ISLAM er nok vor tids mest misforståede, misbrugte og forkætrede religion. Og alligevel træder flere og flere mennesker verden over frem og bekender sig offentligt til islam. Hvordan kan det nu gå til?
Selvfølgelig er det ikke en hang til “det eksotiske” som nogle tror. en religion er ikke mere eksotisk, end man selv gør den. Hver enkelt af os opfatter vor religion på baggrund af vor egen kultur, og ingen forlanger, at vi skal gå hen og blive arabere, blot fordi vi vælger at bekende os til islam.
Et fordomsfrit studie af Koranen afslører et ganske enestående menneskesyn. Og prøver man at føre det ud i livet ved aktivt og bevidst at opfylde de forpligtelser, man ifølge Koranen har over for Gud og alt det, Han har skabt, vil man opleve, at man i sidste ende gavner sig selv.
Hvis man blot udfører påbuddene mekanisk, da bliver de tomme og meningsløse; men udfører man dem aktivt og bevidst, har man fundet vejen til den ultimative harmoni med sig selv og sin Gud – en vigtig forudsætning for at kunne leve i harmoni med sine medmennesker.

MANGE islamiske teologer synes imidlertid ude af stand til at tilpasse sig vore tiders krav. De gentager blindt tidligere teologers fortolkninger – og tanker, der ikke passer ind i systemet, affærdiges som kætterske nyskabelser. Og når de taler om at vende tilbage til kilderne, forstår de tilbagevenden til middelalderens traditionalistiske islam i stedet for til Koranens dyder, så som tolerance, næstekærlighed, ydmyghed og individets sande værd, ansvar og frihed.
De frygter enhver form for fornyelse og gør (stik imod Koranens ånd) islam til en streng, puritansk og formalistisk religion – et første skridt på vejen til den fanatisme, som Profeten Muhammad tog så kraftigt afstand fra.
Politisk undertrykkelse, social nød og den voksende kløft mellem fattige og rige giver over den ganske verden grobund for fanatisme af enhver art. Fanatiske grupperinger påberåber sig monopol på selve sandheden, og blandt med nationalistiske følelser og fremmedhad bliver det en farlig cocktail.

MEN ifølge Koranen er der flere veje til Gud. Man kan være troende jøde, troende kristen eller troende muslim. Og fordi slam er den rette tro for mig, behøver den ikke nødvendigvis være det for min broder eller min nabo. Vi må diskutere vor religion med hinanden på venlig og saglig måde, men opfordres til ikke at strides om, hvem af os der har valgt den rette vej.
På Dommedag, når hver enkelt af os skal stå for Gud, vil Han vise os sandheden. Derfor er der heller intet missionspåbud i islam; men for at kunne leve i fred og fordragelighed med anderledes-troende, er vi naturligvis nødt til at kende hinandens religion. Meningen med vore forskelligheder mht. race og religion fremgår også af Koranen: Det er en prøve i tolerance og næstekærlighed, For hvis Gud havde villet, kunne Han sagtens have gjort os til et eneste folk.

EFTER muslimsk opfattelse har alle profeter (lige fra Adam, Noa, Moses, Abraham og Jesus til Muhammad) prædiket det samme budskab: Absolut monoteisme og underkastelse eller hengivelse i Guds vilje. Love, regler og ritualer varierer, men selve kernen i religionerne er den samme.
Begreber som arvesynd, treenighed og forsoningslære hører ifølge muslimsk opfattelse ikke til den oprindelige kristendom. Treenighed opfattes af mange lærde som et brud på selve monoteismen.
Enhver gedigen kirkehistorie afslører da også, at der i de første århundreder efter Kristus var stor uenighed om, hvorvidt Jesus var mennesker eller guddommelig. I år 325 efter Kristus afgjordes striden af kirkens mænd ved et møde i Nikæa: Jesus blev erklæret for værende guddommelig, og så var treenigheden i realiteten indført – ganske i strid med Markus 12,29, hvor Jesus siger: “Hør Israel! Herren, vor Gud. Herren er én”.
Og lige siden er alle forsøg på at finde tilbage til den historiske Jesus og hans rene lære blevet dysset ned af kirken. Man bygger i stedet kirkens lære på Pauli lære om offerdød og soning og nødvendigheden af en “mellemmand” mellem den enkelte og Gud.

UTALLIGE kristne (teologer, intellektuelle og menigmand) er i tidens løb blevet muslimer, netop fordi de ikke i Bibelen kunne finde belæg for begreber som arvesynd, treenighed, nadver, skriftemål og forsoning.
Én af nyere tids største digtere, J. W. von Goethe, tog i sine breve, samtaler og litterære værker klart afstand fra disse begreber, men mente i øvrigt selv, at han var en god kristen. “At tro at tre er en og een er tro, det stred og imod min sjæls retfærdighedssans”, som han skriver. Goethe endte med at melde sig ud af kirken, fordi hans teolog-ven J.K. Lavater ved flere lejligheder hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på disse begreber.
I virkeligheden havde Goethe fundet frem til Jesu rene lære, og set med muslimske øjne var han en god, troende kristen. Goethe beskæftigede sig indgående med det islamiske livssyn, som på mange måder lignede hans eget. Han lærte arabisk, læste orientalsk litteratur og studerede Koranen. Hans værk “Den vest-østlige divan” er en enestående hyldest til Koranen og Profeten Muhammad. Og som den første af tidens intellektuelle opfordrede han til tolerance troende jøder, kristne og muslimer imellem.

KRISTENDOMMEN falder ikke fra hinanden, fordi man finder tilbage til den oprindelige kristendom. Jesu rene lære om næstekærlighed og en grænseløs, kærlig gud, som hver enkelt til enhver tid direkte kan henvende sig til og bede om hjælp og tilgivelse, kan fortsat bestå.
Og islam bliver bestemt ikke mindre attråværdig, fordi man følger Koranens opfordring til konstruktiv debat og nytolkning – tværtimod.
Det kan ikke være meningen, at muslimer og kristne skal koble fornuft og forstand fra for at blive accepteret som troende!
Og hvis vi så alle sammen vil tage hinanden i hånden og finde tilbage til vor respektive tros oprindelige lære, vil chancen for, at vi vil kunne respektere hinanden som ligeværdige trods forskelle i religion, kultur, race el. køn, være betydelig øget.
Det er vejen til fred i verden i en nøddeskal.

Denne artikel har været offentliggjort i B.T. den 3. januar 1994
i serien DE NYE MUHAME-DANSKERE.

© Aminah Tønnsen, 1994