Islam – et tveægget sværd

AF AMINAH TØNNSEN, muslim og forfatter

Det gælder for alle religioner, at man enten kan bruge dem til at skabe fred – eller misbruge dem til at skabe ufred. Man kan enten bruge Koranen til at frigøre kvinder fra patriarkalsk undertrykkelse – eller misbruge den til at undertrykke kvinderne.

Selvom konservative og yderligtgående muslimer hårdnakket hævder, at deres egen tolkning af teksterne er den eneste rigtige, så er det et ubestrideligt faktum, at islam aldrig har været en ensartet størrelse – hverken teologisk eller kulturelt. Islam og muslimske traditioner har op igennem historien udviklet sig inden for og under påvirkning af mange forskellige kulturer.

De første kaliffer, Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali, var særdeles kreative, når de skulle finde løsninger til det virkelige liv. De fraveg både Koranen, profeten Muhammeds og hinandens afgørelser for at yde retfærdighed i helt konkrete situationer.

Det er endvidere almindelig kendt, at imam Shafii, der har lagt navn til en af de fire kendteste teologiske skoler, ændrede nogle af sine afgørelser efter at være flyttet fra Baghdad til Kairo med den begrundelse, at forholdene i Kairo ikke var de samme som i Baghdad.

Mange modige tænkere m/k har videreført denne kritiske tilgang til kildeskrifterne – ofte med livet som indsats, fordi der overalt og til alle tider har været konservative kræfter, der har modarbejdet enhver forandring.

Al erfaring viser, at man er nødt til at forny for at bevare.

Jeg har i min personlige bogsamling flere hyldemeter bøger på europæiske sprog, hvori disse ”nye tænkere” giver deres bud på en ”reformeret, liberal, modernistisk, moderat, tolerant, oplyst, kritisk eller progressiv” islam – kært barn har mange navne.

Mange af disse tænkere er i årenes løb blevet interviewet af danske medier, og flere herboende progressive muslimer har givet detaljerede eksempler på en sådan nyfortolkning – også i nærværende avis.

Det er nemlig såre enkelt: Ved at læse Koranen som en helhed, med hjerte og forstand, kan dens vejledning snildt tilpasses skiftende omstændigheder – uden at man behøver ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst.

Når vi herhjemme gladeligt synger med på Kaalunds ”Kamp må der til, skal livet gro…” er der ingen, der forestiller sig en kamp med dødbringende våben i hånd. Men når ordet ”kamp” står i Koranen, bliver det til, at ”vold ligger i islams dna og sprogbrug”.

Man kan ”kæmpe for islam” eller ”kæmpe for Guds sag” ved at kæmpe for ligeløn, bekæmpe arbejdsløsheden, kæmpe imod de yderligtgående kræfter, bekæmpe racisme og jødehad, kæmpe mod egne svagheder, kæmpe for de ressourcesvages rettigheder osv. osv. – uden anvendelse af våbenmagt, og uden at der flyder den mindste dråbe blod. Hvor svært kan det være?

Koranen, Guds universelle vejledning, opfordrer igen og igen læseren til eftertænksomhed og til at være nysgerrig og tilegne sig viden. Kan man overhovedet læse en tekst uden at prøve at forstå, hvad det er, man læser? Alligevel påstår man igen og igen i medierne, at Koranen ikke må fortolkes.

De konservative muslimer påstår på deres side, at man skal ”tage hele pakken” og ikke tænke for meget selv. De ved jo udmærket godt, at de vil miste deres magt og autoritet, hvis kvinderne begynder at læse Koranen selv.

Resultatet af denne nylæsning af Koranen er en islam, der indeholder alt det, som kræves af et relevant og tidssvarende budskab: medmenneskelig omsorg, dyreværn, naturbevarelse, demokrati, pluralisme og menneskeret – foruden fordømmelse af alle former for diskrimination og undertrykkelse, vold og terror.

Koranen er fyldt med metaforer og lignelser, der naturligvis ikke skal forstås bogstaveligt. Andre retningslinjer er klare og tydelige og behøver ingen nærmere forklaring:

”Der kan ikke være tvang i trosanliggender” (2:256).

”De, som tror på Koranen, jøderne, sabierne og de kristne – enhver der tror på Gud og den yderste dag og handler retfærdigt, vil få deres løn fra deres Herre. De har intet at frygte” (2:62 & 5:69).

”Godt og ondt er ikke lige. Imødegå ondskab med godhed. Så vil din fjende blive som en nær ven” (41:34).

”Gengældelse for en ond handling, lige for lige, er tilsvarende ond; men Gud lønner den, der tilgiver og slutter forlig” (42:40).

Alligevel er det som at slå i en dyne. Det er, som om alle, der ytrer sig om islam i medierne – læg såvel som lærd – lukker øjnene og lader både virkelighed og fakta passere forbi, så der ikke går skår i deres egen forudfattede islamforståelse. Præcis ligesom de konservative og de yderligtgående muslimer gør det.

Jeg ved fra min egen opvækst i Sydslesvig, hvor vigtigt det er, at flertallet giver plads til mindretallet, så det kan blomstre og udvikle sig i trygge rammer.

Hvordan skal de progressive kræfter blandt muslimerne nogensinde kunne påvirke de konservative og de yderligtgående muslimer, når flertallet ser passivt til og sjældent giver plads til eller bakker op om de progressive stemmer?

Offentliggjort i Weekendavisen #14, 5. april 2019