Wenn Islam Gott ergeben heisst
– im Islam leben und sterben wir alle.
Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)
ISLAM – fred gennem gudhengivelse
Islam er den livsholdning/livsforståelse, der fører til fred. Det arabiske ord islam er dannet ud fra samme konsonant-rod (s-l-m), som ordet salam, der betyder fred. Ord med betydningen fuldkommen, middelvej, balance, frelse og skønhed samt en stige, der fører én sikkert til et højere liggende mål er dannet ud fra samme rod. En muslim (m-s-l-m) er følgelig én, der søger at skabe den fuldkomne fred og harmoni (både for sig selv og sine omgivelser) ved at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold – den vej, der fører én sikkert til det højeste mål af alle: Et fredfyldt liv hos Gud i Det Hinsidige – islam.
Fred kan være mange ting: Fred med Gud, fred med sig selv, fred mellem mennesker og fred mellem nationer. Så forskellige de end kan synes, er alle former for fred dog uløseligt forbundet med hinanden: Har man fred i sjælen, vil den sprede sig som ringe i vandet til også at omfatte ens nærmeste, ens naboer osv. Omvendt kommer krig og ufred i verden fra mennesket selv, for har man ikke fundet fred i sit inderste jeg, kan man ikke leve i fred med omverdenen. Og fredsaftaler mellem stridende parter er ganske nyttesløse, hvis ikke det enkelte menneske ønsker fred. For fred kommer ikke af sig selv – vi skal hver især selv ville den og søge den, og vi opnår den kun gennem gudhengivelse. Ordet islam betyder nemlig også gudhengivelse – dvs. den fuldkomne fred gennem gudhengivelse:
Et lys er kommet til jer fra Gud, og en tydelig bog, ved hvilken Gud retleder alle, der søger Hans velbehag og følger vejen til fred og frelse. Ved Sin vilje leder Han dem ud af mørket og ind i lyset, leder dem til en lige vej. (5:17-18)
De, der tror, og hvis hjerter finder fred og fortrøstning i at ihukomme Gud – for hjerter finder visselig fred og fortrøstning i at ihukomme Gud. De, der tror og gør gode gerninger, vil opnå indre fred og harmoni, og et ypperligt hjem venter dem (i Det Hinsidige). (13:28-29)
Gud vil vejlede dem, der higer efter vejledning. (19:76)
Det er Ham, der sendte fred til de troendes hjerter, at de måtte blive styrket yderligere i troen. For kræfterne i himlene og på jorden tilhører Gud. (48:4)
Du sjæl, der har fundet fred og fortrøstning (i troen), vend tilbage til Herren – tilfreds og til Hans velbehag. Slut dig til kredsen af Mine tjenere og træd ind i Mit paradis. (89:27-30)
Og gudhengivelse er, hvad Gud lige fra begyndelsen har tiltænkt alt det skabte. Uden gudhengivelse er livet ufuldstændigt. Det hører til naturens orden at give sig hen til Gud, at følge Hans bud og lovprise Ham. Derfor hedder Islam også dîn ul-fitrah – naturens religion:
Vi skabte visselig ikke himlene og jorden og (alt) derimellem af lutter tidsfordriv. (21:16)
Jeg har skabt ånder og mennesker udelukkende for at de skal tilbede og tjene Mig. (51:56)
Åbn dit hjerte for (den eneste sande) religion – oprigtigt, og i overensstemmelse med den menneskelige natur, som Gud har skabt den. Lad der ikke ske nogen forandring i Guds skabelse. Det er religionen for alle; men de fleste mennesker forstår det ikke. (30:30)
På denne dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer og har fuldbyrdet Min barmhjertighed imod jer. Og Jeg har valgt gudhengivelsen/islam som religion for jer. (5:4)
Gudhengivelse er menneskets kærligheds- og tillidserklæring og uforbeholdne hyldest til Skaberen. Gudhengivelse er vort faste holdepunkt i en forjaget og på mange måder trøstesløs verden, og den styrker vort håb om og tro på et liv efter døden:
Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er retfærdig (dvs. tror og handler i overensstemmelse med Guds love og vejledning), har visselig grebet det ubrydelige bånd (der fører til det endelige mål). Til Gud skal vi alle vende tilbage. (31:22)
Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er retfærdig, vil blive belønnet af Herren. Han behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). (2:112)
Den, der lukker øjnene for Guds kærlighed, Hans almagt og visdom og i utaknemmelighed nægter at give sig hen til Ham, handler naturstridigt og går sin egen fortabelse i møde:
Sig (Muhammed): “Hvis I elsker Gud (oprigtigt), så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder. For Gud er til givende og barmhjertig.” (3:31)
Hvis nogen skulle ønske en anden religion end gudhengivelse, vil han ikke kunne drage den ringeste nytte af den, og i Det Hinsidige vil han være blandt taberne. (3:85)
Den, der giver sig hen til Gud, er Guds tjener – det arabiske ord for tjener (‘abd) er af samme konsonant-rod (b-d) som ordet for tilbedelse (‘ibâda). Men der er selvfølgelig ikke tale om hverken blind, mekanisk eller påtvungen tilbedelse eller underkastelse. Der er tværtimod tale om et bevidst, oprigtigt og ydmygt ønske om at følge Gud – et ønske, der ganske naturligt opstår hos enhver, der stoler på, at Gud har skabt os i kærlighed, at Han udelukkende vil os det bedste, og at Han er den, der bedst ved, hvad der gavner os. For det er jo Ham, der har skabt både os og den verden, vi lever i. Begrebet er også uløseligt forbundet med ærefrygt og taknemmelighed for Gud og Hans skaberværk:
Vis Gud taknemmelighed. Enhver, der er taknemmelig, er det til sit eget bedste. Og den, der er utaknemmelig (skal vide), at Gud visselig er uafhængig (af alle) og al tilbedelse værdig. (31:12)
Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en foragtet væske. Han formede det og blæste noget af Sin ånd i det. Og Han gav jer hørelse, syn og hjerte. Liden er jeres taknemmelighed! (32:7-9)
Én af Europas allerstørste digtere, Johann Wolfgang von Goethe, var én af de første vesterlændinge i nyere tid, der åbent opfordrede til tolerance og fred mellem kristne og muslimer.
I værket Den vest-østlige divan, der tydeligt bærer præg af et indgående kendskab til – og respekt for – Koranen, skriver han:
Wenn Islam Gott ergeben heisst
– im Islam leben und sterben wir alle.
Og det er netop, hvad Koranen siger:
Alt, hvad der er i himlene og på jorden, alle levende væsener og englene, bøjer sig for Gud. Ingen er hovmodige for Herren. (16:49)
Alt og alle i de syv himle og på jorden lovpriser Gud. Der er intet, der ikke lovpriser Ham. Og dog forstår I (der afviser troen) ikke, hvorledes de kan lovprise Ham; men Gud er visselig over bærende og tilgivende. (17:44)
Ser I ikke, at alle levende væsener i himlene og på jorden – også fuglene med deres udbredte vinger – lovpriser Gud? Hver eneste lovpriser på sin egen måde, og Gud er vidende om alt, hvad de gør. (24:41)
Også i Bibelen findes talrige passager, der opfordrer mennesket til at give sig hen til Gud og Hans vilje:
I må ikke udæske (dvs. udfordre) Herren jeres Gud, sådan som I gjorde ved Massa. I skal holde Herren jeres Guds befalinger og de formaninger og love, han har givet dig. Gør, hvad der er ret og godt i Herrens øjne, for at det må gå dig godt. (5. Mosebog 6:16-18)
Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på syndernes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat. Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham. Sådan går det ikke de ugudelige; de er som avner, der blæses bort af vinden. Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen, syndere ikke i retfærdiges forsamling. Herren kender de ret færdiges vej, men de ugudeliges vej går til grunde.(Salme 1:1-6)
(Jesus siger): Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Mattæus 7:21-23)
Jesus siger til dem: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.” (Joh. 4:34)
Og Søren Kierkegaard skrev:
”Sand gudsdyrkelse består ganske simpelt i at gøre Guds vilje.”
Koranen er et budskab til menneskeheden – ikke blot til muslimer, og alle kan få udbytte af at læse den. Mange passager henvender sig direkte til jøder og kristne (der også kaldes Skriftens eller Bogens Folk), medens andre passager henvender sig til mennesker generelt. Og hvis man, hver gang man læser ordet islam, har ordets egentlige betydning – fred gennem gudhengivelse – i mente, da får teksten pludselig et ganske andet skær og indhold, end vi sædvanligvis forestiller os – og så uendelig fjernt fra det, nogle snæversynede grupper gerne vil have os til at tro:
Oh menneskehed! Et sendebud (Muhammed) er kommet til jer fra Gud. Tro på ham, det er det bedste for jer. Men hvis I afviser troen, da vid, at alt i himlene og på jorden tilhører Gud. Og Gud er alvidende og alvis. (4:170)
Dette er et budskab til menneskeheden. Lad dem tage advarslen til sig og lad dem vide, at Han er én gud. Lad de indsigtsfulde grunde over dette. (14:52)
Vi har visselig åbenbaret Bogen med sandheden til dig (Muhammed), som en vejledning til alverden. Den, der lader sig vejlede, gavner sin egen sjæl; men den, der forvilder sig, skader sin egen sjæl. Du er ikke sat til at varetage deres interesser. (39:41)
Sandelig! Dette (budskab) er en påmindelse for enhver forstandig, der lytter opmærksomt og er et oprigtigt vidne. (50:37)
At være menneske er livets store udfordring til os: At vi lærer at betragte hinanden som enkeltindivider og som mennesker i stedet for at fokusere på hudfarve, sprog, klædedragt, kultur, uddannelse eller religiøst tilhørsforhold – og at vi ikke sætter hinanden i bås derefter, men lærer at behandle andre, som vi selv gerne vil behandles. For mangfoldigheden er en nådegave fra Gud, der gerne skulle være et berigende element i hverdagen:
Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)
N.F.S. Grundtvig udtrykte det i 1830’erne på denne måde:
Menneske først og kristen så kun det er livets orden …
Stræbe da hver på denne jord sandt menneske at være
åbne sit øre for sandheds ord, og unde Gud sin ære …
Og den indisk-pakistanske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal (1877-1938) skrev:
The abode of Man is higher than Heaven,
and the real foundation of civilization
is Respect for Man!
Jødedom, kristendom og islam – tre sider af samme sag
Gudhengivelse er kernen i både Jødedom, Kristendom og Islam. I alle tre religioner udtrykker den troende sit gudsforhold ved bøn, faste, almisse og valfart, og de ti bud er vi også i store træk enige om. Af andre fællestræk kan nævnes troen på Gud, Hans engle, Hans profeter, hellige skrifter, Dommedag og et liv efter døden. Koranen påpeger da også gang på gang, at alle Guds profeter og sendebud har prædiket det samme budskab – gudhengivelse:
Sig: “Vi tror på Gud og på det, som er blevet sendt til os og åbenbaret til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne, til Moses og Jesus og alle andre profeter. Vi gør ingen forskel på dem, og vi giver os hen til Gud.” (2:136)
Abraham var hverken jøde eller kristen, men bekendte sig til den sande religion; han var oprigtig gudhengiven og dyrkede ikke afguder. (3:67)
Moses sagde: “Oh mit folk! Hvis I (virkelig) tror på Gud, så hav tillid til Ham og giv jer hen til Ham og Hans vilje (uden forbehold).” (10:84)
Jesus sagde: “Gud er visselig min Herre og jeres Herre. Tjen derfor Ham (alene) – det er den lige vej.” (3:51 og 19:36)
Sig (Muhammed): “Herren har visselig ledt mig til en lige vej, til den sande religion – den, som Abraham, den gudhengivne, bekendte sig til. Han gav ikke Gud partnere.” Sig: “Min bøn, mine ofre, mit liv og min død er viet (udelukkende) til Gud, verdenernes Herre. Han har ingen partnere. Dette er det blevet mig påbudt (at tro og forkynde), og jeg er den første til at give mig hen til Ham.” (6:161-163)
Men disse mange profeter og budbringere, som Gud sendte til forskellige folkeslag op gennem tiderne, var – trods deres identiske budskab – årsag til menneskehedens gradvise opsplitning. Hvis Gud havde villet, kunne Han sagtens have forhindret opsplitningen; men Han gjorde i Sin visdom opsplitningen til noget positivt ved at gøre livet til en opgave og en prøve for menneskene – en prøve i tolerance og næstekærlighed over for anderledes troende:
Oh I mennesker! Nær ærefrygt for jeres Herre, som skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager, og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). (4:1)
Menneskeheden udgjorde (oprindelig) et enigt fællesskab. Gud sendte profeter som budbringere og advarere, og Han åbenbarede dem Bogen med sandheden, for at (de ved den kunne) afgøre menneskenes indbyrdes stridigheder. Men Skriftens Folk (dvs. jøderne og de kristne) var uenige (om sandheden), selv efter at tydelige tegn var blevet givet dem – og det af ren og skær opsætsighed. (2:213)
Menneskeheden udgjorde (oprindelig) et eneste fællesskab (ummatan wahidatan), men blev senere uenige. Ved Herrens forordning kunne deres stridigheder (visselig) være blevet bilagt (allerede i dette liv; men Han lod menneskene beholde friheden til enten at acceptere eller afvise sandheden). (10:19)
For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Dersom Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:48)
Opsplitningen førte imidlertid til egoisme og separatisme:
Dette jeres fællesskab er visselig et enigt fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor Mig (alene). Men menneskene har splittet sig op i sekter, og hver gruppe fryder sig over sig selv (og sine egne snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til Guds universelle budskab). (23:52-53)
De siger: “Ingen uden jøder og kristne skal komme i Paradis.” Men dette er (blot) ønsketænkning. Sig: “Fremsæt jeres beviser, hvis I (virkelig) er sanddru.” … Jøderne siger: “De kristne har intet belæg for deres påstande.” Og de kristne siger: “Jøderne har intet belæg for deres påstande.” Og dog gransker de den samme bog. De fører de uvidendes tale; men Gud vil afgøre deres stridigheder på Dommedag. (2:111 og 113)
Jøderne og de kristne vil aldrig være tilfredse med dig, medmindre du følger deres (version af) læren. Sig til dem: “Guds vejledning er visselig den (eneste) rette vejledning.” (2:120)
Og det på trods af, at Koranen udtrykkeligt advarer menneskene imod at splitte deres religion op i sekter:
Og hold alle sammen fast ved det reb (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. (3:103)
Hvad angår dem, der deler deres religion op i sekter, da hører du (Muhammed) på ingen måde til dem. Gud vil visselig dømme dem imellem (på Dommedag), og Han vil få dem til at indse (deres fejltagelser). (6:159)
Han har pålagt jer den samme religion, som Han pålagde Noa – den, som Vi ved inspiration har sendt til dig (Muhammed), og som Vi pålagde Abraham, Moses og Jesus: At I skulle forblive urokkelige i troen og ikke lave inddelinger deri. (42:13)
Ikke kun forskellige former af gudhengivelsen er en livsopgave og prøve for os, det samme gælder vore forskelligheder i sprog, hudfarve og kultur. Gud har – i harmoni med den globale énhed – skabt denne mangfoldighed, som vi på alle områder skal respektere og drage nytte af. Intetsteds i Koranen finder vi den ringeste antydning af, at vi mennesker skal udviske denne gudsskabte mangfoldighed ved at prioritere ét sprog eller én kultur frem for alle andre. At der rundt omkring i verden har udviklet sig forskellige former for klædedragt, madvaner, arkitektur osv., er jo da en ganske naturlig følge af de klimatiske forskelle Gud har skabt. Islam kan og skal tilpasse sig de eksisterende kulturer – det strider imod selve Koranens ånd at stræbe efter global kulturel ensartethed:
Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)
Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til folk og stammer, at I må (gen)kende hinanden. Sandelig! Den mest ærede for Gud er den mest gudfrygtige af jer. Gud er vis og alvidende. (49:13)
Ingen nation eller race kan rettelig gøre krav på at være specielt udvalgt. Det strider ganske enkelt mod Islams ånd. Som en rød tråd gennem hele Koranen går budskabet om menneskers absolutte ligeværd for Gud – uanset religion, køn, race, sprog og social stilling. Storhed måles udelukkende i fromhed og gudsfrygt og den måde, hvorpå vi udnytter vore gudgivne evner og muligheder til at leve vort liv i overensstemmelse med Guds ønsker:
De som tror på Koranen samt jøder, kristne og sabæere – enhver som tror på Gud og Den Yderste Dag og handler retfærdigt, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (2:62)
Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er retfærdig (dvs. tror, tænker og handler i overensstemmelse med Guds lov) vil blive belønnet af Herren. Han behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). (2:112)
Fromhed er ikke, om I vender jeres ansigt mod øst eller vest (når I beder). Fromhed er at tro på Gud og Den Yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne. Og ud af kærlighed til Gud at give af jeres ressourcer til jeres slægtninge, de forældreløse, de trængende, de (nødstedte) vejfarende, dem, der beder jer derom, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Fromhed er) at forrette bøn og give almisse, at opfylde jeres forpligtelser og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige. (2:177)
Der er blandt Skriftens Folk nogle retfærdige, der hele natten reciterer Guds tegn og (ydmygt) bøjer sig (for Ham) i tilbedelse. De tror på Gud og Den Yderste Dag. De påbyder det gode og afværger det onde og søger at overgå hinanden i gode gerninger. De hører til de retfærdige. De vil ikke høste utak for det gode, de gør, for Gud kender (visselig) de retfærdige. (3:113- 115)
Et lys er kommet til jer fra Gud, og en tydelig bog, ved hvilken Gud retleder alle, der søger Hans velbehag og følger vejen til fred og frelse. Ved Sin vilje leder Han dem ud af mørket og ind i lyset – leder dem til en lige vej. (5:17-18)
De, som tror på Koranen, de, som følger de jødiske skrifter, sabæerne og de kristne – enhver, der tror på Gud og Den Yderste Dag, og som er retfærdig, har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (5:72)
De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn reciteret, der sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, Vi har forsynet dem med. Disse er de oprigtigt troende. De vil rangere højt for Herren og vil få tilgivelse og ypperligt underhold. (8:2-4)
Vi vil visselig give enhver retfærdig og troende mand og kvinde et godt og rent liv. Og Vi vil (til sin tid) belønne dem for de bedste af deres gerninger. (16:97)
Jeg tilgiver visselig igen og igen dem, der angrer, tror, handler retfærdigt og (derefter) urokkeligt følger den rette vej. (20:82)
Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for at kives og strides om bagateller). Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:48)
(Velsignet være) Han, der skabte døden og livet for at prøve hvem af jer, der handler retfærdigst. Han er almægtig og tilgivende. (67:2)
De efterfølgende vers bruges ganske vist af en del muslimer til at legitimere både overlegenhed og arrogance over for anderledes troende; men de glemmer ganske, at der kun kan være tale om at høre til ‘de bedste’, såfremt den enkelte helt og holdent efterlever Guds lov i tanke, ord og handling – uden at gå til yderligheder, men følger den gyldne middelvej i alle livets forhold. Det er ikke nok at være født af muslimske forældre eller mekanisk at have fremsagt trosbekendelsen:
Og således har Vi gjort jer til et fællesskab på den gyldne middelvej, at I må være forbillede og vidner (for Guds sag) for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne (for Guds sag) for jer. (2:143)
Lad der af jer opstå et fællesskab, der påbyder det gode og afværger det onde. Det er sådanne, det vil gå godt. (3:104)
I er det bedste fællesskab – opstået (til at virke til gavn) for hele menneskeheden ved at påbyde det gode, afværge det onde og tro på Gud. (3:110)
Dersom I ikke til stadighed stræber (efter at opfylde Guds lov), vil Han straffe jer på smertelig vis og sætte andre i jeres sted. Men Ham kan I ikke forvolde den mindste skade, for Gud træffer (den endelige) afgørelse i alle anliggender. (9:39)
Hvis I svigter Guds sag, vil Han sætte andre i jeres sted, der ikke vil være som jer (og som mere ihærdigt vil stræbe for Guds sag). (47:38)
At Jødedom, Kristendom og Islam udgør tre forskellige sider af samme sag, understreges af, at selv om de har samme oprindelse og kerne, varierer de tilhørende ritualer f.eks. omkring bøn, faste, almisse og valfart en kende. Men ritualernes indhold og betydning for den enkelte troende er selvsagt den samme:
For hvert fællesskab har Vi foreskrevet hellige ritualer, som de bør følge. Disputér ikke med dem derom; men indbyd dem til Herren. For du er visselig på den rette vej. (22:67)
For hvert fællesskab har Vi fastlagt offerritualer, for at de påkalder Guds navn over det kvæg, Vi har forsynet dem med. For jeres Gud er én gud. Giv jer hen til Ham og forkynd glade tidender for de ydmyge. (22:34)
Og vi skal hver især dømmes efter de love, der hører til den version af gudhengivelsen, vi bekender os til – både i dette liv og på Dommedag. Og lige fra Profetens dage til vore dage har jøder og kristne bosat i muslimske områder været underlagt deres egne love f.eks. på det familie- og arveretslige område:
Hvis du (Muhammed) dømmer imellem dem (jøderne), da døm retfærdigt. For Gud elsker dem, der dømmer retfærdigt. Men hvorfor gør de dig, Muhammed, til dommer, når de dog har deres egen (Mose)lov med samtlige Guds afgørelser? (5:45-46)
Lad Evangeliets Folk dømme efter, hvad Gud har åbenbaret deri. Den, der ikke dømmer i lyset af, hvad Gud har åbenbaret, er ikke bedre end oprørerne. Til dig (Muhammed) sendte Vi Bogen med sandheden, for at bekræfte de skrifter, der blev sendt før den, og for at våge over den. Døm (derfor) dem imellem, efter hvad Gud har åbenbaret. Følg ikke deres (personlige) begær, og afvig ikke fra sandheden, som er kommet til dig. For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. (5:50-51)
Oh Skriftens Folk! I har intet (gavnligt livs)grundlag, hvis I ikke holder jer til (lovene i) Toraen og Evangeliet og (alt) det (andet), som er blevet åbenbaret til jer fra Herren. (5:71)
Så selv om Jødedom, Kristendom og Islam har fælles kerne, går Koranen ikke ind for religionsblanderi. Der er tale om tre forskellige religioner, el. rettere: tre tydeligt forskellige måder at udtrykke gudhengivelse på. Gud kræver en klar stillingtagen af hver enkelt. Vi skal ikke blindt overtage vore forfædres tro og traditioner eller ukritisk følge en tilfældig plattenslager, men udnytte de evner og muligheder, Gud har givet os til at prøve at forstå og bevidst tage stilling:
Når der siges til dem: “Følg, hvad Gud har åbenbaret!” siger de: “Nej! Vi følger vore forfædres skikke.” Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? Gudsfornægterne er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når der råbes til dem. Døve, stumme og blinde (er de) og gør ikke brug af deres sunde fornuft. (2:170-171)
For de værste skabninger i Guds øjne er dem, der ikke vil bruge deres evner til at (forsøge at) forstå Budskabet. (8:22)
Jeg påbyder jer én ting: At I to og to – eller alene – får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den. Jeres fælle (Muhammed) er ikke besat (af en ond ånd); men han er intet mindre end én, der advarer jer imod en frygtelig straf. (34:46)
Vi må selvsagt ikke udøve nogen som helst form for tvang over for næsten – valget er den enkeltes:
Der er ikke tvang i religion. Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder, men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende. (2:256)
Indbyd til Herrens vej med visdom og smukke ord. Og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. For Herren ved bedst, hvem der er på vildspor, og hvem der lader sig vejlede. (16:125)
Enhver handler efter sin egen overbevisning, og Herren ved visselig bedst, hvem der er på den rette vej. (17:84)
Sandheden er (nu) kommet fra Herren. Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)
Vi har visselig vist ham Vejen. Om han vil være taknemmelig eller utaknemmelig, er op til ham selv. (76:3)
Og dermed er ansvaret vort eget – det kan vi aldrig flygte fra:
Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste. Og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen skal bære en andens byrde. (17:15)
Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. Hvis en overbebyrdet beder en anden om hjælp, vil denne ikke kunne aflaste ham den mindste smule – selv om de er nært beslægtede. Du kan blot advare sådanne, der frygter Gud og forretter regelmæssig bøn. Den, der renser sig, gør det til sit eget bedste. Gud er det endelige mål for alt og alle. (35:18)
At Gud viser os forskellige veje til frelse, er en del af menneskets prøve her i livet: At vi hverken ringeagter, bespotter eller forfølger anderledes troende, selv om vi holder nok så meget af vort eget:
Oh I, som tror! Frygt Gud, som det sig sømmer, og dø ikke på anden måde end som gudhengivne. Og hold alle sammen fast ved det bånd (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. Husk i taknemmelighed Guds nådegaver. For I var fjender, og Han forenede jeres hjerter i kærlighed, at I ved Hans nåde blev brødre. Derved frelste Han jer, da I stod ved afgrundens rand. Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må vandre ad den rette vej. Lad der af jer opstå et fællesskab, der påbyder det gode og afværger det onde. Det er sådanne, det vil gå godt. (3:102-104)
Gud vil visselig på Dommedag dømme imellem dem, der tror på Koranen, dem, der følger de jødiske skrifter, sabæerne, de kristne, magierne og afgudsdyrkerne. For Gud er vidne til alt. (22:17)
Hvad I end måtte være uenige om, så ligger (den endelige) afgørelse hos Gud. Sådan er Gud, Herren. Ham har jeg tillid til, og til Ham vender jeg mig (i hengivenhed). (42:10)
Vantro – et skoleeksempel på sprogforbistring
Koranen – Guds ord
Sunna – Profetens sædvane
Sharî’a – vejen til Gud
Det arabiske ord sharî’a betyder oprindeligt vejen til vandingsstedet, til kilden eller til oprindelsen og skal forstås i sammenhæng med ordet haqîqa, der betyder sandhed eller læren om det åndelige, dvs. den rette åndelige vej til Gud, der er alt det skabtes ophav og endelige mål. At finde og forstå denne rette vej er en personlig og livslang proces; derfor kan ingen hævde, at hans/hendes egen forståelse af tingenes sammenhæng er den eneste rigtige:
Vis os den rette vej; vejen for dem, Du har skænket Din nåde – ikke vejen for dem, der har påkaldt sig Din vrede eller som er faret vild. (1:6-7)
Dette er visselig Min vej. Den er lige. Følg den! Følg ikke andre stier, thi de vil føre jer på vildspor. (6:153)
Jeg påbyder jer én ting: At I to og to – eller alene – får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den. (34:46)
I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) stade til et andet. (84:19)
Med tiden opstod der et modsætningsforhold mellem den enkeltes ret til at bruge sin sunde fornuft (‘aql) og det af teologer gennem konsensus (idjmâ’) definerede autoritative. Den enkelte skulle ikke længere søge at forstå Koranen – men skulle studere de retsvidenskabelige og teologiske læresætninger (fiqh), som teologerne allerede havde defineret ud fra Koranen og Profetens sædvane.
I 800-tallet havde flere teologer – ganske uafhængigt af hinanden – sat sig for at give et bud på, hvorledes et systematisk, detaljeret regelsæt baseret på Koranen og Profetens sædvane kunne se ud.
Ingen af disse teologer har dog nogensinde hævdet at have monopol på sandheden. Mâlik ibn Anas har f.eks. sagt: “Jeg er blot et menneske. Jeg kan tage fejl – og jeg kan have ret. Analysér, hvad jeg siger. Hvis min slutning er i overensstemmelse med Bogen (Koranen) og Profetens sædvane, da acceptér den. Hvis den ikke er i overensstemmelse dermed, da forkast den.” Og al-Shâfi’î har sagt: “I sager, hvor der ikke findes bindende tekster, er de, der drager individuelle fornuftsslutninger kun bundet af, hvad de hver især selv mener. Ingen bør opgive, hvad han personligt finder rigtigt, for blindt at følge en andens opfattelse.” Og han ændrede selv holdning til nogle spørgsmål, efter at han var flyttet fra Irak til Egypten. Da han blev spurgt om grunden hertil, svarede han: “Dét var i henhold til, hvad vi dengang så – dette er i henhold til, hvad vi nu ser.”
Og da kaliffen Hârûn al-Rashîd foreslog Mâlik ibn Anas, at hans Muwatta skulle bruges som lov-kodeks i hele det islamiske rige, og at et eksemplar af bogen skulle placeres i Ka’baen i Makka, afviste Mâlik ibn Anas forslaget med disse ord: “Oh de troendes hersker! Profetens ledsagere bragte ikke kun, hvad de havde set og hørt, mens Profeten levede, med sig ud i verden. Med sig bragte de også forskellige meninger om mange detaljer. Meningsforskelle mellem muslimske lærde er intet mindre end en guddommelig nåde for denne nation. De lærde følger hver især, hvad de mener, er rigtigt, og de har hver deres egne argumenter. Og alle stræber de oprigtigt efter at følge Guds vej!”
Alligevel har senere generationer misforstået teologernes arbejde og tilskrevet deres tolkninger og de deraf gradvist opbyggede lovskoler (madhahib) endegyldighed. Især fire teologer: Abû Hanîfa, Mâlik ibn Anas, Muhammad al-Shâfi’î og Ahmad ibn Hanbal blev regnet for i den grad autoritative, at selv nutidig familie- og arveret i de muslimske lande er hentet direkte fra disse fire teologers værker.
Og senere teologer er blevet mere og mere optaget af at forsvare den én gang definerede fortolkning af teksten ved rationel argumentation – i stedet for at nyfortolke den oprindelige kilde, Koranen, i takt med samfundsudviklingen. Og teologernes argumenter og formuleringer bliver mere og mere spidsfindige og komplicerede og utilgængelige for de brede masser …
Derved er man ikke blot gået imod de tidlige jurister, som var både kreative og fleksible – man har forrådt selve Islams ånd, der fordrer den enkelte muslims konstante åndelige og sjælelige medleven og udvikling. Koranen opfordrer gang på gang mennesket til at betragte alt det skabte som Guds nådegave, som det med al sin klogskab og energi skal drage nytte af på allerbedste måde. Ja, den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammed modtog, er en opfordring til menneskene at søge viden og videregive den:
Læs/forkynd! I din Herres navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Læs/forkynd! Og din Herre er Den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen (symbol på viden) – lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)
Dette er Bogen, Vi har nedsendt, fuld af velsignelser, at de må reflektere over dens tegn og tage sig den til hjertet. (38:29)
Rejs ud i verden og reflektér over, hvorledes Gud oprindeligt formede Sit skaberværk. (29:20)
Og blandt Hans tegn er, at Han skabte jer mager af samme oprindelse (som I selv), at I må finde tryghed og sjælefred hos dem. Og Han sår kærlighed og barmhjertighed mellem jer. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldig heden i jeres sprog og farve. Sandelig! I dette er der tegn for de indsigtsfulde. (30:21-22)
Tilsidesætter man den enkeltes gudgivne ret og pligt til at bruge sin sunde fornuft og til at betragte Koranen som en helt personlig rettesnor, bliver troen tom og meningsløs. Et forhold, der i værste fald kan føre til uhyggelig åndelig afstumpethed:
For de værste skabninger i Guds øjne er dem, der ikke vil bruge deres evner til at (forsøge at) forstå Budskabet. (8:22)
Det er sådanne (gudsfornægtere), som Gud har forbandet, for Han har gjort dem døve og blinde. Vil de dog ikke for alvor forsøge at forstå Koranen – eller er deres hjerter forseglede? (42:23-24)
Islams ånd er så rummelig, at den er praktisk taget grænseløs – lige bortset fra det, der direkte strider imod den. Koranen giver den smukkeste rettesnor og ramme for vort liv og den fornødne frihed til at udfylde rammen i forhold til den tid og den kultur, vi lever i. Livet er en dynamisk og fremadrettet proces, der nødvendiggør, at hver generation må løse sine egne problemer. Derfor kan juridisk ræsonnement aldrig være endegyldig, og vi skal alle frit kunne give vor mening til kende og være med til at lede samfundet i den retning, vi ønsker:
Guds belønning er for dem, der lytter til Herren og forretter bøn, der rådfører sig med hinanden og giver ud af det, Vi har givet dem. (42:38)
Der har dog i tidens løb med jævne mellemrum været personer, der har udtalt sig for en gennemgribende reform af sharî’aen og tilbagevenden til Koranens principper. Og derved har de fulgt i den anden kalif ‘Umars fodspor. Han var den første, der havde mod til at sige disse bemærkelsesværdige ord:
“Guds Bog (Koranen) er tilstrækkelig for os.”
Når reformtanker har fået så uendelig lidt indflydelse skyldes det ganske givet, at den enkelte muslim ikke har været bevidst nok om sin egen rolle og sit eget ansvar for udviklingen:
Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:11)
Måtte der til stadighed være kompetente kvinder og mænd, der har mod, udholdenhed og styrke til – med fredelige midler – at bekæmpe de snæversynede teologer og jurister, der hånd i hånd med dekadente og magtsyge despoter er godt på vej til at forvanske en personlig, enkel, smuk og livsbekræftende tro til et på mange områder stift, statisk, utrolig indviklet og virkelighedsfjernt regelsæt – så uendelig langt fra den smukke beskrivelse, journalisten Ali Ahmed Knud Holmboe fra Horsens, der blev muslim i 1929, gav af Islam:
I Islam fandt jeg den perfekte balance
mellem verdslighed og religion,
mellem kultur og menneske,
mellem krop og sjæl,
mellem selvet og kosmos.
Bagsidetekst:
At islam er en enkel, smuk og livsbekræftende tro, kan være vanskeligt at få øje på for udenfor stående. Forholdet mellem islam og andre religioner kan synes uklart og modsætningsfyldt, når man ser sig omkring i verden; men Koranen levner ingen tvivl om, at der bør herske enhed i mangfoldigheden og vises respekt over for medmennesker – også anderledes troende. Og sharî’aen kunne have været vore dages mest værdsatte lovsamling, dersom man havde formået at overføre Koranens humanistiske og progressive ånd til den. Det vidner denne bogs mange korancitater om.
© Aminah Tønnsen, 1995