Goethe og islam

JOHANN WOLFGANG von GOETHE (1749-1832) har skrevet nogle af tysk digtnings mest betydningsfulde værker. De færreste er klar over, at Goethe tog afstand fra kristne begreber som arvesynd, treenighed, nadver og skriftemål – og at han beskæftigede sig indgående med Koranen og det islamiske livssyn, som på mange måder lignede hans eget. Den tyske germanist Katharina Mommsen skriver i Goethe und der Islam:

“Det er af afgørende betydning, at Goethes forhold til Islam ikke var bestemt af hans samtids bestræbelser på at udrydde fortidens fejlagtige bedømmelse af Islam. Goethes forhold til Muhammad og hans religion var langt mere personligt. Derfor er hans udtalelser om Islam langt mere vidtgående, end hvad man hidtil havde set i Tyskland – de var vovede på en ret provokerende måde … Goethes virkelig positive forhold til Islam var en følge af, at han fandt visse af Islams hovedelementer – som hengivelse til Guds vilje – i overensstemmelse med sit eget livssyn.”

Dichtung und Wahrheit
I efteråret 1809 begyndte den 60-årige Goethe at skrive på selvbiografien Digtning og virkelighed, der udkom første gang i 1814. Heri fortæller han, hvorledes han allerede som ung tit og ofte kæmpede en “kamp med mange sære, religiøse tvivl, som jeg gerne ville have fået klarhed over.”
Goethe beretter om, hvorledes han efter et skriftemål blev hjemsøgt af “denne sygelige sindstilstand hos mig, som hidrører fra vor af mangfoldige dogmer sammensatte og på flertydige bibelsprog hvilende religion, og som ofte angriber tænksomme mennesker i den grad, at den slår over i hypokondri og kulminerer i fikse ideer. Jeg har kendt flere mennesker med en fuldstændig fornuftig tænke- og levemåde, hvis tanke stadig kredsede om synden mod den hellige ånd og om frygten for at have gjort sig skyldig i den. En lignende sygelig tvivl måtte jeg kæmpe med i anledning af nadverspørgsmålet.
Skriftstedet: ‘Den, der uværdig nyder nadveren, æder og drikker sig selv en dom til’ havde nemlig tidlig gjort dybt indtryk på mig. Alle gyselige beretninger, jeg havde læst i middelalderens krøniker om gudsdomme samlede sig til et frygteligt skræmmebillede, hvor falske løfter, hykleri, mened, gudsbespottelse alle som en kom til at tynge på den uværdige nadvergæst. Og så meget minligere, som ingen jo med vished turde erklære sig selv for værdig, og fordi den syndsforladelse, som jo til sidst skal udjævne alt, dog fandtes at være betinget på så mange måder, at man aldrig følte sig sikker på at turde tilegne sig den.
Disse mørke anfægtelser var mig så ulidelige, og den udvej, man henviste mig til som tilstrækkelig, forekom mig så bar og svag, at dette skræmmebillede derved kun tog sig endnu mere truende ud, hvorfor jeg også straks efter min ankomst til Leipzig søgte at frigøre mig for enhver som helst forbindelse med kirken.”

Forgæves forøg
Vennen og teologen Johann Kaspar Lavater forsøgte – forgæves – at få Goethe tilbage i folden:

“Jeg var derfor ærgerlig over den voldsomme pågåenhed, hvormed en mand med så meget hjerte og så megen ånd gik løs på mig og påstod, at enten måtte man blive kristen sammen med ham, kristen af hans art, eller man måtte drage ham over til sig, man måtte overbevise ham om sandheden af det, man selv fandt hvile i. Dette krav, der så direkte stred mod den liberale verdensanskuelse, som også jeg efterhånden bekendte mig til, havde ikke den bedste virkning på mig. Alle mislykkede omvendelsesforsøg gør den, man har udset til proselyt, stiv og forstokket; og det blev i ganske særlig grad tilfældet med mig, da Lavater til slut udslyngede det hårde dilemma: ”Enten kristen eller ateist!”
Hertil svarede jeg, at hvis han ikke ville lade mig beholde den kristendom, jeg hidtil havde bekendt mig til, kunne jeg også godt bestemme mig for ateismen, især da jeg så, at ingen rigtig vidste, hvad der egentlig skulle forstås ved disse to livsanskuelser. Denne skriven frem og tilbage gjorde, hvor heftig den end var, ikke noget skår i det gode forhold mellem os.”

I en samtale med Eckermann sagde Goethe i 1824 bl.a.:

“Jeg har altid troet på Gud og på naturen og på det godes sejr over det onde. Men det var ikke nok for de fromme sjæle: Jeg skulle også tro, at tre er én og at én er tre. Det stred dog imod min sjæls retfærdighedssans. Jeg kan heller ikke indse, at dette ville have hjulpet mig den mindste smule.”

På et tidspunkt følte Goethe sig tiltrukket af Brødremenigheden og studerede dens historie; men her var det diskussionen om syndefaldet, der skilte ham fra brødrenes lære, så han så sig nødsaget til også at skille sig ud fra denne kreds:

“Men da de ikke kunne berøve mig min kærlighed til Den hellige Skrift så lidt som til kristendommens stifter og hans tidligste tilhængere, udtænkte jeg mig en kristendom til privat brug og søgte at begrunde og fæstne den ved flittig granskning af historien og omhyggeligt studium af deres liv, der havde haft en lignende opfattelse som jeg.”

Gott, Gemüt und Welt
I 1939 udkom bogen Wolfgang von Goethe. Gott, Gemüt und Welt. Seine Äusserungen über Religion und Christentum af Rudolf Neuwinger. Dommen over den store digter er hård og skånselsløs. Neuwinger slutter sit forord med disse ord:

“Efter dette korte forord må det stå klart for enhver, at Goethe ikke mere var kristen og ikke mere kan kaldes kristen, hvilket underbygges af vort udvalg af hans ytringer til religion og kristendom, der stammer fra hans skrifter, breve og samtaler.”

Hvorfra stammer Goethes kendskab til islam?
Fra april 1770 til august 1771 opholdt Goethe sig i Strassbourg for at fuldende sine juridiske studier. Her opstod venskabet med teologen og digteren Johann Gottfried Herder. Man mener, at det var Herder, der tilskyndede Goethe til at læse Koranen.
To sider med Goethes håndskrevne udvalgte Korancitater er bevaret, og nogle af disse citater dukker senere op forskellige steder i hans breve og værker, nogle endda flere gange. Som f.eks. i et brev til Herder fra juli 1772:
“Jeg har lyst til at bede som Moses i Koranen: Herre! Giv mig rum i mit snævre bryst!” – en tydelig henvisning til Koranen 20:25.
Ligeledes i 1772 anmelder Goethe i Frankfurter Gelehrten Anzeigen Megerlins tyske oversættelse af Koranen. I den korte anmeldelse giver Goethe udtryk for ønsket om, “at der engang under vestlige himmelstrøg vil fremkomme en anden oversættelse af en tysker, der vil læse Koranen med alle en digters og profets følelser, og som er i stand til at forstå helheden.”

I sine Noten und Abhandlungen om Divan-projektet, skriver den halvfjerdsårige Goethe, at han leger med tanken om “i ærbødighed at fejre den hellige nat, hvor Koranen blev overbragt Profeten fra oven.”
Også i Goethes efterladte digte er der mange umiskendelige henvisninger til Koranen, som f.eks.: “Gud er kun én, én eneste, ren. Han har ikke avlet, og ingen har Ham avlet” – en henvisning til Koranen 112:1-4.
I en samtale med vennen Friedrich von Müller, siger Goethe i 1827: “Lægerne kan visselig ikke forlænge vort liv en eneste dag; vi lever så længe, som Gud har bestemt.” Fausts redning bliver “den bestandige stræben indtil det sidste” – dvs. djihâd – og flere gange henviser Goethe til “Allahs hundrede navne”.

Mahomet
I Digtning og virkelighed beskriver Goethe, hvorledes han i vinteren 1772-73 brugte sit kendskab til Koranen i det aldrig fuldendte drama Mahomet:

“Langsomt modnedes den plan hos mig, i en levnedsskildring af Muhammed, som jeg aldrig havde kunnet anse for en bedrager, dramatisk at belyse de veje, som jeg i livet omkring mig med så levende interesse havde iagttaget, der langt snarere fører til fortabelse end til frelse. Jeg havde kort i forvejen ivrigt studeret den orientalske profets liv og var derfor, da tanken slog ned i mig, ret godt forberedt.”
Senere hedder det: “Således var udkastet til det arbejde, der så længe syselsatte min ånd; thi jeg måtte sædvanligvis have stoffet samlet i fantasien, før jeg kunne tage fat på udførelsen. Alt, hvad geniet ved karakter og ånd formår over menneskene, skulle fremstilles, og hvordan det derved på én gang taber og vinder. Flere af de sange, der skulle indlægges, blev foreløbig digtet; men kun den ene med overskriften Mahomets Gesang, som findes blandt mine digte, er bevaret.”

I Mahomets Gesang har Goethe knyttet Koranen 6:74-79, der egentlig handler om Abraham, sammen med sin Mahomet-figur. Sammenligner man sangens ordlyd med Goethes oversættelse af Koranpassagen, ses det tydeligt, at det ikke blot er indholdet, men også ord og hele sætningsled, han har overtaget.
Efter Goethes død dukkede flere fragmenter af dette aldrig fuldendte drama op, og det var sammen med dem, man fandt det førnævnte udvalg af Korancitater.

Goethes møde med muslimer
Goethe har kun en enkelt gang – i 1813 som knap 65-årig – været sammen med muslimer. Han beretter i et brev af 5.1.1814 om, hvorledes han har overværet en islamisk bøn, der blev afholdt i festsalen på Weimars protestantiske gymnasium. Ved den lejlighed havde muslimerne foræret ham en bue og en pil, som han hængte op over sin kamin til minde om gæsterne, som han kaldte dem. Det var muslimske, russiske soldater, der havde deltaget i slaget ved Leipzig 16.-19.10.1813.
Den muslimske bøn havde dog ikke kun gjort indtryk på Goethe. I et brev til sønnen August skriver han, at “flere af vore religiøse damer har udbedt sig en oversættelse af Koranen fra biblioteket.”

Goethes sprog- og litteraturstudier
Som en forberedelse til værket Den vest-østlige divan beskæftigede Goethe sig tilmed med det arabiske sprog, hvilket fremgår af både breve og dagbogsnotater fra 1815. Han terpede grammatik og øvede sig i at skrive de arabiske skrifttegn. Han læste også flittigt orientalsk litteratur for at blive fortrolig med det orientalske miljø. Af et katalog over Goethes bibliotek fremgår, at han hverken ejede en arabisk grammatik el. ordbog. Dem lånte han på biblioteket i Weimar sammen med den arabiske litteratur.
I de år, hvor Goethe beskæftigede sig med Den vest-østlige divan, brugte han i sine breve flere gange vendingen ”will’s Gott” (inshâ-allah – om Gud vil det). Denne vending forekommer i Koranen 18:24 i forbindelse med beretningen om syvsoverne, som Goethe gendigter hen mod slutningen af Den vest-østlige divan.

Den vest-østlige divan
Den 21. juni 1814 skrev Goethe det første digt til Den vest-østlige divan, og i en forhånds-anmeldelse af værket skrev han i 1816 bl.a. disse opsigtsvækkende linjer:

“Digteren betragter sig som en rejsende. Snart ankommer han til Orienten. Han glæder sig over skik og brug, over genstande, religiøs tænkemåde og meninger, ja, han afviser ikke mistanken om, at han selv er muslim …”

Den vest-østlige divan og især dets sidste afsnit Buch des Paradieses er spækket med passager, der kan henføres til både Koranen og traditions-samlingerne. Og i Buch der Sprüche hedder det:

“Hvis islam betyder gudhengivelse – da lever og dør vi alle som muslimer.”

Og det er lige præcis, hvad Koranen siger (16:49). Alt i alt er Den vest-østlige divan en utrolig hyldest til Koranen og Profeten Muhammad, hvis lige næppe findes i anden vestlig litteratur.

Var Goethe muslim?
Mange muslimer har i tidens løb spurgt sig selv, om Goethe mon var muslim. Det fremgår af mange af Goethes værker, at han nærede en dyb ærefrygt for Islam og Profeten Muhammad; men der foreligger intet om, at Goethe skulle have fremsagt trosbekendelsen eller offentligt skulle have tilkendegivet, at han af hele sit hjerte bekendte sig til Islam.
Det fremgår af Goethes breve og samtaler, at han tog afstand fra Kristendommens hjørnestene så som arvesynd, treenighed, nadver og skriftemål; men at han selv anså sig for at være en god kristen – hvilket han også må siges at have været set med muslimske øjne: Han havde nemlig fundet frem til det, som ifølge Koranen er den oprindelige kristendom; den kristendom, som Jesus prædikede, og som i sin kerne er den samme som jødedommen og islam – nemlig gudhengivelse og den direkte forbindelse mellem Gud og mennesket uden forstyrrende mellemled.

Goethe maner til tolerance
Med Den øst-vestlige divan ville Goethe slå bro mellem Østen og Vesten. Han var én af de første vestlige intellektuelle i nyere tid til – ligesom Koranen – at opfordre til tolerance alle troende imellem – uanset hvilken religion de så end bekender sig til. Goethe var dog klar over, at tiden endnu ikke var moden til en sådan forståelse troende imellem; men han var overbevist om, at handlinger i denne ånd ville komme kommende generationer til gode.
I 1816 skrev Goethe en artikel (der dog ikke blev offentliggjort før efter hans død) i anledning af festligholdelsen af 300-året for Reformationen:

“Et renhjertet gemyt kan ikke føle fuldkommen glæde ved denne kirkefest, idet man uvilkårligt vil mindes stridigheder og ufred – flere århundreders største ulykke. Endnu værre er, at man med en sådan fest vil skille sig ud fra jøder og muslimer og derved krænke disse.”

Fest for menneskeheden
Goethe foreslog derfor en højtidelighed, der skulle forene alle troende i en ”fest for menneskeheden”. Ved denne fest skulle ingen spørge, hvilken religion den anden tilhører.

”Alle drager i forening til kirken og deltager i samme gudstjeneste. Alle danner kreds omkring ilden og oplyses af samme flamme og mindes hin dag (dagen for folkeslaget i Leipzig, den 18. okt. 1813), hvis berømmelse ikke kun skyldes de kristne, men også jøderne, muslimerne og de gudløse.”

Ord til eftertanke i en tid, hvor højrekræfter forsøger at så splid og had imellem forskellige befolkningsgrupper i stedet for at bruge kræfterne på at skabe énhed i mangfoldigheden. Måtte denne enestående digter være et forbillede for os alle – jøder, kristne såvel som muslimer – i kampen for fredelig sameksistens, respekt og forståelse mennesker imellem.

© Aminah Tønnsen, 1993

Disse kronikker har været bragt i FLENSBORG AVIS den 5. og 6. januar 1998 samt i ISLAM – FRED & HARMONI 3/1993 & 4/1993.

Litteratur:
AOUDE, Safia: Var Goethe skabsmuslim? 
KRISTELIGT DAGBLAD den 27. maj 2004.

MURABIT, Shaykh Abdalqadir Al-: Was Goethe a Muslim?

ØHRGAARD, Per: Muslimske misforståelser om Goethe
KRISTELIGT DAGBLAD den 8. juni 2004.