Danske kvinder og mænd, der konverterer til Islam, bliver ofte af deres omgivelser beskyldt for at ”svigte danskheden” eller at ”forråde deres rødder” til fordel for arabisk religion og livsform. Og dette er nok ikke så mærkeligt, for i medierne fremstår Islam som regel som en arabisk, tyrkisk eller i hvert fald ”udenlandsk og eksotisk” religion. I radio- og fjernsynsudsendelser om Islam eller muslimer høres der oftest kun arabisk/tyrkisk musik, og arkivbilleder med tæt tilhyllede, sortklædte arabiske kvinder pryder de trykte artikler – selv, når de om handler danske muslimer.
Der findes efterhånden muslimer i stort set alle verdens lande, helt i tråd med Koranens oplysning om, at dets budskab er beregnet for hele menneskeheden.

De lande, hvor den muslimske befolkning er i flertal, strækker sig over et enormt geografisk område fra Marokko i vest til Indonesien i øst. Følgelig har Islam mange ”ansigter” udadtil, for vor klodes mange folkeslag er nu engang forskellige – både af sind og skind. Sådan har Gud skabt os. Det må vi leve med og prøve at gøre til en positiv faktor i vort liv.
Alle steder, hvor Islams budskab nåede frem, tog befolkningen nogle af deres lokale kulturelle traditioner og gjorde dem til en del af deres islamiske hverdag. Disse pre-islamiske traditioner blev med tiden i folks bevidsthed en integreret del af Islam, hvis autenticitet man aldrig satte spørgsmålstegn ved.
Alskens overtro blev ”optaget” i Islam. Nordafrika og Tyrkiet er kendt for den enorme vægt man den dag i dag tillægger overnaturlige kræfter – ganske i strid med Koranen. Bøger om ”islamisk” overtro er nærmest uhyggelig læsning, medmindre man vælger at tage det fra den humoristiske side. Helgener dyrkes i f.eks. Marokko og Pakistan i en sådan grad, at man som konverteret muslim må sige, at det grænser til afgudsdyrkelse.

Når mennesker fra vidt forskellige muslimske lande så samles i f.eks. Europa, bliver forskellighederne mere synlig for europæerne, når de pludselig bliver konfronteret med folk, der hårdnakket påstår, de er muslimer, men alligevel lever deres religion på så vidt forskellig vis. Ikke så mærkeligt, at en skoleleder bliver forvirret, når et enkelt muslimsk forældrepar begrunder sit ønske om, at deres barn ikke må deltage i musiktimerne, med et forbud iflg. Islam, når andre muslimske børn er synligt præget af, at de kommer fra områder med en overordentlig rig musikalsk tradition!
Helt stor bliver forvirringen, når danske muslimer i deres iver efter at praktisere det ”sande” Islam antager en eller anden pseudo-arabisk identitet. Heldigvis viser erfaringen, at det oftest kun varer et par år, før de finder den nødvendige balance i deres nye tilværelse.

Jamen, hvad er så det ”sande” Islam? I virkeligheden er der ingen dødelig, der kan påstå at kende det ”sande” Islam. Det kender kun Gud. For selv om Koranen for en muslim indeholder den endegyldige sandhed, så er nogle af dens vers tydelige i deres mening, mens andre er beregnet til fortolkning (3:7), ja, så må den nødvendigvis på nogle punkter kunne fortolkes forskelligt i forhold til tid og sted.
Den pakistanske teolog Abul A’la Maududi (1903-1979) skrev i sit forord til A. Yusuf Alis kendte engelske Koranfortolkning fra 1934 bl.a.:

“Det skal her nævnes, at Koranen ikke er imod sunde meningsforskelle i fortolkningen af dens påbud – forudsat at de, der fremsætter disse meningsforskelle er enige om Islams grundlæggende principper, og at de forbliver forenede i den islamiske menigheds fold. Koranen misbilliger meningsforskelle, der har rod i dyrkelse af selvet og som fører til strid og sektdannelse.
Profeten Muhammad tillod meningsforskelle og omtalte dem som et sundt tegn på, at samfundets intellektuelle tænkte og forskede. Meningsforskelle var også bevis på, at de intellektuelle var interesseret i Islam og dens lære og var optaget af at finde løsninger på livets problemer inden for Islams rammer og ikke udenfor. De var også et bevis på den gyldne regel, at mens samfundet skulle have fælles principper, skulle det samtidig indrømme sine intellektuelle frihed til at forske inden for passende rammer for at holde døren åben for fremskridt.”

Jamen, er reglerne ikke én gang for alle fastlagt i de fire lovskoler i Islamisk Lov?
Said Ramadan, et fremtrædende medlem af Det muslimske Broderskab og mangeårig leder af det internationale islamiske institut i Geneve, skriver i sin bog “Islamic Law – it’s Scope and Equity” bl.a.:

“De fire kendte lovskoler Hanafi, Maliki, Shafi’i og Hanbali er på ingen måde de eneste i islamisk lovs historie. Ej heller repræsenterer de hele det sunnitiske retssystem. Der har været ikke mindre end 19 forskellige lovskoler, og inden for hver eneste lovskole er der flere forskellige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert.
Ingen af grundlæggerne af de fire kendte lovskoler har nogensinde hævdet, at deres fortolkninger skulle være endegyldige. De har kun haft til hensigt at meddele trosfæller resultatet af deres tankevirksomhed, og de fire lovskoler blev først oprettet efter de fire lærdes død.
Ibn Hanbal skal have sagt: “I skal hverken imitere mig eller Malik, Shafi’i eller Thawri, men udlede jeres meninger direkte fra de kilder, som vi selv benyttede.”
Det fortælles, at kaliffen Harun al-Rashid foreslog, at Maliki ibn Anas’ bog al-Muwatta skulle indsættes som lovkodeks i hele det islamiske rige. Kaliffen gik endog så vidt som til at foreslå, at et eksemplar af bogen skulle hænges op inde i Ka’baen i Mekka for at symbolisere nationens samling omkring bogen. Maliki afslog imidlertid tilbuddet med ordene: “Oh de troendes hersker! Profetens ledsagere medbragte ikke kun, hvad de havde set og hørt, mens Profeten levede. Med sig bragte de også forskellige meninger om mange detaljer. Meningsforskelle mellem muslimske lærde er intet mindre end en guddommelig nåde for denne nation. De følger hver især, hvad de mener, er rigtigt, og de har hver deres egne argumenter, og alle stræber de oprigtigt efter at følge Guds vej.” “

Selve det faktum, at man har anerkendt de fire lovskoler, er jo et bevis på, at man anerkender forskellige tolkningsmuligheder. Og selv om hvert enkelt land i dets nutidige lovgivning hævder at følge en bestemt lovskole, så gøres det ingen steder konsekvent. I alle lande har man ind i mellem hentet regler fra en eller flere andre lovskoler, som man har fundet mere passende.
Jeg har altid fundet det betænkeligt, at man slavisk følger en enkelt persons fortolkning af Skriften og har følt mig utrolig privilegeret over at have været i stand til at studere forskellige fortolkninger på både tysk, engelsk og fransk, af både vestlige filologer og orientalister samt muslimer, ligesom jeg har haft en arabiskkyndig inden for hjemmets fire vægge. Disse mange forskellige indfaldsvinkler har dannet grundlaget for min egen opfattelse af tingenes sammenhæng; men heller ikke jeg hævder at kende den endegyldige sandhed, men kan kun bede Gud om vejledning til at følge den rette vej og bede Ham tilgive mig, hvis jeg trods mine anstrengelser ind i mellem skulle fejle.
Skal Islam i Danmark anerkendes som den verdensreligion, den er, må vi nødvendigvis give den et vestligt særpræg – uden dog at forkaste troens grundlæggende principper, og det er vi danske muslimer, der må vise indvandrede muslimer vejen. Vi må arbejde for at få ældre indvandrere til at forstå, at det er fuldstændig legitimt, at Islam i Danmark har et andet særpræg end i deres oprindelseslande og få dem til at forstå, at ikke alle deres hjemlands skikke har rod i Islam. Kun således kan de acceptere, at deres børn og børnebørn er ligeværdige muslimer, selv om de ikke på alle måder følger de ældres skikke.
Det er mit håb, at anden og tredje generation af indvandrere samt unge fra kristne/muslimske hjem efterhånden på en god og værdig måde vil blive mere synlige i samfundet og være med til at give Islam et image, der vil fjerne danskernes angst for Islam, så de vil respektere muslimer som ligeværdige – trods vore forskelligheder.

Må Gud hjælpe os med dette forehavende.

© Aminah Tønnsen, 1992   

Denne artikel har været offentliggjort i tidsskrifterne ISLAM – FRED & HARMONI (4/1991) og SOLDUE nr. 10, januar 1992.