Kære niqabi-søstre. I må have haft hovedet under armen, da I læste Koranen

 

Danmark synes at være gået i selvsving over et foreslået maskeringsforbud, der tydeligvis er møntet på den heldækkende klædedragt, som nogle muslimske kvinder ifører sig, når de færdes i offentligt rum.

Tryk avler som bekendt modtryk, og den endeløse, årelange debat om muslimske kvinders klædedragt har ganske givet forhøjet antallet af unge kvinder, der stædigt påberåber sig både religionsfrihed og menneskeret i deres kamp for retten til at tilsløre sig i offentligt rum.

Udtalelser i medierne tyder på, at et maskeringsforbud vil have samme effekt: Unge muslimske kvinder vil trodse forbuddet og skifte fra hijab (tørklæde) til niqab i solidaritet med deres niqabi-søstre. Andre vil opgive deres igangværende uddannelser, hvis de ikke kan få lov til at bære niqab.

Koranen er troende muslimers primære kilde til at forstå og begå sig i verden. Men man kan komme gruelig galt af sted, hvis man læser teksten fragmentarisk og bogstaveligt.

Koranen skal læses som en helhed, hvis forskellige passager supplerer og forklarer hinanden indbyrdes (39:23, 75:19). Følgelig er man nødt til at kende Koranen rigtig godt for at forstå dens vejledning om dette og hint. Det er ikke nok at læse en enkelt passage eller to for at forstå et specifikt emne – heller ikke, når det gælder klædedragten.

Kære niqabi-søstre. I påstår, at I har læst Koranen, men I må – med forlov – have haft hovedet under armen, da I gjorde det:

At opgive sin uddannelse er ifølge islam/Koranen en meget alvorlig ting at gøre: Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammed fik (96:1-5), var nemlig en opfordring til at søge viden – en opfordring, der gentages igen og igen i forskellige variationer. Viden sætter den enkelte i stand til at tage stilling og træffe beslutninger. Viden giver styrke til eksempelvis at bekæmpe det patriarkalske kvindesyn, der rider verden som en mare. Viden er magt.

Koranen siger intet som helst om, at kvinder skal tilsløre deres ansigt, men de skal klæde sig på en måde, så de ikke forulempes af hyklere, svage sjæle og rygtesmede (33:59-60).

Kvinder opfordres mere specifikt til at tildække deres halsudskæring/kavalergang (jaib) med »noget, der dækker« (khimar). Traditionelle koranfortolkere vil så gerne have os til at tro, at der kun kan være tale om et »hoveddække«, men rent sprogligt kan et hvilket som helst dække kaldes khimar: et gardin, et sjal, et tørklæde, en borddug, et tæppe. Følgelig kan tildækning af kavalergangen snildt klares med et sjal, en jakke, en bluse, en pullover eller en kjole, der går helt op i halsen. Og så skal kvinder ellers opføre sig, så de ikke tiltrækker sig uønsket opmærksomhed (24:31).

Gå ikke fra én yderlighed til en anden

Her på vore breddegrader har jeres klædedragt den stik modsatte virkning end den oprindelige: I vækker opsigt og udsætter jer selv for at blive forulempet og chikaneret. I fortæller selv, at chikane er en del af dagligdagen, og at I finder det ydmygende. Så hvorfor insisterer I på at gå klædt, som I gør?

Hvis I vil bedømmes på jeres menneskelige og professionelle kvaliteter, så læg niqaben og kom ud af offerrollen. I skal ikke lide for troen og udsætte jer selv for omverdenens fordømmelse, spot og spe ved at iføre jer en iøjnefaldende klædedragt, der har sin oprindelse i en helt anden kultur end vores: »Gud gør det let for menneskene – ikke svært.« (2:185)

Ydermere er der i Koranen mange eksempler på, at fokus skal flyttes fra det ydre til det indre. Det er »ærefrygtens klædning«, der er den smukkeste (7:26). Almindelig anstændig påklædning, adfærd og kropssprog kan udgøre et usynligt hijab/niqab/burqa – så enkelt er det.

Jeg har i hele mit voksenliv set, hvorledes ny-omvendte har en tendens til at gå fra den ene yderlighed til den anden – et fænomen, som Koranen faktisk advarer imod ved at kalde muslimer et »midtsøgende fællesskab« (ummatan wasatan, 2:143). Også dette begreb udelukker brugen af ekstrem tilhylning i form af store tørklæder, burka, niqab og lignende.

Hvordan kan I kalde jeres klædedragt for en »dedikation til Gud«, når den i den grad strider imod Koranens vejledning?

Islam er en verdensreligion, men har aldrig været en ensartet størrelse, hverken teologisk eller kulturelt, og islamisk praksis har i århundredernes løb udviklet sig inden for og under påvirkning af mange forskellige kulturer. Der er intet belæg for at kalde hverken tørklæder eller mere ekstrem tilhylning for »religiøs«.

Rejs ud i verden

På en spadseretur i et af de store indkøbscentre i Riyadh i Saudi-Arabien, omgivet af familier med kvinder i sorte abayaer, kunne jeg ikke lade være med at nævne for min guide, at der i Danmark er kvinder, der iklæder sig en sort dragt meget lig abayaen, når de vælger at bekende sig til islam.

»Der må være noget, de har misforstået,« sagde guiden prompte. »Abayaen er lokal saudisk tradition og har intet med islam at gøre. Deres mænd går vel ikke med dishdasha (kjortel) og kafiya (tørklæde), så hvorfor går kvinderne arabisk klædt?« Jeg blev ham svar skyldig.

Følger man Koranens utallige opfordringer til at rejse ud i verden »med åbent sind og lutter øren« (22:46 …) og tage ved lære af andre folkeslags succeser og fejltrin, er det åbenlyst, at kvinderne har de ringeste kår – og at mændenes dobbeltmoral blomstrer – især i de områder, hvor kvinderne af lov og tradition tvinges til at tilhylle sig allermest. Magthaverne sætter patriarkalske normer over Koranens vejledning.

Kære niqabi-søstre. I påstår, at I ser jeres tildækning som noget positivt, men når muslimske kvinder rundt omkring i verden i de seneste 1.400 år har gjort oprør mod mændenes autoritet og formynderi, har deres første handling været at lægge deres hovedbeklædning.

Man kan ikke med et snuptag ændre en beklædningsgenstands symbolværdi fra negativ til positiv. Omverdenen vil altid se jer som eksponenter for et (i øvrigt komplet u-islamisk) seksualbegreb, ifølge hvilket kvinden er den syndefulde forførerske, der spreder umoral og kaos (fitna) – og manden det sagesløse offer. I virkeligheden er det manden, der skal genopdrages til at respektere kvinder og til at styre deres drifter i stedet for at lade sig styre af dem (33:60).

Det er ikke statens opgave at lovgive om kvinders klædedragt, som det sker i lande som Saudi-Arabien og Iran, og jeg vil til enhver tid forsvare kvinders ret til at klæde sig, som de vil – med henvisning til den personlige frihed, og så længe de selv tager ansvar og accepterer de begrænsninger, deres klædedragt medfører:

Man står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet i den mundering, så man må enten have penge på kistebunden, være selvstændig erhvervsdrivende eller have en mand til at forsørge sig. Man kan ikke føre bil eller cykel uden at være til fare for sig selv og sine medtrafikanter. Man kan ikke gå til eksamen eller legitimere sig, hvis man ikke vil vise sit ansigt for omverdenen. Man kan ej heller forvente, at pædagoger i daginstitutioner vil udlevere et barn til en fuldstændig tilhyllet person.

Klæder man sig tækkeligt og diskret, har man ikke brug for hverken tørklæde, eksotiske gevandter, ansigtsslør, solbriller, sokker eller handsker for at signalere, hvor ens grænser går i forhold til det andet køn.

Kære niqabi-søstre. I gør jer selv, jeres trosfæller og vores fælles dyrebare religion en kæmpe bjørnetjeneste ved at insistere på at bære niqab, burka og lignende – og ved at begrunde jeres valg i Koranen.

Læs Koranen som en personlig vejledning, åbenbaret til jer selv i den konkrete situation, I står i – akkurat som den blev åbenbaret til Profeten Muhammed i den helt konkrete situation, han og de første muslimer stod i – og I vil opleve, at den udgør en fornuftig og brugbar vejledning til et rigt og harmonisk liv.

Vær taknemmelige for, at I lever i et land med trosfrihed, men lad være med at misbruge den.

© Aminah Tønnsen

Kronik i Berlingske den 15. februar 2018.