Af Inger Tønnsen

Jeg er opvokset i Flensborg Nord og startede efter påske 1955 i 1. klasse på Nørreportskolen.
I 3. klasse læste vor klasselærerinde Birthe Hasberg en dag et brev op, som hun havde fået fra Solveig Skovlund, der inviterede klassens piger til møde i Hjemmet i Mariegade, hvor pigespejderne holdt til.
Og sådan blev jeg musvit i Danebod Trop, og det blev begyndelsen til o. 8 år med friluftsliv og uforglemmelige oplevelser nord og syd for grænsen.

De første år

Den allerførste pinselejr gik til Christianslyst. Vi sov på en stor sovesal og havde naturligvis svært ved at falde til ro i de fremmede omgivelser. Heldigvis kunne min bedsteveninde Bido en masse spøgelseshistorier. Bl.a. en om et spøgelse, der en mørk aften bevæger sig gennem et stort, tyst hus og ender allerøverst oppe hos fortælleren, der ligger rystende i sin seng … ”Og klokken 12, så tog han sin kniv frem … og spidsede sin blyant!”
Senere fulgte patruljeture til Frueskoven og spejderhytten i Engelsby, pinselejre på Christianslyst (62, 64) og Vesterled (63) samt patruljeførertræning og korps-patrulje konkurrence på Tydal (64).
Vi gen-aflagde vort spejderløfte hvert år på en vidunderlig lysning i skoven ved Østersøbadet. Jeg husker vindens susen i trætoppene og bølgernes brusen nedenfor skrænten.
Til nytårsparaderne i Duborg-Skolens gård måtte vi ikke have overtøj på uden på vor uniform. Vi fik at vide, at et lag aviser under uniformen var det allerbedste værn imod kulden. Sikke noget pjat, de forsøgte at bilde os ind. Jeg skulle i hvert fald ikke stoppes ud med aviser, så jeg stod og frøs tappert i vinterkulden hvert eneste år!
Mange år senere fortalte Kirsten Fabricius mig, at lederne havde tilskyndet os til at tage hjem så hurtigt som muligt efter paraden for at få varmen. Selv havde de en aftale med restauratør Piet Henningsen, der havde skoldhed suppe parat til dem hvert eneste år efter nytårsparaden!
Et helt specielt minde handler om en travetur en smuk forårsdag i 1962 Flensborg-Sankelmark-Flensborg sammen med Ami i forbindelse med vores ”1. klasses prøve”. Hvad vi to 13-14-årige tøser snakkede om undervejs, husker jeg ikke; men i Sankelmark gik vi på kro og fik os en sodavand til den medbragte madpakke. Jo, det var tider!

Natur- og lejroplevelser

Jeg er efternøler med søskende, der er hhv. 6 og 9 år ældre end jeg selv og voksede nærmest op som enebarn. Begge vore forældre var folkeskolelærere, så for mig blev spejdermøderne og –turene et frirum fra et barndomshjem, hvor alting drejede sig om skole og SSF.
Jeg kom til at elske naturen, fordi jeg på spejderturene havde mulighed for at nyde naturen uden at have forpligtelser som at ordne køkkenhave, slå græs og hvad jeg ellers blev sat til derhjemme.
Samarbejde var vigtigt, når vi skulle konkurrere med patruljer fra andre troppe – eller da vi til årsmøde på Eckenerplads skulle konkurrere med spejdere fra Danmark om hurtigst at slå et telt op.
Den eneste tåbelige opgave, jeg mindes at være blevet stillet, var, da vi i Vesterled blev sat til at hugge små pinde i forskellig længde i stil med 2 stk. à 7 cm, 1 stk. à 10 cm, 3 stk. à 11 cm osv. Strit mente, at vi da bare kunne bruge cm-målet på vort kompas; men vi havde fået at vide, at vi ikke måtte bruge hjælpemidler, og jeg ville – til patruljens store fortrydelse – ikke snyde mig til resultatet. Heller ikke selvom jeg ud af øjenkrogene kunne se, at der rundt omkring os blev brugt både det ene og det andet hjælpemiddel.
Lejrlivet var primitivt, og det er kommet mig til gode senere i mit liv, bl.a. op igennem 70’erne, hvor jeg var bosat i Marokko: Mange steder måtte man nøjes med etagevask og forrette sin nødtørft i et hul i gulvet. Det var ikke en selvfølge, at der var vand i vandhanen hver dag, og mange traditionelle retter blev tilberedt på trækulsbækken på gulvet. Og hvis man ikke lige havde en blæsebælg ved hånden, kunne man jo bruge et stykke pap – ligesom vi på spejderlejr brugte grydelåg for at holde gang i bålet, så vi kunne få vores havregrød.
Ligeledes går der faktisk en lige linje fra det primitive spejderliv til 70’ernes ø-lejre og vore dages historiske værksteder.

Privilegerede sydslesvigere

Når vi var på spejderlejr nord for grænsen, blev vi behandlet rent ud sagt fyrsteligt og nød privilegier, blot fordi vi var fra Sydslesvig. Eksempelvis fremtryllede man i Faxe Ladeplads en håndfuld cykler og madpakker til os, så vi kunne tage på tur i det naturskønne Feddet. Jeg mindes stadig det helt utrolige fugleliv derude, udsigten over Faxe bugt og denne her fornemmelse af frihed og af at være ét med naturen.
Vi fik hilst på Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte – og endda på Lady Baden-Powell. Og det er på KFUK-spejdernes landslejr på Hald i 1962 og på seniorjamboretten i Virklund v. Silkeborg i 1965, at jeg har oplevet min ungdoms stjernestunder – intet mindre:
Til afslutningsceremonien på KFUK-spejdernes landslejr på Hald udvalgte man en spejder fra 10 forskellige lande, der på hver deres sprog skulle fremsige et af spejderlovens bud. Og der stod jeg i min blå uniform med det gule tørklæde – en bitte genert Flensborg-pige – og fremsagde med skælvende stemme spejderlovens tiende bud foran alle lejrdeltagerne og de fremmødte honoratiores: ”En spejder er ren i tanke, ord og handling”. Ikke noget dårligt motto at tage med sig ud i livet.
På seniorjamboretten i Virklund v. Silkeborg blev jeg og Lis udvalgt til at hejse flaget den dag, prinsesse Benedikte besøgte lejren. Jeg blev advaret om, at flagsnoren let kunne glide, når man havde galla-handsker på. Jeg husker, det kom bag på mig, hvor uendelig høj flagstangen syntes, når man stod tæt på den og kiggede op mod toppen, og det var ganske umuligt at se, hvor langt flaget var nået op. Som ved et mirakel mærkede jeg et klik – et kort øjeblik efter at flagsangen var forstummet. Flaget havde nået toppen med en usædvanlig præcision, og jeg høstede megen ros bagefter …

Livsvarige venskaber

Men det allervigtigste, som min spejdertid har givet mig, er livsvarige venskaber … ægte venskaber i den virkelige verden:
I mange år er jeg, hver gang jeg var i Flensborg, lige smuttet forbi biblioteket for at se, om Blide havde tid til en kop kaffe og en snak. Og jeg har mødtes med Ami for mange gode snakke.
Tilbage i 2010 var vi et par stykker, der fik den idé, at vi ville finde frem til vore gamle spejderkammerater og arrangere et rigtigt spejdertræf. Vi fandt frem til knap 30 adresser, og i sommeren 2011 mødtes en 12-14 gamle spejdere i Sønderborg for at opfriske gamle minder, se på billeder fra de mange ture og synge de gamle sange – inkl. de ind i mellem ikke helt sturerene omdigtninger, vi lavede dengang for mere end 50 år siden.
I efteråret 2018 mødtes vi for 8. gang. Vi har mødtes i Sønderborg, på Broagerland, ved Silkeborg – og på Tydal naturligvis. Vi kommer tilrejsende fra Nordsjælland, København, Odense, Løgstør, Esbjerg, Aarhus, Sønderborg, Ejderstedt, Angel og naturligvis Flensborg og omegn – og det er da godt gået i betragtning af, at vi har nået ”reparationsalderen”, hvor helbredet ind i mellem skranter.
Det år, hvor det var min tjans at hejse flaget, så de tilrejsende kunne finde vej, fik jeg lavet det helt rigtige flagknob, og flaget blev hængende helt til vi tog det ned ved solnedgang!
At vi kan samle så mange, må alt andet lige betyde, at vor spejdertid har haft uudslettelig betydning for os. Til vor store glæde har også Kirsten Fabricius deltaget et par gange.
Vi har fået dejlige hilsener fra dem, der ikke har kunnet deltage:
”Spejderarbejdet sluttede for mig dengang i Flensborg, men jeg kigger af og til i min lille æske med stjerner, gallasløjfe m.v. og mindes … ”
”På mine ture ned på biblioteket går jeg altid gennem Mariegade, forbi Hjemmet: ja, man fik ikke megen træning som patruljefører. Nysgerrige drenge, der ville ”besøge” os på Christianslyst. Kirsten, der altid sov på drømmeseng i teltet på grund af græsallergi. Bestikkelse med middagsinvitation til lederne, så man vandt korpsturneringen. Og når jeg går lange ture, kan jeg stadig finde på at nynne ”vi sad ved samme spand med fingrene i vand”.”
Dagsordenen til vore træf er typisk: snakke, synge, snakke … snakke, synge, snakke. Og når vi lørdag eftermiddag tager en lang spadseretur ud i naturen, finder vi måske sammen to og to og får en fortrolig snak eller filosoferer over livets små og store spørgsmål.
Spejdertiden kombineret med en opvækst i Sydslesvig har været med til at skabe helt exceptionelle bånd imellem os.

En gang spejder – altid spejder

Jeg har ind i mellem hørt fra forskellige sider, at de unge mennesker, der har været spejdere, kan noget, som andre ikke kan: De er ikke bange for at påtage sig frivilligt arbejde og tage ansvar – og de fuldfører, hvad de har forpligtet sig til.
For mit eget vedkommende tror jeg nu, at det snarere er en kombination af spejdertiden og en opvækst i det danske mindretal, der har gjort mig til den jeg er, og som har rustet mig til et liv i et andet mindretal end barndommens.
I snart 30 år har jeg været involveret i forskelligt tværreligiøst dialogarbejde både herhjemme og i udlandet, og jeg har været med til at udarbejde undervisningsmaterialer om mangfoldighed og antidiskrimination. De seneste 15 år har jeg været med i et skoleprojekt, hvor fællesskabet mellem de tre monoteistiske religioner tages op. Menneskeret, medansvar samt forståelse og respekt for det anderledes har været en rød tråd igennem mit forfatterskab.
Og det har slået mig, at mine med-kombattanter ofte – ligesom jeg selv – har tilknytning til grænselandet, hvor mangfoldighed er en naturlig del af hverdagen. Vi ved, hvad det vil sige at tilhøre et mindretal. Vi ved, at et mindretal er afhængig af ildsjæle og frivillighed. Vi ved, at man som mindretal har både pligter og rettigheder. Vi ved, at mangfoldighed kan være en styrke og en berigelse. Og vi ved, at retten til forskellighed er værd at kæmpe for – og kamp må der til, hvis livet skal gro!

Denne artikel blev første gang holdt som oplæg ved Sct. Georgsgildets 70-års jubilæum på Jaruplund Højskole den 16. nov. 2015 – og siden offentliggjort i tidsskriftet Thyras Vold der udgives af Slesvig Ligaen (nummer 912, 1. halvår 2019, side 15-17).