Koranen – kvinder og køn (2021)

I 1970 flyttede jeg til Marokko for at stifte familie; men det var først efter min hjemkomst til Danmark, at jeg begyndte at interessere mig for islam. Bekendte og kolleger stillede fra tid til anden spørgsmål om islam, fordi de mente, at jeg efter otte år i et muslimsk land nærmest måtte være ekspert på området. Så for at kunne besvare deres spørgsmål gav jeg mig i kast med bibliotekernes dengang ret beskedne udvalg af bøger om islam.

Set i bakspejlet, har jeg uden tvivl været søgende, fordi jeg i mellemtiden havde afskrevet kristendommen som en mulighed, selvom jeg er både døbt og konfirmeret. Det var ikke et øjeblik faldet mig ind at søge i andre religioner. Mine studier skulle blot sætte mig i stand til at forklare min mands tro for andre – troede jeg.

Langsomt gik det op for mig, at der måtte være mere mellem himmel og jord end som så, og at meget af det, jeg havde oplevet, mens jeg boede i Marokko – et muslimsk land, hvis konge fører sin stamtavle tilbage til selveste profeten Muhammed og kalder sig ”de troendes behersker”, amir al-mouminine – var så forskelligt fra, hvad jeg kunne læse i Koranen, at jeg blev dybt rystet. Og på medierne kunne jeg forstå, at situationen ikke var stort bedre i de andre muslimske og såkaldt islamiske lande. Det måtte undersøges nærmere!

Efter at jeg lidt efter lidt havde taget Koranens budskab til mig, begyndte jeg at læse Koranen med ganske andre øjne – og med hjertet. Det var især muslimske kvinders elendige forhold både i familien, i samfundet og rent juridisk, der var genstand for mine studier. Min konklusion var klar: Det er ikke Koranen, der undertrykker kvinder, men mennesker: lovgivere, gejstlige, ægtemænd, fædre, brødre … Man har lagt større vægt på den én gang etablerede fortolkning af teksten i stedet for på selve teksten, og de muslimske samfund har ikke formået at løfte sig ud af patriarkatets snærende lænker og op på Koranens niveau for frihed, lighed, retfærdighed og mangfoldighed.

Min første bog Islam – Naturens Religion (1989) blev til i frustration over den nedladende tone i mange af de bøger om islam, der dengang fandtes på bibliotekerne, skrevet af forfattere, der tydeligvis betragtede islam som en andenrangs religion og en kættersk afart af kristendommen. Det ville jeg lave om på, og når jeg i dag ser på bogens indhold, er jeg godt tilfreds med, at jeg allerede dengang havde mod til at kritisere, hvordan islam ofte bliver misbrugt af snæversynede, konservative såkaldt lærde – både i Vesten, i de muslimske og i de såkaldt islamiske lande.

Jeg måtte dog indkassere drøje hug fra trosfæller, da jeg – inspireret af den indisk-muslimske tænker Fazlur Rahman (1919-1988) – dristede mig til at inkludere både jøder, kristne, Jehovas vidner, muslimer og medlemmer af Ahmadiyya-bevægelsen[i] i kategorien ”troende”. Det havde jeg da fuldstændig misforstået, og der ventede mig en streng straf i helvede for at udbrede en sådan vranglære …Kun en enkelt bakkede mig op ved at skrive: ”Hvor er det stort, at du tør skrive, hvad der virkelig står i Koranen, selvom du derved går imod de lærde.”

Det var med Islam – Naturens Religion, at min rejse ind i troens verden for alvor tog fart. Mine holdninger og min pen er blevet skarpere med årene; men jeg er overbevist om, at man er nødt til at imødegå de yderligtgåendes ind i mellem vanvittige holdninger med argumenter fra de selv samme skrifter, som de baserer deres holdninger på – nemlig fra Koranen og hadith-litteraturen. Kun sådan kan man gøre sig håb om at ændre deres holdninger, så de harmonerer med de aktuelle omstændigheder.

I begyndelsen af 1990’erne udgav jeg flere mindre bøger på eget forlag, Islamisk Studiebogssamling,[ii] samt et kvartalstidsskrift Islam – Fred & Harmoni. Mange af artiklerne fra tidsskriftet er siden overført til islamstudie.dk, som jeg oprettede i 1999.

Ud over Koranens kvindesyn, var jeg også optaget af spørgsmålet om, hvorledes man kan leve som muslim i Vesten uden at marginalisere sig selv i forhold til den ikkemuslimske flertalsbefolkning. Jeg forsøgte at forene de to emner i den bog, der skulle blive min personlige lakmusprøve: Islam i europæisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse (1998).

Bogen fik en hård medfart blandt visse trosfæller – især fordi jeg (inspireret af før nævnte Fazlur Rahman) gav udtryk for min skepsis over for en række hadith-udsagns troværdighed, og fordi jeg gjorde opmærksom på, at tørklædet under vore himmelstrøg har den stik modsatte virkning af, hvad der oprindelig var hensigten.

Kritikken rokkede dog ikke ved min egen overbevisning om, at jeg var på rette vej, og at jeg på ingen måde var gået på kompromis med hverken Koranen eller min tro. Jeg havde blot – som en af de første i Europa – forsøgt at give mit bud på, hvorledes Koranen kunne læses ind i samtiden på en fornuftig måde og uden at ændre en tøddel på den gudgivne, oprindelige tekst.[iii]

NOTER

[i] Ahmadiyya-bevægelsen er opstået i Indien i slutningen af 1800-tallet og ser sig selv som en islamisk reformbevægelse, men opfattes af mange muslimer som ikke-islamisk.

[ii] Se de 5 nederste titler i boglisten foran i denne bog.

[iii] Læs mere om mine første års engagement og reaktionerne herpå i Tønnsen 2014, 265-309.

Videre til HVORFOR DENNE BOG?