Anmeldelse: “En bog, der skal læses med åbent sind og hjerte”
Af Malene Fenger-Grøndahl i IKON nr. 88 * okt/2014
Forord
Bismillah ir-rahman ir-rahim
I Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn.
Da jeg i foråret 1970 bosatte mig i Marokko for at stifte familie, havde jeg et eksemplar af den første fuldstændige danske koranoversættelse fra 1967 i bagagen. Et par gange tog jeg den frem og læste lidt i den; men jeg måtte allerede dengang erkende, at man ingen vegne kommer uden motivation og den rette indstilling til forehavendet. Der skulle gå mere end ti år, før jeg atter gjorde forsøget – denne gang med Abdullah Yusuf Alis engelske oversættelse fra 1934. Jeg var i mellemtiden flyttet til Danmark med mand og børn, hvilket havde betydet en stor omvæltning for os alle.
Men inden jeg havde pløjet mig igennem Koranen første gang, kunne jeg se, at der var noget helt galt. Meget af det, jeg havde oplevet, mens jeg op igennem 70’erne boede i Marokko – et muslimsk land, hvis konge fører sin stamtavle tilbage til selveste Profeten Muhammed og kalder sig amir al-mouminine, de troendes behersker – var så forskelligt fra, hvad jeg kunne læse i Koranen, at jeg blev dybt rystet. Og på medierne kunne jeg forstå, at situationen ikke var stort bedre i de andre muslimske og såkaldt islamiske lande: Hvordan kunne man behandle kønnene så forskelligt i dagligdagen, når Koranen siger, at kønnene er lige værdige, og at mand og kvinde skal supplere hinanden og samarbejde på alle måder? Hvordan kunne familieretslige love i den grad umyndiggøre kvinder, når Gud har givet kvinder borgerrettigheder såsom ejendomsret og arveret, ret til selv at vælge sin ægtefælle og til at søge skilsmisse foruden ret til at vidne for domstole? Hvordan kunne man stiltiende acceptere mændenes åbenlyse dobbeltmoral, når Koranens morallove gælder for begge køn? Hvordan kunne der være så ufattelig stor forskel på rig og fattig, når Koranen opfordrer de rige til at tage hånd om de fattige? Hvordan kunne man tillade, at småpiger arbejdede under slavelignende forhold i tæppeindustrien og hos rige familier i storbyerne? Hvordan kunne et regime i den grad undertrykke en hel befolkning, når Koranen formaner en leder til at behandle sine undersåtter retfærdigt og til at rådføre sig med dem i alle anliggender? Hvordan kunne en så stor del af befolkningen være analfabeter, når Guds første åbenbaring til Profeten Muhammed var en opfordring til at søge viden og sørge for at bevare denne viden for eftertiden? Hvordan kunne man retfærdiggøre den meget udbredte brug af portrætter af kongen i offentligt rum, og hvorfor var det almindeligt, at et lands magtelite kyssede monarkens hånd eller fødder og nærmest slog knude på sig selv for at kunne kysse en barne-kronprins’ hånd – når Gud dog er den eneste, vi mennesker skal bøje os for?
Også på de aftenskolehold, jeg meldte mig til for at blive klogere på islam og være i stand til at besvare de spørgsmål, jeg fik fra kolleger vedrørende min mands religion, blev der indimellem fremsat påstande, som absolut ikke var i tråd med, hvad jeg kunne læse i Koranen; men jeg var ikke vant til at tage ordet i en større forsamling, så jeg tav og holdt min viden og min kritik for mig selv.
Det var netop efter et aftenskoleforedrag i foråret 1983 om kvinderne i islam, hvor foredragsholderen bl.a. påstod, at kvinder ifølge islam ikke kommer i Paradis, at der skete noget inde i mig. På vej hjem i rutebilen kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, jeg var både skuffet og vred. Næste morgen vågnede jeg med en tydelig bevidsthed om, hvor jeg hørte hjemme: jeg var muslim. Foredragsholderen havde trådt på noget, der berørte mig dybt personligt. Jeg havde, uden at det sådan rigtigt var gået op for mig, taget Koranens budskab til mig.
Jeg forfattede et skrift på et par duplikerede sider om den islamiske kvinde, som jeg omdelte til deltagerne ved næste foredrag i rækken. Et par dage senere modtog jeg en hilsen fra professor Erling Hammershaimb, der skrev: ”Tak for Deres udredning af den islamiske kvindes forhold … Min egen erfaring – fra talrige rejser gennem mere end en menneskealder i øst og vest – har lært mig, hvor forskellige forholdene da var. Man skal derfor som ukyndig vogte sig for at udtale sig for kategorisk …” Og det er jo så sandt, som det er sagt.
Meget vand er løbet i åen siden da, og det handler denne bog om.
Som årene er gået, er jeg blevet mere og mere opmærksom på, hvor stor og værdifuld en ballast min opvækst som dansk i Sydslesvig har givet mig. Man har skrevet om min far, at ”han havde lagt sine skinner, og på dem var der intet vigespor.” Jeg gjorde mig klart fra starten af mit offentlige engagement, at det gjaldt om at holde tungen lige i munden og være principfast. Jeg ville aldrig kunne stille alle tilfreds, og jeg ville frem for alt ikke fravige mine synspunkter for at tækkes andre, for at blive accepteret i en bestemt kreds eller gøre livet lidt lettere for mig selv. Jeg skal kunne se mig selv i spejlet uden at græmmes, og jeg skal i sidste ende stå til ansvar for mine tanker og handlinger over for Gud – ikke over for en tilfældig imam eller muslimsk gruppering.
Med ovenstående in mente har jeg til denne bog valgt en delvis selvbiografisk form.
De første år var det især muslimske kvinders elendige forhold både i familien, i samfundet og rent juridisk, der fik min opmærksomhed. Jeg studerede et dusin muslimske landes familieretslige love meget grundigt og støvede Statsbibliotekets hylder af for alt, hvad jeg overhovedet kunne finde om muslimske kvinders faktiske forhold: bøger, tidsskrifter, artikler osv. Det var utrolig lærerigt at sammenligne muslimske kvinders vilkår ifølge Koranen, i det virkelige liv og ifølge den aktuelle familieret. Min konklusion var klar: Det er ikke Koranen, der undertrykker kvinder, men mennesker: lovgivere, gejstlige, ægtemænd, fædre, brødre … Man har lagt større vægt på den en gang etablerede fortolkning af teksten i stedet for på selve teksten, og de muslimske samfund har endnu ikke formået at løfte sig ud af patriarkatets snærende lænker og op på Koranens niveau for frihed og mangfoldighed.
Også spørgsmålet om, hvorledes man kan leve som muslim i Vesten uden at marginalisere sig selv i forhold til den ikke-muslimske flertalsbefolkning, optog mig meget. Jørgen Bæk Simonsen skriver herom i Politikens bog om islam:
”På det punkt ligner det seneste årtis bestræbelser blandt unge og lærde muslimer i Europa andre unge og andre lærdes bestræbelser gennem tiden, når de på forskellige steder og i forskellige historiske sammenhænge mente, at der var behov for en justering mellem islam på den ene side og den sociale og kulturelle virkelighed på den anden. Derfor dukker de første bøger om forholdet mellem islam og Europa op fra midten af 1990’erne. I en dansk sammenhæng skrev den danske konvertit Aminah Tønnsen Echammari allerede i 1998 en bog med titlen Islam i europæisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse, hvor hun overbevisende argumenterede for, at islam ikke var et monopol for særlige grupper af muslimer, der havde rod et eller andet sted i den muslimske verden. Islam er som en universel religion en mulighed for alle, og derfor må den islamfortolkning, der praktiseres eksempelvis blandt muslimer, der er bosat i Danmark, adskille sig fra den måde, hvorpå muslimer i eksempelvis Malaysia eller Bangladesh udtrykker islam.” (Simonsen 2008, 253)
Næsten samtidig udkom i Frankrig en bog af stormuftien i Marseille, Soheib Bencheikh, Marianne et le Prophète. L’Islam dans la France Laïque[1] (Bencheikh 1998). Først året efter fulgte Tariq Ramadans meget omtalte og omdiskuterede To be a European Muslim (Ramadan 1999).
Fordi muslimske kvinders kår havde optaget mig i mange år, var det nærliggende for mig at bruge eksempler om kønsroller og kvinders klædedragt i Islam i europæisk klædedragt. Jeg fik mange drøje hug både fra muslimer og ikke-muslimer. Mange muslimer stemplede min bog som utroværdig og fuld af fejl og advarede trosfæller imod at læse den. At jeg oven i købet vovede at argumentere imod brugen af tørklæde i dansk sammenhæng var – og er fortsat – en rød klud i hovedet på mange.
Kommentarer på såkaldt islamiske internetfora vidner om, at mange unge har en holdning til mig og mine bøger uden nogensinde selv at have læst en linje af, hvad jeg har skrevet. De tror blindt på andres dom over mine holdninger uden selv at undersøge fakta. Som en ung kvinde meget afslørende skrev: ”Jeg har ikke selv læst hendes bøger, men hun er ikke til at stole på …”
Islam-modstanderne efterlyser reform og nytænkning blandt muslimer, men ignorerer og affærdiger igen og igen dem, der virkelig tænker nyt, som utroværdige. Man ønsker tydeligvis at fastholde islam og muslimer som fjendebillede og prygelknabe og afviser alle tiltag i retning af nyfortolkning af Koranen som løgn og latin – for det er jo dog et ubestrideligt faktum, at den og den i fordums tid et sted i Langtbortistan har sagt noget andet.
Og derved er både konservative muslimer og islam-modstandere med deres bogstavelige og ureflekterede tolkning af teksterne med til at forhale islams naturlige tilpasning til de aktuelle omstændigheder. Min pointe var og er, at man sagtens kan kombinere det at være en engageret samfundsborger med et liv som bevidst, troende muslim inden for de rammer, som dansk lov udstikker.
Jeg foregiver naturligvis ikke at kende den endegyldige sandhed, for den kender kun Gud; men jeg har i alle årene forsøgt at gøre opmærksom på, at islam ikke er – og aldrig har været – en ensartet størrelse, og at der findes alternativer til den traditionelle tolkning af kildeteksterne. For verden er i bevægelse, og om vi vil det eller ej, så bevæger fortolkningerne sig med verden og de skiftende omstændigheder, menneskene lever under.
Det fantastiske ved denne vedvarende nylæsning af kildeskrifterne er, at inspirationen kommer fra den for en muslim ypperligste og mest troværdige kilde – nemlig fra Koranen selv, idet denne konstant opfordrer til nysgerrighed, til tilegnelse af viden, til refleksion og stillingtagen og til fornuftig og ansvarlig handling til gavn for én selv, ens nærmeste, samfundet og verden.
Jeg sælger ikke ud af arvesølvet, som jeg indimellem bliver bebrejdet. Tværtimod hæger jeg om det som en uvurderlig skat, der blot trænger til en kærlig hånd for at få sin oprindelige stråleglans tilbage. Der er nemlig efter min opfattelse ikke nogen som helst modsætning mellem en bevidst, stærk islamisk identitet og hverken danskhed, modernitet eller en rummelig og åben holdning til ikke-muslimer. Accept af religiøs pluralisme og mangfoldighed inden for ens egen tro er en forudsætning for, at mennesker med forskellige religiøse baggrunde kan leve i fred og fordragelighed og sammen skabe et harmonisk samfund til glæde for hinanden og for fremtiden.
Det hedder sig, at man som muslim er nødt til at ”vælge hele pakken”; men derfor behøver man jo ikke tage skyklapper på eller slå automatpiloten til og gå helt i sort. Den, der flyder med strømmen, behøver ikke at ro – det er dejligt nemt; men den, der vil nå kilden, må nødvendigvis gå imod strømmen. Det er ”den stejle vej” (90:11), som Koranen taler om. Den vej, som er en livslang og helt personlig udviklingsproces, som kræver indsigt og viden, styrke og udholdenhed – og ikke mindst ærefrygt[2] og ydmyghed for Gud og Hans skaberværk. Og jeg tror på, at ”Gud er med os, hvor vi end er” (57:4) – også når vi går nye veje.
Jeg er min skaber dybt taknemmelig for, at Han har vist mig det, der for mig er vejen til sandheden; men det falder mig ikke svært at anerkende og respektere, at vejen kan være en anden for mine medmennesker. Mange problemer kunne løses ved, at vi ser på vore medmennesker som enkeltindivider på godt og ondt, og at vi erkender, at Gud har skabt menneskene som ligeværdige og i indbyrdes afhængighed og forpligtelse – uden at de derfor behøver være ens. Menneske først – jøde, kristen eller muslim så … Det er det mellemmenneskelige, der bør være udgangspunkt i enhver samtale og ethvert samvirke.
Mine refleksioner er naturligvis ikke kun præget af min opvækst, men også af femogfyrre års personlig tilknytning til Marokko, som har givet mig indsigt i traditionelle muslimers livsvilkår og livsforståelse. De seneste tredive år har jeg brugt meget af min tid på intense islam- og koranstudier og på dialog- og oplysningsarbejde i ind- og udland, hvor jeg har haft lejlighed til at møde en række kendte tænkere. Mine refleksioner er naturligvis også præget af den livserfaring, jeg har erhvervet mig som hustru og mor til tre under meget skiftende forhold, samt af dyb kærlighed til det land og den kultur, som har været min slægts igennem århundreder. Derfor kender jeg de aktuelle spørgsmål og problemstillinger indefra – og fra begge sider.
Med dette in mente har jeg forsøgt – på min egen facon og med de evner og muligheder, som Gud nu engang har givet mig – at yde mit bidrag til at gøre det acceptabelt at være bevidst troende muslim og ligeværdig borger i mit elskede fødeland.
Jeg har som voksen måttet konstruere min islamiske identitet og tænkning helt fra bunden – oven på et folkekirkeligt grundlag. Videbegær og retfærdighedstrang har været min drivkraft – foruden denne indre erfaring, der har givet det eksistentielle, ærefrygten for Gud og Hans skaberværk, mere og mere plads i mit liv. Jeg er helt igennem autodidakt og dybt taknemmelig for at være det. Jeg er uafhængig og fri. Alt, hvad jeg fremfører, kommer fra hjertet og er resultat af mine egne studier og refleksioner. Jeg har aldrig været medlem af nogen islamisk organisation, jeg er ikke i lommen på nogen og skal ikke profilere mig i forhold til et bestemt bagland.
Ingen ved, hvad dagen bringer, før solen er gået ned. Aldrig har jeg i mine første år som muslim forestillet mig, at islam skulle få så stor betydning for mit liv og min livsforståelse, som det har været tilfældet. Mit største ønske for mine medmennesker er, at også de må finde den tro, der giver dem harmoni i hverdagen og som bærer dem igennem den modgang, som er en del af menneskets livsvilkår.
Allahu a’lam – Gud ved bedst!
En varm tak til alle de dejlige, livskloge mennesker, jeg har mødt i forbindelse med mit dialogarbejde i og uden for Danmark. Uden jeres venskab og inspiration ville denne bog ikke have været den samme.
Tak til Mariama Guldagger, Lissi Rasmussen og Safet Bektovic, der har gennemlæst mit manuskript og givet mig mange konstruktive kommentarer til brug for den endelige bearbejdning af manuskriptet.
Tak til Nadia, Fatima, Zilan og Mariama for deres helt personlige bidrag.
Tak til de mange, der i årenes løb har sendt mig positive tilkendegivelser om mit arbejde og har opfordret mig til at trodse modstanden og fortsætte med at skrive og holde foredrag.
Tak til Thorkild og Kirsten for lån af sommerhus, når jeg havde brug for at isolere mig fra det pulserende liv for at koncentrere mig om skrivningen.
Og ikke mindst tak til mine børn for deres støtte og opmuntring. De har i mange år måttet leve med, at jeg i forbindelse med mine skriverier har haft brug for tid til eftertanke og ikke altid har været lige åndsnærværende, når de har haft brug for mig.
Tak også til Statens Kunstråds Litteraturudvalg, der har støttet udarbejdelsen af manuskriptet til denne bog med et arbejdslegat.
Må Gud velsigne jer alle.
© Aminah Inger Tønnsen, august 2013
[1] Marianne er symbol på den franske republik. Deraf titlen: Marianne og Profeten. Islam i det verdslige Frankrig.
[2] Når jeg bruger ordet ærefrygt er der naturligvis ikke tale om frygt/angst, men om ærefrygt og agtelse, taknemmelighed og ydmyghed for Guds kærlighed og barmhjertighed, storhed og almagt. Se mere herom i afsnittet: Troens fuldkommengørelse.
“Islam – min hjertesag” er Aminah Tønnsens personlige beretning om mødet med islam og livet som muslim. Vi følger hende fra opvæksten i en dansksindet lærerfamilie i Flensborg til årene i 1970’erne, hvor hun stifter familie i Marokko. Da hun efter hjemkomsten til Danmark beslutter at blive muslim, engagerer hun sig i projekter i ind- og udland, der arbejder for religionsdialog og antidiskrimination. Allerede i sin første tid som muslim blev Aminah Tønnsen opmærksom på, hvorledes den kønsligeværdighed, som Koranen taler for, er blevet påvirket af patriarkalsk tankegods i en sådan grad, at islam oftest fremstår som en kvindeundertrykkende religion. Også Koranens åbne og rummelige verdens- og menneskesyn har måttet vige pladsen for snæversyn og fordømmelse af det anderledes. Med udgangspunkt i sine egne oplevelser og gennem nyfortolkning af Koranen og hadith-litteraturen, giver hun et bud på en anderledes forståelse af islam, hvor der lægges vægt på individets ansvar for selv at træffe valg i forhold til tro og handling.