Kommentar i Weekendavisen #28, 12. juli 2019

Svar til Thomas Hoffmanns artikel: Som Fanden læser Koranen i Weekendavisen #26, 28. juni 2019

Af Aminah Tønnsen

Professor MSO Thomas Hoffmann går den 28. juni i rette med kollegaen Juan Cole, der i en bog om profeten Muhammed vover at anskue islamforskningen fra en anden vinkel end den blandt forskere anerkendte.

Juan Cole har lagt hovedvægten på Koranens fredsskabende karakter, eftersom dens omtale af krig er blevet belyst af mange andre forskere. Thomas Hoffmann mener, at Coles paradigmeskifte er hullet som en si og fremfører nogle eksempler for at underbygge sin påstand:

Koranen om retfærdig krig

Hoffmann citerer et brudstykke af Koranen 8:67: ”Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet”. Han kalder verset ”foruroligende”, men undlader at læse det ind i den tekstuelle sammenhæng: 

Der er tale om konfrontation med flergudsdyrkere, der gentagne gange har brudt en indgået fredspagt, og som er åbenlyst fjendtlige over for muslimerne (8:55-56).
De skal have en lærestreg; men muslimerne bør opsige den indgåede fredspagt, før de forsvarer sig imod fjendtligheder fra deres pagtfællers side, så ingen kan beskylde dem for selv at have brudt pagten (8:57-58).
De troende opfordres til altid at være forberedt på at skulle forsvare sig imod overgreb og ikke lade sig overrumple ude af stand til at forsvare sig (8:59-60).
Selvom man tvivler på fjendens motiver til at nedlægge våbnene, skal man nedlægge våbnene, når fjenden gør det (8:61-62). Det er Gud, der bringer tidligere fjender sammen (8:63-64).
Gud er med de udholdende og griber ind i historien: hvis de blot er et hundrede, vil de kunne besejre to hundrede. Og hvis de er et tusinde, vil de kunne besejre to tusinde (8:65-66).
Det sømmer sig ikke for et sendebud at tage krigsfanger, førend han har nedkæmpet den angribende fjende fuldstændigt (8:67). Man ønsker at tage så mange krigsfanger som muligt, for at få flest mulige løsepenge, men opfordres til mådehold (8:68).
Glæd jer over jeres krigsbytte. Hvis krigsfangerne angrer deres overgreb, vil Gud tilgive dem. Hvis de fortsat forråder muslimerne, forråder de i første række Gud (8:69-71).

Der er altså ikke tale om carte blanche til at nedslagte alle ikkemuslimer, som Hoffmann synes at mene, men om en ud af flere passager i Koranen, der beskriver en situation meget lig Den Katolske Kirkes Katekismus’ lære om bellum justum (retfærdig krig), som Cole ganske rigtigt henviser til.

Det er ikke Koranen 8:67, der er foruroligende, som Hoffmann påstår. Det er snarere Hoffmanns fragmenterede læsning at teksten, der på foruroligende vis ligner den læsning, som IS og deres ligesindede benytter.

Koranen om abrogation

Hoffmann bebrejder Cole, at han nævner, at ”middelalderens muslimske lærde har opfundet dubiøse tolkningsmetoder og misbrugt dem til at kolporterer en ufredelig og aggressiv islam frem for den oprindelige fredsversion.”

Cole har ganske enkelt gjort opmærksom på, hvad mange muslimske tænkere har gjort opmærksom på i de seneste århundreder:

Selvom Gud advarer menneskene imod at opsplitte Koranen og erklære dele af den for ophævet (2:85), har man ved at se isoleret på 2:106 i slutningen af 900-tallet udviklet et såkaldt abrogationsprincip, ifølge hvilket visse sene åbenbaringer skulle annullere tideligere åbenbaringer.

Ser man imidlertid på den tekstuelle sammenhæng 2:105-109 og på de omstændigheder, der førte til passagens åbenbaring, er der tale om, at nogle af åbenbaringerne nedsendt til Muhammed og nedfældet i Koranen erstatter tidligere åbenbaringer nedsendt til Moses, David og Jesus.

Tilhængerne af dette princip sammenkæder det med en bogstavelig og usammenhængende læsning af teksten – og vender dermed op og ned på alting og sætter snæversyn, had og ufred i stedet for åbenhed, medmenneskelighed og fred.

Ved at omtale abrogationsprincippet, sætter Cole indirekte spørgsmålstegn ved store dele af islamforskningen, hvilket tydeligvis ikke huer Hoffmann, for hvem der er tale om ”religiøs ønsketænkning”.

Progressiv islam

Kære professor. Der er ikke tale om religiøs ønsketænkning, når muslimske tænkere går til Koranen og forsøger at læse den ind i samtiden på en fornuftig måde. Vi er drevet af overbevisningen om, at den for os ypperligste kilde, Koranen, indeholder vejledningen til at leve et liv i fred med os selv, med omverdenen og med Gud.

Man er nødt til at læse Koranen med hjerte og forstand og holde sig til dens egne anvisninger på, hvordan teksten kan forblive meningsfuld under skiftende omstændigheder.

Vi forsøger at promovere en åndelig og progressiv islam til gavn for det fælles bedste, og vi gør det på trods af, at mange af vore trosfæller fordømmer os som frafaldne, fordi vi sætter spørgsmålstegn ved deres selvbestaltede lederes viden og autoritet.

Jeg finder det problematisk og dybt foruroligende, at du som forsker forsvarer en læsning af Koranen, der har skabt så megen vold, død og ødelæggelse i verden, som tilfældet er.

Aminah Tønnsen er muslim, forfatter og foredragsholder
Ovenstående emner er udførligt omtalt i min bog ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (2015).