Aminah Tønnsen er 53 år og muslim, men ikke nogen almindelig muslim. Hun er pæredansk og ikke bleg for at stille op med selvstændige meninger om islam. Hun har ikke uden videre overtaget de holdninger og kulturelle sædvaner, mange forbinder med islam, men går selv til Koranen for at se, hvad der er belæg for dér.
Vil man have et indtryk af hendes holdninger, kan man læses indledningen til Foreningen Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside på Internettet (www.islamstudie.dk), som hun har ansvaret for. Her tages der med følgende ord utvetydigt afstand fra fundamentalismen, og der opfordres til at finde tilbage til islams kerne.
”Rundt omkring i den såkaldt islamiske verden har kulturelle traditioner, overtro og persondyrkelse mange steder trængt troens virkelige kerne i baggrunden. Andre steder misbruger religiøse og politiske lederes massernes uvidenhed i egen interesse og forvandler islamiske principper til ukendelighed.
Vi lever i et land, hvor den ytrings- og trosfrihed, der bør være en selvfølge i ethvert virkelig islamisk land, giver os mulighed for at finde tilbage til den grundlæggende kerne i Koranens budskab. Som troende er vi forpligtet på Guds ord, Koranen – ikke på menneskeskabte fortolkninger, der er blevet til i andre tider og under ganske andre omstændigheder. Vi gør både islam, os selv og vore børn en kæmpe bjørnetjeneste, hvis vi stædigt fastholder nedarvede fortolkninger uden skelen til tidernes skiften.”
I mange år har Aminah Tønnsen brugt en stor del af sin tid på at informere om islam. Hun har skrevet bøger, bidrag til bøger og et stort antal artikler, og hun tager sig af alle de aktiviteter, der knytter sig til Islamisk Studiebogssamling, så som udlån, rådgivning, foredrag og udgivelse af pjecer og bøger om islam. Hun er også aktiv i Islamisk-Kristent Studiecenter, som er et uafhængigt mødested for kristne og muslimer. Centeret, der er etableret med anbefaling fra en række kristne og muslimske organisationer og institutioner, arbejder på at skabe dialog og respekt mellem mennesker med kristen eller muslimsk baggrund. Det gør man ved tilbyde undervisning og foredrag, arrangere dialoggrupper, udgive forskelligt informationsmateriale og tage sig af besøgende.
Aminah Tønnsen var 35 år, da hun blev muslim, og der går en lang historie forud. Hun er vokset op som den yngste af tre søskende i en dansksindet lærerfamilie i Flensborg. Hendes far var tysk af fødsel og havde gået i tysk skole. Han mistede sine forældre, da han var ganske lille og blev opdraget af en storesøster. Hans danske sindelag blev grundlagt, da han som ung kom til at tjene på en gård i Sønderjylland. Her mødte han en ung mand, som havde været på højskole.
Det fik han også lyst til, og det lykkedes ham at komme på Bornholm i to vintre. Han fik et nært forhold til lærerne på skolen, lærte dansk og fandt ud af, at han også ville være lærer. Det blev til en lærereksamen fra Tønder Seminarium og et giftermål med en dansk pige, Aminah Tønnsens mor, som han mødte på seminariet. Aminah Tønnsens far blev i foråret 1933 den første dansksindede, danskuddannede sydslesviger, der blev ansat ved den danske kommuneskole i Flensborg.
Nogle måneder senere blev Aminah Tønnsens far som kommunal embedsmand beordret til at benytte “den tyske hilsen”, at løfte højre arm. Den hilsen opfattede han som et specielt udtryk for nationalt tysk sindelag og nægtede at følge ordren. Beskeden var i første omgang, at han inden tre dage måtte bøje sig for kravet eller tage følgerne.
Nogle af hans kolleger rådede ham til at løfte armen og samtidig tænke sit, men han ville ikke gå på kompromis med sine holdninger. Dansk Skoleforening bakkede ham op og protesterede over for myndighederne. Sagen blev sendt videre til Berlin, og både lærere og elever ved den danske kommuneskole blev efterfølgende fritaget for at bruge “den tyske hilsen”. I 1940 måtte han dog som mange andre sydslesvigere gå den tunge gang og blive tysk soldat for at bevare retten til at være dansk i sin egen hjemstavn.
Disse ting skete, før Aminah Tønnsen blev født, men hun bruger dem som eksempel på, at man godt kan tilhøre et kulturelt mindretal og hævde sine rettigheder som sådan, samtidig med at man er en fuldgyldig borger, der ikke løber fra forpligtelserne over for det land, man lever i.
Hendes barndomsfamilie levede nøjsomt. Begge forældre var aktive i byens foreningsliv. Faderen blandt andet som formand for Sydslesvigsk Forening, det dansksindede mindretals politiske parti. Som lærere fik forældrene indsigt i den fattigdom og nød, som fandtes i mange familier i efterkrigstidens Flensborg, og de var med i hjælpearbejdet. Men kirkegang var der ikke tradition for.
“Mine forældre var ikke specielt kirkelige. De blev dog gift i kirken, og mine søskende og jeg blev døbt og konfirmeret, for det hørte sig til. Men bortset fra det gik vi kun i kirke juleaften. Min mor hørte dog gudstjeneste i radioen om søndagen, og jeg kan også huske, at min far nogle gange bad aftenbøn med mig, men bordbøn og salmesang var der ikke tradition for i mit hjem. På grund af det nationale voksede jeg først og fremmest op med højskolesangbogen. Der er dog ingen tvivl om, at ånden i mit hjem var kristen.”
I Aminah Tønnsens familie var man rummelig over for menneskers forskelligheder. Hendes familiebaggrund omfatter en mangfoldighed af etniske, nationale og religiøse tilhørsforhold både på moderens og faderens side, og det gav ikke anledning til problemer. Hun bekræfter, at det også gjaldt, da hun blev muslim.
“Det, der kunne få sindene i oprør i min familie, var, hvis man ikke overholdt samfundets normer for god opførsel og ikke forbedrede sig, når man fik hjælp til at komme på ret køl. Men hvad man ellers var, for eksempel i religiøs henseende, det havde ingen betydning. Da så man på mennesket.”
Da Aminah Tønnsen havde fået realeksamen, valgte hun at gå ud af skolen.
“Jeg led meget af mindreværdskomplekser, og jeg var sikker på, at når jeg fik pæne karakterer, var det bare, fordi mine forældre var lærere. Jeg troede simpelt hen ikke på, jeg kunne klare en studentereksamen. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville være, så jeg tog på husflidsskole og på husholdningsskole og fik til sidst en uddannelse om korrespondent i engelsk, fransk og tysk.
Lige før jeg blev korrespondent, var jeg på kursus i Paris. Dér mødte jeg en ung marokkansk ingeniørstuderende, som jeg forelskede mig i. Bagefter rejste han tilbage til Marokko og gjorde sine studier færdige. Selv tog jeg min sidste eksamen og tog derefter som mange andre unge i kibbutz i Israel. Vi holdt kontakten ved lige ved at skrive breve til hinanden. De blev sendt via Flensborg, for der var ingen direkte postforbindelse mellem Israel og Marokko dengang. Senere flyttede jeg til København og fik arbejde. Vi besøgte hinanden et par gange, og foråret 1970 blev vi gift på rådhuset i Flensborg. Jeg var enogtyve år og drog af sted til Marokko – med elektrisk symaskine, vaffeljern, højskolesangbog, og hvad jeg ellers mente, var uundværligt, stuvet sammen i hans lille bil.
De første seks år boede vi i en lille by inde i landet, hvor min mand arbejdede som ingeniør på Marokkos næststørste olieraffinaderi. Med tiden blev han direktør for raffinaderiet, og vi havde det udmærket i økonomisk henseende. Også selv om han var principfast og nægtede at tage imod bestikkelse fra raffinaderiets leverandører, hvad der ellers havde været praksis.
Selv gik jeg hjemme og passede de to børn, som vi fik. Min mand ønskede af hensyn til børnenes uddannelse, at vi talte fransk, når vi var sammen i familien, og børnene gik i fransksproget børnehave og skole. Som del af den lokale elite kom vi fortrinsvis sammen med men mands kolleger og deres familier, og de talte også fransk. Jeg lærte derfor aldrig det marokkanske sprog. Når jeg var alene med børnene, talte jeg dansk med dem.
Inden jeg giftede mig, havde mange advaret mig mod islam, men det viste sig at være uden grund. Der var ikke noget krav om, at jeg konverterede til islam, og jeg kunne gå klædt, som jeg plejede. Weekenderne tilbragte vi hos familien i Casablanca eller i Atlasbjergene, hvor der var dejligt køligt om sommeren og sne om vinteren. Men i ugens løb levede vi ret isoleret fra det omgivende samfund. Isolationen blev forstærket at, at jeg er reserveret af væsen. Omgangsformen blandt de europæiske kvinder, som var gift med min mands kolleger, vår meget mere ekspressiv end det, jeg kendte fra mit hjem. På et tidspunkt flyttede vi til Rabat, men det hjalp ikke rigtigt. Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde haft en tro at støtte mig til, men det havde jeg ikke.
Problemerne skyldtes også de politiske forhold, som var usikre på grund af flere attentatforsøg mod den marokkanske konge. Der var vejspærringer overalt, og man skulle regne med, at der var stikkere i befolkningen. Vi kunne ikke stole på nogen, sagde min mand. Tre af min mands kolleger blev hentet en nat og kom først tilbage et år senere, uden at nogen vidste, hvor de havde været. På et tidspunkt fandt vi ud af, at vores affaldsspand blev gennemrodet. Efter det var vi påpasselige med at brænde alt papiraffald i en gammel olietønde i baghaven, også selv om det var på dansk. Alt dette gjorde mig utryg og bekymret for fremtiden.
Min danskhed betød meget for mig, mens jeg var i Marokko. Min mor sendte “Hendes Verden” ned til mig, og jeg fik med mellemrum Flensborg Avis i en rulle. Selv om aviserne kunne være en måned gamle, læste jeg dem forfra og bagfra. Det blev også vigtigt for mig, at vi holdt jul. Når jeg var alene hjemme, sang jeg ofte alle de danske sange, jeg kendte fra højskolesangbogen.
Selv om jeg gjorde alt for at tilpasse mig, faldt jeg aldrig rigtig til ti Marokko og kunne efterhånden ikke forestille mig, at det nogensinde ville ske. Jeg kom længere og længere væk fra mig selv og vidste til sidst ikke, hvad der var blevet af mit oprindelige jeg. Det hele endte med, at vi besluttede at flytte til Danmark. Det var i 1978, da jeg var blevet 30 år.
Min mand stillede som betingelse, at han kunne få arbejde i Danmark. Efter lang tids søgen lykkedes ham at finde et job som ingeniør i Århus. I den forbindelse havde jeg en ubehagelig oplevelse hos Fremmedpolitiet. Først var sagsbehandleren imødekommende, venlig op positivt stemt over for min anmodning om opholds- og arbejdstilladelse, for hun kunne se af mine papirer, at jeg var sydslesviger.
Men da hun fandt ud af, at jeg var gift med en araber og også havde to børn med mig, vendte hun på en tallerken. Nu var jeg uønsket. Jeg blev også ubehageligt overrasket, da min mand en dag fortalte, at han var blevet chikaneret i bussen. Min far ville ikke tro det. For ham var Danmark idealet, og sådan noget kunne ikke ske i Danmark. Men meget havde forandret sig i de forløbne år.”
Aminah Tønnsen blev ikke muslim, mens hun boede i Marokko, men hun blev det efter at være flyttet til Danmark.
”I Danmark blev min mand mere opmærksom på at leve efter de regler, der gælder for muslimer. Hen begyndte for eksempel at overholde fasten, den såkaldte ramadan. Jeg syntes ikke, jeg ville spise, når han ikke gjorde det, så jeg fastede sammen med ham, og det var en positiv oplevelse. Da der var gået nogen tid begyndte min mand også at komme i moskeen. Vi begyndte at fejre de islamiske højtider i hjemmet, og det blev vigtigt for min mand, at vore børn lærte at bede og lærte klassisk arabisk.
I min svigerfamilie er det almindeligt, at gifte kvinder går med tørklæde, og på et tidspunkt fornemmede jeg, at min mand gerne ville have, jeg bar tørklæde, når jeg færdedes ude, skønt jeg aldrig havde gjort det, mens vi boede i Marokko. Jeg syntes, der var vigtigere ting at gå på barrikaderne for end et tørklæde, så det blev hurtigt en vane – og praktisk er det jo også, når man cykler meget. Det var også i den periode, jeg vænnede mig til at gå med tøj med lange ærmer.
Under en ferie i Marokko lejede vi en bil og kørte langt op i bjergene helt uden for de steder, hvor vi kunne møde nogen, min mand kendte. Det var frygtelig varmt, og jeg sad og svedte og svedte i min overdragt. Til sidst sagde min mand, at jeg godt kunne tage den af. Senere skulle vi ind og have en sodavand et sted. Da jeg stod dér i T-shirt og bare arme, følte jeg mig fuldstændig nøgen. Så meget havde jeg vænnet mig til at gå mere tildækket. Jeg forstår derfor godt de indvandrerkvinder, der kommer til Danmark og synes, de skal gå klædt, som de gjorde derhjemme.”
Hvordan kom du i gang med at studere islam?
“Det var folks mange spørgsmål om islam. De mente, at når jeg havde boet så længe i Marokko, måtte jeg vide en masse. Men det gjorde jeg ikke, for vi havde ikke talt meget om religion dernede. Jeg begyndte derfor at gå på biblioteket efter bøger om islam, men det var nu sparsomt, hvad jeg vandt dér. Samtidig snusede jeg til kristendommen. På min fars boghylde fandt jeg en bog, der handlede om den kristne tro og bønnen som vej til at forandre sit liv og leve uden bekymringer. Søndag morgen lyttede jeg til radioprogrammet om mennesker og tro. Det gik gradvist op for mig, at der er mere mellem himmel og jord end lige det, vi kan se.
Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg var søgende i den periode, selv om jeg ikke var mig det bevidst. Jeg havde det svært. Jeg havde troet, at hverdagen ville blive nemmere af at komme til Danmark, men den blev faktisk sværere. Børnene faldt ganske vist hurtigt til, og min mand fik lært dansk på rekordtid. Jeg vandt job, og vi fik hurtigt dansk statsborgerskab. Men min mand havde svært ved at falde til. I Marokko havde vi haft to biler, hus og have, men nu måtte vi vælge bilerne fra, og min mand følte nok i mange sammenhænge, at han ikke kunne forsørge sin familie standsmæssigt. Det var svært for ham at acceptere, at det var nødvendigt med to indkomster, hvis vi også skulle have mulighed for at tage på ferie i Marokko en gang imellem.
I den situation blev det en hjælp at læse i Koranen, for det blev islam, der tiltrak mig i det lange løb. De kristne forestillinger om Gud som en treenighed, Jesus som både Gud og menneske og Maria som moder til Gud var fremmede for mig. I islam er gud Gud, og Jesus er et menneske, som Gud har udvalgt til at være profet. Det vil sige én, der viderebringer Guds åbenbaringer. Det faldt i tråd med mine egne forestillinger. Men jeg fik det først sat rigtigt på plads, da jeg læste, hvad Goethe havde skrevet om treenigheden: “At tro at tre er én, og én er tre, det strider mod min inderligste følelse af, hvad der er sandhed, og jeg kan ikke se, det skulle kunne hjælpe mig den mindste smule.” Goethe var dybt troende, men hans venner hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på treenigheden. Goethe fastholdt imidlertid sit synspunkt. Præcis sådan følte jeg selv.
Jeg syntes heller ikke, jeg havde brug for Jesus korsfæstelse og opstandelse for at tro på Guds tilgivelse og et liv efter døden, og jeg kunne godt lide, at islam inkluderer jøder og kristne under de troende. Kristendommen udelukker jo på det nærmeste ikke-kristne fra frelsen. Men ifølge Koranen har alle profeter inden for jødedommen, kristendommen og islam prædiket det samme budskab, om end i forskellig iklædning. Vores ritualer er forskellige, og vi har forskellige leveregler, men grundlæggende handler det om det samme budskab. Endelig tiltalte det mig, at Koranen på en tydelig måde siger, at vi skal drage omsorg for naturen og ikke ændre det mønster, Gud har skabt. I det hele taget stemte Koranen godt overens med de værdier, mine forældre havde opdraget mig med.
På et tidspunkt var jeg til et foredrag, hvor en etnograf fortalte om kvinderne i islam. Jeg blev både oprørt og vred, for hun sagde så mange ting, der var helt forkerte. Den værste påstand var, at kvinder ikke kommer i Paradis ifølge Islam. Jeg var ikke vant til at tage ordet i en forsamling, så jeg sagde ingenting, men på vejen hjem i bussen sad jeg og græd. Næste morgen vågnede jeg og var fuldstændig sikker på, hvor jeg hørte hjemme. Jeg var muslim. Det er svært at forklare, men det var ikke mig, der valgte islam. Jeg følte, jeg blev valgt, og at jeg sagde ja.
Da vi et par år senere holdt ferie I Marokko, fik jeg papir på mit tilhørsforhold under en officiel ceremoni, hvor jeg fremsagde den islamiske trosbekendelse: “Jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Gud, og Muhammad er Hans profet.”
Da mine børn nærmede sig overgangen til gymnasiet, kom der yderligere skub i mine islamstudier. I gymnasiet ville de ikke længere kunne blive fritaget for kristendomsundervisning sådan som i folkeskolen. Jeg kendte gymnasiets undervisningsmateriale og vidste, det beskrev islam som en andenrangs religion, en afart af kristendommen og en politisk ideologi. Det ville jeg helst ikke udsætte mine børn for, men der fandtes intet dansksproget undervisningsmateriale for gymnasiet, hvor muslimer beskriver islam indefra. Det førte til, at jeg selv begyndte at skrive om islam. Jeg ville bare lave et lille hæfte, men det blev større og større. Det blev starten til, at jeg udgav flere ting. Blandt andet udgav jeg et tidsskrift i nogle år, og jeg holdt mange foredrag.
Jeg havde god tid til at beskæftige mig med islam, for jeg var arbejdsløs i en periode, og da vi fik en lille efternøler, blev jeg hjemmegående, ligesom jeg havde været det i Marokko. Jeg nød friheden til selv at tilrettelægge min hverdag, og mine studier greb mere og mere om sig. Jeg overtog blandt andet en del bøger fra en dame, som havde opbygget en studiebogssamling om islam.
Min mand havde klart forventet, at jeg, når jeg blev muslim, ville blive endnu mere selvudslettende, end jeg havde været det, mens vi boede i Marokko, men sådan gik det ikke. Jeg blev tværtimod mere og mere bevidst om mit eget værd. Jeg fik større og større selvtillid og lærte lidt efter lidt at sige fra over for urimeligheder. For det stod jo dér i Koranen: Alle mennesker er skabt lige og har lov til at udfolde sig som de mennesker, de er.
Samtidig plagedes jeg dog af dårlig samvittighed over for min mand, fordi han ikke faldt til, for det var jo for min skyld, han var flyttet til Danmark. Jeg vidste godt, at nu kunne han ikke flytte tilbage, for vores tre børn var jo her. Jeg var desuden opdraget til, at man gifter sig én gang, og det skal vare livet ud. Jeg følte, det var mig, der ikke slog til og at jeg skulle blive ved med at forsøge at få det til at gå.
På et tidspunkt blev jeg syg. Jeg fik seneskedehindebetændelse i flere omgange og fik pludselig så ondt i knæene, at jeg hverken kunne gå, svømme eller cykle. Jeg blev undersøgt, men lægens besked står ret tåget for mig. Det eneste, jeg husker, var, at det ikke var noget, der kunne opereres. Inderst inde vidste jeg, at det var mere psykisk end fysisk, og at jeg selv måtte arbejde mig ud af det.
En måneds tid før ramadanen gik jeg i gang med at læse Koranen i sammenhæng, for jeg vidste, at én måned ikke var nok, hvis jeg rigtig skulle få noget ud af læsningen. Jeg har ofte følt, at jeg på forunderlig vis lægger særlig mærke til lige præcis de passager i Koranen, som jeg har brug for i en given situation. Og jeg stødte da også på flere passager, der bekræftede mig i, at situationen var uløselig. Jeg havde nået grænsen for, hvad jeg kunne yde og efter femogtyve års ægteskab blev vi skilt. Det var smerteligt, men nødvendigt. Jeg var nødt til at tage vare på mig selv.”
Skilsmissen ændrede ikke ved Aminah Tønnsens tro. Som muslimer har hun ”de fem søjler” som grundlag for udøvelsen af sin religion. Trosbekendelsen, fasten, bønnen, almissen og pilgrimsrejsen til Mekka. Hvordan bar hun sig ad med at tilegne sig den muslimske trospraksis?
”Hvis vi tager fasten først, kendte jeg den fra Marokko, for dér var den påbudt. Min mand kunne ikke spise offentligt i fastemåneden. Når vi besøgte min svigerfamilie i weekenden, deltog vi i fasten. Jeg havde dog svært ved at forstå meningen med den. Man spiste og drak ikke i løbet af dagen, men først efter solnedgang. Så bugnede bordene til gengæld også, og der blev spist i store mængder. Bagefter gik man på besøg hos hinanden, og så spiste man igen. Alle mulige lækkerier, som man normalt ikke havde råd til, og kvinderne klagede over, at de tog på under fasten.
Da min mand og jeg begyndte at faste, efter at vi var kommet til Danmark, syntes jeg, det var rart. Jeg havde ikke lyst til at spise så eget om aftenen, og det havde en god indvirkning på mig. Man bliver bevidst om, at man i det daglige er tilbøjelig til at gå og proppe alt muligt unødvendigt i sig, og jeg fandt ud af, det var godt at skrive på fastende hjerte i de første timer om morgenen.
Under fasten er det meningen, man skal minde sig selv om de mennesker, der ikke har nok at spise. Det behøver jeg nu ikke fasten til, for det er jeg opdraget til at tænke på i al almindelighed. Hver eneste juleaften tror jeg, jeg har hørt min far sige: ”Hvor skal vi dog være taknemmelige for at kunne spise og mætte hver eneste dag. Det er ikke alle, der kan det.”
Men fasten er også en tid hvor man skal beskæftige sig mere med det åndelige, være meget påpasselig med at overholde bønnerne, læse i Koranen og så videre. Når man gør det regelmæssigt i en måned, skærpes bevidstheden om det åndelige, og der er stor sandsynlighed for at man fortsætter, når fastemåneden er slut. På den måde er fasten med til at opbygge gode vaner. I dag, hvor jeg lever et stille liv som troende, registrerer jeg dog ikke nogen markant forskel mellem fastemåneden og den øvrige del af året, bortset fra at døgnrytmen er en anden.”
Muslimer skal udtrykke deres solidaritet som samfund ved at yde almisse. Den fungerer som en slags social forsorg og personlig renselse.
”Almisse betyder, at man skal give ud af sin rigdom, og der findes regler for, hvor meget man skal betale af sin formue, når den overskrider et vist minimum. Jeg har ikke mange penge mellem hænderne til daglig, men man kan jo også på andre måder have noget at give af for eksempel sin livserfaring, sin viden, sin tid eller en hjælpende hånd. I mine øjne bliver man først rigtig troende i det øjeblik, men er noget for andre, og det er ikke noget, der hører et bestemt tidspunkt til. Det gælder hele tiden.”
Inden for islam er der klare regler for den daglige bøn. Man skal bede fem gange om dagen med ansigtet vendt mod Mekka. Hvordan har det været for Aminah Tønnsen at skulle udvikle en bønspraksis?
”Jeg havde aldrig bedt før, og det var ikke nemt. Man kan ikke sådan lige sætte sig hen og bede. Jeg lærte dog hurtigt de ritualer, der hører til. Bønnen foregår på arabisk, og man skal kunne nogle bestemte passager udenad. Det er ikke svært at lære. Men man skal jo også gerne have sjælen med. For mig har det været noget af det allersværeste. Selv om jeg vidste, hvad de arabiske ord betød, og selv om jeg prøvede at leve mig ind i dem, fik bønnen først sin helt store betydning, da jeg fik oversat ordene til dansk. Det begyndte, da min mand skulle gennemgå en stor operation. I stedet for at sætte mig til at vente på sygehuset, tog jeg hjem og oversatte sura 36, som hedder Koranens hjerte. Det er en meget vigtig bøn som man beder ved sygdom, ved ulykke og for de døende. Efter at have fået den løseligt oversat, var det den danske version jeg sad og læste, mens min mand var syg.
Siden gennemarbejdede jeg min oversættelse og føjede efterhånden flere andre til. Det at skulle finde ud af, hvad der virkelig står i teksterne og omsætte dem til et smukt dansk, gav mig et redskab til bønnen. På den måde kom den dansksprogede del af min bøn til at fylde mere og mere i forhold til den arabiske, og jeg veksler mellem arabisk og dansk. Det falder meget naturligt og gør, at jeg får sjælen med. Koranen er åbenbaret på arabisk, og det arabiske sprog er et rigt og varieret sprog, som lyder meget smukt, når bønnen reciteres på en melodisk måde, men islam er jo for menneskeheden. Islam er ikke forbeholdt dem, der kan tale arabisk. I Koranen stå der, at mangfoldigheden i vores sprog og farve er en gave. Derfor har jeg ikke problemer med, at en stor del af min bøn foregår på dansk.
Jeg forsøger så vidt muligt at bede fem gange om dagen som foreskrevet. Der er meget vide rammer for tidebønnerne. Der er – afhængigt af årstiden – tale om en periode på et par timer, inden for hvilken den enkelte bøn helst skal fremsiges. I begyndelsen var det en kæmpe overvindelse at falde på knæ. Det er jo ikke bare nogle bevægelser. Det er ikke bare nogle ritualer, du skal overholde. Bønnen betyder, at du helt ind i dig selv skal erkende, at der er noget, der er større end dig selv, og at du har brug for det. Det har været en lang proces at nå dertil. Men når man først har været nede på knæ i ordets forskellige betydninger, så er man på knæ, selvom man måske er det rent fysisk hver eneste gang. Men det er kontroversielt. Nogle vil sige, at hvis det skal være fuldgyldig bøn, skal man ned på knæ, med mindre man er syg eller handicappet eller på anden måde ude af stand til at gøre bevægelserne.
Jeg foretrækker, ligesom mange andre muslimske kvinder, at bede hjemme hos mig selv. Det er det eneste sted, jeg finder den nødvendige ro ikke kun under, men også før og efter bønnen. Så kan jeg tage den tid til det, som jeg nu føler behov for. I øvrigt forbindes man ofte her i landet med den imam, man kommer hos regelmæssigt. Men eftersom der ikke er nogen imam, der repræsenterer den form for islam, som jeg står for, så giver det hele sig selv.”
Er det ikke ensomt at være muslim på den måde, du er det?
“Jeg har meget stor glæde af det fællesskab, der findes blandt de mennesker, der er tilknyttet Islamisk-Kristent Studiecenter. I årenes løb har det også betydet meget for mig at læse værker af både historiske og nulevende religionsforskere og filosoffer fra forskellige muslimske lande. Her er jeg blevet bekræftet i, at jeg ikke står alene. Der er andre, der mener det samme. I den forbindelse bestyrkede den indisk-pakistanske poet, filosof og jurist Muhammad Iqbal mig i min allerførste, spontane oplevelse af, at Koranen er et helt personligt budskab, en rettesnor og ramme for livet, som vi hver især har den fornødne frihed og pligt til – i ydmyghed og efter bedste evne – at udfylde i forhold til den kultur, den tidsalder og den politiske og sociale virkelighed, vi nu lever i.”
Den sidste af de fem søjler er pilgrimsrejsen til Mekka.
“Den har jeg ikke gennemført. Man skal være åndeligt parat til det. Da jeg var det, var jeg imidlertid i den situation, at jeg ikke længere var gift og som kvinde må man ikke rejse derned alene. Man skal være ledsaget af sin ægtemand eller en anden mand inden for den kategori, man ikke må gifte sig med, for eksempel en far eller en bror. På det seneste er det dog blevet muligt at få lov til at tage derned som enlig kvinde, hvis man rejser i en gruppe.”[1]
Som muslim må man ikke drikke alkohol, helst ikke ryge, og man må ikke spise svinekød.
“Ingen af delene har voldt mig besvær. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der ikke blev røget, og hvor der kun kom øl eller vin på bordet ved højtider og særlig festlige lejligheder. Min far lagde vægt på, at vi holdt os fra tobak og spiritus, til vi var enogtyve, og han præmierede os for det. Jeg har aldrig taget et sug af en cigaret, og jeg har drukket meget lidt i min ungdom. Med hensyn til maden spiste vi varieret i mit hjem med mange grønsager og megen frugt. Ikke at måtte spise svinekød har derfor ikke føltes som et savn. Man kan jo udmærket lave frikadeller af andet end svinekød, hvis det er det, det kommer an på.”
Aminah Tønnsens uortodokse tilgang til islam gør, at hun af mange af sine trosfæller betragtes som kontroversiel. Det skyldes blandt andet hendes skriftsyn.
“Koranen siger om sig selv, at den indeholder alt det, vi har brug for at vide, og at det ene vers supplerer og tydeliggør et andet. Vi skal med andre ord se Koranen som en helhed. Profetens sædvane og de anvisninger, han gav sine samtidige, og som er nedfældet i de såkaldte Hadithsamlinger, skal efter min opfattelse ses som Profetens måde at fortolke grundteksten på i den konkrete situation og det konkrete samfund, som han levede i for fjorten hundrede år siden. Det er så vores opgave at overføre hensigten og meningen med hans handlinger og anvisninger til vor egen virkelighed. Derfor kan det godt være, vi ind i mellem må tage andre midler i brug for at nå det samme mål.
I nogle tilfælde kan det dog være nyttigt at tage Hadithsamlingen for at se, hvordan profeten gjorde. Det klassiske eksempel er Hadiths detaljerede beskrivelse af ritualerne i forbindelse med bønne. Men der er andre situationer, hvor Koranen giver svar på alt det, som det er nødvendigt at vide. Når Koranen siger, at du skal vise omsorg for dine medmennesker, har jeg ikke behov for at gå til en anden tekst for at se, at det også gælder over for ikke-muslimer, for det siger sig selv, at det gælder alle mennesker. Der har altid været muslimer, der har sat spørgsmålstegn ved Hadithsamlingernes troværdighed, fordi de ikke er blevet nedskrevet lige så konsekvent og lige så tidligt som Koranen. Så hvis et Hadithudsagn strider imod Koranens ord, er det Koranen, der gælder.”
I en kronik i dagspressen har Aminah Tønnsen givet udtryk for, at man kan være fuldstændig engageret i islam, uden at den berører ens allerinderste. Man bliver ikke troende af at læse ideologiske kampskrifter, gentage slogans eller klæde sig på en bestemt måde. Tro kan kun vokse fra hjertets inderste. Tro skal erfares.
“Mange, der er opvokset i traditionelle arabisk-islamiske lande, forbinder eksempelvis mængden af stof, en kvinde hylder sig i, med både ærbarhed og gudsfrygt. For mig hænger de ting ikke sammen, for det har ikke noget med mængden af stof at gøre, men med den måde du opfører dig på.
Det er nemt at være rettroende, for du ved, hvilke retningslinjer du skal følge i det ydre. Det er langt sværere at blive sand troende, for da skal troen blive en integreret del af dit sind og dit væsen. Mange rettroende taler meget om påklædning og den slags. De bliver let ensrettede og tilbøjelige til at fordømme de mennesker, der ikke er som dem, og de marginaliserer sig selv i forhold til det omgivende samfund.
For mig handler det ikke om efterligning, men om efterfølgelse. Koranen beskriver meget smukt, at troen er en livslang og helt personlig udviklingsproces, der fører den bevidst søgende fra et åndeligt stade til et andet. Vi bliver aldrig lig med Gud. Det er vigtigt at holde fast i. Men i kraft af at vi har fået et intellekt og en handlefrihed, har vi fået kimen til at kunne udvikle os hen imod en sindstilstand, som kan sammenlignes med det paradis, der ligger på den anden side af døden og dommedagen.
Det har betydet meget for mig, at jeg er blevet troende. Bevidstheden om, at der er noget efter døden, sætter livet i et helt andet perspektiv. Det bliver nemmere, fordi man ved, det ikke kan gå helt galt, hvis man holder sig inden for en bestemt ramme, som i øvrigt er både fleksibel og rummelig. Min hverdag er også blevet lettere, for jeg fristes ikke af alt det materialistiske, som samfundet fokuserer så meget på. Det er ikke længere så vigtigt for mig at være accepteret i en bestemt kreds eller at have mange venner. Jeg har en oplevelse af at være del af en større helhed, og at nogen holder hånden over mig.
Som muslim ved jeg, at jeg ind imellem bliver udsat for prøvelser. Så ved jeg, at jeg skal tænke mig om en ekstra gang og forsøge at vende det negative til noget positivt. Men der er vigtigt, at jeg hele tiden beder Gud om hjælp og viser, at jeg er troende.”
© Else Marie Kjerkegaard, 2002
Ovenstående er et uddrag af:
”Vejen vi går. Tolv kvinder om deres åndelige praksis.”
Af Else Marie Kjerkegaard, Borgen 2002
[1] Det skal for god ordens skyld tilføjes, at jeg fik mulighed for at gennemføre den lille pilgrimsfærd i forsommeren 2004.