Spørgsmålet om kvindelige imâmer dukker jævnligt op i den hjemlige debat; men hvorfor er det overhovedet et problem at lade kvindelige imâmer lede fredagsbønnen?
Koranen er tavs om spørgsmålet om kvindelige imâmer, og i islamisk tradition (hadîth-samlingerne) findes kun et enkelt udsagn om emnet:
Ifølge Abu Dawood skulle Profeten Muhammad have udnævnt en ældre mekkansk kvinde, Umm Waraqa, til at lede bønnen for hele hendes hushold, kvinder såvel som mænd. Ikke overraskende er der mange lærde, der påstår, at udsagnet hører til de såkaldt svage udsagn og derfor ikke kan betragtes som normativt.

I nogle lande har man en endnu større hurdle at overvinde, idet kvinderne – uden at det på nogen måde kan begrundes ud fra Koranen og stik imod Profeten Muhammads praksis – er forment adgang til moskéerne generelt.
Sådan er det ikke i de hjemlige moskéer; men da disse er indrettet i villaer eller lejligheder i boligkomplekser, er kvinderne oftest forvist til separate bederum, typisk på etagen over eller under mændenes bederum. Når de rent fysiske rammer tillader det, kan man opleve, at kvinderne beder i rækker bag mændene – undertiden dog adskilt fra mændene af en interimistisk opsat skillevæg eller et forhæng.
Traditionelt begrundes kønsadskillelsen i moskéerne ud fra en opfattelse af, at mændenes koncentration risikerer at flyttes fra tilbedelse af Gud til det mere jordnære – og at et sådant upassende fokus på kvinder i moskeen vil være et irritationsmoment for muslimske kvinder.

Det er på tide at få en ny vinkel på sagen, for virkeligheden er, at nogle muslimske kvinder rent faktisk foretrækker at bede derhjemme – i stedet for at være henvist til en plads bag et forhæng eller et separat bederum.
Nogle muslimer finder det også problematisk, at man her i landet identificeres med de holdninger, der udgår fra den moské, man frekventerer, eller den imâm, man følger i fredagsbønnen. Derfor foretrækker en del muslimske kvinder at bede uden for de etablerede moskéer.
Udvalget begrænses yderligere for de muslimer, der er født og opvokset her i landet, og som ikke kender hverken arabisk eller nogle af de andre “indvandrersprog” godt nok til virkelig at kunne nyde og få udbytte af en prædiken på disse sprog.
I virkeligheden er det slet ikke så kompliceret endda – vi mangler blot lidt handlekraft!

Rundt omkring i landet sidder der muslimske kvinder, der underviser og leder bønnen for mindre grupper kvinder. Jeg er sikker på, at der iblandt dem er nogle, der på ansvarlig vis vil være i stand til at lede bønnen og holde fredagsprædiken for en større forsamling af kvinder – og mænd for den sags skyld.
I langt de fleste moskéer her i landet, har kvinderne et separat bederum, der er forbundet med imâmen i mændenes bederum via et højttaleranlæg. En kvindelig imam risikerer altså ikke at forstyrre mændenes koncentrationsevne. Der skal strengt taget ikke andet til, end at højttaleranlægget installeres modsat!
Men for ikke at chokere alt for meget, kunne kvinderne i første omgang nøjes med at holde deres egen fredagsbøn. Det skulle ikke være så svært at trykke på højtaleranlæggets OFF-knap. Jeg er sikker på, at en ny slags fredagsprædikener vil se dagens lys – så spændende, at mændene, når den første forskrækkelse har lagt sig, bliver nysgerrige og får lyst til at lytte med.
Ret beset burde det nemlig slet ikke være et spørgsmål om imâmens køn, men om at have mulighed for at vælge den bedste prædikant. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal vente på, at en eller anden “lærd” mandsperson officielt skal give tilladelse til, at kvinder leder fredagsbønnen.

I USA er en kvindelig major under uddannelse til at blive den første kvindelige imam i hæren, og i Iran har man i august 2002 forsøgt at få kvinderne tilbage til moskéerne ved at ophæve et officielt forbud imod kvindelige imâmer. De kvindelige imâmer har dog indtil videre kun lov til at lede fredagsbønnen og andre større forsamlinger af bedende kvinder; men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag.
I Sydafrika – hvor kvinderne hidtil havde været forment adgang til moskéerne – skete der i midten af 90’erne en sand revolution: En gruppe kvinder tilkæmpede sig trods mændenes protester ret til at bede “upstairs” i 23. Gades Moské i Johannesburg. Da initiativtageren til aktionen, Shamima Shaikh, døde nogle år senere, var det en af hendes nære veninder, der ledede begravelsesbønnen i hendes hjem i Johannesburg. Også ved selve begravelsen deltog kvinderne i bønnen. Selvom mænd og kvinder stod adskilt foran graven, var det ikke desto mindre en skelsættende begivenhed.

Under pilgrimsfærden i Mekka og omegn udfører mænd og kvinder ritualerne side om side – ja, familier er nærmest nødt til at klamre sig til hinanden for ikke at blive væk fra hinanden i menneskemylderet.

Hvornår skrider danske muslimer til handling?

© Aminah Tønnsen, januar 2003

Fra: WEEKENDAVISEN den 10. januar 2003.