan kræves af et budskab, der påstår at være universelt. Koranen opfordrer menneskene til at være nysgerrige og videbegærlige og til at se sig om i verden med åbent sind og lutter øren og tage ved lære af andre menneskers erfaringer, positive såvel som negative.
Den enkelte skal bruge sit intellekt til at prøve at forstå Koranen og den verden, hun/han lever i.
Et eksempel på en metafor, der ofte tages bogstaveligt, er de talrige opfordringer til at kæmpe for Guds sag.
Visse muslimer og mange islammodstandere mener, at dette kun kan betyde, at man med våben i hånd skal udrydde alle, der tænker anderledes end én selv, selv om vi i Danmark har haft både blodbad på Det Kongelige Teater og massakre i Socialdemokratiets top, og at vi kæmper for ligeløn og meget andet, uden at der flyder den mindste dråbe blod.
Mange af de patriarkalske fortolkninger kan undgås med henvisning til det helt overordnede princip, at Gud skabte alting parvis. Mand og kvinde kompletterer hinanden og er skabt i indbyrdes afhængighed og forpligtelse. Sammen skal de skabe en familie og et samfund, der er godt at leve i for alle.
Og ligesom et hanstik ikke er meget bevendt uden et hunstik, er manden i sidste ende selv taberen, hvis han konsekvent misbruger kvindekønnet eller helt rydder det af vejen.

DER ER ALTSÅ mange gode grunde til at bruge Koranen som rettesnor i livet, hvis man ellers tør tale de snæversynede mørkemænd imod og læser Koranen ind i den aktuelle kontekst på en fornuftig måde. Det er for mig en helt afgørende pointe, at individet har ansvar for selv at træffe sine valg i forhold til tro og handling for at kunne skabe harmoni mellem troen og en travl hverdag i et samfund som det danske.
Jeg sælger ikke ud af arvesølvet, som trosfæller indimellem bebrejder mig. Tværtimod hæger jeg om det som en uvurderlig skat, der blot trænger til en kærlig hånd for at få sin oprindelige stråleglans tilbage.
Der er nemlig efter min opfattelse ikke nogen som helst modsætning mellem en bevidst, stærk islamisk identitet og hverken danskhed, modernitet eller en rummelig og åben holdning til ikkemuslimer.
Accept af religiøs pluralisme og mangfoldighed inden for ens egen tro er en forudsætning for, at mennesker med forskellige religiøse baggrunde kan leve i fred og fordragelighed og sammen skabe et harmonisk samfund til glæde for hinanden og for fremtiden.
Fra konservativ side hedder det sig, at man som muslim er nødt til at vælge hele pakken; men derfor behøver man jo ikke at tage skyklapper på eller slå automatpiloten til og gå helt i sort. Den, der flyder med strømmen, behøver ikke at ro; det er dejligt nemt.
Men den, der vil nå kilden, må nødvendigvis gå imod strømmen. Det er den stejle vej, som Koranen taler om. Den vej, som er en livslang og helt personlig udviklingsproces, som kræver indsigt og viden, styrke og udholdenhed.

ISLAM-MODSTANDERNE efterlyser reform og nytænkning blandt muslimer, men ignorerer og affærdiger paradoksalt nok igen og igen dem, der virkelig tænker nyt, som utroværdige.
Man ønsker tydeligvis at fastholde islam og muslimer som fjendebillede og prygelknabe og afviser alle tiltag i retning af nyfortolkning af Koranen som løgn og latin, for det er jo dog et ubestrideligt faktum, at den og den i fordums tid et sted i Langtbortistan har sagt noget andet.
Helt grotesk bliver det, når islammodstandere konfronteres med et udpluk af de mange tænkere, der i de seneste år har givet deres bud på alternative fortolkninger af Koranen – og de så alligevel stædigt fastholder, at det er uden betydning, så længe muslimer betragter Koranen som den endegyldige sandhed.
Så er det svært at holde masken, for de siger jo implicit: Hvis det æ fakta, så benægter a fakta! Islammodstanderne går de konservative muslimers ærinde med deres bogstavelige, selektive og ureflekterede tolkning af teksterne, der forvansker islam til en forbudsreligion – og er med til at forhale islams naturlige tilpasning til en dansk hverdag.
Min pointe var og er, at man sagtens kan kombinere det at være en engageret samfundsborger med et liv som bevidst troende muslim inden for de rammer, som dansk lov udstikker.
Koranens kernebudskab er ganske enkelt: at tjene Gud ved at tjene skabelsen.

Fremhævet i kasser:

Der er altså mange gode grunde til at bruge Koranen som rettesnor i livet
samt
Accepterer man teorien om, at nogle koranvers ophæver andre, sætter man i virkeligheden spørgsmålstegn ved Koranens autenticitet og særstatus

© Aminah Tønnsen, 2014

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2262258/drop-det-ensidige-had-til-koranen/