– ja til gradvis tilpasning

Verden er i bevægelse, og gudskelov for det! Sognepræst Rolf Slot-Henriksen minder i sit læserbrev 23. april om, at jeg for år tilbage skrev, at fødselsdag ikke hører hjemme i en islamisk familie. En bemærkning, som jeg selv lykkelig havde glemt, og som jeg fuldstændig tager på min kappe. Og Lissi Rasmussen skal naturligvis ikke klandres for min glemsomhed.
Ikke desto mindre er dette et udmærket eksempel på den tilpasningsproces, som muslimer i Vesten i disse årtier går igennem. Præcis tre år senere skrev jeg nemlig bl.a.: ”At fejre fødselsdag er udelukkende en social eller kulturel tradition der intet som helst har med gudsdyrkelse at gøre, og er dermed tilladt. Hvis man vel at mærke ikke falder for fristelsen til at kaste sig u i det helt store gave-, slik-, og spiseorgie!
Det er et eksempel på gradvis tilpasning i forhold til tid, sted og omstændigheder ”Akut fordanskning” er lige så uønskværdig som ”akut islamisering”. De menneskelige omkostninger er alt for høje, hvis man ikke når at få sjælen med i processen.

Tidsskriftet ”Islam – fred og harmoni”, der udkom i årene 1991-1994, henvendte sig i første række til danske kvinder, der enten påtænkte at indgå eller havde indgået ægteskab med muslimske indvandrere, og til de danske kvinder, der havde valgt at bekende sig til islam. Der var tale om en gruppe kvinder, der af den ene eller anden årsag ikke havde sat sig ind i de juridiske aspekter af et tvær-religiøst ægteskab, hvilket jeg bl.a. så som min opgave at formidle viden om.
Artiklen om tværreligiøse ægteskaber, som Rolf Slot-Henriksen flere gange henviser til, var et led i denne oplysningskampagne. Den indeholder fakta i form at korancitater og lovregler, som enhver ikke-muslim, der gifter sig med en muslim, bør have kendskab til og er underlagt, lige så snart vedkommende opholder sig eller bosætter sig i et land, hvor familielovgivningen er baseret på den traditionelle såkaldt islamiske lov – uanset hvor uretfærdige man så end finder dem.

Gifter man sig på tværs af forskellige trosretninger, burde det være en selvfølge, at man tager spørgsmålet om evt. børns religiøse tilhørsforhold op, inden ægteskabet indgås, og at man sætter sig ind i de på dette område gældende regler:
I et katolsk/protestantisk ægteskab skal den ikke-katolske part inden eller ved ægteskabets indgåelse skrive under på, at evt. børn skal opdrages i den katolske tro. Gifter en ikke-jødisk mand sig med en jødinde, vil parrets børn pr. automatik blive betragtet som jøder. Og gifter en ikke-muslimsk kvinde sig med en muslim, er det faderens pligt at opdrage sine børn i den islamiske tro. Alt sammen regler, der – i alles interesse – skal holde religionsblanderi, mission og religionskrige uden for hjemmets fire vægge.
Kan man ikke acceptere, at ens børn opdrages i en anden tro end ens egen, må man naturligvis gifte sig med én, der bekender sig til samme tro, som man selv gør. Alt andet ville være ansvarsløst over for både ægtefælle og børn.

Og fordi reglerne nu engang er, som de er, er der desto mere grund til at informere om dem, fordi de kunne få afgørende betydning den dag, ægteskabet evt. slår revner. Og så må man være forberedt på, at det i yderste konsekvens er disse regler, der gælder – uanset hvor uretfærdige eller udemokratiske man så end finder dem – og uanset om man så personligt har indrettet sig anderledes i praksis – og uanset at man her i landet naturligvis er underlagt dansk lov.
Hvis en kristen kvinde har accepteret, at hendes børn opdrages i den islamiske tro, burde kvindens familie have så megen respekt for hendes valg, at de ikke overdænger hendes evt. børn med nisser og julegaver, dersom det skaber konflikt i det lille hjem. Man giver vel gaver for at glæde modtageren og ikke for sin egen skyld.
Også i dén forbindelse opfordrer jeg eksplicit parterne til at drøfte tingene inden ægteskabet indgås, hvilket Rolf Slot-Henriksen ganske ”glemmer” at gøre opmærksom på.
Med hensyn til juletræet, så tillader jeg mig at sætte Guds/Koranens påbud om at bruge naturens ressourcer med omtanke, langt højere end loyalitet over for menneskeskabte traditioner, der uhæmmet opfordrer til ressourcespild. Nøjsomhed burde være en selvfølge for enhver, der føler ydmyghed og respekt for Gud og Hans skaberværk.

I øvrigt indeholder det tidsskrift, som Rolf Slot-Henriksen så ihærdigt kritiserer og betegner som ”problematisk” (nr. 4/1991) en opfordring til:

  • at give islam et vestligt særpræg (side 3)
  • ligesom Profeten at emigrere til andre himmelstrøg, hvis man ikke føler, at man uforstyrret kan opfylde sine religiøse pligter her i landet (side 22)
  • at gøre en kraftanstrengelse for at overholde dansk lovgivning til punkt og prikke (side 38)

Emner, der går igen og igen i alle numre i forskellige sammenhænge.
Desuden har tidsskriftet i årenes løb jævnligt bragt artikler, der påpeger de ligheder, der er imellem jødedom, kristendom og islam, og har bestandig manet til respekt for og dialog med anderledes-troende, ligesom man har taget kraftigt afstand fra både mission og ekstremisme såvel som fra ureflekteret og ukritisk imitation af de såkaldt lærdes tolkninger, der er blevet til i andre kulturer og andre tidsaldre.

Derfor finder jeg det ganske udmærket, at man forsøger at højne kristne værdier (der i øvrigt langt hen ad vejen er identiske med både jødiske og islamiske værdier). Er man fast forankret i sine egne værdier, vil man lettere kunne respektere andres værdier og betragte dem som en berigelse i stedet for en trussel. Rodløshed og uvidenhed skaber mistænksomhed, fordomsfuldhed og aggressivitet over for det anderledes. Og det er nok i sidste ende dér, skoen trykker.

© Aminah Tønnsen, 1998

Fra: Kristeligt Dagblad 19. maj 1998

Det skal for god ordens skyld tilføjes, at mange af artiklerne fra tidsskriftet ”islam – fred og harmoni” findes på mine hjemmesider www.aminahtonnsen.dk og www.islamstudie.dk