Flensborg Avis: Tusindvis af mennesker har trådt deres barnesko i det danske mindretal i hele Sydslesvig. Hvor blev de af?

Det er mange år siden hun forlod hjembyen og rejste ud i verden. I dag bor hun i København og kommer ofte på besøg i fjordbyen.

Flensborg. – Mit Tønnsen skrives med ø, ikke med ö, sådan som resten af familien gør, siger Aminah Inger Tønnsen, der har sagt ja til at fortælle om sit liv, der begyndte som yngste datter af tre børn i familien Tönnsen.

Hendes ø kom, fordi hun blev født i Sønderborg, men uanset hvilken stavemåde, voksede hun op i en kendt familie i mindretallet. Moren var fra Vejle, faren herfra, og begge forældre var skolelærere syd for grænsen. Det var en dansk opvækst, præget af en dansksindet familie, hvor alt forgik indenfor mindretallets verden – spejder, sport, kultur – og hvor det var utænkeligt, at der blev talt tysk.

– Min verden var dansk, så jeg fik det ind med modermælken. Det var som Danmark, og så alligevel ikke helt, for det var jo syd for grænsen, omgivet af og på lige fod med det tyske flertal, siger Aminah Inger Tønnsen.

I dag er hun folkepensionist, bor i København og skriver pt. på endnu en bog om islam, sådan som troen er for hende. I 1983 blev hun, efter grundige overvejelser, muslim. Hun konverterede, og det valg kom til at præge hendes liv langt mere end hun lige havde forestillet sig, ligesom en opvækst i mindretallet også har påvirket hendes liv og livssyn. I dag er hun med sin muslimske tro stadig et mindretal, ligesom da hun var barn og ung i Flensborg.

– Under min opvækst i Flensborg var mangfoldighed en naturlig del af hverdagen; men man var ikke var i tvivl om, hvor man hørte til. Det var et “leve med hinanden”, som jeg har taget med videre ud i livet, siger hun, og yder sit til, at danskerne kan leve med deres muslimske medborgere i et “for hinanden”, sådan som det er sket her i grænseregionen.

Det gør hun med ord, og skriver om islam ud fra en kvindeverden, hvor tørklædet ikke er et must. Det er ligestilling mellem de to køn til gengæld og hun ikke bøjer sig for imamernes tolkning af Koranen.

– For de har jo ikke monopol på troen. Jeg hører til de få muslimer, der står frem med deres tanker om at fortolke teksten på en ny måde i harmoni med de aktuelle omstændigheder. Og det er ikke altid lige populært, fordi jeg går ind og udfordrer mændenes magt og fortolkningsmonopol. Derfor tilhører jeg ikke kun et mindretal, men et mindretal inden for et mindretal. Koranen siger, at hver skal læse den, som var den skrevet kun for dem, og det ser jeg som min opgave at fortælle om, siger hun, og tager sin seneste bog “Islam – min hjertesag” op af tasken.

Den næste bog er på trapperne, men hun laver andet end at skrive. I hovedstaden er hun med i et team af gæstelærere, bestående af en jøde, en kristen og en muslim, der tager ud til skolerne for at fortælle om “Din tro og min tro”. Projektet er støttet af Københavns Kommune og Stift, og har bl.a. til formål at formidle at der er mere, der binder sammen end skiller.

– Hvis vi vil forandre noget i vores samfund, skal vi begynde med børnene – de er fremtiden. Jeg fortæller om en dansk måde at være muslim på, og ser en helt tydelig positiv effekt, når vi har været ude i en klasse. Vi formidler mangfoldighed og viser, at godt nok tror vi noget forskelligt, men der er plads til os alle, siger hun, og tilføjer – vi kan godt være venner og samarbejde på tværs af tro. Det er et vigtigt signal at sende. Hun har også i mange år været med i Islamisk-Kristent Studiecenter og i Jødisk-Muslimsk Netværk og deltager ofte i kulturelle arrangementer i Københavns Synagoge.

Fra Flensborg til Fes
Efter realeksamen læste Aminah Inger Tønnsen sprog, plukkede grapefrugt i en kibbutz og gik på sprogskole i Paris, og det var her i byernes by hun som 20-årig i 1967 mødte sin marokkanskfødte mand.

Tre år senere blev de gift på rådhuset i Flensborg, pakkede kufferten og flyttede til en mindre by lidt udenfor kongebyen Meknes i Marokko.

Familien i det sydslesvigske var ikke særlig begejstret. Ikke på grund af manden, men afstanden til Marokko var som uovervindelig.

– Sådan er mennesket jo. Jeg havde mødt den eneste ene, så der var ikke andet at gøre, end at drage ud i verden, siger hun.

Han arbejdede i oliebranchen og så kom børnene, men livet som eneste dansker dernede var ikke altid lige nemt. Det var ikke troen eller maden, der voldte problemer. Familien holdt både jul og ramadan og der blev lavet dansk og marokkansk mad, men det var svært at komme fra et liv i frihed ned til en tilværelse uden demokrati og hvor alle overvågede hinanden.

– Når jeg havde en svær dag, sang jeg alle sangene fra højskolesangbogen, som jeg kunne udenad. De holdt mig oppe, siger hun.

– Min marokkanske familie havde svært ved at udtale mit fornavn, Inger, så de spurgte, om de ikke måtte kalde mig noget andet. Jeg valgte i første omgang Sonia, fordi det både var arabisk og skandinavisk, men syntes så alligevel ikke, at det passede rigtigt til mig. Efter nogle år valgte jeg så Aminah, og det navn blev jeg efterhånden rigtig glad for. Jeg valgte at gøre det officielt, så jeg nu hedder Aminah Inger, to smukke navne, der viser to forskellige sider af min identitet.

Sidst i 70-erne besluttede familien sig for at vende næsen mod nord og rykkede til Århus, hvor de nogle år senere fik dansk statsborgerskab.

– Også jeg. Jeg er et godt eksempel på at man kan være dansk uden at bo i Danmark og uden at være dansk statsborger, ligesom man ikke nødvendigvis behøver være kristen for at være dansk, siger hun.

Med en muslimsk mand og flere år i et muslimsk land kom hun i kontakt med troen, uden at det dog interesserede hende synderligt, og så dog. For det var, som manglede der en dimension i hendes liv. En religiøs måske? Og hun besluttede sig for at blive klogere på islam. Det gjorde hun så, forstod, hvad der stod i Koranen, og fandt sin Gud.

– Jeg var 35 år gammel, en voksen kvinde og gjorde det for min egen skyld, ikke for nogen andens. Set i bakspejlet har jeg nok været søgende alle årene, siger Aminah Inger Tønnsen, der både er døbt og konfirmeret, men i 1983 valgte at blive muslim.

Konservative fløje
Hun bærer ikke sin tro synligt i gadebilledet, og ingen skal binde et tørklæde over hendes hår.

Hun har konstrueret sin islamiske identitet helt fra bunden, og ser islam med sine danske kvindeøjne, også selv om både konservative muslimer og kristne hakker efter hende. De hævder, at hun har misforstået teksten og sælger ud af arvesølvet men hun tager det i stiv arm og fortsætter skriveriet, hvor hun i de første år især satte fokus på de muslimske kvinders livsvilkår, der ikke falder i tråd med det, der står skrevet i Koranen.

Det er ikke Koranens tekst, der begrænser kvindernes hverdag og holder dem fast i patriarkalske strukturer. Det er fortolkningerne, og dem kredser hendes næste bog om – dog mere i forhold til troen generelt. Kvinderne er ikke med i denne omgang.

– Flere steder ser vi, hvor galt det kan gå, når teksten bliver læst bogstaveligt og med hovedet under armen. Jeg forstår dem ikke, hverken islamofoberne eller grupper som IS, der hver især læser teksterne selektivt og helt ude af sammenhæng. Der er en vej, og det er at lære hinanden at kende, så vi kan gå fra et ”mod hinanden” til et ”med og for hinanden”, siger Aminah Inger Tønnsen, der efter mange år ved tasterne stadig har meget på hjertet.

Kan hun bare yde sin del til, at de tre store religioner får det bedre med hinanden, så er det det hele værd.

© Tilla Rebsdorf, Flensborg Avis 22. april 2015.