Som muslim bliver man igen og igen konfronteret med påstanden om, at en 1400 år gammel bog umuligt kan være til nogen som helst nytte i vore dage – og da slet ikke, hvis man opfatter teksten som guddommelig åbenbaring. Nogle kritikere går så vidt som til at mene, at Koranen er decideret farlig og burde forbydes.

Selv finder jeg det fascinerende, at Koranens vejledning kan give mening i samfund, der er vidt forskellige fra 600-tallets Arabien – uden at man behøver ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst.

Da jeg bosatte mig i Marokko i 1970, medbragte jeg en udgave af den første danske oversættelse af Koranen, indkøbt på årets bogudsalg et par måneder tidligere. Jeg havde en forestilling om, at jeg via Koranen kunne blive klogere på det samfund, jeg var kommet til. Jeg fik dog ikke læst ret mange sider, før det gik op for mig, at den hverken er ordnet tematisk eller kronologisk, så jeg mistede fuldstændig gejsten. Der skal være orden i sagerne …

Hjemme i Danmark ti år senere, og efter at have været igennem bibliotekernes dengang ret beskedne udvalg af bøger om islam, tog jeg Koranen frem igen. Det var ikke nemt; men til min store forundring følte jeg en gang i mellem en fast hånd i ryggen, der blidt puffede mig fremad: Det var åbenbart meningen, at jeg skulle finde ud af, hvad Koranen kunne byde på.

Lidt efter lidt gik det op for mig, at de leveregler og den livsforståelse, der omtales i Koranen, stort set var identiske med den bagage, mine forældre havde givet mig med på livets vej. Jeg genfandt også både Bibelens og spejderlovens ti bud spredt ud over teksten.

Alt fik dog nu tilføjet en ny dimension, den åndelige, og de første brikker til mit livs store puslespil faldt på plads.

Jeg fik øje på den altomfattende helhed, der på forunderlig vis fletter skaberværket sammen i indbyrdes ansvar og forpligtelse, og jeg kunne ikke andet end bøje mig i taknemmelighed for Guds ufattelige visdom og godhed.

Koranen var slet ikke en rigid lovbog, som mange kritikere påstod, men snarere en højaktuel etisk vejledning i omgangen med alt det skabte.

Der gik dog nogle år, før jeg for alvor fik knækket koden til, hvordan Koranen skal læses for at give mening og for at leve op til prædikatet ”universel” – og til sin egen kerne om ”at tjene Gud ved at tjene Guds skaberværk”. Det forunderlige er, at Koranen selv giver anvisning på, hvordan den skal læses:

Gud har nøglerne til det skjulte, til de skatte, som kun Han kender. Han kender alt til lands og til vands, og intet blad falder til jorden uden Hans viden. Der er intet frø i jordens mørke eller noget levende eller dødt, som ikke er nedskrevet i Hans tydelige bog (6:59).

Det arabiske sprog

De allerældste eksemplarer af Koranen var ikke vokaliserede. De mangler de diakritiske tegn (symboler) og vokaler, der står under og over konsonanterne, og som gør det lettere for menigmand at læse teksten. Vokalisering af teksten menes først at være tilendebragt i slutningen af 700-tallet.

Fraværet af vokaler i originalteksten gør det naturligt at se på konsonant-røddernes forskellige betydninger. Eksempelvis kan ord med konsonant-roden ”kh-m-r” (noget, der dækker eller slører) betyde både ”rusmidler, gardin, sjal, borddug, tæppe …”

Ord med konsonant-roden ”d-r-b” kan betyde både ”eksemplificere, forebygge, forhindre, fordømme, dække, forsegle, forklare, ignorere, fremsætte, fjerne sig fra, undgå, strejke eller standse et forehavende for at protestere eller stille krav – og slå”. Og blandt alle disse betydninger er det læserens opgave at finde den smukkeste (39:18), den, der passer bedst til den aktuelle situation.

Ligeledes kan ord med konsonant-roden ”s-l-m” betyde både ”fred, hengivelse, underkastelse, fuldkommen, balance, sikkerhed …”. I Koranen bruges konsonant-roden ”s-l-m” om en livsforståelse og en fuldkommen hengivelse til Gud – uden henvisning til en specifik religion.

En muslim (m-s-l-m) er følgelig et menneske, der har tillid til, at den levevis, som Gud anviser i Sine åbenbaringer, fører mennesket til det højeste mål af alle: et fredfyldt og harmonisk liv med Gud og med sine omgivelser – og som aktivt og ydmygt stræber efter at efterleve den vejledning, Gud har nedsendt til menneskene via særligt udvalgte mennesker: profeter (nabi) og sendebud eller budbringere (rasul).

Metaforer og lignelser

Ligeledes bør man tage højde for tekstens mange metaforer, der er med til at give teksten den nødvendige dynamik, så den forbliver aktuel under alle tænkelige omstændigheder:

Opfordringen til ikke at gå til yderligheder, men holde sig til middelvejen, er blandt andet formuleret som ”hverken holde hånden lænket til sin hals eller strække armen ud i sin fulde længde” (17:29).Gudsfornægtelse beskrives som lige så håbløst som at ”forsøge at drikke med udstrakte arme” (13:14).

På trods af, at Koranen flere steder nævner, at dens beskrivelse af Paradisets lyksaligheder skal forstås metaforisk, er det lykkedes skrupelløse prædikanter at hjernevaske tusindvis af ignorante muslimer til at tro, at de ved at slå sig selv og andre ihjel får direkte adgang til et ”himmelsk horehus” med 72 underskønne jomfruer til fri afbenyttelse – uden at skulle stå til ansvar for deres handlinger på Jorden, hvilket ellers er et kerneprincip i Koranen.

Koranen indeholder endvidere et væld af lignelser ”for at opfordre menneskene til at tænke sig om” (14:24-26).

Koranen opfordrer igen og igen menneskene til at se sig omkring i verden, til at lære af historien, til at lære af Koranens profetfortællinger – og til at bruge deres gudgivne intellekt til at forstå Koranen og leve et rigt og aktivt liv i pagt med tiden.

Det er endvidere nødvendigt at have viden om de omstændigheder, en bestemt passage blev åbenbaret ind i for at kunne forstå den og overføre dens mening til nye tider og nye omstændigheder på en fornuftig måde.

Hvem må fortolke Koranen?

Det giver ingen mening at hævde, at det kun er mænd med en speciel uddannelse, der har ret til at tolke teksten. Den enkelte skal læse vejledningen som et helt personligt budskab og uden de begrænsninger, som traditionelle muslimske lærde har skabt op igennem historien. Gud overlader afkodning og forståelse af teksten til det enkelte menneske:

Jeg råder jer kun til én ting, at I står for Gud, to og to eller alene, og reflekterer nøje over budskabet (34:46).

At begrænse fortolkningsretten til udelukkende at omfatte en nøje defineret gruppe mænd er at forbyde, hvad Gud eksplicit har påbudt. Fortolkningsretten tilhører alle, og enhver har ret til at sætte spørgsmålstegn ved andres fortolkninger, for intet menneske er hverken alvidende eller ufejlbarligt.

Man kan ikke forstå, hvilken guldgrube af visdom, der ligger i Koranen, med mindre man selv har gjort sig virkelig umage for at leve sig ind i budskabet – med åbent hjerte og med al sin forstand.

Profeten Muhammed skal have sagt: ”Læs Koranen, som om den er åbenbaret til dig selv,” hvilket også er, hvad rigtig mange nyere tænkere m/k anbefaler.

Nogle vil måske holde sig tilbage og sige: ”Jamen, hvad nu, hvis jeg når til en forkert forståelse af teksten?” Profeten Muhammed skal selv have opmuntret folk til oprigtigt at forsøge at forstå teksten i forhold til deres egen virkelighed. Han skal endda have været realistisk nok til at forudse, at nogle vil drage forkerte slutninger ved at sige:

”Enhver, der anstrenger sig for at forstå og når frem til et rigtigt svar, vil blive dobbelt belønnet for sin anstrengelse. Enhver, der anstrenger sig for at forstå og når frem til et forkert svar, vil få en enkelt belønning for sin anstrengelse.”[i]

Koranen udgør en helhed

Selvom Koranen er blevet åbenbaret gradvist over en periode på 23 år, bør den ses som en helhed, hvis forskellige passager forklarer og supplerer hinanden indbyrdes. Derfor kaldes Koranen også ”sin egen bedste fortolker”:

Gud har gradvist nedsendt det smukkeste budskab, et skrift i overensstemmelse med sig selv, der gentager udsagnene i forskellige variationer, og som får de troendes hjerter til at skælve og formildes, når de ihukommer deres Herre. Sådan er Guds vejledning (39:23).

Eftersom Koranen ikke er ordnet tematisk, er det ikke nok at læse en enkelt passage eller to for at forstå et specifikt emne. Det kræver indgående kendskab til den fulde tekst og grundig eftertanke at forbinde de forskellige udsagn om et specifikt emne til en helhed. Og hvis der er flere svar på samme spørgsmål, skal man ”lytte til Ordet og følge dets smukkeste mening” (39:18) i den helt konkrete livssituation, man står i. Man skal med andre ord læse teksten, som om den er åbenbaret til én selv.

Udsagnet ”øje for øje og tand for tand” er et skoleeksempel på, at flere passager forklarer og supplerer hinanden indbyrdes og skal forstås som en helhed:

Er man blevet påført en skade kan man 1) forlange gengæld i bogstavelig forstand ”øje for øje og tand for tand” 2) forlange økonomisk kompensation eller 3) vælge at tilgive skadevolderen og få Guds tilgivelse for nogle af sine egne synder til gengæld (5:45).

Koranen opfordrer til at imødegå ondskab med godhed, for så vil man opleve, at ens fjende bliver som en nær ven:

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive som en nær ven (41:34).

Koranen advarer endvidere om, at en gengældelse, lige for lige, er lige så ond som den oprindelige skade:

Gengældelse for en ond handling, lige for lige, er tilsvarende ond; men Gud lønner den, der tilgiver og slutter forlig. Gud elsker ikke dem, der handler uret; men man kan ikke bebrejde dem, der forsvarer sig efter at have lidt uret. Man kan kun bebrejde dem, der undertrykker andre og begår overgreb. For sådanne er der en smertelig straf i vente. Den, der holder ud og tilgiver, handler beslutsomt (42:40-43).

Det er ikke svært at forestille sig, hvad der sker, hvis man læser udsagnet ”øje for øje og tand for tand” isoleret og bogstaveligt; men alligevel bliver netop dette udsagn igen og igen læst bogstaveligt og isoleret og derved misbrugt af hævngerrige og magtsyge mennesker.

Kan vi undvære Medina-åbenbaringerne?

I konservative og yderligtgående kredse er det almindeligt at læse Koranen bogstaveligt og brudstykkevis samt at inddrage andre tekster som eksempelvis hadith-litteraturen, hvis indhold ofte strider imod Koranens kernebudskab. Derved vender man i bogstavelig forstand op og ned på alting. Det samme gør sig gældende, når man erklærer visse koranvers ophævet af senere åbenbaringer.[ii]

Det synes ikke at genere de implicerede ”autoriteter”, at de derved i virkeligheden sætter spørgsmålstegn ved Koranens helt unikke særstatus som Guds universelle, fuldkomne vejledning til menneskeheden.

Mange har i de seneste år talt for den sudanesiske tænker Mahmoud Mohamed Tahas (1910-1985) opdeling af Koranen i 1) en grundlæggende del åbenbaret i Mekka samt 2) en del med specifikke regler, der kun vedrører samfundet i Medina, og som sættes ud af kraft, når omstændighederne ændrer sig drastisk. En forståelse, der dog skulle vise sig at være fatal, idet Taha blev dømt for frafald og hængt.

Igen og igen kan man læse i medierne, at ”Mekka-muslimer” opfordrer til opgør med ”Medina-muslimerne”; men teorien om, at en sådan opdeling skulle føre til en moderat udgave af islam, holder ikke vand i længden.

Ved at fravælge Medina-åbenbaringerne går vi blandt andet glip af beretningen om menneskets skabelse (4:1), der stadfæster, at det første menneskepar er skabt ud af samme primære livscelle for derefter at sprede sig ud over Jorden. Verset understreger menneskenes fælles oprindelse og ligeværdighed foruden gensidighed, ansvar og forpligtelse – og er dermed en helt grundlæggende afvisning af jødehad, racisme, kønsdiskrimination, homofobi mv.[iii]

Vi går endvidere glip af det helt vidunderlige vers, der med syvtommersøm bekræfter mænds og kvinders ligeværd ved at nævne dem 10 gange side om side (33:35).[iv]

Ved at fravælge Medina-åbenbaringerne går vi glip af det vers, der fuldstændig underminerer ekstremisternes påstand om, at det er deres pligt at erobre verden, ”for hvis Gud havde villet, havde Han gjort menneskene til ét fællesskab” (5:48). Gud opfordrer menneskene til at skabe énhed i mangfoldigheden og til at gøre livet til en indbyrdes kappestrid i gode gerninger til gavn for det fælles bedste på tværs af alle forskelligheder. I sidste ende er det Gud, der vil afgøre menneskenes uenigheder.

Vi går glip af tydelige tilkendegivelser af, at jøder og kristne hører til kategorien ”troende” (2:62, 5:69) – og ikke ”vantro”, som konservative muslimer og islam-modstandere hævder.

At jøder, kristne og muslimer i skøn forening skal forsvare retten til at dyrke Gud og forhindre, at ”klostre, kirker, synagoger og bedehuse bliver ødelagt” (22:39-41),hører også til Medina-åbenbaringerne – og sådan kunne jeg blive ved …

Med nye øjne

Mine personlige overvejelser og søgen efter viden har ført mig vidt omkring. I mit europæiske netværk, Gerfec, er jeg blandt andet kendt som den, der efter hvert eneste møde rejser hjem med flere kilo nye bøger i kufferten. Ofte har jeg igennem denne nyerhvervede litteratur fået bekræftet mine egne tanker og konklusioner; men det har været vigtigt for mig og min personlige udvikling, at Koranen har været mit primære udgangspunkt – drevet frem af en urokkelig tro på, at dens universelle budskab og vejledning er endog særdeles relevant for mig og mine samtidige samt af tillid til, at Gud, der har skabt mennesket i kærlighed, bedst ved, hvad der gavner os:

Gud har nøglerne til det skjulte, til de skatte, som kun Han kender (6:59).

De, der mener, at Koranen er en farlig bog, der opfordrer til vold og undertrykkelse, ved ikke, hvad de taler om.

Gud opfordrer ikke til vold og undertrykkelse;[v] men visse egoistiske og magtbegærlige mennesker undertrykker og bekriger deres medmennesker – uden hensyn til Koranens vejledning og dens accept af personlig frihed og mangfoldighed. Deres holdninger skal imødegås igen og igen, hvis vi vil gøre os håb om at se Koranens budskab om fred og retfærdighed sprede sig på Jorden. Ligeledes giver Koranen – som det påvises i nærværende bog – intetsteds mænd autoritet over kvinder og kan derfor bruges til at befri kvinder fra mændenes dominans og undertrykkelse:

Når de opfører sig skamløst, siger de: “Således gjorde vore forfædre,” og: “Gud har påbudt os det.” Sig: “Gud påbyder aldrig noget skamløst. Tillægger I Gud noget, hvorom I ingen viden har?” (7:28)

Vi skal ikke være fanger af fortiden og er nødt til at tage kampen op imod de mørkemænd, der forherliger livet i 600-tallets Arabien, og som opfordrer muslimer til at leve præcis, som man gjorde dengang.

Koranen vejleder os til at træffe personlige valg, der sætter os i stand til at leve i samtiden på en fornuftig, oplyst måde.

Hvad jeg tror på

Medierne og politikerne hylder de muslimer, der mere eller mindre har opgivet deres daglige praksis og er blevet ”kulturmuslimer” – og fordømmer dem, der vedkender sig et traditionelt, konservativt syn på troen.

Jeg tror på, at der findes en tredje vej midt imellem: et nyt forhold til islam, mere frit, mere personligt – og mere i pagt med tiden og de aktuelle omstændigheder.

Jeg tror på en åben og rummelig islam, hvor den enkelte – bevidst om sit ansvar for sig selv og omverdenen – selv træffer sine valg i forhold til tro og handling.

Jeg tror på en afbalanceret og retfærdig islam, der kan rumme mangfoldighed, ligestilling, demokrati, menneskeret og religiøs pluralisme.

Jeg tror på en islam, der respekterer livets hellighed, og som fordømmer alle former for vold, forfølgelse og undertrykkelse.

Jeg tror på en tilgivende gud, hvis barmhjertighed favner alt, og som har sendt Sin sidste profet, Muhammed, som barmhjertighed til alverden.

Jeg tror på, at islam er vejen til fred: fred med sig selv, fred med omverdenen og fred med Gud – og at åndelighed er alternativet til dogmatisk islam.

Min tro har for mig været en helt personlig udviklingsproces, der – om Gud vil det – vil fortsætte, så længe jeg lever. Hver gang jeg læser Koranen, bliver jeg opmærksom på nye detaljer og undrer mig over, at jeg ikke har bemærket dem før. Jeg er min skaber dybt taknemmelig for, at Han har vist mig en lille flig af Sig selv og af den vej, jeg bør vandre.

Min tro giver mig en fundamental tryghed i hverdagen, en følelse af at blive passet på og taget hånd om, og den er mig en uvurderlig støtte i medgang og modgang; men jeg udelukker på ingen måde, at andre kan finde deres vej inden for andre traditioner.

For mig er det vigtige ikke, at så mange som muligt bekender sig til religionen islam, men at så mange som muligt finder den vej, der giver dem fred i sjælen, lindrer deres smerte og hjælper dem igennem livet.

Valgfrihed er et privilegium, mennesket har fået til forskel fra alt andet, Gud har skabt. Et privilegium, der også indebærer, at man skal stå til ansvar for sine valg og fravalg, og at man må lade andre træffe valg, som man måske ikke selv bryder sig om – og stadig respektere dem og holde af dem.

Jeg tror på, at hvis man holder sig inden for den overordnede ramme og har hjertet og ydmygheden samt ærefrygten for Gud og Hans skaberværk (taqwa)[vi]med sig, kan det ikke gå helt galt. For ”Gud udsætter ikke menneskene for større prøvelser, end de kan bære” (2:286).

Med islam har jeg fundet meningen med livet. Livet er ikke kun en gave, men også en opgave, der i al sin enkelthed kan defineres som: ”At tjene Gud ved at tjene Guds skaberværk” – en fin pendant til Bibelens dobbelte kærlighedsbud. Med dette in mentegår man aldrig fejl.

Jeg tror på Koranen som Guds sidste vejledning til menneskeheden, som sagtens kan tolkes ind i samtiden til gavn for den enkelte og for det fælles bedste – uden at man behøver ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst. Man kan være korantro uden at være bogstavtro.

Vi kan ikke genskrive Koranen, Guds ord; men vi kan lytte til Ali ibn Abu Talib (profeten Muhammeds fætter og svigersøn), der i forbindelse med en disput om den rette udlægning af Koranen skal have sagt: ”Koranen er skrevet på lige linjer mellem to omslag. Den taler ikke af sig selv, men gennem mennesker.”

Som årene er gået, er jeg blevet mere og mere opmærksom på, hvor stor og værdifuld en ballast min opvækst som dansk i Sydslesvig har givet mig.[vii]

Man har skrevet om min far, at ”han havde lagt sine skinner, og på dem var der intet vigespor.” Selv gjorde jeg mig det klart lige fra begyndelsen af mit offentlige engagement, at det gjaldt om at holde tungen lige i munden og være principfast. Jeg ville aldrig kunne stille alle tilfreds, og jeg ville frem for alt ikke fravige mine synspunkter for at tækkes andre, for at blive accepteret i en bestemt kreds eller gøre livet lidt lettere for mig selv. Jeg skal kunne se mig selv i spejlet uden at græmmes, og jeg skal i sidste ende stå til ansvar for mine tanker og handlinger over for Gud – ikke over for en tilfældig imam eller muslimsk gruppering.

Jeg foregiver naturligvis ikke at kende den endegyldige sandhed, for den tilhører Gud; men jeg har i alle årene forsøgt at gøre opmærksom på, at islam ikke er – og aldrig har været – en ensartet, statisk størrelse, og at der findes mere tidssvarende alternativer til den traditionelle tolkning af kildeteksterne. For verden er i bevægelse, og om vi vil det eller ej, så må fortolkningerne bevæge sig med verden og de skiftende omstændigheder, menneskene lever under. Man er nødt til at forny for at bevare.

Islam-modstanderne efterlyser reform af islam, men ignorerer og affærdiger igen og igen dem, der virkelig tænker nyt, som utroværdige. Man ønsker tydeligvis at fastholde islam og muslimer som fjendebillede og prygelknabe og afviser alle tiltag i retning af nyfortolkning af Koranen som løgn og latin – for det er jo dog et ubestrideligt faktum, at dén og dén i fordums tid et sted i Langtbortistan har sagt noget andet.

Og derved er både konservative muslimer og islam-modstanderne med deres usammenhængende og ureflekterede tolkning af teksterne med til at forhale islams naturlige tilpasning til de aktuelle omstændigheder. Og de lægger hindringer i vejen for indvandrede muslimers integration i det danske samfund.

Min pointe er, at man sagtens kan kombinere det at være en engageret samfundsborger med et liv som bevidst, troende muslim inden for de rammer, som Koranen og dansk lov udstikker.

Der går ikke en eneste dag, uden at islam miskrediteres og problematiseres i dagblade og på de sociale medier. Visse debattører kan næsten ikke ytre sig om noget som helst uden at bringe islam ind i deres betragtninger. Og det synes ikke at genere dem den mindste smule, at de sammenligner deres egne idealer med det mest forargelige i modpartens praksis.

Der findes fordomme og brodne kar på begge sider, og vi bør alle være mere opmærksomme på at imødegå fjendskab med godhed, hvis vi vil gøre os håb om at skabe dialog og fredelig sameksistens:

Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (Rom 12,21).

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive som en nær ven (Koranen 41:34).

Hvad end der er sket op igennem historien, og hvad end despoter foretager sig rundt omkring i verden i islams navn, så er den hjemlige situation vort fælles ansvar.

Hvis man virkelig tager sin tro alvorligt og ønsker, at islam og muslimer skal genvinde omverdenens respekt, er man nødt til at bruge de værktøjer, som Koranen indeholder, til at bringe fortolkningen af dens vejledning ind i samtiden.

Det er den enkeltes ansvar at leve sig ind i Koranens vejledning og efter bedste evne stræbe efter (jahada) at efterleve den i hverdagen på en måde, så islams dyder og livsforståelse kommer til ære og værdighed igen.

Vil de dog ikke for alvor reflektere over Koranen – eller er deres hjerter forseglede? (47:24)

Måtte denne bog være med til at udrydde nogle af de fordomme, der florerer i medierne og blandt islam-modstanderne.

Måtte den være til inspiration for de mange muslimer, der ønsker at befri sig fra det traditionelle patriarkalske tankegods uden at sætte sig uden for Koranens rammer.

Tak

En varm tak til venner og samarbejdspartnere i mine tværnationale, tværreligiøse og tværkulturelle netværk: Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS), Jødisk-Muslimsk Netværk (JMN), Jødisk-Muslimsk Kvindenetværk (JMK), DinTro-MinTro projektet (der tæller både jødiske, kristne og muslimske gæstelærere), Tro i Harmoni, GERFEC (Groupement Européen pour la Recherche et la Formation des Educateurs Chrétiens, Croyants et de toutes Convictions), spejderkammerater fra min opvækst i Sydslesvig samt min familie, der nu også tæller fem dejlige børnebørn.

I beriger mit liv, og I er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre at leve og virke sammen i fred og fordragelighed på tværs af alle skel. Menneske først – jøde, kristen eller muslim så. Uden jeres kærlighed og støtte, venskab og inspiration ville denne bog ikke have været den samme. Må Gud elske og beskytte jer og jeres kære.

Tak også til Autorkontoen i Dansk Forfatterforening, der har støttet arbejdet med denne bog med midler fra Copydan.

Aminah Inger Tønnsen, august 2020.


[i] Hadith gengivet af Bukhari 92/450.

[ii] Læs om det såkaldte abrogationsprincip i afsnittet ”Vigtige kernebegreber i Koranen”.

[iii] Se mere i afsnittet ”Menneskets skabelse”.

[iv] Se mere i afsnittet ”Umm Salama, profeten Muhammeds sjette hustru”.

[v] ”Koranen er ikke voldsforherligende”. Weekendavisen 12. april 2017 & Tønnsen 2015, 259-306.

[vi] Begrebet taqwa forklares i ”Vigtige kernebegreber i Koranen”.

[vii] ”Tænk, hvis det muslimske mindretal i Danmark blev mødt med samme rummelighed som det danske mindretal i Sydslesvig”. Flensborg Avis 4. august 2018.