Af AMINAH TØNNSEN

Forfatter Ahmad Mahmoud siger i Jyllands-Posten den 10. nov., at han ”ikke forstår etniske danskere, der vælger at konvertere til islam.”

Jeg valgte selv for snart 37 år siden at bekende mig til islam – og har ikke et øjeblik fortrudt mit valg; men til forskel fra så mange andre muslimer, læser jeg Koranen som det, den er: Et personligt budskab, en personlig vejledning, som jeg efter bedste evne forsøger at omsætte til praksis i min hverdag.

Man skal ikke tage skyklapper på og ukritisk lytte til, hvad andre mener om dette og hint. Nej, Koranen opfordrer den enkelte til at se sig omkring i verden, tænke grundigt over tingene og prøve at forstå.

Tro kan ikke stå alene, men skal følges op af handling til gavn for det fælles bedste. Mennesket er sat på Jorden for at ”tjene Gud ved at tjene Guds skaberværk.” Og det gentages igen og igen, at den enkelte skal stå til ansvar for sine handlinger. Dét er islam i en nøddeskal.

Det står den enkelte frit for at følge Guds vejledning, som den er nedfældet i Koranen – eller at lade være. Den enkelte kan frit forme sit liv inden for eller uden for de rammer, som Koranen fastlægger; men frihed og ansvar går altid hånd i hånd.

Mange muslimer vælger desværre at lægge større vægt på kulturelle, ofte patriarkalske traditioner end på Koranens vejledning. Eller de støtter sig til sekundærtekster, der strider imod Koranens helt grundlæggende budskab om frihed, mangfoldighed og fred – eller de vælger ukritisk at følge fortolkninger fra andre kulturer og andre tidsaldre, frem for selv at gå til kilden, Koranen, og læse den ind i samtiden på en fornuftig måde.

Det er denne traditionelle islam-forståelse, der er skyld i vold og undertrykkelse rundt omkring i verden og i alle de dårligdomme, som unge muslimer beretter om i disse år og forsøger at tage afstand fra. Den traditionelle forståelse af Koranen er en spændetrøje og en hæmsko for den personlige udvikling, hvis den slavisk overføres til det 21. århundrede. Det kræver mod at gå nye veje; men man er nødt til at gå imod strømmen for at nå kilden.

Der er intet modsætningsfyldt i at være dansk og muslim. I Koranen genfandt jeg de værdier, som mine forældre har givet mig med på livets vej: nøjsomhed, omsorg for mennesker, dyr og natur, pligten til at bidrage til det fælles bedste osv. Også Bibelens og spejderlovens 10 bud er en del af Koranens vejledning. Og frem for alt, at retten til forskellighed er værd at kæmpe for.

Der findes oceaner af litteratur om og af muslimske tænkere, der taler for en progressiv islam, og som minder om, at islam aldrig har været en statisk størrelse, som visse ”lærde” påstår for ikke at miste anseelse og autoritet.

Ved at vælge islam fravalgte jeg nogle kristne dogmer, som jeg altid har haft det svært med: arvesynd, treenighed og forsoningslære – i øvrigt præcis de samme dogmer, som en af Europas allerstørste tænkere, Johann Wolfgang von Goethe, satte spørgsmålstegn ved, og som var årsag til, at han meldte sig ud af Kirken.

Det var fravalget af disse dogmer, der gjorde, at jeg som voksen omsider fandt Gud. Det har givet mig fred i sjælen og styrket mig i medgang og modgang.

Jeg forstår lige så lidt som Ahmad Mahmoud de mange etniske danskere, der ikke sætter spørgsmålstegn ved de overfladiske og usammenhængende fortolkninger og traditioner, man præsenterer dem for i de såkaldte ”konvertitkredse”.

Personlig finder jeg det fascinerende, at Koranens vejledning kan give mening i samfund, der er vidt forskellige fra 600-tallets Arabien – uden at man behøver ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst. Men det kræver, at man følger Koranens anvisning på, hvordan den skal læses, og at man læser den med hjerte og forstand i stedet for ukritisk at følge traditionelle fortolkninger.

Ovenstående er en kommentar bragt i Jyllands-Posten den 19. november 2019 under overskriften: Derfor valgte jeg at konvertere til islam