Islam i europæisk klædedragt (1998)

Stof til eftertanke og selvransagelse

 

Jørgen Bæk Simonsen skrev i Politikens bog om islam (2008, 253):

”På det punkt ligner det seneste årtis bestræbelser blandt unge og lærde muslimer i Europa andre unge og andre lærdes bestræbelser gennem tiden, når de på forskellige steder og i forskellige historiske sammenhænge mente, at der var behov for en justering mellem islam på den ene side og den sociale og kulturelle virkelighed på den anden. Derfor dukker de første bøger om forholdet mellem islam og Europa op fra midten af 1990’erne. I en dansk sammenhæng skrev den danske konvertit Aminah Tønnsen Echammari allerede i 1998 en bog med titlen Islam i europæisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse, hvor hun overbevisende argumenterede for, at islam ikke var et monopol for særlige grupper af muslimer, der havde rod et eller andet sted i den muslimske verden. Islam er som en universel religion en mulighed for alle, og derfor må den islamfortolkning, der praktiseres eksempelvis blandt muslimer, der er bosat i Danmark, adskille sig fra den måde, hvorpå muslimer i eksempelvis Malaysia eller Bangladesh udtrykker islam.”

Forord
Om Islam, Danmark og forandringens lod

Islam er i dag Danmarks næststørste religion. Hvor mange muslimer, der er bosat i Danmark vides ikke med sikkerhed. Årsagen hertil er ikke, at herboende muslimer ikke vil stå ved, at de er muslimer, men derimod det forhold, at det i henhold til lovgivningen ikke er tilladt for offentlige myndigheder at registrere befolkningen efter religiøst tilhørsforhold. Derfor er man henvist til at foretage et skøn – og et sådant vil, som der vil være de fleste bekendt, være endog meget farvet af den person, der skal skønne. Derfor møder vi i den offentlige debat talangivelser, der svinger fra ca. 50.000 til ca. 500.000. Efter alt at dømme, er der i 1997 bosat ca. 130.000 muslimer i Danmark.
Men det er også af andre grunde vanskeligt at skønne over antallet af muslimer bosat i Danmark. Thi hvem er at betragte som muslim? Skalman som muslimsk kvinde født og opvokset i Danmark bære slør for at kunne betragtes so muslim, fordi det under bestemte omstændigheder har været normen i bestemte dele af den islamiske verden, eller er man at betragte som praktiserende muslimsk kvinde også uden slør af nogen slags?
Meningerne herom er delte – både blandt muslimer og ikke-muslimer. Og netop fordi meningerne er delte også blandt muslimer, er der grund t il at hilse et bidrag til debatten fra en dansk kvinde konverteret til Islam velkommen
Når et sådant bidrag til debatten efter min personlige vurdering er vigtigt, hænger det sammen med flere ting:
For det første kan det være med til at overbevise ikke-muslimer om, at Islam hverken nu eller tidligere har været et fast, uforanderligt og rigidt system af regler og  bestemmelser, der ikke kunne ændres. Muslimer vil fastholde, at Guds åbenbaring er afsluttet med de åbenbaringer, der i begyndelsen af 600-tallet blev overdraget Muhammad. Men hermed er enigheden også slut, og tilbage bliver en vedvarende debat om, hvorledes anvisningerne indeholdt i den guddommelige åbenbaring kan efterleves i det daglige liv. Og i den forbindelse kan vi finde mange eksempler på, at lærd og læg gennem historien har udlagt Koranens anvisninger forskelligt.
For det andet er det for en ikke-muslim som undertegnede afgørende at følge, hvorledes Islam forholder sig i mødet med en dansk tradition (eller måske rettere sagt forskellige danske traditioner bestemt af region og social gruppering), og hvorledes den etablerer sine egne særlige og unikke udtryk, der nødvendigvis må genspejle det forhold, at Danmark IKKE er et samfund domineret af muslimer. Jeg er for mit eget personlige vedkommende overbevist om, at Islam i en dansk sammenhæng v il forblive en minoritetsreligion. Men det er for s vidt sagen uvedkommende. Afgørende er, at også for muslimer er der en forpligtelse til at synliggøre sig. Gør man ikke det, går andre det for én – og det bliver med garanti ikke på en måde, der er befordrende for én selv!
For det tredje fordi gruppen af muslimer  bosat i Danmark er etnisk og nationalt meget kompleks. Den tæller tyrkere, arabere, iranere, pakistanere, kurdere, somaliere, bosniere, albanere og dertil adskillige andre – også en gruppe etnisk danskere, der af den ene eller anden grund er konverteret til Islam og blevet muslimer. Det kan næppe overraske, at muslimer med baggrund i den danske tradition på nogle punkter vil fortolke Koranens anvisninger anderledes end en muslim, der oprindeligt er født i Østafrika eller i Pakistan. Det har gennem historien været Islams store styrke, at den har formået at sikre sig selv gennemslag i områder, der sprogligt og kulturelt er meget forskellige. Det kan muslimer i dagens verden med fuld ret være stolte af og glædes over når de mødes. Og netop denne dynamik er også helt afgørende i 1990’ernes Danmark, fordi den vil udfordre personer og grupper med andre værdier og synspunkter til en debat om en lang række af tilværelsens centrale udfordringer. Set i det lys er det givet, at Aminah Tønnsen Echammaris bog vil give anledning til debat både blandt muslimer og blandt ikke-muslimer. Måtte den debat blive ført på det grundlag, hvorpå bogen er skrevet.

Jørgen Bæk Simonsen, 1997

Indledning – stof til eftertanke:

De sidste måneders mediedebat har atter synliggjort den usikkerhed og angst, mange danskere føler i mødet med ‘det anderledes’. En angst, der manifesterer sig som fremmedhad og en forestilling om, at indvandrere fra muslimske lande har listet sig ind i landet gennem baghaven og har skumle planer om med vold og magt at ville påtvinge sagesløse danskere deres kultur og tro. En angst, der bunder i, at man sætter næsten i bås efter hudfarve, nationalitet, kultur eller religion i stedet for at fokusere på det enkelte menneske. En angst, der er med til at cementere myter og fordomme om ‘de fremmede’ iblandt os og opfattelsen af, at islam og kristendommen er ganske uforenelige og ikke kan eksistere side om side i gensidig respekt og forståelse. Min egen vej til islam er blot et ud af mange eksempler på, hvorledes islam og danskhed uden besvær kan gå op i en højere enhed:
Jeg mistede min barnetro, da præsten som led i sin konfirmandforberedelse begyndte at omtale Jesus som Guds søn, som frelser og forsoner, ja endda som selveste Gud. Min fornuft sagde mig, at Jesus måtte have været menneske – han kunne jo da både gå omkring på jorden og sove, spise og drikke som jeg selv! Men præsten gjorde med sine udsagn gudstro til noget verdensfjernt og mig ganske uvedkommende.
Små tyve år senere – da jeg havde været gift med en mand med muslimsk baggrund i en halv snes år og havde boet i hans hjemland en årrække – gav jeg mig i kast med bibliotekernes dengang ret så beskedne (og fordomsfulde) udbud af bøger om islam for at få svar på nogle af de spørgsmål jeg blev stillet om islam, da vi slog os ned i Danmark. Ad omveje fik jeg fat i A. Yusuf ‘Alis engelske Koranfortolkning, og ganske langsomt voksede erkendelsen af, at der er mere mellem himmel og jord end som så, frem.
En forårsmorgen i 1983 vågnede jeg op med en tydelig bevidsthed om, at jeg var muslim. Jeg havde – uden at det i grunden rigtigt var gået op for mig – taget Koranens budskab til mig. Jeg læste nu Koranen med ganske andre øjne – og med hjertet. Det gik hurtigt op for mig, at de leveregler og den livsholdning, der omtales i Koranen, stort set var identiske med den bagage, mine forældre havde givet mig med på vejen – og de første brikker til mit livs store puslespil faldt på plads. Og stik imod den gængse opfattelse viste Koranen sig slet ikke at være en rigid lovbog, men snarere en højaktuel menneskerettighedserklæring og en vejledning i takt og tone for omgangen ikke kun med næsten, men med alt det skabte. At jeg ydermere i Koranen stødte på udsagn om universets gåder, der umuligt kunne stamme fra menneskehånd, var med til at bekræfte det helt unikke i budskabet. Og dér stod det sort på hvidt: Jesus var menneske – hvilken befrielse!
Da jeg nogle år senere blev opmærksom på den tyske digter Johann Wolfgang von Goethes utrolig dybtgående kendskab til islam og på hans forhold til kristendommen, faldt det med treenigheden på plads for altid. Og jeg oplevede for alvor, hvorledes gudstro kan berige og styrke et menneske og være et fast holdepunkt i situationer, der ellers nemt kan vælte én omkuld: Goethe var dybt troende; men hans venner hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på treenigheden. Goethe fastholdt imidlertid: ‘At tro, at tre er én, og én er tre – det strider imod min retfærdighedssans. Og jeg kan ikke se, at det skulle kunne hjælpe mig den mindste smule!’ Præcis således føler jeg selv: Jeg har ikke brug for at se Gud i menneskelig skikkelse for at tro på Ham, på syndernes forladelse og på et liv efter døden. At jeg lever er et bevis på Guds eksistens og på Hans kærlighed, Hans nåde og barmhjertighed. Og jeg kan mærke Hans omsorg for mig, når Han besvarer mine bønner. Vejen til Gud er direkte og uden forstyrrende mellemled. Bibelens lidelseshistorie og Kirkens sakramenter er ganske overflødige for den, der oprigtigt tror på Gud.
I min søgen efter islams oprindelige filosofi – og efter en brugbar model for, hvorledes jeg som vestlig kvinde skulle forholde mig til islam i praksis – har jeg i årenes løb stiftet bekendtskab med værker af både historiske og moderne religionsforskere og filosoffer fra forskellige muslimske lande. I den forbindelse har den indisk/pakistanske poet, filosof og jurist Muhammad Iqbal bestyrket mig i min allerførste, spontane oplevelse af, at Koranen er et helt personligt budskab, en rettesnor og ramme for livet, som hvert enkelt menneske har den fornødne frihed og pligt til – i ydmyghed og efter bedste evne – at udfylde i forhold til den kultur, den tidsalder og den politiske og sociale virkelighed, hun/han lever i.
Mine overvejelser desangående har jeg forsøgt at samle i det følgende. Måtte det give læserne et indblik i den komplekse situation, som mere end en femtedel af verdens befolkning befinder sig i – foruden stof til både eftertanke og selvransagelse og motivation til at gå imod strømmen, til at befri sig for gruppepres og snæversynede ‘lærdes’ snærende lænker, og til på egen hånd at undersøge deres trosgrundlag. At være troende er – som Koranen så smukt beskriver – en livslang og helt personlig udviklingsproces, der fører den bevidst søgende fra ét åndeligt stade til et andet.

Aminah Tønnsen, 1998  

 1. Forstå Koranen

Hvad ville havet være andet end en stillestående dam,
hvis det ikke var fyldt med både kolde og varme strømme?

Egyptisk teolog    

Det arabiske sprog er – ligesom alle andre sprog – fyldt med ordspil og vendinger, som ingen i dagligdagen opfatter bogstaveligt. Og naturligvis indeholder Koranen – foruden tydelige og utvetydige tegn – et væld af allegorier og lignelser, som det er op til menneskene at fortolke. Billeder er med til at gøre budskabet dynamisk, rummeligt og fleksibelt, så det kan tilpasses enhver tidsalder og enhver tænkelig situation. Der bør naturligvis altid herske harmoni mellem den bogstavelige og den billedlige forståelse og tolkning af budskabet.
Det er ganske naturligt, at menneskene på nogle områder vil drage forskellige slutninger, og disse forskelligheder bør opfattes som en velsignelse for menneskeheden. Allerede Profeten Muhammad accepterede denne mangfoldighed som et sundhedstegn og som et bevis for, at menigheden bestod af kritiske, indsigtsfulde og videbegærlige mennesker. Islam er ikke imod meningsforskelle i fortolkningen af Koranen – forudsat at de, der er uenige, er enige om de grundlæggende principper og forbliver forenede inden for den muslimske menighed (umma). Koranen fordømmer derimod forskelligheder, der bygger på selvforherligelse og fører til skænderier og opdeling i sekter:

Dette jeres fællesskab er visselig et eneste fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor Mig (alene). Men menneskene har splittet sig op i sekter, og hver gruppe fryder sig over sig selv (og sine egne snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til Guds universelle budskab). (23:52-53)

Desværre har mange teologer i tidens løb – bevidst eller ubevidst – modarbejdet denne helt naturlige mangfoldighed i Islam. De har ikke forstået, at et folks skæbne mest af alt afhænger af det enkelte individs værd og styrke, og at et overorganiseret samfund knuser individet og berøver det dets sjæl. I stedet for at skabe énhed i mangfoldigheden har de skabt spændinger og had – ikke kun mellem muslimer og ikke-muslimer, men også muslimer imellem. Eksemplerne herpå er åbenbare. I øvrigt betegnes sektdannelse i Koranen som afgudsdyrkelse (shirk):

Vend jer angergivent til Ham og nær ærefrygt for Ham. Forret bøn og vær ikke blandt afgudsdyrkerne – blandt dem, der splitter sig op i sekter, der hver især fryder sig over sig selv (og sine egne snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til helheden). (30:31-32)

Og det siger sig selv, at ingen dødelig må sætte sig i Guds sted og stemple et medmenneske som vantro (kafir) på grund af afvigende forståelse af troen. Som det fortælles, at Profeten har sagt:

“Den, der uretmæssigt stempler en muslim som vantro (kafir), vil rammes af sin egen fordømmelse”

– og derved gøre sig selv til vantro. Og:

“Beskyldning for vantro er det samme som mord.”

Dommen er Guds alene. Ret beset kan intet menneske og ingen religiøs organisation gøre krav på at kende den fuldkomne sandhed – den kender kun Gud. Derfor bør man ikke bruge ressourcer på at strides om spørgsmål, man alligevel aldrig i levende live kan få afklaret:

Det er Ham, der har nedsendt Bogen til dig. Deri er der tydelige tegn – det er Bogens grundlag. Andre tegn er billedlige. De vildfarne tolker de billedlige tegn (bogstaveligt) og sår usikkerhed og splid med deres fortolkning. Ingen uden Gud kender den (virkelige) mening; men kun de (virkelig) indsigtsfulde og vidende er i stand til at forstå det guddommelige budskabs betydning tilnærmelsesvis rigtigt. (3:7)

(Nogle) siger, de var tre (sovende mænd i hulen), og at hunden var den fjerde. (Andre) siger, de var fem, og at hunden var den sjette; men det er blot gætværk. (Andre igen) siger, de var syv, og hunden var den ottende. Sig: “Herren er den, der bedst kender deres antal; men kun de færreste (mennesker) kender det. Diskutér ikke om ting, hvorom I ingen sikker viden har, og spørg ingen (om noget, hvorom de ingen viden har).” (18:22)

Hvad I end måtte være uenige om, så ligger (den endelige) afgørelse hos Gud. Sådan er Gud, Herren. Ham har jeg tillid til, og til Ham vender jeg mig (i hengivenhed). (42:10)

Hvert enkelt tema går sædvanligvis igen flere steder i Koranen – hver gang i en ny sammenhæng og set ud fra en ny synsvinkel. Og for hver gentagelse kastes nyt lys over dets betydning. For at forstå meningen med et bestemt ord, et bestemt begreb, et bestemt vers eller en bestemt passage går man aldrig fejl ved at lede efter en forklaring i selve Koranen, for den er sin egen bedste fortolker:

Se, hvorledes Vi forklarer Vore tegn på forskellige måder, for at de må forstå (hensigten og meningen). (6:65)

Vi har i denne Koran fremsat lignelser i forskellige, overensstemmende variationer til gavn for menneskeheden; men menneskene har hang til at kværulere. (18:54)

Vi har i denne Koran fremsat mange forskellige lignelser for menneskene, for at de må lade sig formane. En arabisk Koran, hvori intet forbliver dunkelt (og uforståeligt), for at de må give sig hen til Gud. (39:27-28)

Det er visselig op til Os (og ikke dig, Muhammad) at samle og recitere den; men når Vi reciterer den, da følg (og efterlev) den. Dernæst er det Vor opgave at tydeliggøre den (enkelte åbenbaring ved hjælp af andre åbenbaringer). (75:17-19)

Profeten Muhammad brugte ofte selv én åbenbaring til at tydeliggøre en anden. Det fortælles f.eks., at han besvarede en tilhørers spørgsmål med at recitere:

Se! Lukman belærte sin søn: “Oh min søn! Tilbed ikke andre end Gud, for falsk tilbedelse er visselig den største synd.” (31:13)

da denne udbad sig en forklaring på det nyligt åbenbarede vers:

De troende, der ikke tilslører deres tro med synd, vil få fred i sjælen, for de er på den rette vej. (6:82)

Profeten Muhammad var i sin levetid i alle måder den person, den muslimske menighed søgte råd og vejledning hos. Ved hans død opstod der forvirring, for han havde ikke udnævnt nogen efterfølger. Da var det, at Umar ibn al-Khattâb, den senere anden kalif, skal have sagt de forløsende ord:

“Guds Bog (Koranen) er tilstrækkelig for os.”

Og med Koranen som ramme og rettesnor skulle Profetens efterfølgere og senere herskere udforme de for samfundet nødvendige lovregler. På nøjagtig samme måde som det til enhver tid siddende folketing her i landet udsteder nye love og bekendtgørelser inden for grundlovens rammer i takt med skiftende behov og omstændigheder.
Desværre er der – også blandt de unge – en udbredt tendens til, at man undlader selv at gå til den oprindelige kilde, Koranen, men nærmest forguder de såkaldt lærdes læresætninger og fortolkninger af Koranen, Profetens sædvane (sunna) og den klassiske islamiske lov (sharî’a). Et fænomen, der gang på gang advares imod i Koranen, og som af mange opfattes som slet og ret afgudsdyrkelse (shirk) – det at underkaste sig en anden autoritet end Gud, Allah. For de såkaldt lærde er alt andet lige kun mennesker, og derfor er deres viden pr. definition begrænset:

Driv ikke spot med Guds tegn og ihukom Guds nådegaver og Visdommens Bog, som Han nedsendte for at vejlede og advare jer. Frygt Gud og vid, at Han er opmærksom på alt. (2:231)

Frygt ikke menneskene, men frygt Mig (alene), og sælg ikke Mine tegn for en ussel pris. De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end de vantro. (5:47)

Og hvor mange tegn i himlene og på jorden passerer menneskene ikke upåagtet forbi? De fleste af dem tror ikke på Gud uden (samtidig) at tro på afguder. Føler de sig (da) så sikre på, at Guds straf ikke pludselig skal komme over dem, uden at de aner (uråd)? (12:105-107)

I langt de fleste tilfælde er der overhovedet ikke behov for at benytte andre kilder end Koranen for at forstå budskabet. Andre kilder bør kun benyttes, såfremt Koranen ikke selv giver en forklaring på tingenes betydning og sammenhæng.
Med Koranen som rettesnor går man aldrig fejl. Koranen giver den perfekte vejledning og ramme for livet og den fornødne frihed til at udfylde rammen i forhold til den tid, den kultur og den sociale og politiske virkelighed, man lever i.

2. Guds evige og uforanderlige lov – et levende og personligt budskab

Hvis islam betyder gudhengivenhed –
da lever og dør vi alle som muslimer.

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)     

Koranen er et levende budskab, relevant til alle tider og i alle livets sammenhænge. Det er en naturlov, at uforanderlighed og forandring eksisterer side om side i harmonisk balance. Kun et livssyn, der indeholder begge disse elementer, kan tilfredsstille alle menneskers og alle samfunds behov. Livets grundlæggende problemer er de samme til alle tider og under alle himmelstrøg; men måderne og de forhåndenværende muligheder og midler til at håndtere disse problemer forandres med tidernes gang.
Islam/Koranen er et budskab til hele menneskeheden og indeholder et livssyn, der tilfredsstiller menneskehedens behov for både stabilitet og forandring:

Åbn dit hjerte for Guds evige og uforanderlige Lov – oprigtigt og i overensstemmelse med den menneskelige natur, som Gud har skabt den. Lad der ikke ske nogen forandring i Guds skabelse. Det er religionen for alle; men de fleste mennesker forstår det ikke. (30:30)

For de troende og gudhengivne er der glade tidender (fra Herren) for dette liv og for det kommende. Guds løfter er uforanderlige. Dette er visselig den højeste lyksalighed. (10:63-64)

(Muhammad) – en budbringer fra Gud, der foredrog de rene og hellige skrifter for dem med tydelige og evigtgyldige forordninger. (98:2-3)

Koranen indeholder Guds Ord, Hans evige og uforanderlige Lov, som Han via ærkeenglen Gabriel åbenbarede til Profeten Muhammad i årene 610-632. Gud alene er hævet over begrænsninger som ”tid” og ”rum”. Han er perfekt. Han er realist. Derfor indeholder Hans lov kun grundlæggende principper, og Han har givet menneskene frihed til at tilpasse principperne enhver tidsalder på en måde, der passer til dens ånd og omstændigheder. Det er ved hjælp af intellektuel anstrengelse (idjtihâd), at menneskene skal forsøge at føre den guddommelige vejledning, der er nedfældet i Koranen, ud i livet og at løse deres egen tidsalders problemer. Derfor forbliver Islam altid lige så tidssvarende som dagen i morgen.
Islams lære er simpel og tydelig, uden overtro og fornuftsstridige dogmer. Guds énhed, Profeten Muhammads kald og troen på et liv efter døden er kernen i Islams lære, der helt igennem hviler på logik og sund fornuft. Alle læresætninger udledt af disse grundprincipper er simple og tydelige. I Islam er der intet præstevælde, ingen højtravende og abstrakt tale, ingen komplicerede ceremonier og ritualer – enhver kan give sig i kast med Guds Bog og udmønte dens påbud i praksis. Enhver kan i Koranen finde vejledning, som hun/han kan drage nytte af i sit eget liv her og nu. Ikke en eneste passage er uden betydning for den enkelte, når bare man vil åbne sine øjne og bruge sit intellekt til at prøve at forstå. Man behøver hverken være videnskabsmand eller teolog eller have alverdens leksika ved hånden for at forstå Koranens grundlæggende mening. De allerførste muslimer var købmænd, kameldrivere, fårehyrder og nomader, og mange af dem var analfabeter ligesom Profeten selv:

Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er retfærdig, vil blive belønnet af Herren. Han behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). (2:112)

Vi har visselig gjort (Koranen) let at forstå, for at de må lade sig formane. (44:58)

Sandelig! Dette (budskab) er en påmindelse for enhver forstandig, der lytter opmærksomt og er et oprigtigt vidne. (50:37)

For at forstå Koranen, må man have et åbent og fordomsfrit sind; man må koncentrere sig og stræbe efter at forstå tingene i forhold til ens viden og egne erfaringer og ikke følge en på forhånd given indfaldsvinkel. Man må have fuld tillid til Koranen, og det er nødvendigt at give sig selv fuldt og helt og bruge både hjerte, følelser og intellekt. Kun, hvad man opnår ved egne anstrengelser, har værdi. Bruger man sine evner rigtigt, vil man være i stand til at træffe de rigtige valg. Gang på gang opfordrer Koranen til grundig eftertanke og ræsonnement og til at gøre brug af sund fornuft.

For de værste skabninger i Guds øjne er dem, der ikke vil bruge deres evner til at (forsøge at) forstå Budskabet. (8:22)

Sig (Muhammad): “Dette er min vej. Min opfordring til jer om at følge Guds Vej er baseret på min såvel som mine tilhængeres fornuft og åndelige indsigt.” (12:108)

Dette er Bogen, Vi har nedsendt – fuld af velsignelser, at de må reflektere over dens tegn og tage sig den til hjertet. (38:29)

I forordet til sin højt estimerede Koran-oversættelse, skriver Abdullah Yûsuf Alî (1872-1953) bl.a.: Det er enhver muslim mand, kvinde eller barns pligt at læse Koranen og prøve at forstå den efter bedste evne. Hvis én af os opnår en vis forståelse af Koranen – enten gennem studie og nærmere overvejelse eller gennem den erfaring og de prøvelser, som livet bringer os åndeligt og konkret – er det hendes/hans pligt efter bedste evne at instruere andre og med dem dele den glæde og fred, der følger med kontakten til den åndelige verden. Koranen bør – ligesom enhver anden religiøs bog – læses ikke blot med tungen, stemmen og øjnene, men med det ypperste, vort intellekt, hjerte og samvittighed kan opbyde.

Personlighedsudvikling er selve meningen med livet. Den menneskelige personlighed er ikke statisk, men indeholder rig mulighed for udvikling og udfoldelse inden for de gudgivne rammer nedfældet i Koranen. En virkelig islamisk stat er en stat, der kombinerer uforanderlighed og forandring og giver rum og mulighed for at den enkelte frit kan udvikle og udfolde sig.
Gudstro skulle gerne (som den indisk/pakistanske poet, filosof og jurist Muhammad Iqbal (1877-1938) så smukt har formuleret det) ende med at blive et personligt anliggende, en personlig tilegnelse af liv og kraft, hvor individet udfolder sin frie personlighed – ikke ved at frigøre sig fra lovens lænker, men ved at opdage lovens yderste kilde på bunden af sin egen bevidsthed. Som en muslimsk sufi har udtrykt det: Det er ikke muligt at forstå Den Hellige Bog uden at den i bogstavelig forstand er åbenbaret til den enkelte troende – ligesom den blev åbenbaret til Profeten. At være muslim er at betragte som en livslang, bevidst, helt personlig og individuel udviklingsproces.

Mange ånder og mennesker styrer imod Helvede: De har hjerter, men forstår ikke. De har øjne, men ser ikke. De har ører, men hører ikke. De er (åndssløve) som kvæg – fuldstændig vildfarne: De er ligegyldige (over for Guds tegn). (7:179)

Jeg påbyder jer én ting: At I to og to – eller alene – får øjnene op for Guds Sag og nøje overvejer den. (34:46)

I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) stade til et andet. (84:19)

Forståelse af Koranen opnås ikke ved at læse de retslærdes rigide læresætninger; men enhver reflekterende og oprigtigt søgende sjæl kan ved Guds hjælp og kærlighed finde vejledning, styrke, opmuntring, glæde og indre fred og harmoni i Koranens guddommelige ord.
Uden harmoni og ligevægt er det umuligt at opfylde opgaven som Guds stedfortræder (khalîfa) her på jorden tilfredsstillende. Den kendsgerning, at muslimer i vore dage ikke er i stand til at indtage den plads i verden, som Gud har tiltænkt dem, er et bevis på, at de har slået ind på en anden vej end den, Koranen skitserer. Og de vil ikke være i stand til at opfylde deres forpligtelser, før de igen er parate til at følge Guds vejledning:

Og således har Vi gjort jer til et fællesskab på midten (ummatan wasatan), at I må være forbillede og vidner (for Guds Sag) for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne (for Guds Sag) for jer. (2:143)

3. Magtmisbrug, åndssløvhed og afgudsdyrkelse 

Det er nemt nok at skabe helhed og orden ved tvang,
hvad enten den er militær eller økonomisk.
Men at skabe et frit fællesskab er en kunstart.

Ebbe Kløvedal Reich            

Intetsteds i Koranen antydes, at tolkningen af Guds ord er forbeholdt specielt uddannede mænd. De retslærdes tolkninger er udtryk for den enkeltes helt personlige tolkning i forhold til hans egen tidsalder og de kulturelle, sociale og politiske omstændigheder, han lever eller levede under. Og der er utallige eksempler på, at Profetens efterfølgere – efter behørig rådslagning (shûrâ) med menigheden – har ændret både Profetens og andre lederes afgørelser i takt med samfundets udvikling og skiftende behov:
På Profetens tid blev der f.eks. ikke fastsat nogen straf for druk. Den første kalif, Abû Bakr, fastsatte straffen til 40 slag – den anden kalif, Umar, forhøjede straffen til 80 slag.
Profeten fastsatte ens skat for alle slags afgrøder – Umar fastsatte forskellige takster for forskellige slags afgrøder.
Profeten fastsatte løskøbssummen for krigsfanger til én dinar pr. person – Umar fastsatte forskellige takster i de forskellige dele af landet.
Og mange retslærde har i tidens løb taget skarpt afstand fra Umars afgørelse om, at tre forstødelser udtalt i samme åndedrag skulle regnes for tre (og dermed absolut uigenkaldelig) i stedet for én (og dermed genkaldelig), fordi Profeten selv fandt en sådan fremgangsmåde forkastelig.

Islam giver hverken kaliffer, kadier, muftier eller shaikher autoritet til at formulere regler og læresætninger, og det er ganske utilstedeligt, at de skulle kunne gøre krav på ret til at kontrollere den enkeltes tro eller gudsdyrkelse eller forlange af den enkelte at skulle forsvare sin personlige opfattelse af troen, skrev den egyptiske retslærde Muhammad Abdu (1849-1905).(3) Koranen opfordrer igen og igen hvert enkelt menneske til at udnytte dets gudgivne evner til klar stillingtagen og konstant åndelig og sjælelig medleven og udvikling. Man skal ikke blindt overtage forfædrenes tro og traditioner eller ukritisk følge en såkaldt lærd. Ureflekteret imitation kan gøre selv gode tanker og idéer destruktive:

Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra Guds vej. De følger blot (deres egne) formodninger (i stedet for sikker viden). (6:116)

Når der siges til dem: “Følg, hvad Gud har åbenbaret!” siger de: “Nej! Vi følger vore forfædres skikke.” Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? De vantro er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde (er de) – uforstandige (i bund og grund). (2:170-171)

Hvis der i himlene og på jorden var andre guder end Gud, ville der herske forvirring overalt! Æret være Gud, verdenernes Herre. Højt er Han hævet over alt, hvad de tilskriver Ham! (21:22)

Koranen blev givet for at blive brugt med omtanke og forståelse – ikke for at fremme religiøs formalisme. Men Islam er lidt efter lidt blevet forvansket fra at være en dynamisk, enkel, smuk og livsbekræftende tro til et på mange områder stift, statisk og utrolig indviklet og virkelighedsfjernt regelsæt – fuldstændig blottet for både indhold og glans. Og den enkeltes ret og frihed til at tolke Koranen bliver alt for mange steder trådt under fode af magtpolitiske interesser.

I virkeligheden har ingen af de fire retslærde, hvis Koranfortolkninger kendes som De fire Lovskoler eller Islamisk Lov (fiqh) nogensinde hævdet at have monopol på den rette fortolkning af Koranen. Den ene af de fire, al-Shâfi’î (o.767-820), sagde f.eks.: “I sager, hvor der ikke findes bindende tekster, er de, der drager individuelle fornuftsslutninger, kun bundet af, hvad de hver især selv mener. Ingen bør opgive, hvad han personligt finder rigtigt for blindt at følge en andens opfattelse.” Og dog har teologer i århundreder stirret sig blinde på netop Islamisk Lov og brugt al deres energi på at forsvare de déri indeholdte læresætninger i stedet for at nyfortolke den oprindelige kilde, Koranen, i takt med tiden. Dermed er de ikke blot gået imod de tidlige teologer, der var både rummelige og fleksible – de har forrådt selve Islams ånd og skjult troens allersmukkeste sider bag et kunstigt slør af statiske lovregler og rigid formalisme.
Og de, der hævder, at traditionssamlingerne (hadîth) er lige så autentiske og autoritative som Koranen, glemmer, at der blot er tale om materiale, der er overleveret mundtligt – og for langt størstepartens vedkommende først nedskrevet i de første århundreder efter Profetens død. En proces, der ifølge sagens natur i bedste fald kan ses som en tilkendegivelse af en mulighed – ikke vished. Det er utænkeligt, at Gud skulle sætte de troende i en position, hvor de skal afgøre vigtige juridiske anliggender på grundlag af mundtligt overleveret materiale. Og for at give menneskene mulighed for at skelne mellem det guddommelige og det menneskeskabte, har Gud tydeligt tilkendegivet, at Hans åbenbarede ord, Koranen, vil blive bevaret for eftertiden:

Det er visselig Os, der lidt efter lidt har nedsendt advarslen (Koranen), og Vi vil bevare den (imod forvanskning og udslettelse). (15:9)

For dette er en magtfuld bog, som det ikke vil lykkes nogensinde at forfalske. Den er nedsendt af én fuld af visdom, der fortjener al lovprisning. (41:41-42)

Mundtligt overleveret materiale kan være nyttigt for at skaffe vished om Profetens og hans fællers sædvane; men det er ikke noget, man kan stole fuldt og helt på. Påstanden om, at hadîth-tekster ukritisk skal accepteres som ufejlbarlig, er uholdbar, og man har da også i århundreder opdelt udsagnene i ”stærke og svage, autentiske og falske”.
Man ved f.eks., at den af Profeten så højt respekterede Ibn Abbâs blev misbrugt i politisk øjemed ved at mange falske traditioner med ham som angivelig kilde blev sat i omløb, da hans efterkommere, Abbasiderne, kom til magten. Falskneriet var så omfattende, at al-Shâfi’î så sig nødsaget til at fastslå, at der kun er et hundrede traditioner, der rettelig kan henføres til Ibn Abbâs. Også Ibn Taymiyyah (1262-1327) sagde advarende, at der befandt sig flere falske end ægte traditioner i cirkulation, og Profetens hustru Â’isha bint Abî Bakr har benægtet rigtigheden af mange af Abû Hurairas udsagn om kvinder.
Abû Hanîfa (697-767), en anden af de fire retslærde bag De fire Lovskoler, der udgør Islamisk Lov, brugte overhovedet ikke traditionerne i sine værker, selv om der på hans tid allerede fandtes enkelte nedskrevne traditionssamlinger. Så hvis moderne lovgivere finder det mere sikkert ikke at bruge traditionerne som kildemateriale, følger de faktisk én af de største fortolkere af Islamisk Lov inden for Sunni-Islam. Abû Hanîfa blev imidlertid af sine modstandere kaldt både ”frafalden”, ”den værste blandt de foragtelige” og ”farligere for muslimerne end Satan”, og han blev beskyldt for at ”stække Islams vinger”. Senere hanâfi-teologer har dog – på trods af alle beskyldninger imod deres læremester – opfattet hans fortolkninger som urokkelige og evigtgyldige.
Lige siden De fire Lovskoler blev etableret, har modige og indsigtsfulde retslærde imidlertid – hver på deres måde – forsøgt at gøre op med De fire Lovskolers endegyldighed og plæderet for nytænkning og nytolkning af Islam Risâla, det guddommelige budskab nedfældet i Koranen. For hvordan man så end vender og drejer det, så er Koranen den eneste kilde, der er omfattet af Guds løfte om beskyttelse imod forfalskning. Og det er værd at huske på, at Profeten aldrig beordrede sin egen sædvane (sunna) skrevet ned – med den begrundelse, at menigheden ikke skulle forledes til at forveksle den med Koranens åbenbarede tekst. Og det må anses for sandsynligt, at det er de samme tanker, den første kalif, Abû Bakr, gjorde sig, da han destruerede den traditionssamling, han egenhændigt havde nedskrevet.
Alle andre bøger end Koranen er udfærdiget af mennesker og dermed påhæftet menneskelige fejl og mangler. Netop derfor er Koranen den eneste kilde, der til alle tider og af samtlige muslimer er blevet accepteret som 100% troværdig. Skal man definere Islam, må man nødvendigvis tage udgangspunkt i Koranen. Alle andre bøger er kun menneskeskabte fortolkninger og gisninger. Derfor må det nødvendigvis også primært være Koranen og dens rammelov, der skal ligge til grund for samfundet og de afgørelser, der skal træffes i stort og småt på alle niveauer.

Sig: “Skulle jeg søge en anden dommer end Gud, når Han dog har sendt en tydelig og udførlig bog (Koranen)? De, der har taget Bogen til sig, har forstået til fulde, at den er sendt fra Herren og indeholder sandheden. Så tvivl ikke. Herrens løfter vil gå i opfyldelse i retfærdighed og sandfærdighed. Ingen er bemyndiget til at ændre Hans ord, for Han er althørende og alvidende.” (6:114-115)

Sig (Muhammad): “Det tilkommer ikke mig at foretage nogen som helst ændring (i Guds ord). Jeg følger blot, hvad jeg har fået åbenbaret. Hvis jeg ville modsætte mig Herren, ville jeg visselig frygte straffen på Den store Dag (Dommedag).” (10:15)

I dette århundrede er der opstået flere grupper, der totalt forkaster brugen af traditionerne (hadîth), bl.a. Ahl al-Qur ân (Koranens Folk, oprettet af Amir Alî). Tolu-e-Islam (Islamisk Daggry, oprettet af Ghulam Ahmad Parwez, der videreførte og videreudviklede Muhammad Iqbals idéer og reformtanker) er et eksempel på en organisation, der er meget kritisk – men ikke afvisende – over for brugen af hadîth.
Det ville imidlertid ikke være rigtigt at følge Koranens tekst (eller udledninger af den) bogstaveligt og uden at afveje dem i tidssvarende sammenhæng. For at tackle et problem fornuftigt, må man først og fremmest koncentrere sig om lovens mål og hensigt og derefter foretage de nødvendige justeringer, som omstændighederne kræver.

I bestræbelserne på at føre Guds Lov ud i livet, påbydes en hersker at rådføre sig med sit folk inden vigtige afgørelser skal træffes. Herved sikres et samfunds fortsatte udvikling i takt med tiden. Også de troende påbydes at rådføre sig med hinanden indbyrdes i dagligdagen. At holde rådslagning med hinanden (shûrâ) er lige så vigtigt som at forrette bøn og udvise næstekærlighed:

Ved Guds nåde behandler du de troende med venlighed. Hvis du ville behandle dem strengt og skånselsløst, ville de vende sig bort fra dig. Bær over med dem og bed Gud tilgive dem. Og rådfør dig med dem i alle anliggender. Og når du har taget en beslutning, da sæt din lid til Gud, for Han elsker de tillidsfulde. (3:159)

Guds belønning er for dem, der lytter til Herren og forretter bøn, der rådfører sig med hinanden og giver ud af det, Vi har givet dem. (42:38)

Det fortælles, at Profeten Muhammad mange gange bad sine trofaste fæller Abû Bakr og Umar om råd ved at sige: “Rådgiv mig, for uden Guds åbenbaring er jeg blot menneske som I.” Og da de hedenske mekkanere i år 627 drog mod Medina for at udslette muslimerne, fulgte Profeten det råd, som en forhenværende slave af persisk oprindelse, Salmân al-Farsî, gav ham og byggede en skyttegrav rundt om byen. Og således reddede man byen fra at falde i hedningenes hænder.
Megen af den uro, der i dag hersker i de såkaldt islamiske lande bunder netop i, at magthaverne (støttet af vestlige regeringer) har forsømt at tage befolkningen med på råd og lytte til dens ønsker. Og i århundreder har både politiske og religiøse ledere – trods Koranens gentagne advarsler – fulgt deres eget begær efter rigdom og magt og sat disse personlige begær højere end almenvellet og den demokratiske proces nedfældet i Koranen. Derved har de kastet sig selv i fordærv og bragt armod og ulykke over millioner af mennesker:

Har du set dem, der har valgt vantro frem for gudsfrygt og (derved) foranlediget deres folks fortabelse? De satte andre (guder) ved siden af Gud og førte menneskene på vildspor. Sig (til dem): “Nyd livet (mens tid er), for I vil ende lukt i Helvede.” (14:28-30)

Hvis sandheden var i overensstemmelse med deres (personlige) begær, ville der herske uorden og fordærv overalt i himlene og på jorden. Vi har visselig advaret dem; men de rettede sig ikke efter advarslen. (23:71)

Ved at fastholde masserne i uvidenhed og analfabetisme og ved at kontrollere massemedier og undervisning, er det lykkedes de selvbestaltede politiske og religiøse ledere at manipulere masserne og holde dem borte fra Koranen og dens rummelige og dynamiske budskab og derved holde dem uvidende om de rettigheder og den betydning, Koranen tilskriver det enkelte individ.
Ved at give det arabiske sprog guddommelig status og påstå, at Koranen ikke må oversættes til andre sprog – selv om den sproglige mangfoldighed i Koranen prises som et guddommeligt tegn for de indsigtsfulde (30:22) – har magthaverne gjort masserne afhængige af de såkaldt lærdes fortolkninger, gjort dem hjælpeløse, berøvet dem deres selvværd og gjort dem ude af stand til at leve op til deres ansvar for samfundsudviklingen. Og for at bortlede massernes opmærksomhed fra magthavernes uduelighed og eskapader, fra arbejdsløshed og fattigdom, fra magtmisbrug, undertrykkelse og krænkelse af menneskerettighederne, har de politiske og religiøse ledere skubbet skylden på en ydre fjende: Det ”dekadente” Vesten og dens materialisme.

Gud og menneskene vil inderligt forbande dem, der hemmeligholder (og ikke viderebringer) de tydelige tegn og den vejledning, Vi har nedsendt – undtagen dem, der angrer og forbedrer sig og åbent bekender (hvad de førhen hemmeligholdt). Dem tager Jeg til nåde, for Jeg er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst. (2:159-161)

De, der for egen vindings skyld hemmeligholder (dele af) Guds åbenbaring, går visselig deres egen fortabelse i møde. På Opstandelsens Dag vil Gud hverken tale til dem eller rense dem (for synd), og de vil få en smertelig straf. De har købt vildledning for vejledning og straf for tilgivelse. Hvor kan de være så ligegyldige over for den straf, der venter dem? (2:174-175)

Guds mest trofaste tjenere er dem, der ikke tilbeder andre guder end Gud, der ikke dræber liv, som Gud har forbudt at dræbe – medmindre Hans Lov berettiger dertil – og ikke begår utugt. Den, der gør sig skyldig (i sådanne overtrædelser), vil lide en smertelig straf. Hans straf vil mangedobles på Opstandelsens Dag, og han vil lide en ydmygende, evig straf. (25:68-69)

Der findes i dag ikke et eneste virkelig islamisk land, hvor regenten er valgt efter islamiske principper, og i alle de såkaldt islamiske lande er nutidige familie- og arveretslige love hentet direkte fra den menneskeskabte klassiske Islamisk Lov, der på nogle punkter groft krænker børns og kvinders rettigheder: Børn kan tvangsgiftes, og kvinder umyndiggøres og underlægges mænds autoritet fra vugge til grav – ganske i strid med Koranens menneskesyn og ånd. Mænd kan forbyde familiens kvinder at modtage besøg i hjemmet eller at forlade hjemmets fire vægge, og de kan forbyde dem at uddanne sig eller tage erhvervsarbejde. En kvinde kan ikke gifte sig uden en mandlig ægteskabsværge (wali), og både tradition og lov forbyder en kvinde at rejse alene uden passende mandlig eskorte: Et mandligt familiemedlem, som det er hende forbudt at indgå ægteskab med, en mahram.
Og når man taler om at ”indføre Koranens love i strafferet”, er det i virkeligheden ikke Koranen man har i tankerne, men de af teologer i århundredernes løb formulerede læresætninger baseret på lokale, kulturelle (ofte u-islamiske) traditioner og mere eller mindre (u)troværdige overleveringer (hadîth) og frie fortolkninger af Profetens sædvane (sunna). Koranen tillader f.eks. hverken selvtægt og æresmord eller dødsstraf for blasfemi, apostasi, homoseksualitet, prostitution eller hor: Alt liv er helligt og må ikke tages medmindre Guds Lov (Koranen) berettiger dertil (6:151), og kun efter forudgående retssag med behørig vidneføring. Og de eneste situationer, hvor Koranen tillader dødsstraf, er for mord og højforræderi. Og selv i disse tilfælde omtaler den alternativer og mindre drastiske straffe så som bodspenge for mord (2:178-179) og fængsel eller landsforvisning for højforræderi (5:36). Og Koranen pointerer, at den, der forlanger den mildeste straf eller storsindet tilgiver, vil blive belønnet af Gud:

I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og sår lige for lige. Men den, der (storsindet) afstår fra sin ret (til gengældelse), kan derved sone sine egne synder. De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end synderne. (5:48)

Målet er naturligvis ikke hævn, men reform:

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven. (41:34)

Disse selvbestaltede ledere tror åbenbart, at de kan vinde respekt og anseelse for Gud og mennesker ved at fratage hele befolkninger deres ret til et liv i værdighed, frihed og rimelige sociale kår. Den respekt, den gensidighed og det ansvar, som Koranen gang på gang fremhæver som grundlaget for omgangen mennesker imellem, har yderst vanskelige kår i vore dage, hvor individets frihed krænkes groft til fordel for fællesskabets (og især magthavernes) interesser. Dybest set bekymrer magthaverne sig ikke om religion, men om hvorledes de kan bevare magten!
Islamiske idéer og holdninger skal vokse nedefra og komme fra hjertet for at have mening – ikke påtvinges oppefra ved anvendelse af censur, forfølgelse, magt eller vold. Politisk og religiøs ensretning er måske på kort sigt den letteste løsning, når magthavere vil bevare grebet om en befolkning; men på længere sigt er det mangfoldighed, der gør stærk. En stærk nation er en nation, hvis politiske og religiøse ledere forstår at give plads til en naturlig mangfoldighed i befolkningen – og at skabe enhed i denne mangfoldighed. Kun selvransagelse, ansvarsbevidsthed og vilje til at efterleve Koranens bud hos det enkelte individ – lige fra menigmand/kvinde til religiøse og politiske ledere – kan skabe en stærk, islamisk menighed (umma).
Ikke overraskende fortæller mange vesterlændinge, der som voksne konverterer til Islam, at manglen på demokrati og udbredt krænkelse af menneskerettighederne i de såkaldt islamiske lande har været en psykologisk meget vanskelig hurdle at overvinde, før de fuldt og helt har kunnet acceptere Islam som livsgrundlag.

4. Muslimer i Europa

Menneske først og kristen så – kun dét er livets orden…
Stræbe da hver på denne jord sandt menneske at være.
Åbne sit øre for sandheds ord og unde Gud sin ære…

N.F.S. Grundtvig (1783-1872)

Det er nu næsten trekvart århundrede siden, at den første dansker i nyere tid, journalisten Knud Holmboe fra Horsens, konverterede til Islam. Og det må være på tide, at danskerne indser, at det er lige så naturligt at være dansk muslim som at være dansk jøde eller kristen.
Ydermere er det mere end tredive år siden, at de første muslimske indvandrere slog sig ned i Europa, og muslimer i Danmark/Europa må én gang for alle gøre sig klart, at de ikke uden videre kan overtage fortolkninger, der er blevet til i de forløbne 1400 år i orientalske samfund, hvor Islam er majoritetsbefolkningens religion. De muslimer, der her og nu lever som minoriteter i Danmark/Europa, kender bedst de aktuelle omstændigheder og skal selv lidt efter lidt formulere et europæisk og tidssvarende Islam inden for Koranens evigtgyldige og uforanderlige rammelov. Og der er da også eksempler på, at lærde efter en årrække i Vesten omfortolker enkelte læresætninger i forhold til de nye omstændigheder. På samme måde som al-Shâf’î i sin tid på nogle punkter reviderede sine tolkninger, da han flyttede fra Irak til Egypten.
Koranen henleder gang på gang menneskenes opmærksomhed på det lærerige i at betragte historiens gang. Nationernes storhed og fald er en vigtig kilde til indsigt og viden, der – hvis man forstår at udnytte den rigtigt – gør det muligt at undgå nogle af de værste faldgruber i bestræbelserne for at skabe en harmonisk tilværelse for minoritetsmuslimer.
At rejse ud i verden med åbent sind gør det muligt at få viden om andre folkeslags succeser og fejltrin. Nationer, der ikke har vist respekt for det enkelte individ, men har undertrykt og udnyttet mennesker og ladet hånt om Guds Lov, er blevet udryddet på grund af deres opsætsighed. De var blevet advaret af sendebud fra Gud, men valgte denne verdens kortvarige goder frem for et liv med Gud – hovmod står for fald. Kun det, der gavner hele menneskeheden vil bestå – alt andet vil før eller siden gå til grunde:

Har de ikke rejst ud i verden og set, hvorledes deres (ugudelige) forfædre blev tilintetgjort? Gud udslettede dem, og en lignende (skæbne) venter de (nulevende) gudsfornægtere. (47:10)

Hvor mange byer har Vi ikke udslettet, fordi (befolkningen) var uretfærdig (og ikke efterlevede Guds Lov) og ladet andre folkeslag opstå i deres sted? Og da de så konsekvensen af deres handlinger i form af Guds vrede, forsøgte de at flygte. “Flygt ikke, men vend tilbage til jeres hjem og til det liv, I fandt så velbehageligt, for at I må blive stillet til regnskab!” (Da indså de deres fejltrin) og sagde: “Ve os! Vi har visselig syndet!” (21:11-14)

Har de ikke rejst ud i verden og set deres (ugudelige) forfædres endeligt? De var både mere talrige og stærkere og efterlod sig mange spor. Men alt dette gavnede dem ikke den mindste smule. For da sendebudene kom til dem med tydelige tegn, jublede de blot over den viden, de allerede besad (og holdt for enestående). Men sluttelig blev de indhentet af det, de så spottende havde afvist. Og da de så Vor straf, sagde de: “Vi tror på Gud, Den Eneste Ene, og vi forkaster de afguder, vi førhen satte ved Hans side.” Men den trosbekendelse, de (først) udtalte, da de så straffen komme, hjalp dem ikke den mindste smule. Således har Gud (til alle tider) behandlet menneskene, og gudsfornægterne vil (uvægerligt) gå til grunde. (40:82-85)

Man behøver dog ikke nødvendigvis gå tilbage i historien for at finde eksempler på, hvor galt det kan gå, for nutidens såkaldt islamiske lande – hvor politisk og religiøs undertrykkelse, korruption og magtmisbrug florerer – er levende eksempler på alle de fejltrin, man gerne skulle undgå her på vore breddegrader.
Hver eneste af menneskets handlinger har en naturlig, gudgiven konsekvens for den enkelte såvel som for samfundet. En uduelig og uansvarlig leder kan føre et helt folk i fordærv, hvis det enkelte individ ikke er bevidst om sit eget ansvar for tingenes tilstand og om sin pligt til at bidrage til at lede samfundet den rigtige vej.

Reflekterer de ikke over sig selv (og deres egen situation)? Gud skabte himlene og jorden og alt derimellem med omtanke og for et bestemt tidsrum; men de fleste mennesker afviser at tro på mødet med Herren (på Dommedag). Har de ikke rejst ud i verden og set deres (ugudelige) forfædres endeligt? De var dem overlegne i styrke, de dyrkede jorden og befolkede den i tusindtal, og sendebud kom til dem med tydelige tegn (men de afviste dem). Det var ikke Gud, der gjorde dem uret – det gjorde de selv. Et smerteligt endeligt venter de uretfærdige, der fornægter og bespotter Guds tegn. (30:8-10)

Vi sendte (også) advarere til Faraos Folk; (men) de afviste alle Vore tegn. Vi straffede dem, således som kun en almægtig og uovervindelig kan straffe. Er de vantro iblandt jer bedre end dem? Eller har I hellige bøger, der retfærdiggør jeres handlinger? (54:41-43)

Som flere lærde konkluderer, er der tre ting, der fører menneskene på vildspor:
1) dyrkelse af selvet og uhæmmet tilfredsstillelse af eget begær
2) blind efterfølgelse af familiens, samfundets lederes eller landets normer og skikke
3) tilbedelse af mennesker generelt – og især af tidens magthavere og falske religiøse tænkere.

* * *

Fredelig sameksistens på tværs af religiøse, kulturelle, sproglige og etniske skel forudsætter bl.a.:

1)
Ydmyghed for Gud og Hans skaberværk. Oprigtig gudhengivelse (islam) giver den enkelte fred i sindet (saqîna). Fred med sig selv og med Gud giver selvværdsfølelse og selvrespekt og er en forudsætning for at opnå fred med næsten og for at føle ægte omsorg for næstens ve og vel – uanset hans/hendes religiøse tilhørsforhold i øvrigt:

For dem, der tålmodigt og udholdende holder sig til Gud, der forretter bøn, der (uselvisk) både i det skjulte og åbenlyst giver ud af det, Vi har forsynet dem med, og som imødegår ondt med godt – er der et hjem i Det Hinsidige. De skal indgå i Lysalighedens Haver, som også de retfærdige blandt deres fædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal hilsende komme dem i møde fra alle sider: “Fred være med jer (som belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed. Hvor ypperligt er ikke Den endelige Bolig!” (13:22-24)

2)
Selvkritik er nødvendig – både for at bringe sig selv nærmere Gud ved at gøre sin pligt som Guds stedfortræder på jorden (khalîfa) – og for at vinde majoritetsbefolkningens respekt. Dette indbefatter bl.a. ærlighed – også hvis det ind i mellem sårer den muslimske umma, eller et menneske, der står én nær:

Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for Gud – selv om det skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, eller for rig eller fattig. For Gud er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår sandheden, er Gud visselig vel bekendt med alt, hvad I gør. (4:135)

Oh I troende! Vær standhaftige i Guds Sag som vidner for retfærdigheden, og lad ikke andres had til jer lede jer bort fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, thi retfærdighed er beslægtet med fromhed. Og frygt Gud, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9)

Jeres velstand og jeres afkom er blot en prøvelse. Den højeste belønning er hos Gud. (8:28)

Sig (til de troende): “Hvis jeres fædre, jeres afkom, jeres brødre, jeres ægtefæller eller andre slægtninge, den formue I har erhvervet jer, de varer hvis værdiforringelse I frygter, og det hjem I har kært, er jer mere dyrebart end Gud og Hans sendebud og kampen for Han sag – da vent til I får konsekvensen af jeres handlinger at føle. Gud vejleder ikke et oprørsk folk. (9:24)

– og overholdelse af de her i landet gældende love.

3)
Uddannelse af børn og unge er nødvendigt for ethvert fællesskabs fortsatte beståen. Selvforståelse og fortrolighed med ens egen kulturelle og religiøse baggrund er en forudsætning for at kunne forstå og respektere næstens.

Læs! I Herrens navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd! Og din Herre er Den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen – lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)

Herre! Forøg min viden. (20:114)

Sig: “Er de vidende da lig de uvidende?” Kun de indsigtsfulde lader sig formane. (39:9)

Gud vil ophøje de troende og vidende iblandt jer i rang. Han er vidende om alt, hvad I gør. (58:11)

4)
Information om Islam er nødvendig for at aflive nogle af de værste myter og fordomme. Mediernes behandling af emnet er stadigvæk for unuanceret og med til at fastholde et negativt og klichéagtigt billede af Islam og muslimer. Saglig information er det bedste bolværk mod intolerance, fremmedhad og forskelsbehandling – og den deraf følgende sociale uro. Tryk vil uvægerligt avle modtryk!
Neutral og kundskabsformidlende undervisning i forskellige religioner og kulturer burde være en naturlig del af pensum i både gymnasie- og folkeskole og være lovpligtigt allerede fra første klasse, så børnene fra barnsben lærer at påskønne den menneskelige mangfoldighed.

5)
Den absolut største udfordring ligger i at udøve næstekærlighed og tilstræbe en dybere forståelse af, at menneskeheden udgør ét verdensomspændende fællesskab, der hånd i hånd skal stræbe efter at skabe en virkelig islamisk verden: En verden, hvor ingen diskrimineres, lider nød eller berøves de mest fundamentale rettigheder – uanset køn, sprog, hudfarve, kultur, nationalitet eller religiøst tilhørsforhold.

Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, som skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (kvinder og mænd), og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). (4:1)

For hvert fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Dersom Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret jer. Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for at kives og strides om bagateller). Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

Dette jeres fællesskab er visselig et eneste fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor Mig (alene). Men menneskene har splittet sig op i sekter, og hver gruppe fryder sig over sig selv (og sine egne snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til Guds universelle budskab). (23:52-53)

At opfatte menneskeheden som ét broderskab indebærer, at borgere med muslimsk baggrund har lige så stort ansvar for samfundet som enhver anden borger i dette land. Derfor bør de også engagere sig i f.eks. politik eller i oplysnings-, nødhjælps-, ligestillings- og fredsarbejde, for menneskerettigheder, for bedre vilkår for børnefamilier, børn, gamle, syge og handicappede, eller for naturbevarelse, dyrebeskyttelse og bæredygtig økonomi – i stedet for udelukkende at beskæftige sig med integration, racisme o. lign. Ved at lukke sig ind i sig selv, risikerer man at fremme visse dele af majoritetsbefolkningens uvilje imod minoritetsbefolkningen og at give reaktionære kræfter vind i sejlene. Og man kan naturligvis ikke stille krav til et samfund, hvis man ikke opfylder sine forpligtelser over for det. Begreberne tawhid (den absolutte monoteisme, der ikke tillader tilbedelse af hverken mammon eller almindelig dødelige) og djihâd (den ihærdige stræben og kæmpen for en retfærdig sag, for at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold, og for at betvinge løgn, uærlighed, overfladiskhed og egoistiske begær) ligefrem kræver, at muslimer aktivt engagerer sig i det samfund, de lever i.
Derfor skal man ikke sidde med hænderne i skødet og vente på at blive spurgt om, hvad man mener om Øresundsbroen, fri abort, de sindslidendes vilkår, atomvåben eller arbejdsløshed, men uopfordret deltage i samfundsdebatten. Er ens argumenter fornuftige, skal man nok blive hørt og kan ad den vej være med til at præge udviklingen.
Mangfoldighed gør stærk, hvis man kan lære at fokusere på de indbyrdes ligheder og at betragte hinanden som fuldt ligeværdige enkeltindivider – uden at sætte hinanden i bås efter hudfarve, påklædning, sprog, kultur eller religiøst tilhørsforhold, og hvis man er indstillet på at lære af hinanden og respektere hinandens indbyrdes forskelligheder og er moden og rummelig nok til at jorde forestillingen om, at den religion, man selv tilhører, er den eneste vej til Gud og frelse. Harmonisk sameksistens på tværs af religiøse skel kræver, at man fuldt og helt accepterer og respekterer næstens valg af religiøst tilhørsforhold – i stedet for blot at tolerere det som et midlertidigt fænomen. Ydermere må man nå til en klar erkendelse af, at mangfoldighed i alle livets sammenhænge er en berigelse og en velsignelse fra Gud – en guddommelig gave og en udfordring til hvert enkelt menneske. Først da er det muligt at føre en frugtbar dialog i ligeværdighed på tværs af alle skel. Og dialog skal der til, hvis menneskeheden skal genforenes i ét harmonisk fællesskab:

Oh I troende! Frygt Gud, som det sig sømmer, og dø ikke på anden måde end som gudhengivne. Og hold alle sammen fast ved det bånd (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. Husk i taknemmelighed Guds nådegaver. For I var fjender, og Han forenede jeres hjerter i kærlighed, at I ved Hans nåde blev brødre. Derved frelste Han jer, da I stod ved afgrundens rand. Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må vandre ad den rette vej. Lad der af jer opstå et fællesskab (umma), der påbyder det gode og afværger det onde. Det er sådanne, det vil gå godt. Vær ikke som dem, der har splittet sig op (i grupper) og er blevet uenige efter at have modtaget tydelige tegn. En smertelig straf venter dem. (3:102-105)

Den indisk-pakistanske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal, der hele sit liv plæderede for ny-fortolkning af islamisk ret og igen og igen gjorde opmærksom på Koranens fleksibilitet og rummelighed, holdt ved årsskiftet 1937/38 nogle få måneder før sin død en tale i Radio Lahore, der er værd at mindes – for den er lige så aktuel i dagens Europa som i datidens Indien:

“Kun én form for énhed er tilforladelig, og det er det menneskelige broderskab, der står over race, nationalitet, farve og sprog. Så længe menneskene ikke gennem gerninger beviser, at de tror, at hele verden er Guds familie. Og så længe uoverensstemmelserne mellem racer, farver og geografiske nationaliteter ikke er fuldstændig udslettet – vil ingen nogensinde opnå den fuldkomne lykke og tilfredshed i livet. Og det smukke ideal om frihed, lighed og broderskab vil aldrig blive til virkelighed. Lad os indlede det nye år med en bøn om, at Gud den Almægtige vil give dem, der har magten, menneskelighed og vil lære dem at hæge om menneskeheden.”

* * *

Meget kan muslimer i Danmark lære af det danske mindretal i Sydslesvig, der til fulde har forstået, at en mindretalsbefolkning må vise samfundssind og opfylde deres forpligtelser over for det storsamfund, de er en del af, hvis de skal overleve som mindretal:
Der gik ikke mange år efter krigen i 1864 før de dansksindede havde indset, at det gjaldt om ”at blive og acceptere gældende love” for at bevare retten til hjemstavnen. Men da tyskerne i september 1933 forlangte, at også danske lærere ved den danske skole som kommunale embedsmænd skulle bruge den tyske Heil Hitler-hilsen med oprakt højre arm, gjorde man modstand. Hilsenen var et udtryk for nationalt tysk sindelag, og påbuddet blev derfor opfattet som en krænkelse af den kulturelle og folkelige frihed. Og dén frihed ville man kæmpe for. Regeringen i Slesvig så sig da også nødsaget til at ophæve påbuddet.
I 1939 kaldte ”pligtens tunge bud.” Godt og vel 700 dansksindede mænd måtte gøre tjeneste i den tyske hær. Mere end halvanden hundrede af dem kom ikke hjem igen. Der har senere været voldsomme diskussioner blandt mindretallets medlemmer netop om værnepligten; men man har indset, at den er en nødvendighed for at kunne få lov til at overleve som mindretal. Og da onde tunger i Landdagen i Kiel for nogle år siden var utilfredse med, at den danske repræsentant var tungen på vægtskålen i politiske afgørelser – og de dermed satte spørgsmålstegn ved den danske repræsentants berettigelse til at deltage i den politiske beslutningsproces – kunne man henvise til, at dansksindede familier under og efter anden verdenskrig havde gjort deres pligt og lidt afsavn og sorg på lige fod med deres tyske naboer. Og dermed var der sat punktum for dén diskussion.
I de seneste 50 år, hvor sydslesvigerne også har deltaget i den tyske debat, er det lykkedes dem at påvirke den regionale lovgivning, så den i dag har fået et dansk præg bl.a. på skoleområdet. Den nyeste forfatning af 1990 giver ligefrem amter og kommuner pligt til at støtte det danske mindretals aktiviteter. Og succesen ved sidste landdagsvalg, hvor man fik valgt hele to dansksindede medlemmer (ét af hvert køn), skyldes ene og alene, at man ikke kun hytter sit eget skind og kæmper for mindretallets rettigheder, men arbejder for hele regionens ve og vel – for et renere miljø, flere arbejdspladser, bedre socialforsorg osv. – og derved også får stemmer fra den tysksindede befolkning.
At Den nord-elbiske Landskirke for nylig har besluttet at overdrage Helligånds-kirken i Flensborg – hvor den danske menighed har holdt gudstjeneste siden 1588 – til Dansk Kirke i Sydslesvig, er det seneste eksempel på forbilledligt naboskab.
Det danske mindretal i Sydslesvig har gennemgået flere faser i forholdet til den tysksindede majoritetsbefolkning. Man har levet

mod hinanden,
ved siden af hinanden
og med hinanden

og er nu nået så langt, at man har overskud til også at leve

for hinanden.

Lad os lære af deres erfaringer.

5. Hidjab – et emne, der bringer sindene i

En god kvinde forlader kun sit hjem to gange:
Når hun bliver gift, og når hun bliver båret til graven.

Arabisk/indisk mundheld

Muslimske kvinders klædedragt er et af de emner, der igen og igen dukker op i medierne. Mig har det ofte undret, med hvilken nidkærhed herboende muslimske kvinder (ikke kun kvinder med rødder i forskellige muslimske kulturer, men også etniske danskere med Islam som referenceramme) forsvarer brugen af det hovedklæde, der i de sidste 25 år er dukket op i nogle muslimske lande i forbindelse med massernes oprør mod korrupte regimer, diktatur og social nød: Et nonneagtigt hovedklæde, der ofte når ned over skuldrene eller sågar helt ned til taljen, og som sammen med en ankellang, ensfarvet, løsthængende overdragt af mange opfattes som den eneste korrekte islamiske klædedragt, hidjâb – men hvad betyder hidjâb egentlig?
Det arabiske ord hidjâb bruges i folkemunde mest om kvindens klædedragt (der ifølge traditionelle retslærdes forskrifter bør dække hele kroppen undtagen ansigt og hænder) – eller om selve hoveddækket. Man taler ligefrem om at ‘bære hidjâb‘. Selve begrebet hidjâb (pakistansk: purdah) omfatter dog også kønsadskillelse og afsondring af kvinder.
Ordet hidjâb (egl. forhæng, dække eller skærm) og det tilhørende verbum hadjaba bruges i forbindelse med det at:
· skjule eller gemme for øjet.

• skjule for at beskytte.
• markere en grænse, adskille eller opdele.
• afgrænse eller skjule for at gøre noget forbudt.

Ordet hidjâb forekommer kun 8 steder i Koranen, men intetsteds i forbindelse med hverken kønsadskillelse eller kvinders klædedragt:
· Forhænget, bag hvilket Maria havde trukket sig tilbage fra offentligheden under sit ophold i templet, da ærkeenglen Gabriel bebudede hende, at hun skulle føde en søn, Jesus (19:17).

• Udskilning af de frelste og de fortabte på Dommedag (7:46).
• Det usynlige forhæng, der er mellem Gud og Profeten, når denne modtager åbenbaringer (42:51).
• Slør (i negativ betydning, en form for straf), der omhyller dem, der har svært ved at fatte budskabet eller helt forkaster det, og som derved skaber et skel mellem dem og de troende (17:45, 41:5 og 83:15).
• Natten lægger sig som et slør omkring solen og skjuler den for vore øjne (38:32).
• Den høflige distance man bør bevare mellem sig og Profetens hustruer af respekt for dem og deres helt specielle status:

Oh I troende! Betræd ikke Profetens hjem uden (at være inviteret) til et måltid. Kom ikke, før måltidet er klar; men træd ind, når I bliver bedt derom. Og træk jer tilbage lige så snart måltidet er slut – uden at forglemme jer i familiær snak. En sådan opførsel mishager Profeten; men han er for blufærdig til at gøre jer opmærksom derpå. Gud er dog ikke bange for (at fortælle jer) sandheden. Og når I beder (Profetens hustruer) om noget, da gør det bag et forhæng (hidjâb). Det er mere ærbart for jer og for dem. I må ej heller krænke Guds Sendebud ved at ægte hans enker efter hans død. Noget sådant ville veje tungt i Guds øjne. (33:53).

Dette vers bliver ofte betegnet som ‘hidjâb-verset’ og grundlaget for selve ‘hidjâb-fænomenet’. Det blev åbenbaret i år 627, og kan – nøgternt betragtet – nærmest defineres som et påbud om ikke at være for påtrængende, men udvise respekt for Profetens hjems ukrænkelighed og udvise værdighed og respekt over for en ganske speciel gruppe kvinder: Profetens hustruer – uden at der er den mindste hentydning til omgangen med andre kvinder i øvrigt.
Der findes flere forskellige beretninger om de omstændigheder, under hvilke 33:53 blev åbenbaret. F.eks. fortæller Anas ben Malik:
Profeten havde giftet sig med Zaynab bint Djahsh og havde pålagt Anas at invitere folk til bryllupsmiddagen. Zaynab sad i et hjørne af det stuvende fulde værelse. Middagen var overstået; men tre af de mandlige gæster blev siddende og havde svært ved at løsrive sig – ganske taktløst og uden forståelse for, at Profeten gerne ville være alene med sin brud. Profeten forlod værelset og foretog sin sædvanlige runde for at hilse på sine øvrige hustruer. Da han vendte tilbage til Zaynabs værelse, sad de tre gæster stadig og diskuterede. Irriteret gik Profeten hurtigt tilbage til hustruen ’Â’ishas værelse. Først da man meddelte ham, at gæsterne havde forladt værelset, kom han tilbage. På dørtærskelen blev han stående, vendte sig om og trak et forhæng ned – et forhæng, der adskilte ham og hans privatsfære med offentligt rum og den eneste mandlige gæst, der var tilbage: Anas, der havde arrangeret bryllupsmiddagen. Og i dette øjeblik modtog Profeten åbenbaringen af 33:53, hvori der altså er tale om markering af to grænser: 1) mellem Profetens hustruer og mandlige muslimer 2) mellem privatsfære og offentligt rum (for naturligvis har selv en folkekær statsleder krav på privatliv uden for offentlighedens søgelys); men uden den ringeste hentydning til kvinders klædedragt eller til kønsadskillelse i øvrigt.

Ikke kun Profetens hustruer, men også fremtrædende og magtfulde muslimske mænd har afsondret og tilsløret sig: Man mener, at det var persisk påvirkning, der gjorde, at de fleste Umayyade-kaliffer levede deres dagligdag bag et forhæng (hidjâb al khalîfa), der skjulte dem for omgivelserne. (Onde tunger påstår, at det dog mest var for at ingen udenforstående skulle se, hvorledes kalifferne gebærdede sig, når de havde fået for meget at drikke!) Og i moskéen fik de indrettet en særlig loge (maqsûra), hvor de kunne forrette bøn sammen med deres nærmeste familie afsondret fra resten af de tilstedeværende. Mange samtidige muslimer fordømte dog en sådan afsondring i moskéen som værende i modstrid med Islams ånd om menneskenes ligeværd for Gud.
Deres efterfølgere, Abbaside-kalifferne, levede dog et mindre isoleret og tilbagetrukket liv; men ‘hidjâb-fænomenet’ bredte sig til Andalusien og Nordafrika, og var specielt udbredt blandt de shiitiske Fatimide-kaliffer:
Når kaliffen i fastemåneden ramadân besøgte moskéen om fredagen og havde taget plads i prædikestolen (minbar’en), kyssede vesiren i fuld offentlighed kaliffens hænder og fødder, hvorefter han trak et forhæng, der skjulte kaliffen for menigheden. Når kaliffen havde holdt en kort prædiken, blev forhænget atter trukket bort.
Efter bønnen på dagen, der markerer fastens afslutning (’îd al-fitr), var det skik og brug, at alle – på et signal fra vesiren – tilslørede sig. Når kaliffen havde talt til menigheden, fjernede man atter sløret.
I øvrigt er der hos Saharas ørkenfolk, tuareg’erne, selv i vore dage tradition for, at overklassens mænd fra puberteten – foruden en turban – bruger et langt indigoblåt slør, tugulmust, viklet flere gange om hals og underansigt, så kun øjenpartiet er synligt. Mændene tildækker sig af strategiske hensyn, for at fjenden ikke kan se deres ansigtsudtryk.

Det er værd at bemærke, at ‘hidjâb-verset’ er ét ud af flere, der fremhæver Profetens hustruers helt specielle status – thi ‘de er ikke som andre kvinder’:

Oh I Profetens hustruer! For den af jer, der opfører sig åbenbart skændigt, vil straffen (i dette liv og i det kommende) blive fordoblet. Det er let for Gud; men den af jer, der hengivent tjener Gud og Hans sendebud og handler retfærdigt, vil blive dobbelt belønnet. Og ædelt underhold venter hende (i Det Hinsidige). Oh I Profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder: Hvis I frygter Gud, da før ikke uhøvisk, men anstændig tale, at de syge i hjertet ikke må blive optændt af begær. Bliv i jeres hjem (qarna eller qirna) og stil jer ikke til skue som i uvidenhedens dage. Oh I Profetens familie! Forret bøn og giv almisse og adlyd Gud og Hans sendebud. Gud ønsker blot (med disse påbud) af rense jer for (hedensk) besudling. Ihukom og recitér Guds tegn og de visdomsord, der er blevet foredraget jer i jeres hjem. Gud er visselig indfølende og alvidende. (33:30-34)

Koranens påbud til Profetens hustruer om at ‘blive roligt i deres hjem’ (33:33) er dog aldrig blevet tolket bogstaveligt, og Profetens hustruer har ikke levet nær så afsondret, som mange af deres senere trosfæller.
Den kendte Koranfortolker al-Tabarî (død o.923) mente i øvrigt, at der slet ikke var tale om et påbud som ‘bliv roligt i jeres hjem’ (qarna), men ‘opfør jer med ophøjet ro og værdighed i jeres hjem’ (qirna). Og det må vække til eftertanke, at al-Tabarî blev nødt til at søge tilflugt i sit eget hus for at beskytte sig imod en rasende menneskemængde, der beskyldte ham for kætterske tilbøjeligheder på grund af denne og andre kontroversielle holdninger. Bl.a. mente han, at der ikke var noget til hinder for, at en kvinde kunne være juridisk dommer. Al-Tabarî lod sig dog ikke kue; men hans begravelse måtte foregå i nattens mulm og mørke af frygt for uroligheder.

Også Profeten havde naturligvis – ligesom sine hustruer – en speciel status: Derfor fik han tilladelse til at beholde de hustruer, han allerede havde ægtet (under forudsætning af at behandle dem så retfærdigt og ligeligt som menneskelig muligt) – uden at han dog måtte ægte flere hustruer eller udskifte en af de ‘gamle’ med en ‘ny’ (33:50-52). Denne tilladelse blev givet på et tidspunkt, hvor den ubegrænsede polygami afskaffedes til fordel for ren monogami – dog med tilladelse til i krigstider at måtte have op til fire hustruer for at sikre enker og faderløse beskyttelse og underhold (4:3).
I 25 år havde Profeten Muhammad levet med sin første hustru Khadîdja, der var betydelig ældre end ham selv, i et rent monogamt ægteskab. Det var først efter Khadîdjas død, at han tog flere hustruer. Nogle af disse senere ægteskaber blev tydeligvis indgået på grund af ren fysisk tiltrækning, for Profeten var et ganske almindeligt menneske af kød og blod. Andre ægteskaber kom dog i stand for at sikre krigsenker og faderløse beskyttelse og underhold, eller for at knytte bånd til fjendtligsindede stammer. Og derved lykkedes det Profeten Muhammad at skabe fred på Den arabiske Halvø.

Afsondring af kvinder har op gennem historien været en udbredt tradition i patriarkalske samfund – først og fremmest i byerne og blandt overklassen som tegn på velstand: En demonstration af, at man kunne undvære kvindernes arbejdskraft i husholdet.
Afsondring af kvinder var imidlertid et ukendt fænomen i Arabien på Profetens tid. Det blev først almindeligt blandt muslimer i takt med Islams møde med nordafrikansk, græsk, byzantinsk, persisk og indisk kultur. Og lige til vore dage er de påbud, der klart og utvetydigt henvender sig udelukkende til Profetens hustruer (33:33 og 33:53), blevet misbrugt til at retfærdiggøre generel kønsadskillelse, og til at begrænse kvinders bevægelsesfrihed og forherlige et liv i afsondring. Talemåden ‘En god kvinde forlader kun sit hjem to gange: Når hun bliver gift, og når hun bliver båret til graven’ taler sit tydelige sprog.
De såkaldt lærde har dog – forståeligt nok – aldrig vovet at gå linen ud og påstået, at også andre af påbudene vedr. Profeten og hans familie skal tolkes generelt, så f.eks. ingen enker må indgå nyt ægteskab, eller enhver mand må have mere end fire hustruer samtidig!

Tankevækkende er det, at et ord som hidjâb, der oprindeligt i Koranen har en ret negativ betydning (7:46, 17:45, 41:5 og 83:15) og bliver brugt om rummets opdeling i en privat og en offentlig sfære (19:17 og 33:53), i vore dage af nidkære kvinder og mænd bliver brugt som symbol på muslimske kvinders ærbarhed, religiøsitet og identitet.

6. Hvad siger Koranen om kvinders klædedragt?

Uddannelse er en kvindes ære.
God opdragelse er hendes slør. 

Ma’rûf Rusâfî (1875-1945)

I Koranen er der kun ganske få vers, der berører kvinders klæde­dragt. De første blev åbenbaret umiddelbart efter retningslinjerne med relation til Profeten og hans hustruer (33:30-34 og 33:50-53) og er stilet til såvel Profetens hustruer som til troende i almindelighed:

Oh Profet! Sig til dine hustruer og til dine døtre og til de troende kvinder, at de skal samle deres ydre klædning (djilbâb)(1) om sig (når de færdes blandt fremmede mænd) – at de må kendes (som ærbare) og ikke forulempes. Men Gud er allerbarmhjertigst og tilgivende (over for dem, der af uvidenhed førhen ikke fulgte påbudet). Hvis hyklerne og de syge i hjertet og uromager­ne ikke ophører (med at forulempe ærbare kvinder), vil Vi visselig lade dig (Muhammad) tage til genmæle, og de vil kun forblive dine naboer for en kort stund. (33:59-60)

Senere åbenbaredes nogle vers, der er stilet til de troende generelt:

Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blik og bevare deres dyd – det er mere passende for dem. Gud er visselig vidende om alt, hvad de gør. Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blik og bevare deres dyd, at de ikke skal udstille deres skønhed (zîna)(2) – uden hvad i almindelighed må være synligt,(3) at de skal tildække deres halsud­skæring (djaib) med deres hoveddække (khimâr)(4) og ikke vise deres skønhed (zîna) for andre end deres ægtefælle, deres far og deres sviger­far, deres sønner og ægtefælles sønner, deres brødre og nevøer, deres kvindelige slægtninge og deres slavinder, de mænd, der måtte være tilknyttet familien og (på grund af alder eller sygdom) ikke føler seksuelt begær, og de børn, der endnu ikke er seksuelt bevidste. Og de bør ikke henlede opmærksomheden på deres skjulte skønhed ved at rasle med deres ankelringe. Oh I troende! Vend jer angergivent til Gud, at det må gå jer godt. (24:30-31)

Og ældre kvinder, der ikke længere føler seksuelt begær, må afstå fra at tildække sig, hvis de ikke gør det for at stille deres ynder til skue. For det er bedst for dem at være blufærdige. Gud er althørende og alvidende. (24:60)

Enkle og indlysende påbud, der snildt kan efterleves til alle tider og under alle tænkelige forhold:
Både mænd og kvinder påbydes at sænke deres blik og bevare deres dyd.(5) Kvinder formanes til ikke at vise deres naturlige og kunstige skønhed for alle og enhver, og til ikke at forsøge at tiltrække sig mændenes opmærksomhed. Hensigten med påbudet er at forhindre, at kvinder forulempes af hyklere og ballademagere med perverteret tankegang. Kort og godt: En stilfærdig og generel opfordring til alle til at klæde og opføre sig værdigt og anstændigt. Og der står intet som helst om, at alverdens kvinder skal uniformeres, eller at klædedragten skal signalere et bestemt religiøst tilhørsforhold!

For at forstå disse enkle og indlysende påbud og give et bud på, hvorledes de bør efterleves i praksis, er det nødvendigt at se på, under hvilke omstændigheder, de blev åbenbaret.

7. Hvordan det hele startede.

Den der ærer kvinder er ærefuld.
Den der fornærmer dem er en usling.

Profeten Muhammad (570-632)

Versene blev åbenbaret i Medina i årene 627-628. Byens befolkning var demoraliseret af de stadige fjendtlige angreb udefra og af egne pagtfællers forræderi. Mange kvinder, der af mændene blev anset for mindreværdige (som f.eks. slaver og prostituerede), blev udsat for stadige overgreb fra mænd. Og af lutter omsorg for de kvinder, der ønskede at leve i ærbarhed, blev disse – for at imødegå svage sjæles sjofle tilråb, chikanerier og andre former for overgreb – påbudt at være mere påpasselige med deres ydre fremtoning og kropssprog, når de færdedes blandt fremmede mænd. Påbudet var bl.a. møntet på de mekkanske kvinder, der lod deres hoveddække, som var en naturlig del af datidens almindelige sømmelige klædedragt, hænge skødesløst ned bag skuldrene, hvorved deres nøgne bryst blev synligt i den åbenbart ekstremt udvidede halsudskæring.

Det stilfærdige påbud om anstændig og beskeden klædedragt skal ses som et skridt på vejen til det endelige mål: Et samfund, hvor den enkeltes rettigheder respekteres, og hvor den enkelte erkender sit ansvar og sine forpligtelser over for Gud, næsten og samfundet. Et samfund bestående af gudfrygtige borgere, hvor hver enkelt borger disciplinerer og kontrollerer sine begær og derved overflødiggør offentlige kontrolinstanser:

Oh I Adams børn! Vi har givet jer klæder for at dække jeres legemer og for at smykke jer; men gudsfrygtens klædning er den smukkeste. Dette er Guds tegn, som I bør huske! (7:26)

Kort sagt: Et virkelig islamisk samfund, hvor den enkelte nyder den maksimale personlige frihed og vedkender sig det dermed forbundne personlige ansvar – og konkret lever derefter.
Men for at individet kan udfolde sin frie personlighed, må troen nødvendigvis blive til et helt personligt anliggende, hvor den troende opdager lovens yderste kilde på bunden af sin egen bevidsthed, bliver ét med loven, efterlever den spontant og ikke føler trang til at overskride dens grænser. Og når man når dér til, har man ikke længere brug for hverken sædelighedspoliti, kønsadskillelse, afsondring eller myriader af stof, sokker eller handsker, ansigtsslør, masker eller solbriller!

8. Den  kulturelle mangfoldighed

Mennesket har frihed til at indrette sit liv
efter behov og omstændigheder.

Abdullah Yusuf ‘Alî (1870-1953)

Menneskehedens kulturelle mangfoldighed afspejler sig naturligvis i den måde, hvorpå de forstår og efterlever Koranens budskab. Det gælder også for de ortodokse lærde, der udformede Islamisk Lov. Al-Shâfi’î ændrede f.eks. holdning til nogle spørgsmål efter at være flyttet fra Irak til Egypten. Adspurgt om grunden hertil svarede han: “Dét var i henhold til, hvad vi dengang så – dette er i henhold til, hvad vi nu ser.”
Forskelligheder i religion, sprog, hudfarve og kultur bør betragtes som en livsopgave og prøve. Gud har – i harmoni med den globale énhed – skabt denne mangfoldighed, som menneskene på alle områder skal respektere og drage nytte af. At der rundt omkring i verden har udviklet sig forskellige former for klædedragt, madvaner, arkitektur osv., er en ganske naturlig følge af de klimatiske forskelle Gud har skabt. Intetsteds i Koranen kan man finde den ringeste antydning af, at denne gudsskabte mangfoldighed skal udviskes ved at prioritere ét sprog eller én kultur frem for alle andre. Alle kulturer er ligeværdige. Alverdens mænd og kvinder skal hverken uniformeres eller gøres til pseudo-arabere i eksotiske gevandter, blot fordi Profeten Muhammad levede og prædikede i Arabien.
Kvinde- og mandsdragter har da også i århundreder været forskelligt udformet i de forskellige lande. Og oftest bruges de egns-specifikke, traditionelle klædedragter i dagligdagen af alle egnens kvinder og mænd på tværs af religiøse skel. F.eks. bærer mange muslimske kvinder i Pakistan, Indien og Bangladesh den traditionelle indiske klædedragt, sarien. På nøjagtig samme måde som man inden for et bestemt geografisk område bygger sine huse af samme materialer og efter samme grundplan, indretter sine boliger på samme måde, bruger samme musikinstrumenter, har samme kønsrollemønster og samme normer for ære og skam. Mange steder er det kun ved festlige lejligheder og i for­bindelse med religiøse ceremonier og højtider, at man åbenlyst viser sit religiøse tilhørsforhold.
Og traditioner forandres – som alt andet – med tidernes skiften.  Byboerne – mænd såvel som kvinder – går generelt mere og mere over til at bruge ‘europæisk’ klædedragt i dagligdagen og gemmer den traditionelle klædedragt til festlige lejligheder og hjemmebrug.

Den traditionelle klædedragt i Nordafrika og Mellemøsten (for både kvinder og mænd) består i grove træk af benklæder og en kjortel eller kaftan (begge løstsiddende og af varierende længde) samt en løsthængende overdragt og et hoveddække – i nogle områder suppleret med et separat ansigtsdække. Hoveddækket er i mellemøstlig tradition tegn på værdighed – som også i Det gamle Testamente, hvor præster påbydes at bære ‘huer til ære og pryd’ (2. Mos. 28,40).
Arabiens overdragt, abayaen, er stort set ens for kvinder og mænd. Den består af to bredder stof forenet i en tværgående søm, hvis to sider foldes ind fra begge sider til midten. Abayaen er så bred, at den når fra håndled til håndled, når man står med udbredte arme. Kvinderne lægger den op over hovedet, holder den sammen med hænderne foran og supplerer den med et ansigtsslør eller -maske. Mændene bærer kappen på skuldrene over en fodlang hvid kjortel (dishdasha) sammen med et sammenlagt tørklæde (kafiya), der holdes på plads med en hovedring (argal).
De iranske kvinders overdragt, chadoren (farsi: telt), består af et afrundet, halvcirkelformet stykke stof, der bæres over hovedet og sammenholdes med hænderne eller tænderne, så underansigtet forbliver skjult.
Kvindeoverdragten i Afghanistan, burqaen, har nærmest form som et tæt plisseret telt, der dækker kvinden fra isse til fod – dog med et noget kortere slørparti fortil med broderet eller vævet gitterværk for øjnene. Kappe­ og slørparti er syet til en lille, rund hue af samme stof som kappen. Hele klædningsstykket tages på, som ville man tage en sæk over hovedet, og bæres over et par folderige, ankellange gadebenklæder af samme stof under en godt og vel knælang overdel.
I Nordafrika bærer både kvinder og mænd traditionelt en haik: Et ca. 1,5m bredt og 5-7m langt stykke tykt, hvidt stof, der draperes omkring kroppen i komplicerede arrangementer. Mændene supplerer haiken med en turban, kvinderne ofte med et slør, der dækker underansigtet. I dag ses haiken dog sjældent. Den har traditionelt eksisteret side om side med de folderige knælange benklæder under en ankellang kaftan eller kjortel. Den dertil hørende overdragt, djellâbaen, har lange ærmer og en påsyet hætte. Den har samme grundform som abayaen (dog uden tværsøm), men er mindre folderig, er syet sammen midt for og har slids i siderne. Hætten hænger enten løst ned ad ryggen og suppleres med et tørklæde eller en turban, eller den slås op over hovedet og suppleres for kvindernes vedkommende med et slør, der dækker underansigtet. Kvinderne begyndte dog først at bruge djellâbaen sidst i fyrrerne. Indtil da blev den udelukkende båret af mænd.
I Pakistan bruger kvinderne en farvestrålende knælang kjortel, qameez, over benklæder med moderat vidde, shalwar, samt et let, temmelig langt tørklæde, dupatta, der draperes løst om hoved og/ eller hals. Den tilsvarende mandsdragt er ensfarvet (hvid, grå eller beige) og ofte suppleret med en mørk, ensfarvet vest åben fortil og én eller anden form for hovedbeklædning.

Klædedragten – både for kvinder og for mænd – i de muslimske lande er et fint eksempel på, hvorledes Koranens enkle påbud om an­stændig klædedragt er udmøntet i praksis i de forskellige kulturer. Islam er ikke en kultur, men en verdensreligion, der kan og skal tilpasses de eksisterende kulturer. Gud har skabt en velsignet mangfoldighed af sprog, hudfarver og folkeslag for at menneskene netop skal kunne (gen)kende hinanden. Forskellighederne er en udfordring til at skabe enhed i mangfoldigheden ved at lære af hinanden, samarbejde og respektere hinanden på tværs af alle skel. Derfor strider det imod selve Koranens ånd at stræbe efter global kulturel ensartethed:

Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)

Og menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til folk og stammer, at I må kende hinanden. Sandelig! Den mest ærede for Gud er den mest gudfrygtige af jer. Gud er viis og alvidende. (49:13)

Muslimske kvinder i Danmark bør naturligvis tilpasse Koranens enkle påbud til dansk tradition. Det er ikke meningen, at danske kvinder skal ligne omvandrende sorte ørkentelte, blot fordi de bekender sig til Islam. En orientalsk klædedragt på en dansk kvinde er fuldstændig malplaceret og vil uvægerligt tiltrække de forbipasserendes opmærksomhed. Kvinden vil blive nidstirret og forulempet med sjofle tilråb – og dermed opnå lige præcis dét, som hendes klædedragt ifølge Koranen skal forhindre! Derfor burde ingen muslimsk kvinde i Europa ved sin fornufts fulde brug bære den orientalske klædedragt, der i disse år udbasuneres som eneste form for ‘korrekt islamisk’ påklædning.
Rent bortset fra, at klædedragten naturligvis bør tilpasses de klimatiske og rent praktiske forhold: Nordafrikanske landbokvinder, der dagligt skal på markarbejde og skal ride eller gå vidt omkring for at samle brænde og efterkomme andre gøremål, bærer ofte dragter, der ender midt på lægget. Bybokvindernes klædedragt er derimod ankellang, men kan snildt kiltes op og fæstes i bæltet under husarbejdet. Bybokvinderne bærer tøfler, der nemt kan tages af, når hjemmets tæpper skal betrædes. Landbokvindernes fodtøj er derimod udformet, så det beskytter hæle og ankler – kvinderne i Rif-bjergene vikler endda skindstykker omkring deres lægge som beskyttelse imod tidsler.
Og hvad der kan synes ideelt for en kvinde med tjenestefolk og privatchauffør i Profetens hjemland, er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt for en kvinde, der skal færdes med småbørn og indkøbsnet på regnvåde, danske fortove, der på cykel skal kæmpe sig frem gennem sne og slud eller skal krydse den grønlandske indlandsis i hundeslæde. Omtanke og en god portion sund fornuft er der brug for i alle livets sammenhænge!

Den muslimske kvindes påklædning er desværre ikke længere et personligt anliggende; men gruppepres og indirekte tvang er naturligvis forkasteligt. Og at aktivisterne i de palæstinensiske flygtningelejre i Jordan gør den månedlige velgørenhed afhængig af, om familiens piger og kvinder bærer hidjâb, er at føje spot til skade og vidner mere om givernes åndelige afstumpethed end om religiøsitet.
Ydermere er der en kedelig tendens til, at kvinder, der ikke følger de politiske og religiøse lederes forskrifter og påbud, af flere og flere trosfæller (kvinder såvel som mænd) bliver betragtet som udskud, som lastefulde individer og fjender af troen.
At den muslimske kvindes klædedragt visse steder er underlagt strikse religiøse eller politiske lovregler er en grov krænkelse af Koranens centrale princip om personlig frihed under ansvar:

Der må ikke være tvang i trosanliggender. Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder, men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende. Gud er de troendes beskytter. Han leder dem fra (uvidenhedens) mørke frem til lyset. De, der afviser at tro, har taget afguderne til herrer. De bringer dem fra lyset ind i mørket. De vil være Ildens beboere – dér vil de dvæle. (2:256-257)

Og de iranske magthaveres genindførelse af chadoren ved lov med offentlig kontrol og afstraffelse af kvinder, der ikke følger forskrifterne til punkt og prikke, har ført til, at den iranske kvindedragt er blevet den vel mest omdiskuterede kvindedragt i verden og er blevet symbol på diktatur, undertrykkelse, magtmisbrug, vold og fanatisme.
Og stik imod hensigten bag Koranens stilfærdige påbud om anstændig klædedragt, er enhver form for klædedragt båret af en person, der bekender sig til Islam, således blevet et offentligt samtaleemne og genstand for heftig debat – både blandt muslimer såvel som ikke-muslimer.

9. Hidjab i Danmark

Vi må leve sammen som brødre – eller gå til grunde som tåber.

Abraham Lincoln (1809-1865)  

Selv om muslimske kvinder i Danmark kommer fra mange for­skellige lande og kulturer, er de stort set enige om den generelle definition af ‘korrekt hidjâb‘:

1. Klædedragten skal være diskret for ikke at vække unødig opmærksomhed.
2. Den skal være løstsiddende og uigennemsigtig for at skjule kroppens former.
3. Den skal gå helt op i halsen, have lange ærmer og være ankellang.
4. Den må ikke være prangende.
5. Kvinder må ikke bære decideret mandetøj og vice versa.
6. Klædedragten skal være en tydelig tilkendegivelse af, at man er muslim.

Ad 1)
For ikke at vække unødig opmærksomhed, bør man vælge en klædedragt i afdæmpede farver og enkelt snit; men den behøver ikke være hverken kedelig eller usmart af den grund. (I øvrigt kan en smag­fuld, farvestrålende klædedragt være en sand fryd for øjet – uden af den grund at vække negativ opmærksomhed. På samme måde som en diskret makeup kan forskønne et ansigt uden at virke iøjnefalden­de.) Og for ikke at skille sig ud af mængden, bør klædedragten naturlig­vis tilpasses den lokale kultur.
En arabisk abaya er ikke mere ‘korrekt islamisk’ end alle andre former for klædedragt, blot fordi Profetens samtidige gik således klædt. Vist skal man ‘følge Gud og Hans sendebud‘ (4:59); men det betyder naturligvis ikke, at menneskene indtil verdens under­gang partout skal indtage deres måltider siddende på jorden og spise med fingrene af ét stort fad, blot fordi Profeten og hans samtidige gjorde det. At de skal tvinge sig selv til at spise græskar, blot fordi Profeten kunne lide græskar. At de skal forsage alle de opfindelser, der er gjort siden Profetens dage. Eller at de skal klæde sig, som Profeten og hans samtidige gjorde for at blive respekteret af omverdenen.
Rystende er det at opleve, at enkelte danske muslimske kvinder (i en fortrolig stund på tomandshånd) fortæller, at de af deres såkaldte veninder føler sig presset i valget af klædedragt, men simpelthen ikke orker at argumentere imod gruppen. Eller at deres mænd mere eller mindre påtvinger dem den traditionelle arabiske klædedragt under påskud af, at den er mere ‘korrekt islamisk’ end en almindelig, tækkelig klædedragt. De samme mænd finder det imidlertid helt i orden, at de selv går europæisk klædt! Dobbelt tragisk er det, når kvindens familie efterfølgende slår hånden af hende, fordi hun går klædt, som hun gør.
Profetens sædvane giver et fingerpeg om, hvor­ledes man i en anden kultur og i en anden tidsalder har tolket Koranen og ført dens lære ud i livet. Det er vor pligt og opgave efter bedste evne at forsøge at forstå Koranens budskab og at bruge al vor indsigt, dømmekraft og sunde fornuft til at overføre budskabets kerne og ånd til den virkelig­hed, vi er en del af – uden dog at gå uden for den rammelov, som Koranen fastlægger. Bl.a. gælder det om at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold og ikke gå til yderligheder. Derfor er en dansk kvinde i abaya, chador el.lign. på hjemlige gader og stræder et komplet misfoster.
Anderledes forholder det sig derimod med en indvandrer, der som voksen er kommet hertil fra en fremmed kultur, og bærer sit hjemlands traditionelle klædedragt. Den kan give bæreren den tryghed, selvtillid og styrke, der skal til for ikke at havne i et kulturelt og religiøst tomrum den første svære tid i nye omgivelser. For integration er en langvarig og helt personlig proces, der lykkes hurtigst og bedst, hvis den ikke forsøges presset eller tvunget frem af omgivelserne.

Ad 2) og 3)
Løsthængende kjoler, skjorter, tunikaer, pullovere, jakker og frakker, nederdele og benklæder kan varieres i det uendelige.

Ad 4)
At klædedragten ikke må være prangende burde være en selvfølge:

Vær ikke selvglad og hovmodig, for Gud elsker visselig ikke indbildske pralhalse. (31:18)

men derfor behøver man jo da ikke gå til den anden yderlighed og klæde sig kedeligt og asketisk. Opfatter man ‘hoveddækket’ i 24:31 bogstaveligt, må man nødvendigvis også forstå ‘den smukkeste klædning’ i 7:31 bogstaveligt:

Oh I Adams børn! Bær jeres smukkeste klædning overalt og til alle tider. Nyd Guds gaver,(4) men vær ikke umådeholdne, for Gud elsker ikke de umådeholdne. Sig: “Hvem kan forbyde de smukke ting, Gud har skabt for menneskene?” Sig: “De er for de troende (og de vantro) i dette liv, men forbeholdt de troende på Opstandelsens Dag.” Således forklarer Vi tegnene tydeligt for de indsigtsfulde. (7:31-32)

Oh I troende! Forbyd ikke de goder, Gud har tilladt jer; men overdriv ikke – det vil være at overtræde Hans Lov. Gud elsker ikke overtræderne. (5:90)

Ad 5)
Selv om kvinde- og mandsdragter i mange kulturer består af de samme elementer (benklæder og overdel af varierende længde), så er der dog tydelig forskel i snit, stof, mønster eller farve.

Ad 6)
Denne sidste regel er efter min opfattelse imidlertid ret så problematisk, for den kan overhovedet ikke forsvares ud fra Koranen!
Det kan nemt konstateres, at den eneste begrundelse Koranen giver for påbudet om anstændig klædedragt er, at kvinder skal beskyttes imod at blive forulempet af perverse mænd (33:59-60). Der nævnes ikke med ét eneste ord, at muslimers klæde­dragt generelt skal være forskellig fra jøders eller kristnes. Der er ej heller bevis for, at Profeten eller hans trosfæller via deres påklædning skulle have skilt sig nævneværdigt ud fra den øvrige befolkning.
Der eksisterer godt nok nogle udsagn om, at Profeten bl.a. skulle have misbilliget, at mænd klæder sig i safran-gult, guld eller silke, og at mænd og kvinder lader deres klædedragt slæbe hen ad jorden: ‘for således gør de vantro’ og ‘den, der efterligner et fællesskab er én af dem’. Det betyder i al sin enkelt­hed, at den, der stiller sin materielle rigdom til skue, risikerer at henfalde til arrogance over for sine medmennesker. Og at den, der går uanstændigt klædt, risikerer at falde for fristelsen til løsagtig levevis. At påstå ud fra disse profetudsagn, at klædedragten som helhed skal vidne om bærerens religiøse tilhørsforhold, er lige så ureflekteret som at påstå, at vestlig klædedragt pr. definition er dekadent! Kernen i budskabet er, at man skal klæde sig diskret og anstændigt og ikke på usmagelig vis stille hverken fysisk eller materiel rigdom til skue.
Mænds og kvinders klædedragt har alle dage været knyttet til et bestemt geografisk område, til en bestemt kultur og til et bestemt klima – og ikke til en bestemt religion. Påstanden om, at en muslimsk kvinde gennem sin klædedragt skal vise, at hun er muslim (og ikke jøde, kristen eller ateist), implicerer jo indirekte, at en ikke-muslimsk kvinde ikke må bære hidjâb. Et sådant forbud er det uladsiggørligt at håndhæve uden at krænke de mest basale menneskerettigheder.
Muslimer accepterer jo da også, at mange ikke-muslimer bruger navne, som traditionelt opfattes som muslimske. Og mange af de profetnavne, som muslimer ynder at give deres børn, er faktisk identiske med gode kristne og jødiske navne!

Islam er et budskab til menneskeheden, og påbudet om anstændig klædedragt henvender sig til alle troende, både jøder, kristne og muslimer – til alle, der søger den fuldkomne fred gennem gudhengivelse, for det er, hvad selve ordet islam betyder.

Hold alle sammen fast ved det reb (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. (3:103)

Hviler man i sig selv som menneske, føler man sjældent behov for at skilte med sit religiøse tilhørsforhold og markere grænser – og dermed afstandtagen til andre. Islam er ikke kommet for at skabe skel i befolkninger, der i århundreder har levet fredeligt side om side, men for at nedbryde de mure og barrierer, som uforstandige mennesker har skabt. Kunstige skel mellem mennesker skaber uro og had og er kimen til krig og fordærv og ødelæggelse af Guds skaberværk.

10. Det “nye” tørklæde

Frihed er bl.a. retten til at være forskellig, noget for sig selv.

 Ebbe Kløvedal Reich

De fleste danske muslimer – både dem, der kan føre deres slægt flere hundrede år tilbage i den danske muld, og ‘nye danskere’, der enten er født her i landet af indvandrere eller er kommet hertil fra muslimske lande i deres tidlige barndom – vælger at kombinere en almindelig, diskret klædedragt med et såkaldt islamisk tørklæde, der dækker hår og hals. Tørklædet har fold i siden og holdes ofte sammen med en nål under hagen. Tørklædet er ofte ensfarvet hvidt, men kan også være diskret mønstret i dæmpede farver.
Men et ganske almindeligt ‘dansk’ tørklæde krydset i nakken, bundet på issen og kombineret med en højhalset pullover, eller et tørklæde krydset under hagen og bundet i nakken, anses ikke for ‘korrekt islamisk’. Helt galt bliver det, hvis man om vinteren drister sig til at udskifte tørklædet med en strikket hue, et strikket rør eller et langt tørklæde slået om hoved og hals. Og flere og flere opfatter en ankellang, ensfarvet, mørk (og uendelig trist) løsthængende frakke-lignende overdragt som eneste ‘korrekte’ udebeklædning – selv om den faktisk i almindelig dansk blæsevejr afslører langt mere af kroppens former end en kraftig vindjakke. Forstå det, hvem der kan; men vi skal altså partout uniformeres her på tærskelen til det 21. århundrede – 1400 år efter Profetens død!
Men er det ikke lidt hysterisk og umodent at tillægge et stykke stof en så enorm betydning? Hvorfor ikke tolke hoveddækket i 24:31 billedligt – som et usynligt slør, man omgiver sig med i kraft af beskeden adfærd og levevis sammenkædet med diskret og anstændig klædedragt?

Det er Ham, der har nedsendt Bogen til dig. Deri er der tydelige tegn – det er Bogens grundlag. Andre tegn er billedlige. De vildfarne tolker de billedlige tegn (bogstaveligt) og sår usikkerhed og splid med deres fortolkning. (3:7)

På Profetens tid var det almindeligt, at både kvinder og mænd bar et hoveddække. Det var både et værdighedstegn og en beskyttelse imod sol, ørkensand, vind og vejr. Nogle af kvinderne har åbenbart haft for vane at lade hoveddækkets ender hænge ned ad ryggen, så de blottede deres bryster i en åbenbart ekstremt udvidet halsudskæring. Det har givet anledning til, at svage sjæle blandt mændene opfattede disse skødesløse kvinder som ‘allemands-eje’, som de havde ret til at forulempe efter forgodtbefindende.
Derfor blev kvinderne påbudt at tildække deres bryster for at vise for omverdenen, at de var respektable kvinder med grænser i forhold til fremmede mænd (33:59). Hyklere (dvs. de, der udgav sig for at være troende, men ikke var det i hjertet) og andre svage sjæle med perverteret tankegang, der ikke ville respektere dette signal og alligevel forulempede disse kvinder, blev stillet én eller anden form for straf i sigte fra myndighedernes side (33:60).
At det er strafbart at forulempe andre mennesker er der ikke noget at indvende imod – ej heller i vore dage; men det er tegn på sørgelig mangel på indfølingsevne og realitetssans, når man selv hos anden-generations indvandrerunge, der er opvokset her i landet, gang på gang møder opfattelsen af, at mængden af stof en kvinde hyller sig ind i – og specielt om hun går med tørklæde – er et ufejlbarligt barometer for hendes religiøsitet og ærbarhed. For en kvinde behøver ikke nødvendigvis være løsagtig, blot fordi hun ikke går med tørklæde, og de muslimske kvinder, der bevidst fravælger tørklædet, er i mange tilfælde mindst lige så ‘praktiserende’ som deres tilhyllede medsøstre. Og mange af de kvinder (muslimske som ikke-muslimske), der ikke går med tørklæde, overskrider ej heller de grænser, som Koranen fastlægger for anstændig adfærd mennesker imellem. Oprigtig gudstro kommer indefra og kan naturligvis ikke måles ved et eller flere stykker stof.

De allerfleste muslimske lærde har i tidens løb ment, at en kvindes hår, hals og kindben virker seksuelt tiltrækkende på mænd og derfor nødvendigvis bør tildækkes, således at kun selve ansigtet er synligt;(2) men til syvende og sidst må det vel være helheds­ind­trykket, der er det afgørende – for det tilhyllede kan såmænd ofte virke mere æggende end det nøgne!
Ethvert hår (eller tørklæde for den sags skyld) kan virke tiltrækkende og utrolig sexet, når det ses på en kvinde, der både klæder og bevæger sig udfordrende, som det er almindeligt i annoncer og reklamefilm.(3) Men at påstå, at ganske almindeligt hår på en kvinde, der både klæder og bevæger sig på ganske normal vis, kan virke seksuelt udfordrende, er fuldstændig ude af proportion. Utildækket hår burde ikke være noget problem overhovedet, når det gælder almindelig social kontakt mennesker imellem.

Begrundelserne for at bære hidjâb er mangfoldige. Mange kvinder begrunder deres valg med et ønske om ikke at ville bedømmes på deres udseende; men ligger der ikke noget paradoksalt i, at de – når de som modtræk til den efter deres opfattelse uanstændige klædedragt tilhyller sig fuldstændigt eller går med tørklæde – forventer respekt netop fordi de går med tørklæde? Dybest set er der vel ikke forskel på at fokusere på et tørklæde – eller på mangelen på samme!
Andre ønsker med hidjâb at signalere afstandta­gen fra ‘vestlig dekadence’(5) og synes ikke at have forstået, at hidjâb i vore dage lige så meget er blevet en camouflage for ‘muslimsk dekadence’ – og så er man jo lige vidt!
Kvinder såvel som mænd påstår, at sløret beskytter kvinden og giver hende værdighed. Beskyttelse imod én ting vil dog uvægerligt betyde udelukkelse fra noget andet; men har man hørt en påstand ofte nok, ender man med selv at tro på den og lovprise den!
Mange kvinder forsvarer deres ensfarvede klædedragt og det hvide ‘islamiske’ tørklæde med, at katolske nonner jo også går sådan klædt som et tegn på religiøsitet og ærbarhed; men sammenligningen halter ganske betydeligt, for nonnedragten signalerer også selvvalgt livslang askese, afsondrethed, cølibat og total seksuel afholdenhed – alt sammen ting, der er direkte forbudt i Koranen (57:27). Ganske som den anden yderlighed – vilkårlige seksuelle forbindelser – er det (17:32 og 24:33). Islam er også i denne forbindelse religionen ‘på midten’: Den anerkender, at et godt og naturligt seksualliv er nødvendigt for den fysisk/ån­delige balance, men lægger det i nogle ydre rammer: ægteskabet.
I dette århundrede er sløret blevet brugt for at fremhæve sin identitet i forhold til kolonimagter og som et symbol på national frihedskamp – og senere hen som et symbol på massernes oprør mod korrupte regimer, diktatur og fattigdom. Her i landet ligger der bag alle gængse begrundelser for brugen af ‘det nye tørklæde’ tydeligvis et ønske om accept og respekt fra omverdenen. Og mange kvinder bruger – mere eller mindre ubevidst – ‘det nye tørklæde’ og mere ekstreme former for tilsløring som krykkestok i deres søgen efter selvværdsfølelse og identitet i et samfund, hvor der ofte ses ned på personer med ‘afvigende’ navn eller hudfarve. Og hvor Islam og muslimer i mediernes stereotypi fremstår som et uønsket og mindreværdigt kulturelt fremmedelement.

Kultur er under stadig forandring, og begreber som blufærdighed og ærbarhed skifter fra kultur til kultur. Hvad der i én kultur eller én bestemt tidsalder opfattes som anstændigt, behøver ikke nødvendigvis opfattes som anstændigt i en anden kultur eller en anden tidsalder.
Og det kan skabe paradokser og groteske situationer, hvis indvandrere stædigt fastholder deres hjemlands normer for anstændighed. Som f.eks. når en kvinde – ganske i overensstemmelse med det arabiske ideal om ærbarhed (som mange unge arabere i øvrigt også sætter spørgsmålstegn ved i dag) – går i vandet med alt tøjet på. For her på vore breddegrader opfattes vådt tøj, der klistrer til kroppen, ganske modsat: Nemlig yderst sexet! Hjemlige diskoteker kårer fra tid til anden miss’er, hvor kandidaterne iført T-shirt går en tur under bruseren, før de betræder podiet og udsætter sig for dommernes og publikums kritiske blikke. Herhjemme er en diskret, tækkelig badedragt så afgjort mere passende for en kvinde, der vil undgå at tiltrække sig fremmede mænds opmærksomhed – også selv om hun derved lader mere end ansigt og hænder være utildækkede!
Klæder man sig tækkeligt og diskret har man ikke brug for hverken tørklæde eller eksotiske gevandter for at signalere, hvor ens grænser går i forhold til det andet køn. For almindelig anstændig påklædning, adfærd og kropssprog kan udgøre et usynligt hidjâb – hvis blot mændene er modne nok til at acceptere og respektere det! Som det fortælles, at Profeten har sagt:

 Det sande slør er i mændenes øjne.

Der er ingen som helst grund til, at muslimske kvinder i Danmark skal være med til at fastholde et komplet u-islamisk seksualbegreb, ifølge hvilket kvinden er den syndefulde, forføreren, der spreder umoral og kaos (fitna) – og manden blot det sagesløse offer. Koranens beretning om skabelsen og om Adam og hans hustru i Paradisets Have er ikke til at tage fejl af:

Satan fik DEM til at fejle. (2:36)

Ved list og svig forårsagede han DERES fald. DE smagte af træet. (7:22)

Mænd og kvinder er ifølge Koranen skabt af samme livscelle. Mænd og kvinder er lige ansvarlige for samfundsmoralen. Mænd og kvinder er lige ansvarlige for menneskehedens storhed eller fald! Som det fortælles, at Profeten har udtrykt det:

Kvinden er mandens tvillingehalvdel.

11. Den gyldne middelvej

I Islam fandt jeg den perfekte balance
mellem verdslighed og religion,
mellem kultur og menneske,
mellem krop og sjæl,
mellem selvet og kosmos.

Ali Ahmed Knud Holmboe (1902-1931)

Mange muslimer henviser ofte til Islam som religionen ‘på midten’, men glemmer, at de selv i deres dagligdag bør søge den gyldne middelvej i alle livets forhold – også i deres religionsudøvelse og i valget af klædedragt. Tilhyller man sig ekstremt i nogle sammenhænge, falder man nemt for fristelsen til at gå i den anden grøft og maje sig ud i andre sammenhænge.
Kun ved at følge den gyldne middelvej og afvise enhver form for ekstremisme kan man finde den balance og harmoni, der er troens kerne. Overdrivelser fremmer kun et enkelt aspekt af det menneskelige liv, men hæmmer og dræber udviklingen af alle andre. Det islamiske ideal er harmoni og ligevægt:

Og således har Vi gjort jer til et fællesskab på midten (ummatan wasatan), at I må være forbillede og vidner (for Guds Sag) for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne (for Guds Sag) for jer. (2:143)

Kønsadskillelse kan i nogle sammenhænge afgjort være en fordel – så længe den falder naturligt for de implicerede parter eller udgør et frivilligt alternativ. Kvinde-væresteder, kvinde-motionsløb, kvinde-sportskonkurrencer eller andre former for kvinde-sammenkomster kan være både positive og fornøjelige, ligesom kønsopdelt undervisning i nogle fag eller rene kvinde-universiteter kan give piger og kvinder mulighed for at udfolde sig i en afslappet atmosfære og på egne præmisser. Men hvis kønsopdeling betyder udelukkelse af kvinder fra nogle studiefag eller er lig med et forhæng ned gennem et auditorie eller en bedesal (efter sigende ikke et særsyn i mindre europæiske kulturcentre), er det fuldstændig absurd og uværdigt og vidner om uhyggelig åndelig afstumpethed hos dem, der forlanger eller stiltiende accepterer en sådan rumopdeling.
Kønsadskillelse kan værne kvinder imod trivielle byrder og bekymringer, så de føler sig som dronning i eget hjem og i vid udstrækning oplever den som et privilegium og en kompensation for de allermest skønsskæve traditioner og love; men tilsløring og kønsadskillelse er uværdig – for både kvinder og mænd – hvis hver enkelt kvinde ikke suverænt selv må bestemme, hvornår hun vil opholde sig ‘indenfor’ eller ‘udenfor’. Og i sin ekstreme og påtvungne form kan tilsløring og kønsadskillelse være en hæmsko for den personlige udvikling og et destruktivt mareridt.
For man skal være både døv og blind, hvis man ikke – når man ‘rejser ud i verden med åbent sind og lutter øre’ (22:46) – kan se den dobbeltmoral, der hersker mange steder i de lande, hvor kvinderne tilhyller sig (eller tvinges til at tilhylle sig) allermest, og hvor kønsadskillelse er udbredt:

Børnene bliver efter vore forhold uhyggelig tidligt kønsbevidste og lærer ikke at omgås eller kommunikere med det andet køn på naturlig vis. Nogle såkaldt lærde finder det endog upassende, at en mand rækker en kvinde en hjælpende hånd ved udstigning af et befordringsmiddel – en gestus, der på vore breddegrader opfattes som almindelig høflighed. Og fordi selv et håndtryk, en spadseretur, en samtale på tomandshånd, et smil eller en uskyldig latter bliver seksualiseret og kriminaliseret, har mange livet igennem et fuldstændig forkvaklet syn på det modsatte køn. Et menneskesyn, der i yderste konsekvens kan føre til uhyggelig mangel på respekt for det liv, Gud har skabt, til lemlæstelse af pigebørn, misbrug af børn, vold, voldtægt og drab på kvinder, der på ingen måde kan forsvares ud fra Koranen. Og homoseksualitet florerer blandt kvinder såvel som mænd – skønt udtrykkelig forbudt i Koranen (4:15-17).

Kun de færreste ægtemænd vil beholde en utro hustru; men både kvinder og mænd accepterer stiltiende, at gifte såvel som ugifte mænd bedriver hor. Det starter i al uskyldighed med, at piger af deres forældre bliver kørt i langt strammere tøjler end drenge – en ‘frihed’, som de færreste mænd er modne nok til at administrere på værdig vis. Ingen forventer i ramme alvor, at en mand skal være jomfru indtil bryllupsnatten, når dog Koranen fordømmer hor for begge køn (17:32 og 24:2) og udtrykkeligt påbyder en ugift mand seksuel afholdenhed (24:33). Men en brud risikerer – selv i vore dage – at blive sendt tilbage til sin familie, hvis der ikke kan fremvises et blodplettet lagen eller lommetørklæde efter bryllupsnatten, når dog Koranen intetsteds omtaler noget ‘jomfrutegn’. Hvilken nedværdigelse for bruden, at hendes krop i den grad bliver gjort til genstand for offentlig samtale. Og man vælger at ‘glemme’, at Koranen faktisk forbyder en mand, der har begået utugt, at gifte sig med en kvinde, der ikke har (24:3 og 26). Flere og flere velhavende kvinder, der har mistet deres mødom, tager hævn for denne dobbeltmoral ved at få indopereret en kunstig mødom – en nedværdigelse for begge parter, og et dårligt udgangspunkt for et ægteskab.

Nogle kvinder misbruger den anonymitet, som gevandterne giver dem, til gøremål, som enhver anstændig kvinde med respekt for sig selv burde afholde sig fra. Herhjemme hører man f.eks. om, at flere tilslørede kvinder efter tur bruger ét og samme buskort. I lande, hvor kvindelige studerende bærer ansigtsslør, har lærerne ikke nogen som helst mulighed for at efterprøve, hvem der rent faktisk besvarer en eksamensopgave. Og storbyernes tæt tilslørede ludere ser ikke ud til at have besvær med at tiltrække kunder. Koranen forbyder al seksuel udfoldelse uden for ægteskabets rammer – og dermed også prostitution; men i stedet for at gribe om nældens rod og udrydde fattigdommen, så ingen kvinde er nødsaget til at sælge sin krop, og i stedet for at tvinge mændene til at ændre holdning og fordømme dem, der går til de prostituerede, så har man under Fatimide-dynastiet belagt prostitution med skat, og i dette århundrede har man nogle steder legaliseret bordeller og underlagt dem krav om isoleret beliggenhed, hygiejne og regelmæssig lægekontrol og sat væbnet politi ved indgangen!

I Iran henrettede man efter revolutionen i 1979 flere bordelbestyrere og satte ild til hele det område i Teheran, hvor prostituerede i årtier havde levet og arbejdet. Men samtidig har magthaverne indirekte legaliseret prostitution ved at lovprise det tidsbegrænsede mut’a– eller sigheh-ægteskab – en ægteskabsform, der ikke nævnes i Koranen og som er forbudt både i traditionel sunni-Islamisk Lov og i nutidig lov, men er fuldt lovligt inden for iransk lov og Shi’a-Islam, hvis tilhængere udgør ca. 10% af det samlede antal muslimer og især findes i Iran og dele af Irak. Kontrakten for et mut’a-ægteskab skal indeholde oplysning om ægteskabets varighed (fra én time til 99 år) og om størrelsen på det beløb, manden betaler kvinden, der ikke har ret til forsørgelse derudover. Ægtefællerne har ikke arveret efter hinanden. Et barn af et tidsbegrænset ægteskab betragtes legalt set som ægtefødt og har ret til forsørgelse og arv på lige fod med søskende født i et almindeligt ægteskab, hvilket dog kan være problematisk i praksis, da tidsbegrænsede ægteskaber ikke registreres hos myndighederne og ofte indgås uden den øvrige families viden. Magthaverne fremhæver det tidsbegrænsede ægteskabs ‘positive’ effekt for individets og samfundets moralske sundhed og har ganske undladt at fastsætte en øvre grænse for antallet af ‘midlertidige’ hustruer, en mand må have – ud over de fire hustruer, han må have ifølge Koranen, naturligvis. Og de gør intet for at udrydde den populære opfattelse af, at det er fortjenstfuldt for en kvinde at være gift med en religiøs leder – selv for en kort periode. At der er tale om camoufleret prostitution slet og ret bekræftes indirekte af en mullâ i valfartsbyen Mashad, der kategorisk udtaler, at han aldrig nogensinde vil tillade sin egen datter at indgå et midlertidigt ægteskab; men han er ikke bleg for at indrømme, at han selv ofte indgår sådanne ægteskaber uden sin families vidende! Mullâerne har åbenbart aldrig hørt om AIDS og endnu mindre fattet, at samfundsproblemer hverken kan camoufleres bort eller ties ihjel ved at bandlyse og forfølge forfattere, der gør opmærksom på problemerne.

Men hvis de muslimer, der ukritisk og uden hensyntagen til ånden i Koranens budskab overtog kønsadskillelsen fra de kulturer, de mødte i de første århundreder efter Profetens død, havde ‘rejst ud i verden med åbent sind og lutter øre’(22:46) ville de allerede dengang have kunnet observere de negative sider af den i bund og grund u-islamiske patriarkalske samfundsstruktur og alle de umenneskelige foranstaltninger, som mænd verden over har udtænkt for at kontrollere familiens kvinder; men som de får de ældre kvinder til at udføre i praksis. For paradoksalt nok er det i mange kulturer kvinderne selv, der – for at bevare deres eget menneskeværd i familiens (og især i mændenes) øjne – er med til at fastholde kvindefjendske holdninger og traditioner, der ofte udsætter deres egne døtre og kønsfæller for umenneskelige lidelser:

I Kina var det mødrene eller professionelle fodbindersker, der snørede småpigernes fødder sammen og tvang dem til at gå, selv om det gjorde ondt. Man gjorde det ikke af ondskab – man ville bare pigens ‘eget bedste’, for hun kunne ikke blive gift, hvis hun ikke havde små og hårdt tilsnørede fødder. Og for mændene var det en bekvem måde at sikre sig, at piger og kvinder ikke bevægede sig alt for langt væk fra hjemmet – eller at de i det mindste var under opsyn af de mandlige tjenere, der bar deres bærestol! I Somalia, i Egypten og i Afrika i et bælte omkring ækvator, udfører ældre kvinder (kristne, muslimer og animister) – også til pigens ‘eget bedste’ – forskellige former for grusom lemlæstelse af pigebørns kønsorganer, godt hjulpet af pigebørnenes egne mødre og bedstemødre. En skik, der ikke vil uddø, før mændene har mod og mandshjerte nok til at stå frem og sige, at de faktisk hellere vil være sammen med uomskårne kvinder! I Indien forsøger man forgæves at gøre op med den årtusindgamle tradition, der får en enke til at bestige sin mands ligbål for at vinde gunst og ære blandt de efterladte! Og i alle patriarkalske kulturer – også blandt nogle indvandrere i nutidens Danmark – er det en svigerdatters lod at skulle arbejde hårdt i familien – under kommando af en svigermor, der selv som ung nygift kvinde har måttet finde sig i sin egen svigermors plagerier. Hævn avler hævn…

Det umiddelbare ansvar ligger på mødrene – dem, der former fremtiden ved at opdrage næste generations kvinder og mænd; men det er de religiøse og politiske magthavere, der verden over fastholder hele befolkninger i uvidenhed og fattigdom, der er de egentlige skurke og bødler.

Hvis man virkelig tror, at Koranen er Guds ord, og at Gud er ‘den bedste til at tage sig af vore anliggender’, at Han ‘aldrig er uretfærdig’, at Han ‘er kærlig’ og står for alt det sublime, det er så uendelig vanskeligt at udtrykke i ord – hvorledes kan man da tro, at Han skulle have tiltænkt den ene halvdel af menneskeheden at blive usynliggjort, ydmyget og fuldstændig domineret af den anden? Afsondring var udelukkende møntet på Profetens hustruer (33:32-33), og blev af dem praktiseret i en yderst moderat udgave.
Nærlæser man Koranstederne om forholdet kønnene imellem, er der ingen tvivl om, at Koranens vejledning er et opgør med de samfundsstrukturer, der i ekstrem grad begunstiger det ene køn på bekostning af det andet – og den deraf følgende dobbeltmoral. Islam er religionen ‘i harmoni og ligevægt på midten’ (2:143). Derfor må det, Gud har tiltænkt menneskene, nødvendigvis være en samfundsform i naturlig balance mellem matriarkat og patriarkat.
 Man kan få syn for sagn ved at ‘rejse ud i verden og reflektere over, hvorledes Gud oprindeligt formede Sit skaberværk’ (29:20). Meget kan vi, der kalder os selv ‘civiliserede’ lære af de ‘oprindelige folk’ rundt omkring i verden, hvor mænd, kvinder og børn lever i pagt med naturen og i et harmonisk fællesskab, hvor hver enkelt – ung og gammel, kvinde og mand – efter evne bidrager til fællesskabets ve og vel og er omgivet af respekt, loyalitet, omsorg og kærlighed. Virkelig islamiske fællesskaber ‘på midten’ i naturlig og harmonisk balance, hvor mand og kvinde supplerer, hjælper og støtter hinanden i dagligdagens mange gøremål.
Men snæversynede og magtsyge mænd har forvansket Islam til det ukendelige.

En del mænd og kvinder mener endog, at den åbenlyse umoral i tiden kræver, at kvinderne også bør bære både sokker og handsker og tilsløre deres ansigt; men det er sandt for dyden svært at se, hvorledes det skulle kunne højne samfundsmoralen! Og man må uvilkårligt spørge, hvad det mon er, der får en aldrende, blind arabisk Shaikh, der nyder stor anseelse, til at skrive en hel bog om, hvorfor muslimske kvinder bør tilhylle sig fuldstændigt – og til at påstå, at Islam kun tillader, at kvinder viser det halve af det ene øje?
Hvad får en jordansk læserbrevsskribent til at påstå, at det ikke anfægter en kvindes værdighed at blive slået af sin mand – for kvinder fødes uden værdighed!
Hvad får kuwaitiske aktivister til at ty til bomber i forsøg på at dræbe en medicin-professor, der forbyder sine kvindelige studerende at bære ansigtsslør – efter at han har set en studerendes slør daske ned i et lig, man var ved at dissekere?
Hvad får en kvindelig kuwaitisk øjenlæge til at opfordre kvindelige bilister til at trodse lovforbudet mod at føre bil med ansigtsslør, og at påstå, at et ansigtsslør med dets op til fire lag stof ikke influerer på synet? Og de stakkels færdselsbetjente tør ikke stoppe bilister med ulovlige ansigtsslør af frygt for repressalier fra aktivisternes side!
Hvad er det, der får muslimske kvinder til stædigt at beholde ‘fuld ornat’ incl. ansigtsslør på, når de befinder sig i en ren kvindeforsamling som f.eks. på et rent kvinde-college uden ét eneste hankøns-væsen inden for miles omkreds?
Hvad er det, der får kvindelige universitetsstuderende til at fortælle deres midaldrende og altid anstændigt klædte psykologi-professor, at de er bekymrede for, om hun ender i Helvede på grund af sin påklædning?
Hvad er det, der får en dansk muslimsk kvinde til i fuld offentlighed at overfuse en medsøster, der bevidst har fravalgt tørklædet, og højlydt proklamere, at hun – fordi hun ikke tildækker sit hår – vil ende i Helvede og dér blive trukket rundt ved sit hovedhår?

I de seneste år er der udkommet et hav af bøger og hæfter om hidjâb – og klassikere inden for genren genoptrykkes jævnligt. Mange af dem er uhyggelig og chokerende læsning: Den totale tilhylning (à la iransk chador, arabisk abaya eller afghansk burqa) omtales som ‘den sømmelige klædedragt’, ‘komplet hidjâb’ eller ’tilbørlig islamisk klædedragt’ uden hvilken en kvinde hverken er ‘islamisk’ eller ‘korrekt’ klædt på. De, der kun bruger et ‘simpelt’ eller slet intet tørklæde, betragtes som kvinder, der ‘ikke er bevidste om deres religiøse forpligtelser’.
Forfatterne går fra én yderlighed til en anden og deler verden op i sort og hvid. Den totale tilhylning forherliges, og vestlig klædedragt stemples kategorisk som dekadent. Den totale tilhylning påstås at give kvinden værdighed og status og tages som udtryk for ærbarhed og dyb religiøsitet, medens vestlig klædedragt tages som udtryk for mangel på identitet, ekshibitionisme, promiskuitet og ateisme. Et alternativ på midten synes overhovedet ikke at eksistere. Og dermed understøtter de den blandt bornerte aktivister udbredte opfattelse af, at en utilsløret kvinde er en fjende af troen – en kollaboratør, der i yderste konsekvens må bøde med livet.
Hæfterne er en hån mod kvindekønnet som helhed, og især mod de muslimske kvinder, der stilfærdigt og oprigtigt prøver at efterleve Koranens retningslinjer for, hvorledes dens budskab skal forstås og udmøntes i praksis. Hæfterne fortæller dog nok i sidste ende mere om forfatterne selv end om ‘de formastelige’, der bevidst fravælger tørklædet. Og hæfterne er et lysende eksempel på, hvor galt det kan gå, når man tager skyklapper på og krampagtigt hæfter sig ved ordlyden i en enkelt passage i Koranen uden at bekymre sig om hverken helheden eller budskabets ånd og kerne.
Det er naturligvis prisværdigt at ville fremme åndslivet og højne samfundsmoralen; men man når ingen vegne ved at gemme den ene halvdel af menneskeheden bort.

12. Mændenes rolle og ansvar

Vis ærefrygt for Gud ved at vise respekt for kvinder.

Profeten Muhammad (570-632)

De varmeste fortalere for kønsadskillelse og kvindernes totale tilhylning nævner kun sjældent, at det Koranvers (24:31), der påbyder kvinderne ærbarhed, faktisk følger lige umiddelbart efter et lignende påbud til mændene:

Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blik og bevare deres dyd – det er mere passende for dem. Gud er visselig vidende om alt, hvad de gør. (24:30)

For anstændighed påbydes naturligvis både kvinder og mænd, og man kan med rette spørge, om det ikke er på tide, at mændene erkender deres ansvar og opfylder deres forpligtelser i den hen­seende.
Hidjâb hindrer nemlig ikke visse mænd i at nidstirre kvinder og klæde dem af med øjnene – nogle mænd føler sig ligefrem tilskyndet til at finde ud af, hvad der gemmer sig bag gevandterne (det forbudte er jo ofte ekstra tillokkende). Og der findes utallige både historiske og nutidige vidnesbyrd fra det virkelige liv om, at svage sjæle blandt mændene opfatter fraværet af hidjâb som grønt lys til verbalt og fysisk at forulempe ikke-tilhyllede kvinder – og især ”hvide” kvinder. Og at de anser dem for både æreløse, tøjlesløse og mindreværdige, som man ikke behøver vise respekt, som man kan fornøje sig med, men ikke kunne drømme om at gifte sig med – med mindre der er én eller anden form for gevinst forbundet med et sådant giftermål.
Og når så hidjâb oven i købet anses for at være signal om et specifikt religiøst tilhørsforhold (til Islam), ser det sort ud for de muslimsk-gifte jødiske og kristne kvinder, der følgelig er afskåret fra at bære hidjâb og i praksis ikke kan forvente respekt fra hverken mand, børn eller det omgivende samfund på grund af deres ”mangelfulde” og ”dekadente” påklædning.
Ved at lovprise hidjâb som det eneste saliggørende, understøtter de hidjâb-bærende kvinder indirekte disse muslimske mænds perverse opfattelse af, at ikke-muslimske og ikke-tilhyllede kvinder er mindreværdige og selv ude om det, hvis de bliver forulempet og misbrugt. Nogle kvinder giver endda direkte udtryk for en sådan holdning. Ifølge Koranen er mand og kvinde imidlertid skabt af samme livscelle og absolut ligeværdige for Gud – uanset deres religiøse tilhørsforhold i øvrigt. Storhed måles udelukkende i fromhed:   

Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til folk og stammer, at I må kende hinanden. Sandelig! Den mest ærede for Gud er den mest gud­frygtige af jer. Gud er viis og alvidende. (49:13)

De, som tror på Koranen, de, som følger de jødiske skrifter, sabæerne og de kristne – enhver, der tror på Gud og Den yderste Dag, og som er retfærdig, har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (5:72, jfr. 4:1, 3:195, 16:97, 33:35)

Koranens opfordring til at begrænse al seksuel udfoldelse til ægteskabets rammer gælder naturligvis for begge køn; men nogle mænd og kvinder havde åbenbart allerede på Profetens tid problemer med dyden – og derfor var det nødvendigt at påbyde kvinderne at samle deres ydre klædning om sig og tildække deres bryst med det traditionelle hoveddække. Og begge køn blev formanet til ikke at nidstirre og udfordre personer af modsat køn.
Det samme skete for Adam og hans hustru i Paradisets Have: Det var først efter at de have syndet og have mistet deres medfødte, naturlige uskyld, at de overhovedet blev opmærksomme på deres egen nøgenhed og fandt det nødvendigt at dække deres legemer med blade (7:19-27).
Tildækningen er altså en konsekvens af synd og en straf for den, der misbruger sin frihed og ikke formår at leve op til det ansvar, som Gud pålægger det enkelte menneske. Tildækningen er dog kun et middel og et skridt på vejen til at genvinde den naturlige blufærdighed, der kommer indefra. Et gudfrygtigt menneske vil ganske naturligt klæde sig diskret og sømmeligt – uden at gå til yderligheder – og spontant overholde de naturlige og simple regler, som Koranen fastlægger for anstændig adfærd mennesker imellem. Og derved leve op til sit ansvar som menneske:

Oh I Adams børn! Vi har givet jer klæder for at dække jeres legemer og for at smykke jer; men gudsfrygtens klædning er den smukkeste. Dette er Guds tegn, som I bør huske! (7:26)

Det forekommer mildest talt tragikomisk, når man i ramme alvor anbefaler, at mænd kun behøver dække sig fra navlen til knæene – medens kvinder skal dække alt undtagen ansigt og hænder. For derved indrømmer mændene – der selv har opstillet reglerne og normalt opfatter sig som det stærke og overlegne køn – jo i virkeligheden, at de ikke kan kontrollere deres begær i samme grad som kvinderne! Og som egypteren Qasim Amin (1863-1908), der plæderede for fuld ligestilling mellem kønnene og i stærke vendinger kritiserede brugen af hidjâb, konkluderede: Hvis mændene er så bange for at miste kontrollen over sig selv ved synet af en utilsløret kvinde, er det dem selv, der er det svage køn og har brug for beskyttelse – og følgelig burde tilsløre sig! Og så længe muslimske kvinder stryger mændene med hårene og accepterer deres åbenlyse svaghed ved at forherlige kønsadskillelse og tilhylle sig ekstremt, vil mændene aldrig udvikle sig til virkelige mandfolk og ansvarsbevidste mænd.
For det er en uomtvistelig kendsgerning, at hvert enkelt individ, der er kommet til skelsår og alder og anses for at være ved sin forstands fulde brug, ifølge Koranen er personlig ansvarlig for sine handlinger – både over for Gud og mennesker:

Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste. Og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. (17:15)

Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. Hvis en overbebyrdet beder en anden om hjælp, vil denne ikke kunne aflaste ham den mindste smule – selv om de er nært beslægtede. (35:18)

Og bered jer på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste sjæl få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret. (2:281)

Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste. Og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. (17:15)

Aldrig kan noget menneske frasige sig ansvaret for sine handlinger ved f.eks. at hævde at være blevet forført af andre. Kun tvang medfører ansvarsfrihed:

Hvis jeres slavinder ønsker at forblive ærbare, da tving dem ikke til at prostituere sig, blot fordi I selv tragter efter denne verdens goder. Hvis nogen tvinger dem (til utugt), vil Gud vise dem (der er udsat for tvang) barmhjertighed og tilgive dem. (24:33)

En kvindes påklædning eller adfærd kan således ifølge Koranen ikke være barometer for mandlige familiemedlemmers religiøsitet, ære eller mandighed. En kvinde kan ret beset ikke sætte en hel families prestige eller ære på spil – kun sin egen. Og en mand kan ikke på Dommedag drage fordel af, at hans hustru og døtre tilslører sig i dette liv. Mænd har naturligvis ikke ret til at tvinge døtre, søstre, mødre eller hustruer til at klæde sig på en bestemt måde, ej heller er de ansvarlige for deres adfærd – selv om det er udbredt, at mellemøstlige mænd sætter sig til doms over nærtstående kvinder, griber til selvtægt og på forskellig vis afstraffer søstre, døtre eller hustruer, der efter deres opfattelse ”sætter familiens ære på spil” – ved f.eks. at udstøde dem af familien eller dét, der er værre. Hvis en kvinde ”krænker familiens ære”, kan andre vejlede hende og verbalt irettesætte hende; men ingen – ej heller familiens mænd – har ret til at straffe hende korporligt:

Indbyd til Herrens Vej med visdom og smukke ord. Og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. For Herren ved bedst, hvem der er på vildspor, og hvem der lader sig vejlede. (16:125)

Og naturligvis har man ikke lov til at irettesætte andre, dersom man selv har besvær med at leve op til de krav, man stiller til andre:

Vil I påbyde andre, hvad der er godt, og selv være forsømmelige, når I dog beflitter jer med Skriften? Forstår I dog ikke? (2:44)

Oh I troende! Hvorfor siger I, hvad I ikke (selv) gør? Gud finder det visselig frastødende, at I siger, hvad I ikke (selv) gør. (61:2-3)

Sørgeligt er det, at udenfor stående muslimer – også kvinder – ofte undskylder og stiltiende billiger disse mænds perverse og brutale fremfærd, når de dog opfordres til at tage tydeligt afstand fra u-islamiske handlinger for ikke at blive anset for selv at høre til de vantro (4:140). Skræmmende er det, at de til en vis grad støttes deri af lovgivningen i nogle af de såkaldt islamiske lande; men uanset omstændighederne er selvtægt, vold og overlagt mord forbudt i Koranen:

Den, der med fuldt overlæg dræber en troende, vil få Helvedes evige pinsler at føle. Guds forbandelse vil være over ham, og han vil få en smertelig straf. (4:93)

Tag ikke liv, som Gud har helliggjort – undtagen I er berettiget dertil (ifølge loven og efter forudgående retssag med vidneførelse). (6:151)

Ofte er det gemen sladder, der fører til afstraffelsen, selv om sladder og bagvaskelse klart fordømmes i Koranen:

Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om deres egne, da de hørte rygterne. Og hvorfor sagde de ikke: “Denne (anklage) er en åbenlys løgn?” Og hvorfor blev der ikke fremført fire vidner for at bevise påstanden? De, der ikke kan fremføre fire vidner (som bevis for deres anklage), er visselig løgnere for Gud. (24:12-13)

Oh I troende! Hvis en uvederhæftig person overbringer jer en nyhed, da forvis jer om sandheden, for at I ikke uforvarende skal komme til at skade andre og (bagefter) fortryde jeres handling… Oh I troende! Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed er i nogle tilfælde syndigt. (I bør ej heller) udspionere og bagtale hinan­den. (49:6 og 12)

Hvorfor sagde I ikke, da I hørte rygtet: “Det er ikke rigtigt af os at tale om dette. Æret være Gud! Dette er en alvorlig bagvaskelse.” Gud formaner jer til aldrig mere at opføre jer sådan, hvis I er sande troende. Gud giver jer tydelige tegn, for Han er alvidende og alviis. De, der gerne ser, at ondsindede rygter svirrer iblandt de troende, vil få en smertelig straf i dette liv og i Det Hinsidige. Gud er vidende – I er uvidende! (24:16-19)

Lyt ikke til de foragtelige, der sværger (ved enhver given lejlighed), der sår splid (blandt mennesker) og udspreder (ondsindede) rygter. (68:10-11)

At beskylde en kvinde for utugt uden at kunne fremføre fire troværdige vidner til selve utugten, er næsten lige så syndigt som at begå utugt (24:2 og 24:4). Man skal have set ”sværdet blive stukket i skeden”, som det fortælles, at Profeten har udtrykt det.
Mænd forsvarer ofte deres egne udenomsægteskabelige eskapader med, at tilfredsstillelse af seksualdriften er lige så vigtig (for en mand) for opretholdelse af liv og helbred som tilfredsstillelse af sult og tørst. En påstand, der imidlertid ikke er belæg for i Koranen: Koranens spiseregler må overtrædes i yderste nød (darûra):

Han har kun forbudt jer (at spise) selvdøde dyr, blod og svinekød og det, der er slagtet i en andens navn end Guds; men hvis nøden tvinger jer (og I er sultedøden nær) da begår I ingen synd (ved at spise det forbudte) – så længe I ikke bevidst begærer det og ikke er umådeholdende. Gud er visselig tilgivende og barmhjertig. (2:173 jfr. 5:4, 6:119, 6:145 og 16:115)

– hvorimod mennesker påbydes selvkontrol og seksuel afholdenhed – også så længe de er ugifte eller af én eller anden årsag ikke kan være sammen med deres hustru. Hvis sex virkelig var en biologisk nødvendighed, ville Gud ganske givet have tilladt det i de tilfælde, hvor det under normale omstændigheder er forbudt; men der er ingen undskyldning for at udfolde sig seksuelt uden for ægteskabets rammer:

Begå ikke hor! Det er en afskyelig handling og et onde, der baner vejen for andre onder. (17:32)

De, der ikke har mulighed for at gifte sig, skal leve afholdende, indtil Gud nådigt beriger dem. (24:33)

Det kan ikke andet end vække til eftertanke, at mænd tilsyneladende kan færdes ganske upåvirket blandt husholdets egne (ofte særdeles letpåklædte) kvinder (mødre, søstre, mostre og fastre), som det er dem forbudt at indgå ægteskab med, men mener at have ret til at forulempe fremmede kvinder – også selv om disse i lige så høj grad er dem seksuelt forbudte!
Dette kunne tænkes at hænge sammen med, at man (ganske i strid med Koranens ånd) via den såkaldte Islamiske Lov (som er udformet af muslimske mænd for ca. 1200 år siden og danner grundlaget for nutidig lovgivning) har givet manden alt for let adgang til at forstøde sin hustru og udbredt mulighed for at tage flere hustruer, hvorved enhver fremmed kvinde ses som en potentiel ny hustru eller anden-, tredje- eller fjerdehustru. Og ved at gemme kvinderne bag mure og myriader af stof, har man gjort ethvert offentligt rum til mændenes legale jagtområde, hvor ingen kvinde kan føle sig sikker.

Monogami er imidlertid det grundlæggende princip i Islam – polygami er forbeholdt ganske specielle situationer: Koranens tilladelse til polygami (4:3) blev givet for at sikre enker og faderløse forsørgelse og et værdigt og beskyttet liv i en tid, hvor kvinder var i overtal efter hårde og gentagne kampe i forbindelse med hedenske stammers angreb på muslimerne. Polygami er i en sådan situation et offer, mand og hustru bringer: Manden pålægges dobbelt forsørgerbyrde, og kvinden må dele både mandens jordiske gods og hans person med en anden kvinde.

Og langt de fleste kvinder vil uden tvivl – i andre situationer end den her nævnte – føle det ydmygende at få en medhustru. Det vidste Profeten Muhammad udmærket, for da han hørte rygter om, at hans svigersøn

’Alî havde i sinde at tage endnu en hustru, skal han have sagt: “Jeg bifalder det ikke. ’Alî må forstøde min datter for at kunne gifte sig med en anden. Min datter er en del af mig. Hvad der skader hende, skader også mig.” Og så længe Fâtima levede, forblev ’Alî monogam.
Og de fleste af vore dages polygame mænd er inderst inde godt klar over, at et nyt ægteskab sårer en hustrus følelser. Hvorfor skulle så mange af dem ellers vælge at holde deres nye ægteskab hemmeligt for den øvrige familie og leve et dobbeltliv med alle de fortielser og løgne det indebærer? For selv om nutidig lov påbyder ægtemanden selv – eller den, der forretter vielsen – at informere en evt. førstehustru om det nye ægteskab, så er det ofte først ved mandens begravelse eller når boet efter ham skal gøres op, at den bitre virkelighed går op for førstehustruen og hendes familie.
I øvrigt kan det undre, at vesterlandske kvinder, der er konverteret til Islam og derfor må formodes at kende reglerne – tilsyneladende uden samvittighedskvaler – affinder sig med et liv som hemmelig andenhustru, selv om de er ganske klar over, at deres mand ikke har til hensigt at opfylde Koranens påbud om at behandle alle sine hustruer lige.
Mange muslimer – kvinder såvel som mænd – idylliserer polygami og forsøger at forsvare det med, at det er bedre for de implicerede parter, at det nye forhold legaliseres, så elskerindens/andenhustruens værdighed og retslige krav på forsørgelse og arv sikres; men det er unægtelig svært at se, hvorledes en umoralsk handling så som ægteskabsbrud i forhold til førstehustruen kan blive moralsk ved at blive legaliseret. Og det er forstemmende at være vidne til, at flere og flere såkaldt lærde – efter at polygami i en længere årrække har været på retur – på ny udbasunerer polygami som enhver mands guddommelige ret og ufejlbarlige bolværk mod moralsk fordærv. Kun de langvarige krige i Afghanistan, Iran, Irak og Jugoslavien berettiger til en midlertidig indførelse af polygami – og kun under forudsætning af, at alle gængse regler i forbindelse hermed overholdes: At ægteskabet er ærligt ment og ikke styret af kødeligt begær. At alle implicerede kvinder underrettes om deres fremtidige status. At en hustru har ret til skilsmisse, dersom hun ikke ønsker en medhustru. Og at enhver hustru har ret til at klage til myndighederne og kræve skilsmisse, dersom hun på nogen måde føler sig forfordelt i forhold til sin(e) medhustru(er).

I Koranen er der utallige passager, der enkelt og smukt beskriver det fuldkomne forhold­ mellem mand og kvinde – hvis man ellers vil gøre sig den ulejlighed at tolke billedsproget uden hensyntagen til klichéagtige myter og fordomme om Koranens kønsrollemønster. Passager, der står i skærende kontrast til de kvindehadske holdninger, der har sneget sig ind ad bagdøren i takt med Islams udbredelse til områder, hvor den patriarkalske sam­fundsform var dominerende. For den, der oprigtigt forsøger at leve op til Koranens ideal, kan der aldrig blive tale om hverken påtvungen eller ekstrem kønsadskillelse, hor, tidsbegrænsede ægteskaber, skilsmisse efter forgodtbefindende eller polygami. Og de argumenter, der bruges for at forsvare disse skikke, viser mere om dem, der fremsætter dem end om religionen Islam. Det kan ikke andet end undre, at så mange muslimske mænd tilsyneladende lader hånt om Koranens advarsel til asociale elementer, der ikke finder det nødvendigt at respektere kvindekønnet. Og at ordensmagt og lovgivere i de såkaldt islamiske lande ikke mere ihærdigt søger at standse sådanne overtrædere, end tilfældet er:

De, der uberettiget skader troende mænd og kvinder, begår åben­lys synd og bringer skam over sig selv. Oh Profet! Sig til dine hustruer og til dine døtre og til de troende kvinder, at de skal samle deres ydre klædning (djilbâb) om sig (når de færdes blandt fremmede mænd) – at de må kendes (som ærbare) og ikke forulempes. Men Gud er allerbarmhjertigst og tilgivende (over for dem, der af uvidenhed førhen ikke fulgte påbudet). Hvis hyklerne og de syge i hjertet og uromager­ne ikke ophører (med at forulempe ærbare kvinder), vil Vi visselig lade dig (Muhammad) tage til genmæle, og de vil kun forblive dine naboer for en kort stund. De vil være forbandet. Hvor de end befinder sig, skal de overmandes og uskadeliggøres. Denne lov gjaldt også for dem før jer. Der vil ikke ske nogen ændring i Guds Lov (på dette område). (33:58-62)

Og ved at tilsidesætte Koranens påbud om respekt for næsten, har mændene gravet deres egen grav; men ulykkeligvis vil de nok trække mange uskyldige kvinder med sig i graven – de selv samme kvinder, som de af Skaberen er blevet påbudt at elske, ære og beskytte. For der ingen tvivl om, at AIDS om nogle år vil være lige så hyppig i de såkaldt islamiske lande som andre steder i verden, selv om både myndigheder og religiøse ledere sandsynligvis vil gøre alt for at fortie virkeligheden. Kvinderne er udmærket klar over faren; men som de siger “Hvad kan vi gøre?” De er fanget i patriarkatets fælde.
Mænd har i århundreder delt kvindekønnet op i to kategorier: De ærbare og de faldne – uden at sætte spørgsmålstegn ved deres egen integritet. Det er på tide, at de ændrer deres syn på kvinder radikalt og indser, at i alle livets forhold gælder ens spilleregler for kvinder og mænd. Og at kvinder og mænd er lige ansvarlige for samfundsmoralen.
I sidste ende handler det om agtelse for næsten – og for sig selv.

13. Kvindernes rolle og ansvar

At vove er at miste fodfæstet for en stund.
Ikke at vove er at miste sig selv.

Det bedste, der kan ske os,
er at få lys fra et andet menneskes øjne –
at vi er til i et andet menneskes glæde over, at vi er til.

Søren Kierkegaard (1813-1855)

Mand og kvinde blev skabt som frie, duelige, værdige og selvstændige individer med de deraf følgende forpligtelser, rettigheder og ansvar:

Jeg vil aldrig tillade, at en eneste af jer – det være sig mand eller kvinde – bliver forbigået (på Dommedag). I er alle ligeværdige. (3:195)

Det fuldkomne forhold – ikke kun mellem mand og kvinde, men mellem mennesker generelt – er ikke baseret på konkurrence, men på ligeværdighed, tillid, hensyntagen, respekt, ansvar, loyalitet og samarbejde. Gud skabte alting parvis,

Æret være Gud, der skabte alting parvis: Det, jorden frembringer, såvel som mennesket og andet, som de (endnu) er uvidende om. (36:36)

Og Vi skabte alting parvis, for at I må besinde jer. (51:49)

– og overalt i skabelsen møder vi parvise energier – synlige såvel som usynlige: Mandligt og kvindeligt, positivt og negativt, fysisk og åndeligt, tilladt og forbudt, kærlighed og had, ro og uro, varme og kulde, tilfredshed og utilfredshed, lys og mørke, tørhed og fugtighed, viden og uvidenhed, det Dennesidige og det Hinsidige – tilsyneladende både umage og modsatrettede, men alligevel uløseligt forbundne med hinanden.
Kvinder og mænd bør derfor støtte og supplere hinanden i alle livets forhold – hver ud fra sine forudsætninger og evner. De er gensidigt afhængige af hinanden og skal beskytte hinanden imod åndelig og moralsk forfald. Derfor er det på høje tid, at kvinderne viser mændene vejen ved at nægte at leve på deres destruktive og komplet u-islamiske præmisser – og forsvarer sig imod dem.

Oh I troende! Opfyld jeres forpligtelser… Hjælp hinanden til fromhed og gudsfrygt, men ikke til synd og overtrædelse. Frygt Gud, for Han straffer strengt. (5:1-2)

De troende mænd og kvinder er hinandens fæller og beskyttere. De påbyder det gode og forbyder det forkastelige. (9:71)

Bekæmp med fasthed den uretfærdighed, der florerer i jeres nærmeste omgivelser, og vid, at Gud er med de gudfrygtige. (9:123)

I er det bedste fællesskab – opstået (til at virke til gavn) for hele menneskeheden ved at påbyde det gode, afværge det onde og tro på Gud. (3:110)

Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra Guds vej. De følger blot (deres egne) formodninger (i stedet for sikker viden). (6:116)

Gud belønner de undertrykte, der hjælper sig selv og forsvarer sig. Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og søger forlig, vil blive belønnet af Gud. For Gud elsker ikke de uretfærdige. Der påhviler ikke den forfulgte, der hjælper sig selv og forsvarer sig, nogen skyld. Kun de er skyldige, der undertrykker og forfølger andre og lader hånt om lov og ret. En smertelig straf venter dem. (42:39-42)

Afsondring af kvinder har været årsag til, at pigernes opdragelse i uhyggelig grad har fokuseret på, at de skal tjene og behage det andet køn: Deres far, brødre og ægtemand. Og det på trods af, at der findes en åbenbaring helt tilbage fra tiden i Mekka, der tydeligvis beklager, at piger opdrages til kun at eksistere i kraft af deres udvortes yndigheder – der i sidste ende er ganske værdiløse:

Kan én, der opfostres blandt nips og pynt og (end) ikke er i stand til at tale sin egen sag, sættes i forbindelse med Gud? (43:18)

Og derved understøtter den de utallige passager, der sætter indsigt og viden i højsædet. Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog fra Gud via ærkeenglen Gabriel, var netop en opfordring til alle til at søge viden, videregive den til andre og sørge for at bevare den for eftertiden:

Forkynd! I Herrens navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd! Og Herren er Den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen – lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)

Koranen plæderer således for, at piger skal have mulighed for også at udvikle mange facetter af deres personlighed og udnytte deres gudgivne evner. De skal være en ganske anden slags kvinder end de pyntesyge, tomhjernede, selvudslettende og hjælpeløse kvinder fra Uvidenhedens Tid (djâhiliyya). ”Den nye kvinde” skal harmonere med manden både intellektuelt og åndeligt. Hun skal være i stand til at tage beslutninger og tale for sig selv og for andre. Hun skal have selvtillid og være mandens jævnbyrdige. Og sidst, men ikke mindst: Bliver hun respekteret og elsket af sin mand og ikke kun betragtet som tjenerinde, sex-objekt og fødemaskine, vil hun være i stand til uselvisk at elske og respektere sin partner:

Vi har genskabt dem (kvinderne) i ny skikkelse: Retskafne, kærlige og omsorgsfulde, kultiverede(5) og jævnaldrende – således er de retskafnes fæller. (56:35-38)

Og lige siden Profetens dage har aktive og udadvendte kvinder taget del i det offentlige liv og båret deres del af ansvaret for menneskenes og samfundets ve og vel og indædt forsvaret deres rettigheder. Og de har opnået enestående resultater på trods af de begrænsninger, mange af dem har været underlagt:
Man ved, at kvinder på Profetens tid rejste alene rundt i landet, at de bad sammen med mændene i moskéen – endog om natten. Der var en udvidet social og personlig kontakt kønnene imellem – ikke kun mellem nært beslægtede. Man hilste på hinanden på gaden og konverserede med sin ægtefælles gæster.
Man ved, at kvinderne tog aktivt del i kampene imellem muslimerne og deres hedenske udfordrere – de nøjedes ikke med at sørge for de kæmpendes forplejning og pleje de sårede. F.eks. beretter Ibn Hishâm i sin Muhammad-biografi om, hvorledes Nusayba bint Ka’b, der er nævnt i alle religionshistoriske hovedværker, i slaget ved Uhud i 625 med sværd i hånd forsvarede Profeten i egen person, indtil hun selv blev såret.
Profeten udnævnte personligt den Korankyndige Umm Warakah til imam for hele hendes store hushold – kvinder såvel som mænd, og det blev betroet Profetens enke Hafsa at opbevare det allerførste sammenhængende og fuldstændige eksemplar af Koranen, der blev udfærdiget mindre end to år efter Profetens død. Både mænd og kvinder søgte råd og vejledning direkte hos Profeten. Og både mænd og kvinder søgte viden, råd og vejledning hos Profetens hustruer – og fortsatte dermed også efter Profetens død. Profetens hustruer opfattes som vigtige kilder til viden om, hvordan Profeten handlede i selv de mest intime anliggender. F.eks. mener man, at 242 (ca.15%) af udsagnene i Sahîh Bukhâris traditionssamling stammer fra Profetens hustru ’Â’isha. Flere klassiske historikere betegner ligefrem Profetens hustruer som disciple (sahâbiyyat). Og én af sufiernes største helgener var en kvinde, Rabî’a al-’Adawiyya.
På Profetens tid var det ikke ualmindeligt, at kvinderne friede til deres udkårne – enten med eller uden mellemmand. Mest kendt er nok Profetens første hustru, Khadîdja bint Khuwailid, en rig og uafhængig enke, der havde ansat den unge Muhammad i sin tjeneste. Han sagde ja til hendes frieri, skønt hun var 15 år ældre end ham. Khadîdja troede på Muhammads kald og var hans fortrolige og største støtte i årene i Mekka, hvor muslimerne blev forhånet og forfulgt på grund af deres tro. De levede i et harmonisk, monogamt ægteskab i 25 år lige til hendes død kort før udvandringen til Medina. Men kvinderne måtte naturligvis tage det sure med det søde og ind i mellem lide den tort at blive afvist – også af selveste Profeten. Han måtte i øvrigt selv i tre tilfælde lide den tort at blive forstødt af kvinder, der i første omgang havde sagt ja til hans frieri, men i sidste øjeblik fortrød.

Én af Profetens senere hustruer, Umm Salâma, har også en stor plads i muslimske kvinders hjerte. Bevidst om sit eget menneskeværd – og på vegne af en gruppe kvinder, der havde stillet hende det samme spørgsmål – spurgte hun en dag Profeten: “Hvorfor nævnes mændene i Koranen – og ikke kvinderne?
En eftermiddag nogen tid senere, mens Umm Salâma ordnede sit hår, spidsede hun pludselig øren og løb hen til et af de værelser, der stødte op mod moskéen. Hun lagde øret mod væggen og hørte til sin store glæde Profeten recitere det revolutionerende vers:

Gud tilgiver og belønner i rigeligt mål
mænd og kvinder, der giver sig hen til Gud,
troende mænd og kvinder, oprigtige mænd og kvinder,
udholdende og tålmodige mænd og kvinder,
ydmyge mænd og kvinder, gavmilde mænd og kvinder,
fastende mænd og kvinder, blufærdige mænd og kvinder,
og mænd og kvinder, der hyppigt lovpriser Gud. (33:35)

Meningen var ikke til at tage fejl af: Ti gange nævnes kvinder og mænd side om side, og det slås fast med syvtommersøm, at Gud taler til begge køn, der som troende er absolut ligeværdige. De, der i Guds øjne fortjener belønning, identificeres ikke ud fra deres køn, men ud fra deres fromhed og deres ønske om at tjene og adlyde Gud. Verset er lige siden blevet kaldt ”Umm Salâmas vers”.
Kvindernes åbenlyse oprør resulterede også i senere åbenbaringer, hvor kvinder f.eks. fik arveret (4:7 m.fl.) – i stedet for som førhen selv at være en del af deres afdøde ægtefælles arvelod sammen med palmer og kvæg (4:19). Nye regler, der fik mændenes privilegier til at smuldre, og som de allerede mens Profeten levede forsøgte at omgå med alle mulige krumspring og veritabel tanke-akrobatik. Men kvinderne klagede til Profeten, når mændene nægtede dem deres nyvundne rettigheder. Og de fik medhold, for når Gud har talt, må menneskene bøje sig for Hans afgørelse.

Det tilkommer ikke en troende mand eller kvinde at træffe sit eget valg, når Gud og Hans Sendebud har truffet beslutning i en sag. Den, der ikke adlyder Gud og Hans Sendebud, er tydeligvis på vildspor. (33:36)

Der burde ikke herske nogen som helst tvivl om, at Gud i Koranen taler til begge køn, når Han henvender sig til ”de troende” generelt; men i 1400 år har de mænd, der har fortolket Koranen, tilladt sig at udelukke kvinderne i de tilfælde, hvor de ønskede visse privilegier for sig selv. F.eks. har påstanden om, at mænd i Paradis vil blive opvartet seksuelt af underskønne sortøjede jomfruer fået lov til at stå uimodsagt – når Koranen i virkeligheden siger, at der i Paradis vil være rene og hellige væsener til gudfrygtige mænd og kvinder, med hvem de vil føle den højeste grad af sjælelig samhørighed. Væsener, der tillægges både feminine og maskuline dyder.
Mange steder er muslimske kvinder i århundreder blevet forhindret i at søge viden og uddanne sig og har derfor været uvidende om deres gudgivne rettigheder. Og de ord, der blev åbenbaret for at frigøre kvinderne fra patriarkatets lænker, er blevet misbrugt på det groveste til at marginalisere dem i stedet. Flere og flere kvinder har Gud ske lov fået mulighed for at uddanne sig og er således i stand til selv at tolke Skriften og ikke længere henvist til at acceptere mændenes tolkning. Viden er kvindernes bedste allierede i kampen for at genvinde de rettigheder, som de i århundreder er blevet snydt for.

Profetens unge hustru ’Â’isha var kendt for sin stærke vilje, skarpe logik og veltalenhed. Hun kunne diskutere alt med Profeten – og være uenig med ham. Og hun luftede uhæmmet sin vrede, når han tog sig endnu en hustru. Efter Profetens død var ’Â’isha en kort periode aktiv i politik; hun dirigerede selv fra kamelryg tropperne i et stort slag imod Profetens fætter og svigersøn ’Alî ved Basra i 656. Slaget sluttede først, da ’Â’ishas kamel faldt for fjendens hånd. ’Â’isha tog nederlaget med oprejst pande – og ’Alî sørgede for passende eskorte til hende, så hun kunne vende standsmæssigt hjem til Medina!
Utallige kvinder har siden hen blandet sig i politik og haft den faktiske magt i muslimske lande. Mange af disse kvindelige muslimske regenter fik deres navn og valgsprog præget i landenes mønter, og fredagsbønnen i moskéerne blev sagt i deres navn.
Historikere – bl.a. den rejselystne nordafrikaner Ibn Battuta – fortæller om, hvorledes Turkan Khatun trods stor modstand overtog magten ved sin mands død i 1072, idet deres søn kun var fire år gammel. I 20 år regerede hun fra Baghdad et rige, der strakte sig fra Kinas grænser i øst, til Syrien i vest og til Yemen i syd – fredagsbønnen blev dog sagt i hendes søns navn.
Ibn Battuta fortæller også om den unge, ugifte Sultana Radiyya, der i 1236 i Delhi overtog regeringsmagten efter sin far. Han havde før sin død udnævnt hende til sin efterfølger, idet han ikke fandt sine sønner dygtige nok. Det første Radiyya som nybagt regent foretog sig, var at få sit navn præget i landets mønter. Hun færdedes utilsløret og var en god rytterske; men da hun giftede sig med en abyssinsk slave, blev folk indigneret. Hun blev offer for rovmord, da hun var på flugt efter at have tabt et slag om Delhi.
Mange andre kvinder har haft den reelle magt i muslimske lande i kortere eller længere tid. Nogle har officielt delt magten med deres ægtefælle, og andre har regeret, fordi den officielle regent ikke magtede opgaven eller ikke var interesseret i at udøve sit embede. Som f.eks. Sitt al-Mulk, Damen fra Kairo, der som halvtresårig overtog magten efter sin sindssyge bror al-Hakim i 1020. Fra hun var ganske ung havde hendes far diskuteret statsanliggender med hende og havde taget hendes synspunkter med i sine overvejelser, så hun var godt rustet til opgaven. Hun blev dog aldrig officielt udnævnt til regent, og fredagsbønnen blev ikke sagt i hendes navn. Eller Subh, Dronningen af Cordoba, der var gift med kalif al-Hakam al-Muntasir, der regerede fra 961-976. Al-Hakam var mere interesseret i kunst og litteratur end i statsanliggender, så det var hustruen Subh, der tog sig af dem. Selv om hun forblev kristen hele sit liv, regerede hun det muslimske Andalusien i hen ved 20 år efter sin mands død.
Elsket af nogle – hadet af andre. Kun få af historiens kvindelige muslimske regenter fik en fredelig død. Mange af dem blev – ligesom deres mandlige sidestykker – forgiftet eller myrdet.

Dette er blot et lille udsnit af de aktive kvinder, der har sat deres helt personlige præg på de samfund, de levede i, og de er lysende vidnesbyrd om, at afsondring og marginalisering af kvinder er et fremmedelement i muslimsk tradition. Det er ikke forbilleder, der mangler, og historikerne har beskrevet disse kvinders liv udførligt. Det er nødvendigt at mindes og forstå fortiden for at kunne forme fremtiden:

Påmind menneskene, for påmindelse er visselig af stor nytte. Den gudfrygtige vil drage nytte af påmindelsen – den elendige vil vende sig bort. (87:9-11)

Mærkværdigt er det, som mange nutidige muslimske mænd lider af hukommelsestab, bliver aggressive og lægger hindringer i vejen for de kvinder, der ønsker at engagere sig politisk, lige så snart der er risiko for, at sløret løftes for det, de udbasunerer som ukrænkelig, guddommelig tradition: Et land, der betror sin ledelse i en kvindes hænder, vil aldrig have fremgang.
Det var det udsagn, man hev op af mølposen, da Benazir Bhutto i 1988 blev valgt til præsident i Pakistan. Det skulle angiveligt stamme fra selveste Profeten; men studier af anerkendt kildemateriale har afsløret, at udsagnet blev fremsat første gang 24 år efter Profetens død af en person, der tidligere havde været dømt for falsk vidneudsagn i forbindelse med en retssag. Ikke overraskende blev den marokkanske sociolog Fatima Mernissis bog, der afslører udsagnets utroværdighed, forbudt i en lang række såkaldt islamiske lande!
Og ingen har tilsyneladende tænkt på at referere til Koranen, der ikke med ét ord nævner, at den magtfulde og højt respekterede Dronning af Saba (Bilqîs) skulle have været nødsaget til at afgive magten, da hun antog Islam (27:22-44)!
Da valget af Benazir Bhutto var en realitet, omtalte medierne hende som ”den første kvindelige leder af et islamisk land nogensinde”. Nogle journalister er dog blevet klar over fadæsen og har erstattet ”nogensinde” med ”i nyere tid”. Og Benazir Bhutto har senere fået følgeskab af både Hassina Sheikh og Khaleda Zia i Bangladesh og af Tansu Cillar i Tyrkiet. I øvrigt har der helt siden 1950’erne siddet kvinder i parlamenterne i flere muslimske lande.

14. Fremtiden

Menneskets bolig er højere end himmelen,
og respekt for mennesket
er civilisationens sande fundament!

Muhammad Iqbal (1877-1938)

1400 år er gået, siden Gud nedsendte Sin endegyldige vejledning til Profeten Muhammad, som Han havde udvalgt til at tage imod budskabet og viderebringe det til menneskeheden. Koranen skulle bl.a. befri menneskene af fortidens og uvidenhedens lænker og indprente dem mænds og kvinders lige værd og lige ansvar for Gud.
Men følger man Koranens opfordring til at ”rejse ud i verden med åbent sind og lutter øre” (22:46), må man (hvor smerteligt det end er) konstatere, at den såkaldte Islamiske Verden reelt befinder sig i Uvidenhedens Tid (djâhiliyya) – milevidt fra det ideal, Koranen beskriver, og som Profeten Muhammad stræbte efter at skabe i Islams daværende højborg, Medina. Det gælder også med hensyn til den måde, hvorpå mange nutidige såkaldte lærde fortolker Koranen og Profetens vejledning til sine samtidige. Alt for ofte tilbageholder de bevidst udsagn og fortolkningsmuligheder, der ikke passer ind i deres eget kram og som risikerer at true den magtposition, de ganske uretmæssigt har tilranet sig. Og bliver hele befolkninger ydermere af sådanne uduelige og korrupte magthavere fastholdt i fattigdom og analfabetisme og dermed – stik imod Koranens og Profetens anbefalinger – uden reel mulighed for at søge viden, bliver kvinder dobbelt undertrykte: Af magthaverne og af mændene, der – for selv at ”overleve” med selvværdet i behold – kompenserer for de daglige ydmygelser ved at lade det gå ud over dem, der er endnu svagere end de selv: kvinder og børn. Kvinder er de første, der berøres af politiske omvæltninger, og deres stilling i samfundet er et ufejlbarligt barometer for et samfunds demokratiske og menneskeretslige stade.
Fornyelse må der til, og fornyelse må nødvendigvis betyde tilbagevenden til Islam Risâla, til det guddommelige budskab nedfældet i Koranen, og til en tidssvarende nytolkning af det. Kvinder såvel som mænd må tage ansvar for deres eget liv og for næstens ved at uddanne sig, frigøre sig for blind, ureflekteret og kritikløs imitation og i stedet stole på deres egne evner, sunde fornuft og dømmekraft.
Men et samfund kan ikke forandres fra den ene dag til den anden. Gamle vaner og traditioner er svære at udrydde, og ethvert menneske vil spontant forsvare hævdvundne traditioner og privilegier, hvis de forsøges udryddet ved anvendelse af vold og magt og fra den ene dag til den anden. Reformer lykkes kun, når de indføres gradvist, så befolkningen kan nå at få sjælen med i omstillingsprocessen. Det giver Koranen flere anvisninger på.
F.eks. blev vin i første omgang (sammen med lykkespil) omtalt som skadelig (2:219). Senere blev de troende opfordret til ikke at komme berusede til bøn (4:43), og først endnu senere blev alkohol fuldstændig forbudt som Satans værk (5:93-94).
Slaveriet ville også for længst have været afskaffet, dersom man havde fulgt Koranens anvisninger: Intetsteds tillader Koranen køb og salg af slaver; men de troende pålagdes at behandle de slaver, der allerede var i deres varetægt, godt (4:36), ikke tvinge dem til prostitution (24:33), og give dem mulighed for at frikøbe sig selv (9:60 og 24:33). Frigivelse af en slave er en from gerning (90:12-16), f.eks. som bod for uagtsomt manddrab (4:92), som bod for brud på en uoverlagt udtalt ed (5:92), eller for at fratage en hustru hendes ægteskabelige rettigheder uden dog at give hende regulær skilsmisse (58:3).
Også hidjâb fremstår i Koranen som et overgangsfænomen, og det er uddannelse og en grundlæggende holdningsændring der skal til for at skabe et virkelig islamisk samfund, hvor gudsfrygt er menneskenes ”smukkeste klædning” (7:26). Og hvor ingen diskrimineres, undertrykkes eller berøves de mest fundamentale rettigheder. Denne modningsproces må naturligvis komme fra hjertet af hvert enkelt individ; men intet er mere svært end at ændre traditioner og holdninger, når det involverer tab at privilegier og magt.

Det er naturligvis nødvendigt at have mændene med i forvandlingsprocessen – det giver ingen mening overhovedet at tale om ”den nye muslimske kvinde år 2000”, hvis ikke mændene tager deres forpligtelser og ansvar i dén sammenhæng alvorligt.
”Den nye muslimske kvinde” i Danmark skal først og fremmest gøre det klart for sin kommende mand, sin far og sine brødre, at hun agter at udnytte her gældende lov til at søge skilsmisse ved parternes uoverensstemmelse, ved utroskab fra mandens side eller ved vold – en ret, der burde være en selvfølge i ethvert virkelig islamisk land. ”Den nye muslimske mand” skal til gengæld lære at respektere en kvinde, der holder på sin ret, glemme sin egen stolthed, og virkelig gøre sig klart, at enhver form for vold imod andre mennesker – børn, kvinder og mænd, muslimer såvel som ikke-muslimer – er uacceptabel og strafbar her i landet. Og at ”æreskrænkelse” ikke er en formildende omstændighed – hverken i henhold til her gældende lov eller i henhold til Guds Lov, Koranen.
”Den nye muslimske mand” skal indse, at man ikke har krav på at få efterkommere – livet er en gave fra Gud (15:23). Det er Ham, der bestemmer, om et par skal forblive barnløst eller måske kun skal have et enkelt barn. Ligesom det er Ham, der i sidste ende bestemmer et barns køn (42:49-50) og tydeligt fordømmer den, der skuffes over ”kun” at have fået en datter (43:17). Derfor burde ingen oprigtigt troende muslim se ned på en kvinde eller lade sig skille fra en hustru, der ”kun” føder piger, eller fordi parret forbliver barnløst.
Koranen foreskriver særeje for ægtefæller (4:4, 4:20 og 4:32-33), og for at vise, at han virkelig lever op til sit navn, må ”den nye muslimske mand” sørge for at oprette en særeje-ægtepagt også efter her gældende regler. Og sørge for, at hans hustru – uanset hendes religiøse tilhørsforhold – får sin egen bankkonto og beholder sit ungpigenavn, som Koranen påbyder (33:5). Det er vigtigt, at det er manden, der tager initiativet til oprettelse af ægtepagten, for en kvinde, der insisterer på at holde sin formue adskilt fra mandens, bliver traditionelt anset for grisk, egoistisk og beregnende. Og derfor vil hun og hendes familie naturligvis være tilbageholdende med at stille for mange krav.
”Den nye muslimske mand” bør informere en evt. dansk eller ikke-muslimsk hustru om hendes ret til brudegave (mahr), som det ifølge Koranen er pålagt enhver muslimsk mand at forære sin hustru – uanset hendes religiøse tilhørsforhold (4:4, 4:24 og 5:6).
”Den nye muslimske mand” bør også – uanset hustruens religiøse tilhørsforhold – sørge for at oprette en udvidet ægteskabskontrakt med retsgyldighed i sit ”andet” hjemland, således at der tages højde for enhver tænkelig situation: At parret ad åre slår sig ned enten dér eller i et andet muslimsk land. Eller at manden under et ferieophold afgår ved døden. For i disse situationer vil det være lovgivningen i det pågældende land og manden og/eller hans familie, der suverænt bestemmer over hans børn og hustru/enke (uanset hendes religiøse og nationale tilhørsforhold i øvrigt) – medmindre de har været så forudseende at oprette en ordentlig ægteskabskontrakt, der sikrer hustruen imod de mange kønsdiskriminerende og komplet u-islamiske lovregler og traditioner, der florerer i de såkaldt islamiske lande. Han bør i en sådan kontrakt give hustruen ret til:

• at rejse alene eller med sine børn hvorhen hun ønsker. En sådan tilladelse skal endvidere nedfældes på et særskilt, retsgyldigt dokument, så hustruen til enhver tid kan skaffe sig de nødvendige rejsedokumenter og uhindret passere grænser.
• at få fuld juridisk forældremyndighed over fælles mindreårige børn ved mandens død.
• at søge skilsmisse, hvis manden gifter sig på ny og ved andre former for utroskab, ved fysisk og psykisk vold – eller slet og ret ved parternes uoverensstemmelse.
• at videreuddanne sig og arbejde i eller uden for hjemmet.
• at have medindflydelse på valg af bolig, så hun ikke er tvunget til at bo sammen med svigerfamilien, men kan vælge at bo i en bolig, hun selv måtte være ejer af, eller kan (fra)vælge en bestemt by eller et bestemt boligkvarter.
• at modtage besøg i hjemmet og måtte besøge andre.
• at færdes utilsløret – hvis dette ellers er foreneligt med de aktuelle politiske omstændigheder i det pågældende land.

Det er op til kvinderne selv at fravriste mændene den frihed, jævnbyrdighed og respekt, der rettelig tilkommer dem. Ved at smide sløret/tørklædet kan de tvinge mændene til at ændre holdning til kvinder generelt og få dem til at kæmpe for at overvinde deres egne svagheder, så de ikke føler trang til at overskride Guds Lov. Men det kræver selvfølgelig, at alle kvinder protesterer højlydt, hver gang de verbalt eller fysisk forulempes, hver gang de berøves friheden til selv af tage beslutninger vedrørende deres eget liv eller på anden måde diskrimineres og forulempes af mænd. At de protesterer, hver gang de er vidne til, at en medsøster lider samme tort – uanset hendes religiøse tilhørsforhold – og uanset hun måske bliver sjoflet til på et sprog, hun ikke selv forstår. Og at de ikke undlader at påtale, når de ser en dreng eller ung mand herse rundt med sin mor eller sine søstre. Og hvor ville det klæde mændene, om de aktivt deltog i protesten!

Selv om en del unge muslimske kvinder synes meget bevidste om deres religion og bruger ”det nye tørklæde” som et udtryk for, at de er i stand til selv at læse og tolke Koranen, at de kender deres rettigheder og åbenlyst gør op med autoriteterne og mange af forældregenerationens u-islamiske normer og skikke, så er det naivt at tro, at man fra den ene dag til den anden kan forandre et tørklædes symbolværdi fra negativ til positiv. Hver eneste gang kvinder har haft mod og overskud til at kæmpe for deres legitime, gudgivne rettigheder, har netop det utilslørede hår været symbolet på kampen for synliggørelse og respekt. Som da grundlæggeren af den første egyptiske kvindeforening, Huda Sh’arawi, i 1923 vendte tilbage til sit hjemland efter en international kvindekonference i Rom, tog sit ansigtsslør af som startsignal for en livslang kamp for uddannelse for kvinder, ligestilling på arbejdsmarkedet osv. I de efterfølgende år færdedes hun offentligt enten med eller uden tørklæde, men aldrig med ansigtsslør. Og Marokkos Kong Mohammed V lod i 1947 sin unge datter, prinsesse Lalla ’Â’isha, træde utilsløret frem og oplæse en politisk tale for den lamslåede folkemængde.
Det er først i de seneste års kamp imod social og politisk undertrykkelse, at kvinderne har forsøgt at give ”det nye tørklæde” en modsat symbolværdi end hidtil; men flertallet af mænd vil til stadighed opfatte tørklædet som et symbol på og en stiltiende accept af hele den i bund og grund komplet u-islamiske patriarkalske samfundsform, hvor piger og kvinder marginaliseres, diskrimineres og misbruges. Mange kvinder, der har været vidne til deres mødres og bedstemødres kamp for en menneskeværdig tilværelse, ser med bekymring på de unges brug af ”det nye tørklæde”, for det bringer minder op til overfladen, som de hellere ville glemme: “De forstår ikke rækkevidden af det, de gør!”
De unge kvinder ønsker at gå fremad, men går i virkeligheden baglæns, for mange religiøse ledere bruger hidjâb i et forsøg på at skabe en vis stemning af værdighed og religiøsitet omkring dets symbolik – samtidig med, at de ønsker at fastholde kvinderne i en underordnet rolle. Deres argumentation indeholder næsten altid en begrænsning af kvindens rolle til hustru og mor sammenkædet med forblommede ord om ”farlig” seksualitet og ”vestlig” dekadence. De fremhæver igen og igen i både tale og skrift kvinders og mænds ligeværdighed ifølge Koranen, men kritiserer aldrig de faktiske familielove, der marginaliserer og diskriminerer kvinder – hvilket alt andet lige må være udtryk for, at de inderst inde er godt tilfredse med tingenes tilstand!
Mange kvinder vil stædigt fastholde, at hidjâb er et helt personligt valg, og for mange har ”det nye tørklæde” da også betydet, at de har fået større bevægelsesfrihed og adgang til offentligt rum, der traditionelt har været mændenes domæne. Og de vil måske for en kort stund nyde følelsen af at være respekteret som gode og pligtopfyldende muslimer; men kan man overhovedet tale om et personligt valg, når det tydeligvis er tillempet mændenes præmisser? Og er det ikke både tragisk og uværdigt, at en bestemt påklædning skal være adgangstegn til noget, der burde være en menneskeret: Retten til at kunne færdes på gader og stræder uden at blive nidstirret og forulempet? Muslimske kvinders situation vil ikke forandres en tøddel, så længe de ikke fatter, at det synlige hidjâb skal usynliggøres, at ”gudsfrygt er den smukkeste klædning” (for både kvinder og mænd) (7:26).

En kvinde, der bevidst holder på sin ret til at færdes utilsløret (barzâ), beskrives i ordbogen Lisan al-’Arab som ”en kvinde, der ikke dækker sit ansigt og ikke går med bøjet hoved, der ses af folk og modtager besøg i sit hjem” – også af mænd naturligvis. En barzâ-kvinde er også ”en kvinde, der er værdsat for sin dømmekraft”, og barzâ-kvinder og -mænd er ”kendt for deres sunde fornuft (’aql)”.
Berømt i den forbindelse er Saqina bint al-Husain, ét af Profetens oldebørn. Hun var berømt viden om for at være smuk, altid elegant klædt, kultiveret, kritisk, spøgefuld og veltalende. Rigets mest magtfulde mænd debatterede med hende, og kaliffer og prinser friede til hende; men hun afslog af politiske årsager. Hun giftede sig 5 eller 6 gange i alt. I sine ægteskabskontrakter lod hun indføje, at hun ikke havde til hensigt at vise sin mand ubetinget lydighed, og at hun fratog ham retten til flere hustruer og ikke ville acceptere nogen form for utroskab fra hans side, og at hun ville vælge bolig i nærheden af en navngiven veninde. Hun krævede skilsmisse fra sin tredie ægtemand Zayd, barnebarn af den tredie kalif ’Uthmân ibn ’Affân, efter at have fundet ham sammen med en slavinde, og dommeren måtte meget modstræbende fælde dom i den opsigtsvækkende sag. Hun havde – ligesom sin far, Profetens dattersøn Husain – sans for poesi og modtog ofte poeter i sit hjem, og hun var medlem af byens rådgivende forsamling. Efter mordet på sin far på Kerbala-Sletten i 680, rettede hun ved enhver given lejlighed offentligt verbale angreb mod det regerende Umayyade-dynasti, der også havde dræbt den af hendes ægtemænd, som hun havde elsket allerhøjest.
Saqina døde i Medina i en alder af 68 år. Hun var en stærk personlighed, som visse muslimske mænd med alle mulige krumspring forsøger at begrave i glemselens mørke – f.eks. ved at påstå, at hun som 6-årig blev dræbt sammen med sin far på Kerbala-Sletten, når dog ansete historieskrivere har skrevet hele biografier om hendes liv og levned!
Kendt er også Saqinas samtidige, Profetens hustru ’Â’isha bint Abî Bakrs niece, ’Â’isha bint Talha, der også nægtede at tilsløre sig. For, som hun sagde: “Gud Den Almægtige har ikke gjort mig smuk for at jeg skal usynliggøre mig selv. Ingen kan tvinge mig til noget som helst.”
Mange muslimske mænd føler sig truet af barzâ-kvinder, for de udstråler selvværd, styrke og individualisme og udfordrer derved de privilegier og den magt, som mændene har tilranet sig på trods af Koranens budskab om mænds og kvinders lige værd og lige ansvar. De klamrer sig til den ældgamle, men aldeles u-islamiske påstand om, at det er en del af kvindens medfødte natur at forføre manden og dermed skabe anarki og kaos (fitna), i stedet for selv at stræbe efter at efterleve Koranens moralske principper – uden hensyn til, at andre måske overtræder dem. For selv om en kvinde offentligt skulle erklære sig for prostitueret, er der absolut intet, der berettiger mændene til at ”tage imod tilbudet”!

Oh I troende! I er udelukkende ansvarlige for jeres egen sjæl. Hvis I følger (den rette) vejledning, kan de vildfarne ikke forvolde jer den mindste skade. Til Gud skal I alle (engang) vende tilbage, og Han vil fortælle jer sandheden om alle jeres gerninger (på jorden). (5:108)

Nærliggende er det at henvise til Koranens beretning om Profeten Josef, der var udvalgt og vejledt af Gud. Josef blev af sine brødre solgt som slave til egypteren ’Azîz; men Josef viste sand gudsfrygt ved standhaftigt at afvise ’Azîz’ hustrus forsøg på at forføre ham – også selv om hun ”kun” var afgudsdyrkerske:

Og da Josef blev voksen, gav Vi ham dømmekraft og viden. Således belønner Vi de retskafne. Og kvinden, i hvis hus han levede, forsøgte at forføre ham. Hun låste dørene og sagde: “Kom til mig, du kære!” Men Josef svarede: “Jeg søger tilflugt hos Herren! Han har ophøjet mig og beriget mig. Synderne vil visselig gå til grunde.” Hun begærede ham, og han ville have begæret hende, hvis han ikke havde været oprigtigt troende. Og således holdt Vi ham fra synd og skamfulde handlinger. For han var én af Vore oprigtige tjenere. (12:22-24)

Og da en hel gruppe af byens tøjlesløse kvinder forsøgte at forføre ham, foretrak han at blive kastet i fængsel frem for at begå hor; men fordi han var ganske klar over, at han var et menneske med naturlige følelser og begær, bad han Gud om hjælp til at modstå fristelserne:

Josef sagde: “Herre! Jeg foretrækker at blive kastet i fængsel frem for at hengive mig til det, disse (kvinder) opfordrer mig til. Hvis Du ikke befrier mig for deres bedrageriske hensigter, er det vel muligt, at jeg vil være så tåbelig at falde for deres fristelser.” Herren hørte hans bøn, og han modstod standhaftigt deres list. Gud er alvidende og hører alt. (12:33-34)

Af bitterhed over Josefs gentagne afvisninger sørgede ’Azîz’ hustru for, at han senere alligevel blev kastet i fængsel; men Gud belønnede ham for sin retskaffenhed ved at lade ham udnævne til den fornemme post som bestyrer for landets kornkamre og lod ham blive genforenet med sin familie. (Koranen 6:84-87 samt hele sûra 12)
Belønningen for nutidens ”nye muslimske mand” kunne bl.a. være opdagelsen af, at et naturligt, platonisk venskab mellem en mand og en kvinde kan være både værdifuldt og åndeligt berigende. Og at en hustru kan være andet og meget mere end blot et sex-objekt, en tjenende ånd og ens børns mor:

Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:11)

Vi vil visselig give enhver retfærdig og troende mand og kvinde et godt og rent liv. Og Vi vil (til sin tid) belønne dem for de bedste af deres gerninger. (16:97)

I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) stade til et andet. (84:19)

1400 års kønsadskillelse og tilhylning og afsondring af kvinder har ikke ændret mændenes holdning til det modsatte køn stort, og der vil ikke ske fremskridt, så længe kvinderne blot tilhyller sig og roser sig af at opfylde deres del af forpligtelserne. De gør i virkeligheden både sig selv, muslimske mænd og Islam en bjørnetjeneste.
Lad os være taknemmelige for, at vi lever i et land, hvor individets rettigheder ikke – som i de såkaldt islamiske lande – krænkes på bekostning af politiske og religiøse lederes magtpolitiske spil. Det giver os mulighed for at komme nærmere målet – i stedet for blot at fortsætte 1400 års ørkenvandring.
Vi har bl.a. et skolesystem, der fordrer det enkelte barns kritiske sans og stimulerer det til selvstændig tænkning og stillingtagen. Derved er det faktisk mere islamisk end de gængse skolesystemer i de såkaldt islamiske lande, hvor indlæring traditionelt er baseret på udenadslæren af én gang etablerede ”sandheder” – noget, der formelig dræber intellektet. Og det ganske uagtet, at Koranen igen og igen opfordrer til selvstændig tænkning og stillingtagen (2:170-171, 34:46 m.fl.). Et skolesystem, der – helt i Koranens ånd – lærer børnene at omgås hinanden og at samarbejde på tværs af alle skel.
Muslimer udgør et mindretal her i landet, men hvorfor blive ved med at leve på mindretallets mænds præmisser, når flertalsbefolkningen og lovgivningen giver mulighed for at opfylde Koranens princip om frihed under ansvar (2:256). Muslimer i Danmark har en unik mulighed for at bevise, at det er muligt at udfolde sig og deltage aktivt i samfundslivet uden at gå til yderligheder og uden at overskride de grænser, som Koranen fastlægger – og at det er muligt at leve op til udsagnet om, at ”gudsfrygt er den smukkeste klædning”. Derved kunne vi være forbillede for menigmand såvel som magthavere i de såkaldt islamiske lande. Og hvem ved, måske kunne vi sågar vinde det omgivende samfunds respekt og dermed være de ypperligste ambassadører for Islam.

Jeg har ind i mellem svært ved at forstå, at nogle mennesker føler sig provokeret af det såkaldt islamiske tørklæde, når de selv går med halssmykker i form af kors eller med T-shirts med påskrifter som ”Kristus for livet” eller ”Jesus lever” – og går med tørklæder og andre hovedbeklædninger i utallige variationer. På den anden side er det sørgeligt at se en hel flok medsøstre, der efter min opfattelse er standset op på halvvejen og ikke synes at forstå, at det handler om at komme videre. For ved at lovprise hidjâb som det mest fuldkomne bevis på en kvindes ærbarhed og religiøsitet, hindrer man i virkeligheden menneskenes åndelige udvikling og giver kvinder såvel som mænd en ‘sovepude’ og en undskyldning for ikke at stræbe og kæmpe med sig selv for at kontrollere egne begær, overvinde egne svagheder og tage ansvar for egne handlinger – dét, som Profeten Muhammad kaldte Den største Djihâd, større end alle andre former for djihâd og en forudsætning for dem:

Det er foreskrevet jer at stræbe og kæmpe, selv om det byder jer imod. For det er vel muligt, at I nærer uvilje imod noget, der er godt for jer – og holder af noget, der er skadeligt for jer. Gud er alvidende; men I er uvidende. (2:216)

Vi vil visselig lede dem, der ihærdigt stræber og kæmper for Vor sag, til Vor vej. Gud er visselig med de retfærdige. (29:69)

Mænd såvel som kvinder bærer et stort ansvar for fremtiden. Børnene og de unge må lære at omgås hinanden på naturlig vis og lære ansvarsfølelse, hensyntagen og respekt, ikke kun for forældre, men også for naturen, for individet og for næsten – uanset køn, alder, hudfarve, klædedragt, sprog, kultur, religion og nationalitet – og for næstens ejendom. Som det fortælles, at Profeten Muhammad har udtrykt det:

Religion er, hvorledes du omgås næsten.

Respekt for individet er en forudsætning for demokrati og ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed, der burde være en selvfølge i ethvert islamisk samfund.
Hidjâb og djihâd er midler til at nå et højere mål: Et virkelig islamisk samfund, hvor ”en enlig kvinde (med Profetens ord) kan rejse fra Syrien til Yemen i fuld sikkerhed og uden at blive forulempet.” En lang rejse, der med datidens mest udbredte befordringsmiddel, kamelen, har indbefattet ganske mange overnatninger og krævet omgivelsernes uforbeholdne respekt for den enlige kvinde. I øvrigt fortælles det, at Profetens unge enke ’Â’isha skal have reageret med både forbavselse og harme, da hun på én af sine rejser blev konfronteret med påstanden om, at Profeten skulle have forbudt en kvinde at rejse alene uden passende mandlig eskorte.
Den enlige kvindes sikkerhed var Profeten Muhammads målestok for et virkelig islamisk fællesskab – et fællesskab af modne og stærke kvinder og mænd, der lever op til deres ansvar som troende og derved giver rum for den frihed, som Islam har tiltænkt det enkelte menneske.

15. Hjertesuk

Der findes ikke noget som en kristelig stat.
Kristelig kan kun det enkelte menneske være.

Søren Kierkegaard (1813-1855)

Guds skabelse udgør en velsignet mangfoldighed. Gud har skabt vor planet som fastland og hav i varierende former og opdelt den i forskellige tids- og klimazoner. Han har skabt en dyre- og planteverden så ufattelig mangfoldig og rig, og forskellige sprog og etniske kendetegn gør menneskeheden til en mangfoldig, broget flok. Alt har Han i Sin visdom skabt i naturlig balance og gjort menneskeheden til Sin stedfortræder på jorden (khalîfa) – til den, der skal forvalte og værne om skabelsen uden at ødelægge hverken dens mangfoldighed eller balance:

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden – generation efter generation. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. (35:39)

Han har skabt alt i (perfekt) balance, som I ikke må ødelægge. (55:7-8)

Og dog har menneskene i deres uforstand og egoisme misbrugt den tillid, Gud har vist dem. For i stedet for at vedkende sig deres ansvar ved at tage udfordringen op og se mangfoldigheden som en berigelse, har de gjort den til genstand for stridigheder og ødelæggelse:
Europæerne har delt verden op i den gamle, den nye og den tredje verden, i vest og øst, og i i- og u-lande. Og muslimerne har lige fra Profetens dage delt verden op i dâr al-islâm og dâr al-harb. (dâr al-islâm er betegnelsen for de lande, hvortil religionen Islam først bredte sig, hvor muslimer ad åre kom til at udgøre det overvejende flertal, og hvor Islamisk Lov er udgangspunkt for opretholdelse af lov og orden. Alle andre lande hørte under betegnelsen dâr al-harb.) Og når man bevægede sig frem og tilbage over disse menneskeskabte grænser, var det ikke altid eventyrlyst og videbegær, der var drivkraften bag forehavendet – men begær efter magt, ære og jordisk gods. Man skjulte dog ofte det egentlige motiv ved at misbruge Guds navn til at opildne til ”hellig krig” og ”korstog” eller tale om nødvendigheden af at ”beskytte” eller ”frelse” befolkninger, man følte sig overlegen.
I de seneste årtier er alle former for kommunikation øget, og mennesker er konstant på flugt fra arbejdsløshed, hungersnød, forfølgelse og krig. Islam er i dag hovedreligionen i hen ved et halvt hundrede lande med vidt forskellige kulturer; men ca. 40% af verdens muslimer lever i dag som minoriteter i områder, der traditionelt ikke er en del af dâr al-islâm – og dermed har betegnelserne dâr al-islâm og dâr al-harb mistet deres betydning og er blevet fuldstændig irrelevante. Muslimer tilhører den muslimske umma, en fællesbetegnelse for alle muslimer – fødte eller omvendte, praktiserende eller nominelle – der opfatter sig selv som en del af et globalt fællesskab, der bekender sig til religionen Islam uanset sprog, kultur og nationalt eller etnisk tilhørsforhold.
Derfor forplumres mediedebatten fuldstændig, når muslimer ukritisk overtager vestlige orientalisters sprogbrug som f.eks. betegnelsen Den islamiske Verden. Der eksisterer ganske enkelt ikke et område, man retteligen kan kalde Den islamiske Verden, for ingen af de såkaldt islamiske lande regeres efter islamiske principper. Og som det fremgår af denne bog, sætter en stor del af de såkaldt islamiske landes befolkninger i dagligdagen u-islamiske traditioner og begreber højere end Islam og Koranen. Sandheden i Søren Kierkegaards ord kan uden tøven overføres på situationen i de såkaldt islamiske lande i dag:

Der findes ikke noget som en islamisk stat.
Muslim kan kun det enkelte menneske være.

Ydermere bliver betegnelsen Den islamiske Verden ofte brugt i sammenhænge, der tydeligvis har en kedelig negativ undertone. For når der tales om Vesten og Den islamiske Verden, hentydes der reelt til modsætninger: Vesten bebos af veluddannede, intelligente, dynamiske og retskafne mennesker, medens Den islamiske Verden bebos af uvidende, primitive terrorister.
Så når muslimer forherliger alt arabisk og betegner det som ”mere korrekt islamisk”, går de i virkeligheden Islams fjenders ærinde – nemlig dem, der ønsker at fastholde en ganske bestemt forestilling om Islam og muslimer som et middelalderligt og barbarisk kulturelt fremmedelement i Danmark, der er til fare for dansk kultur og samfundsliv. Og de degraderer derved deres egen dyrebare religion til en kulturel tradition. Derfor bør man også være varsom med at kalde Islam for en ”livsstil” eller en ”livsform”, for det vil automatisk henlede tankerne på arabisk kultur – og dermed på et uønsket fremmedelement. Det er mere korrekt at kalde Islam for en ”livsholdning” eller et ”livssyn” – for sådanne kan tilpasses alle kulturer og alle tidsaldre.
Islam er ikke en kultur, men en verdensreligion, og muslimer har lige siden Profeten Muhammads dage tilpasset deres livssyn de kulturer, de har været en del af – på nøjagtig samme måde, som Kristne har gjort det. Der findes ikke nogen hverken islamisk eller kristen enhedskultur eller enhedsmentalitet, for Islam og Kristendommen har eksisteret – og eksisterer – side om side i samme kulturer. Derfor giver det ingen mening overhovedet at tale om ”kulturkløften mellem Kristendommen og Islam” eller at forsøge at sammenligne ”dansk og muslimsk kultur”.
I århundreder har europæerne nægtet at anerkende Islam som en ligeværdig tro og har kaldt muslimer for saracenere, maurere, tyrkere og tatarer. (Selv i vore dage ser man indbyggerne i middelalderens Spanien omtalt som ”maurere, jøder og kristne”.) Og da man så småt begyndte at acceptere, at Islam ikke var et etnisk fællesskab, men en religion, gjorde man Islam til et spejlbillede af Kristendommen ved at omtale den i typisk kristent sprogbrug: Man omtalte Islam og muslimer som ”muhamedanisme og muhamedanere” – udtryk, som muslimer aldrig selv bruger om sig selv og deres tro, fordi Profeten Muhammad ganske enkelt ikke har samme position i Islam, som Kristus har i Kristendommen: Kristne tilbeder Kristus og opfatter ham som Guds inkarnation. Muslimer kunne aldrig finde på at tilbede Muhammad, for han var 100% menneske og som sådan ikke tilbedelse værdig. At visse personer på højrefløjen konsekvent kalder muslimer for ”muhamedanere” og Islam for ”muhamedanisme”, kan ikke længere hverken undre eller ophidse nogen, for man kan vel ikke forvente andet fra dén kant. Men når udtrykkene står sort på hvidt i Dansk Sprognævns nyeste retskrivningsordbog, så er det, man ta’r sig til hovedet og fortvivlet spørger, hvad meningen mon er.
Koranen omtales selv i vore dage af ikke-muslimer ofte som ”den muslimske bibel”, muslimske begravelsespladser som ”muslimske kirkegårde”, og den næststørste muslimske højtid i forbindelse med fastens afslutning kaldes ”muslimsk jul”. Muslimske bønneledere og lærde kaldes ”muslimske præster”, selv om der inden for Islam ikke findes noget som et ordineret præsteskab i kristen forstand. Og iranske politikere bliver til et ”præstestyre”. Den ihærdige stræben for en retfærdig sag (djihâd) bliver til ”hellig krig”, og aktivister med muslimsk baggrund bliver til ”muslimske el. islamiske fundamentalister”.

Ordet ”islamisk” er nok det, der misbruges i flest sammenhænge. Man taler om ”islamisk kultur” (når der i virkeligheden er tale om mange forskellige kulturer – eller om sæd og skik, der har eksisteret længe før Profeten Muhammads tid og er præget af tidernes skiften og af sociale og politiske omstændigheder). Og vidt forskellige sprog så som arabisk, tyrkisk, urdu og persisk grupperes som ”islamiske sprog”. Man har udgivet en ”islamisk kogebog”, der ved nærmere eftersyn viser sig at indeholde gedigne, velkendte vegetariske retter (og enkelte retter med fjerkræ eller oksekød) fra ind- og udland – krydret med et par citater om spiseregler fra Koran og sunna hist og pist. Sportskonkurrencer, hvortil ingen mandlige deltagere, officials eller tilskuere har adgang, bliver til ”Kvindelige islamiske Lege”. Og smarte forretningsfolk i Indonesien siges at producere en ”islamisk tandpasta” ved at tilsætte almindelig tandpasta en olie udvundet af den skærmplante, hvis skærmstråler Profeten Muhammad i tørret tilstand brugte som tandstikker!
Beder man en ekspedient i en stofbutik om at se på et stykke ”kristent hørlærred”, vil man givetvis blive betragtet som lidt småskør; men hjemlige museumsfolk taler gladeligt om ”islamisk silkestof”, der for nogle århundreder siden af orientalske handelsfolk blev bragt til Europa. Da man må gå ud fra, at ingen ved, om det er en jøde, en kristen eller en muslim, der har siddet ved væven, må det være stoffets produktionssted, der gør det ”islamisk”. Følgelig må håndarbejde, der udføres af en kristen kvinde bosat i et ”islamisk land” pr. definition være ”islamisk”. Og således kan man med et snuptag forvandle f.eks. en pullover strikket i typisk norsk Setedals-mønster til en ”islamisk pullover”!
Medierne taler om ”islamisk terror”, om en ”islamisk ulv i fåreklæder” og om en hemmelig ”islamisk atombombe”. Når europæiske studenter går på gaden og demonstrerer imod valgfusk og magtmisbrug, taler medierne om ”studenteroprør” eller ”fløjlsrevolution”; men når pakistanere demonstrerer i protest mod en korrupt regering, tales der om ”islamiske uroligheder”.
Når ”almindelige” danskere eller europæere myrder, nævner man – hvis overhovedet – deres køn og/eller nationalitet. Når europæere af fremmed etnisk oprindelse myrder, er journalister nærmest ved at falde over hinandens fødder i iver efter at bevise, at mordet kan hænges op på Islam eller ”islamisk kultur”. Og parterne i den aktuelle konflikt i ex-Jugoslavien deles konsekvent op i ”serbere, kroater og muslimer”. Hvorfor er det på én eller anden måde altid værre eller mere opsigtsvækkende, når mennesker med muslimsk baggrund myrder – et mord er vel et mord??
Og selv flere måneder efter, at Taleban-militsen har indtaget hovedstaden i Afghanistan, og der flere gange i medierne er blevet gjort opmærksom på, at ikke ét eneste af de påbud og dekreter, militsen udsteder, kan begrundes ud fra Islam/Koranen – og det må være åbenbart for alle og enhver, at militsens opførsel er en hån mod den religion, de påstår at tilhøre – kan man stadig se avisoverskrifter som ”Kabul under Koranens åg”. Meningen er ikke til at tage fejl af, og – som Johann Wolfgang von Goethe skrev:

Det er forstemmende at fornemme hensigten.

Lad os dog kalde en spade for en spade og bruge ordet ”islamisk” med varsomhed og tilbørlig respekt.

Bagsidetekst:

Islam i europæisk klædedragt er en dansk muslimsk kvindes bud på, hvorledes Koranens budskab kan efterleves i en europæisk hverdag på tærskelen til det 21. århundrede.
I sin søgen efter islams oprindelige filosofi og efter en brugbar model for, hvorledes hun som vestlig kvinde skulle forholde sig til Koranens budskab i praksis, har forfatteren studeret værker af både historiske og moderne religionsforskere og filosoffer fra mange forskellige muslimske lande. Der findes mange eksempler på, at lærde gennem historien har udlagt Koranens anvisninger forskelligt, og forfatteren er nået til den konklusion, at Koranen er et helt personligt budskab, som det er enhver muslims pligt at tilpasse sin egen kultur, sin egen tidsalder og sin egen sociale og politiske virkelighed.
Der har altid været muslimske lærde og tænkere, der modarbejder de kræfter, der misbruger Koranens budskab til at påtvinge hele befolkninger et rigidt og statisk regelsæt. Aminah Tønnsen Echammari viser, at islam er både fleksibel, rummelig og dynamisk og giver rum for den enkeltes personlige udvikling og tolkning af den hellige skrift.

© Aminah Tønnsen, 1998