En myte bliver ikke til sandhed ved at blive gentaget til bevidstløshed. Således ej heller myten om, at Koranen udelukker enhver kritisk eftertanke, som fremført af Henrik Gamst-Pedersen 7. januar i en kommentar, der i øvrigt intet som helst har med islam at gøre.
Muslimer betragter ganske rigtigt Koranen so Guds ord fra først til sidst, men det betyder ikke, at kritisk eftertanke er udelukket. Koranen opfordrer faktisk selv dertil utallige steder. Ligesom den fordømmer dem, der ukritisk gentager andres meninger og fortolkninger uden selv at gå til kilden og forsøge at forstå den!
Koranen blev givet for at blive brugt med eftertanke – ikke for at fremme religiøs fanatisme. At den såkaldt islamiske verden ser ud, som den gør, skyldes ene og alene, at egensindige, selvbestaltede og magtsyge politikere og religiøse ledere er mere optaget af at bevare deres egen magt end af religionen.
Belønningen går ikke til perverse fanatikere, der lader hånt om guds skaberværk og skånselsløst myrder mænd, kvinder og børn, men til dem, der forsøger at føre Koranens universelle budskab om frihed, lighed og broderskab for alle (uanset race, køn, sprog, nationalitet og religiøst tilhørsforhold) ud i livet.
Islam betyder fred og gudhengivelse. Den, der bekender sig til islam er en muslim (begge ord er dannet ud fra konsonant-roden s-l-m, der netop betyder fred og gudhengivelse). At kalde muslimer for ”muhammedanere” vidner om en himmelråbende uvidenhed, idet betegnelsen antyder, at muslimer skulle tilbede Muhammed – hvilket ville være intet mindre end blasfemi. Muslimer beder udelukkende til Gud – den eneste, der er tilbedelse værdig.
© Aminah Tønnsen, 1998
Fra: Kristeligt Dagblad 15. januar 1998