Medierne og politikerne hylder de muslimer, der mere eller mindre har opgivet deres daglige praksis og er blevet ”kulturmuslimer” – og fordømmer dem, der vedkender sig et traditionelt, konservativt syn på troen.

Jeg tror på, at der findes en tredje vej midt imellem: et nyt forhold til islam, mere frit, mere personligt – og mere i pagt med tiden og de aktuelle omstændigheder.

Jeg tror på en åben og rummelig islam, hvor den enkelte – bevidst om sit ansvar for sig selv og omverdenen – selv træffer sine valg i forhold til tro og handling.

Jeg tror på en afbalanceret og retfærdig islam, der kan rumme mangfoldighed, ligestilling, demokrati, menneskeret og religiøs pluralisme.

Jeg tror på en islam, der respekterer livets hellighed, og som fordømmer alle former for vold, forfølgelse og undertrykkelse.

Jeg tror på en tilgivende gud, hvis barmhjertighed favner alt, og som har sendt Sin sidste profet, Muhammed, som barmhjertighed til alverden.

Jeg tror på, at islam er vejen til fred: fred med sig selv, fred med omverdenen og fred med Gud – og at åndelighed er alternativet til dogmatisk islam.

Min tro har for mig været en helt personlig udviklingsproces, der – om Gud vil det – vil fortsætte, så længe jeg lever. Hver gang jeg læser Koranen, bliver jeg opmærksom på nye detaljer og undrer mig over, at jeg ikke har bemærket dem før. Jeg er min skaber dybt taknemmelig for, at Han har vist mig en lille flig af Sig selv og af den vej, jeg bør vandre.

Min tro giver mig en fundamental tryghed i hverdagen, en følelse af at blive passet på og taget hånd om, og den er mig en uvurderlig støtte i medgang og modgang; men jeg udelukker på ingen måde, at andre kan finde deres vej inden for andre traditioner.

For mig er det vigtige ikke, at så mange som muligt bekender sig til religionen islam, men at så mange som muligt finder den vej, der giver dem fred i sjælen, lindrer deres smerte og hjælper dem igennem livet.

Valgfrihed er et privilegium, mennesket har fået til forskel fra alt andet, Gud har skabt. Et privilegium, der også indebærer, at man skal stå til ansvar for sine valg og fravalg, og at man må lade andre træffe valg, som man måske ikke selv bryder sig om – og stadig respektere dem og holde af dem.

Jeg tror på, at hvis man holder sig inden for den overordnede ramme og har hjertet og ydmygheden samt ærefrygten for Gud og Hans skaberværk (taqwa)[i]med sig, kan det ikke gå helt galt. For ”Gud udsætter ikke menneskene for større prøvelser, end de kan bære” (2:286).

Med islam har jeg fundet meningen med livet. Livet er ikke kun en gave, men også en opgave, der i al sin enkelthed kan defineres som: ”At tjene Gud ved at tjene Guds skaberværk” – en fin pendant til Bibelens dobbelte kærlighedsbud. Med dette in mentegår man aldrig fejl.

Jeg tror på Koranen som Guds sidste vejledning til menneskeheden, som sagtens kan tolkes ind i samtiden til gavn for den enkelte og for det fælles bedste – uden at man behøver ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst. Man kan være korantro uden at være bogstavtro.

Vi kan ikke genskrive Koranen, Guds ord; men vi kan lytte til Ali ibn Abu Talib (profeten Muhammeds fætter og svigersøn), der i forbindelse med en disput om den rette udlægning af Koranen skal have sagt: ”Koranen er skrevet på lige linjer mellem to omslag. Den taler ikke af sig selv, men gennem mennesker.”

Som årene er gået, er jeg blevet mere og mere opmærksom på, hvor stor og værdifuld en ballast min opvækst som dansk i Sydslesvig har givet mig.[ii]

Man har skrevet om min far, at ”han havde lagt sine skinner, og på dem var der intet vigespor.” Selv gjorde jeg mig det klart lige fra begyndelsen af mit offentlige engagement, at det gjaldt om at holde tungen lige i munden og være principfast. Jeg ville aldrig kunne stille alle tilfreds, og jeg ville frem for alt ikke fravige mine synspunkter for at tækkes andre, for at blive accepteret i en bestemt kreds eller gøre livet lidt lettere for mig selv. Jeg skal kunne se mig selv i spejlet uden at græmmes, og jeg skal i sidste ende stå til ansvar for mine tanker og handlinger over for Gud – ikke over for en tilfældig imam eller muslimsk gruppering.

Jeg foregiver naturligvis ikke at kende den endegyldige sandhed, for den tilhører Gud; men jeg har i alle årene forsøgt at gøre opmærksom på, at islam ikke er – og aldrig har været – en ensartet, statisk størrelse, og at der findes mere tidssvarende alternativer til den traditionelle tolkning af kildeteksterne. For verden er i bevægelse, og om vi vil det eller ej, så må fortolkningerne bevæge sig med verden og de skiftende omstændigheder, menneskene lever under. Man er nødt til at forny for at bevare.

Islam-modstanderne efterlyser reform af islam, men ignorerer og affærdiger igen og igen dem, der virkelig tænker nyt, som utroværdige. Man ønsker tydeligvis at fastholde islam og muslimer som fjendebillede og prygelknabe og afviser alle tiltag i retning af nyfortolkning af Koranen som løgn og latin – for det er jo dog et ubestrideligt faktum, at dén og dén i fordums tid et sted i Langtbortistan har sagt noget andet.

Og derved er både konservative muslimer og islam-modstanderne med deres usammenhængende og ureflekterede tolkning af teksterne med til at forhale islams naturlige tilpasning til de aktuelle omstændigheder. Og de lægger hindringer i vejen for indvandrede muslimers integration i det danske samfund.

Min pointe er, at man sagtens kan kombinere det at være en engageret samfundsborger med et liv som bevidst, troende muslim inden for de rammer, som Koranen og dansk lov udstikker.

Der går ikke en eneste dag, uden at islam miskrediteres og problematiseres i dagblade og på de sociale medier. Visse debattører kan næsten ikke ytre sig om noget som helst uden at bringe islam ind i deres betragtninger. Og det synes ikke at genere dem den mindste smule, at de sammenligner deres egne idealer med det mest forargelige i modpartens praksis.

Der findes fordomme og brodne kar på begge sider, og vi bør alle være mere opmærksomme på at imødegå fjendskab med godhed, hvis vi vil gøre os håb om at skabe dialog og fredelig sameksistens:

Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (Rom 12,21).

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive som en nær ven (Koranen 41:34).

Hvad end der er sket op igennem historien, og hvad end despoter foretager sig rundt omkring i verden i islams navn, så er den hjemlige situation vort fælles ansvar.

Hvis man virkelig tager sin tro alvorligt og ønsker, at islam og muslimer skal genvinde omverdenens respekt, er man nødt til at bruge de værktøjer, som Koranen indeholder, til at bringe fortolkningen af dens vejledning ind i samtiden.

Det er den enkeltes ansvar at leve sig ind i Koranens vejledning og efter bedste evne stræbe efter (jahada) at efterleve den i hverdagen på en måde, så islams dyder og livsforståelse kommer til ære og værdighed igen.

Vil de dog ikke for alvor reflektere over Koranen – eller er deres hjerter forseglede? (47:24)

Måtte denne bog være med til at udrydde nogle af de fordomme, der florerer i medierne og blandt islam-modstanderne.

Måtte den være til inspiration for de mange muslimer, der ønsker at befri sig fra det traditionelle patriarkalske tankegods uden at sætte sig uden for Koranens rammer.


Jeg ønsker ikke at berøve jer noget, som retteligen tilkommer jer.
Jeg ønsker blot at bringe orden i sagerne, så vidt jeg formår;
men det vil kun lykkes mig ved Guds hjælp.
Ham har jeg tillid til,
og til Ham vender jeg mig i ydmyghed og med ærefrygt.
(Koranen 11:88)


[i] Begrebet taqwa forklares i ”Vigtige kernebegreber i Koranen”.

[ii] ”Tænk, hvis det muslimske mindretal i Danmark blev mødt med samme rummelighed som det danske mindretal i Sydslesvig”. Flensborg Avis 4. august 2018.