(RETUR fra debatredaktionen)

Selvom mange ikke anser det for god tone, at en forfatter kommenterer en anmeldelse af en af sine bøger, vil jeg gøre en undtagelse i forhold til et enkelt udsagn i Steen Skovsgaards anmeldelse af min bog Koranen – kvinder og køn, bragt i nærværende avis den 28. januar med overskriften ”Man må gå imod strømmen for at nå kilden”.

Anmelderen slutter med at skrive:

”Tønnsen skriver et sted: ”Livet skulle gerne være en vedvarende intens stræben efter at overvinde egne svagheder og en personlig udviklingsproces.” Som kristen anmelder kan man ikke lade være med at spørge, om der i denne intense stræben og kamp imod egne svagheder ikke ligger en kim til ufred?”

En uhyrlig påstand – fuldstændig grebet ud af luften.

I DEN OMTALTE BOG forklarer jeg udtrykket “jihad an-nafs” i afsnittet om vigtige kernebegreber i Koranen:

”Den vigtigste form for jihad, selvets jihad (jihad an-nafs), er en inderlig, oprigtig og ihærdig stræben for at overvinde egne svagheder og begær så som egoisme og overfladiskhed, vrede og grådighed, ondskab og løgn.”

Jeg har svært ved at se, at en sådan stræben skulle indeholde en kim til ufred.

I BOGEN bruger jeg udtrykket i forbindelse med en opsang til de mænd, der forulemper eller sågar (gruppe)voldtager kvinder:

”Det er også oplagt at bringe ”selvets jihad” (jihad an-nafs) ind i billedet. ”Selvets jihad” er kampen imod den indre fjende, en form for selverkendelse. Mennesket er nødt til at se ind i sig selv for at kunne erkende og bekæmpe sine egne svagheder, for at blive et ordentligt menneske og være i stand til at handle til gavn for det fælles bedste.
”Selvets jihad” er en livslang stræben og en helt personlig udviklingsproces, som kræver indsigt og viden, styrke og udholdenhed. Det er uden tvivl den vanskeligste form for jihad og en forudsætning for at kunne nærme sig Gud med ydmyghed og ærefrygt (taqwa).”

ANMELDERENS citat stammer fra en opfordring til den enkelte om at frigøre sig fra visse gruppers krav om ensretning og ukritisk imitation af selvbestaltede ledere – og i stedet acceptere forskellighed:

”Livet skulle gerne være en vedvarende intens stræben efter at overvinde egne svagheder (jihad an-nafs) og en personlig udviklingsproces, hvor den troende frigør sig fra de krav, som omverdenen stiller til den ”gode” muslim i form af regelbundethed og ukritisk imitation (taqlid) af selvbestaltede ledere og uislamiske traditioner. Da vil den oprigtigt søgende blive i stand til at give troen et helt personligt udtryk – uden på nogen måde at miste den indre erkendelse, den indre ydmyghed og ærefrygt for Gud og Hans skaberværk (taqwa) samt bevidstheden om, at mennesket skal møde Gud.”

Skulle dette være kimen til ufred?

LAD MIG SLUTTE med et helt banalt eksempel fra dagligdagen: Muslimer verden over bruger den årlige fastemåned til at hanke op i sig selv og kvitte smøgerne eller andre dårlige vaner. Skulle der deri ligge en kim til ufred?