”Hvis stening var en del af islam, var jeg ikke muslim.”
Aminah Tønnsen
I en opgang præget af efternavne som Grundtvig, Jensen og Larsen bor Aminah Tønnsen. Hun er muslim. Men regnes nærmest for en kætter af mange mere traditionelt tænkende inden for islam.
Selv opfatter hun sig som en ganske almindelig muslim der er tro imod sine rødder og lever i pagt med sin samtid og sine omgivelser. Men hun erkender, at hun provokerer mange trosfæller ved at forholde sig kritisk til de traditionelle fortolkninger af Koranen. Ikke mindst når det angår menneskerettigheder, strafferet og ligestilling imellem kønnene.
”I Danmark har vi brug for flere valgmuligheder med hensyn til imamer, og her kunne kvindelige imamer være et positivt alternativ. Jeg er sikker på, at en ny slags fredagsprædiken så vil se dagens lys. Så spændende at mændene, når den første forskrækkelse har lagt sig, bliver nysgerrige og får lyst til at lytte med. Dybest set er det dog ikke imamens køn, der er det altafgørende. Her og nu handler det om at få bedre imamer generelt,” siger Aminah Tønnsen.
Det største problem for landets muslimer er således ifølge hende, at de religiøse ledere er for dårligt uddannede, og at de ikke er klædt på til at virke i et vestligt samfund.
“Man kan opleve imamer, der står og råber ud over menigheden, som til en flok uvorne unger. Det er uværdigt for begge parter. I stedet skulle de bruge kræfterne på at vejlede menigheden til et liv i harmoni med sig selv og majoritetssamfundet – inden for de rammer, som Koranen og dansk lov nu engang udstikker. Og de skulle i langt højere grad gå foran i bestræbelserne for at se Koranen an andre af de islamiske skrifter i et nutidigt lys. Det er ikke særlig inspirerende for en kvinde at være henvist til en plads bag et forhæng.”
Aminah Tønnsen har skrevet adskillige artikler og bøger om islam. Hun er ikke medlem af nogen islamisk organisation Til gengæld er hun aktiv i Islamisk-Kristent Studiecenter i København, hvor man drøfter tværreligiøse og etiske emner. Derudover står hun for forlaget Islamisk Studiebogssamling med tilhørende hjemmeside.
For enogtyve år siden konverterede hun til islam.
”Jeg er opvokset i Sydslesvig i efterkrigstiden. Jeg har altid været tilbageholdende af væsen og som det var almindeligt dengang, blev jeg opdraget til at være nærmest selvudslettende. Men ved at læse Koranen som voksen fik jeg for første gang selvtillid og blev bevidst om, at jeg som kvinde havde rettigheder på lige fod med mændene.”
”Gud tilgiver og belønner i rigeligt mål mænd og kvinder, der giver sig hen til Gud, troende mænd og kvinder, oprigtige mænd og kvinder, udholdende og tålmodige mænd og kvinder, ydmyge mænd og kvinder, gavmilde mænd og kvinder, fastende mænd og kvinder blufærdige mænd og kvinder, og mænd og kvinder, der hyppigt lovpriser Gud.” (Koranen kapitel 33, vers 35)
”Meningen er ikke til at tage fejl af. Ti gange nævnes kvinder og mænd side om side, og det slås fast med syvtommersøm, at Gud taler til begge køn der som troende er absolut ligeværdige. Alligevel har de mænd, der fortolker Koranen, i århundreder tilladt sig at diskriminere kvinder i de tilfælde, hvor de ønsker visse privilegier for sig selv.”
Koranens rummelighed og dynamik
Møder man Aminah Tønnsen på gaden, vil de færreste gætte, at hun er muslim.
”Jeg har bevidst fravalgt tørklædet som et religiøst symbol, selvom det af mange ”praktiserende” muslimer opfattes som indikator for en kvindes ærbarhed og religiøsitet – ja, for hendes religiøse tilhørsforhold i det hele taget. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle tilegne mig arabisk mentalitet blot fordi jeg bekender mig til islam. Jeg mener, man bør klæde sig diskret og tækkeligt og på en måde, så man ikke vækker unødvendig opmærksomhed.”
Hjemme i lejligheden på Frederiksberg er det kun et par kalligrafier i glas og ramme, samt et væld af bøger om islam, der vidner om troen. Et bedetæppe ligger diskret på en hylde sammen med et tørklæde og en bedekrans.
Alligevel er omdrejningspunktet i hendes liv Koranen. En bog som hun opfatter som en nøje gengivelse af Guds åbenbarede ord. Men den skal ikke forstås bogstaveligt. Den er nemlig fuld af metaforer og lignelser, hvis fortolkning kan variere i forhold til de ydre omstændigheder. Det gør budskabet rummeligt og dynamisk.
”For eksempel bør de straffeformer, der omtales i Koranen ikke ukritisk anvendes i dag. Gud er barmhjertig. Målet er ikke straf, men resocialisering og ansvarliggørelse. Man kan godt slå hånden af en tyveknægt uden at hugge hånden af ham i bogstavelig forstand. I andre tidsaldre har piskning, håndsafhugning og stening været en almindelig anvendt straffemetode. I dag sætter man – også i langt de fleste muslimske lande – kriminelle i fængsel i stedet for. I lighed med en lang række teologer og tænkere mener jeg, at Koranen naturligvis skal ses som en helhed, og at man må vide, i hvilken sammenhæng en bestemt passage blev åbenbaret for at kunne overføre dens hensigt og ånd til sin egen virkelighed.”
Beretningerne om Profeten Muhammed og hans liv og levned, samt den vejledning han gav sine trosfæller om stort og småt i dagligdagen, er samlet i de såkaldte hadith- eller traditionssamlinger. De er blevet fortalt fra mund til mund i generationer før de blev samlet og nedskrevet.
”Derfor må de nødvendigvis kategoriseres som sekundærlitteratur og må vige, hvis de strider imod en tydelig anvisning i Koranen. De er også blevet til i en helt specifik kulturel, social og politisk kontekst. Det er her, at stening som straffeform optræder og ikke i selve Koranen. Hvis stening var en del af islam, var jeg ikke muslim.”
Også de forskellige lovskoler, der blev etablerede i 7-800-tallet af muslimske lærde, er efter hendes mening udtryk for samtidens forståelse af Koranen og hadith-litteraturen.
”De var sikkert udmærkede og tidssvarende, da de blev til for over 1000 år siden; men de bærer umiskendeligt præg af at være formuleret af mænd i patriarkalske samfund. For eksempel diskrimineres kvinderne i disse lovskoler på mange områder, i klar modstrid med Koranens udsagn om kønnenes ligeværdighed. Koranens påbud om, at mænd skal udvise omsorg for kvinder, er i lovskolerne – ligesom også i praksis i nutidig familieret – blevet misbrugt til at begrænse kvinders muligheder og rettigheder.”
Nej til teokrati
Islam-kritikere fremfører ofte, at det for religiøse muslimer er utænkeligt at adskille religion og stat.
”Koranen giver i virkeligheden ingen decideret opskrift på hvordan en islamisk stat skal opbygges, men snarere nogle retningslinjer for, hvilke værdier der bør være bærende i samfundet. Det er stort set de samme værdier, der danner grundlaget for det danske samfund: ansvarlighed, omsorg for de svage, ytrings- og trosfrihed samt en eller anden form for folkelig medbestemmelse. Religiøse autoriteter bør ikke have politisk magt. Der har da også til alle tider været teologer og tænkere, som har kritiseret de muslimske gejstliges magtposition. En teokratisk stat er ikke et islamisk ideal; men de etiske værdier, som jødedom, kristendom og islam er fælles om, bør naturligvis afspejle sig i lovene. Mange muslimske lande har i dag både islam som officiel religion og formelt set en demokratisk styreform. Man afholder mere eller mindre frie valg, og begrebet ”islamisk demokrati” er slet ikke usædvanligt.”
Alligevel vil hun til enhver tid sætte Koranen over grundloven.
”Når jeg i sidste instans skal stå til regnskab for, hvorledes jeg har udnyttet de evner og muligheder, jeg har fået, skal jeg hverken stå over for Anders Fogh Rasmussen eller Kofi Anan, men over for min skaber. I praksis er der tale om, at jeg af samvittighedsårsager fravælger nogle af de muligheder, dansk lov indeholder. Skulle jeg en dag komme i regelret konflikt med loven, må jeg som enhver anden borger tage konsekvensen og acceptere, at jeg bliver retsforfulgt. Troende kristne er i nøjagtig samme situation.”
Troen som gave
I dag er Aminah Tønnsen ikke bange for at sige sin mening. Men sådan har det ikke altid været. Først skulle hun i en årrække bo i Mellemøsten og som 35-årig bekende sig til islam.
Da hun blev født, var der da heller ikke meget, der tydede på, at hun skulle bliver hverken muslim eller kontroversiel.
Som barn var hun genert og led af mindreværdskomplekser. Og når hun fik gode karakterer i det danske mindretals skole i Sydslesvig, var hun overbevist om, at det kun var, fordi hendes forældre var lærere. Familiens kirkegang var dengang begrænset til den årlige julegudstjeneste, foruden dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.
Det, der betød mest i hjemmet var arbejdet for det danske mindretal. For skønt faderen var tysk af fødsel, skiftede han sindelag under et højskoleophold på Bornholm, hvor han lære sig dansk.
Inger, som hun hed dengang, brød sig ikke om at gå i skole, men tog alligevel en uddannelse som korrespondent i engelsk, fransk og tysk. Og under et studieophold i Paris mødte hun sin kommende mand, en marokkansk ingeniørstuderende.
Knap tre år senere blev de gift og flyttede til byen Sidi Kacem i Marokko, hvor han fik arbejde på landets næststørste olieraffinaderi. Senere avancerede han til direktør, og familien levede et privilegeret liv.
”Jeg lærte ikke meget om islam, mens vi boede i Marokko. Min mand havde helt fra begyndelsen en idé om, at det med religion skulle jeg selv finde ud af. Det skulle ikke hedde sig, at han havde presset mig til et eller andet. Men vi var enige om, at vore børn skulle opdrages som muslimer. Det havde vi allerede talt om, før vi blev gift. Jeg var ikke selv religiøs og havde den opfattelse, at når islam var godt nok til den mand, jeg var villig til at rejse halvdelen af jorden rundt for at leve sammen med, var det også godt nok til mine børn. I de år jeg boede dernede, var der aldrig nogen, der fortalte mig om islam. Jeg mødte naturligvis en trospraksis til højtiderne og hos familien i Casablanca. Men ikke i dagligdagen. Arabisk lærte jeg desværre heller ikke ret meget af, idet min mand insisterede på, at der blev talt fransk i hjemmet af hensyn til børnenes uddannelse. Derfor gik de i fransk børnehave og skole. Når jeg var alene med børnene talte vi dog dansk sammen, for at de kunne kommunikere med min familie.”
Men den forsigtige pige fra Sydslesvig faldt aldrig til i det muslimske Nordafrika. Dels følte hun sig isoleret fra det omgivende samfund – hvilket blev forstærket af hendes reserverede væsen – og dels havde hun det svært med den meget ekspressive omgangsform, der var i familien og blandt de europæiske kvinder, som var gift med mandens kolleger.
”Det sværeste var dog at flytte fra et demokrati til et samfund, hvor man konstant følte sig overvåget. Kongen var enevældig, skønt man formelt set havde demokrati. I begyndelsen af 70’erne blev kongen flere gange udsat for attentatforsøg. l lange perioder kunne vi ikke rejse nogen steder uden at vore papirer blev kontrolleret indtil flere gange undervejs. Vi blev overvåget på vores bopæl. Selv vores affaldsbeholder blev gennemrodet. Sikkert fordi min mand havde den stilling, han nu havde, og fordi vi med mellemrum rejste til Europa. Derfor skulle vi også være meget forsigtige med, hvad vi sagde, da vi aldrig kunne være sikre på, hvem der var ven eller fjende. På et tidspunkt blev tre af min mands kolleger først bort om natten, fordi de ved en privat sammenkomst havde kritiseret kongen. De var væk et helt år, uden at nogen hørte fra dem. Det viste sig, at personalechefen var stikker for myndighederne.”
Til sidst blev usikkerheden og bekymringerne for fremtiden for meget.
”Da vi havde boet der i otte år, havde vi to små børn. Så begynder man jo at tænke ”hva’ nu hvis?” Og jeg mistede fodfæstet, fordi jeg slet ikke var faldet til. Jeg havde ikke rigtig noget at gribe fat i. Jeg har senere tænkt, at det ville have været nemmere for mig, hvis jeg dengang havde været troende. Så kunne jeg have foldet hænderne og bedt en stille bøn, når dagligdagen blev for vanskelig. Men den mulighed eksisterede altså ikke.”
I 1978 flyttede familien derfor til Århus, hvor Aminah Tønnsens mand fik job. Men i modsætning til, hvad hun havde forventet, blev hverdagen ikke nemmere i Danmark. Samfundet havde forandret sig markant i de år, hun havde boet i udlandet, og nu havde hendes mand svært ved at falde til.
”Det var i den situation, jeg læste en bog om, hvorledes bøn kan lette dagligdagen. Den fik mig til at lytte til kirkelige udsendelser i radioen. Samtidig blev jeg ind i mellem mødt med en forventning om, at jeg da måtte vide en masse om islam, eftersom jeg havde boet i et muslimsk land i en årrække. Derfor begyndte jeg også at gå på biblioteket for at søge viden om religionen.”
En aften var hun til et foredrag om islams kvindesyn. Det blev et vendepunkt.
”Den kvindelige etnograf sagde så meget sludder. Blandt andet at kvinder ifølge Koranen ikke kommer i paradis. Jeg havde lyst til at sige hende imod, men gjorde det ikke, da jeg aldrig rigtig havde prøvet at tage ordet i en større forsamling. På vejen hjem græd jeg af afmagt. Næste morgen vågnede jeg op med en dyb bevidsthed om, at jeg var muslim. Jeg fik min tro som en gave, og jeg har aldrig følt den ringeste trang til at skifte den ud med nogen anden.”
Aminah Tønnsen føler, at hun den morgen fik sat navn på sine egne forestillinger om Gud og tro. Hun havde nemlig lige fra konfirmationsalderen haft svært ved at acceptere den kristne treenighedslære.
”Det komplicerer og mystificerer gudsbegrebet ganske unødvendigt, når Gud opfattes som både Gud og menneske, fødes af en jordisk kvinde og defineres som en treenighed. Islam mere gammeltestamentlige gudsopfattelse lå meget nærmere det, jeg instinktivt følte.”
Bønnen
Noget af det, islam har givet Aminah Tønnsen, er den daglige koranlæsning og bønspraksis.
”Bønnen var det sværeste at tilegne sig, fordi jeg slet ikke var vant til at bede. Det var ikke noget, jeg bare lig kunne gøre. Jeg skulle jo ikke kun folde hænderne. Jeg skulle helt ned på knæ med panden mod tæppet. Det forudsætter en dyb erkendelse af, at der er noget, der er større end mennesket. At der er en skaber. At der er én, der holder hånden over menneskene. Én, til hvem man tillidsfuldt kan sige: ”Her er jeg. Vis mig den rette vej.””
I begyndelsen var det heller ikke bare det at falde på knæ, der var svært. Da hun ikke talte arabisk, havde hun vanskeligt ved at forstå den dybere mening bag de arabiske sentenser, som bønnen indeholder.
”Det er nemt nok at lære passager fra Koranen udenad og at kopiere de kropslige bevægelser. Det kan enhver jo gøre. Men det er svært at få sjælen med, når man beder på et fremmed sprog. På et tidspunkt blev min mand alvorligt syg og skulle gennemgå en større operation. I stedet for at sidde og vente på sygehuset cyklede jeg hjem og oversatte Koranens 36. kapitel til dansk. Det kaldes ”Koranens hjerte” og læses traditionelt ved alvorlig sygdom og død. Det læste jeg så på dansk, mens min mand var syg.”
”Mennesket tilskriver Os ligesindede, men glemmer, at det selv er skabt. Det siger: “Hvem kan give liv til forvitrede knogler?” Sig: “Han, som skabte dem i første omgang, vil (atter) give dem liv! For Han er kyndig i alle slags skabelse. Han, som giver jer ild af frisk træ, som I nemt kan få til at fænge.” Er ikke Han, som skabte himlene og jorden, (også) i stand til at skabe lignende? Jo visselig, for Han er Skaberen, den Alvidende. Når Han ønsker en ting, siger Han blot: “Bliv!” Og den er! Æret være Han, i Hvis hænder herredømmet over alle ting ligger. Til Ham skal I alle vende tilbage!” (Fra slutningen af Koranens kapitel 36 i Aminah Tønnsens oversættelse).
”Senere har jeg gennemarbejdet både dette og en række andre af Koranens kapitler mere grundigt ved at studere kendte koranfortolkninger på tysk, engelsk og fransk. Det har givet mig en dybere forståelse af teksten og vist mig den rummelighed og dynamik, som den indeholder. For mig er det ikke nok at læse en eller anden tekst. Jeg skal ligesom selv endevende hvert eneste ord og dets forskellige betydninger. Det er faktisk noget, Koranen opfordrer den enkelte til at gøre. I dag veksler jeg i min bøn mellem arabisk og dansk. Jeg kender andre, der kun beder på dansk. Man er nødt til at bruge sit modersmål for at få sjælen med.”
Identitet og selvforståelse
Selvom mange opfatter islam som fjernt fra en folkekirkelig barnetro, føler hun ikke, at hun er konverteret i ordets egentlige forstand.
”Jeg har jo ikke byttet et værdisæt ud med et andet, Jeg har derimod bygget videre på noget, der var der i forvejen. De værdier jeg er vokset op med, er lige så muslimske, som de er kristne. På samme måde er det danske demokratis kerneværdier lige så muslimske, som de er kristne. Den måde, jeg levede mit liv på i dagligdagen, gik meget godt i spænd med værdierne i Koranen. Jeg har aldrig levet udsvævende, men derimod stilfærdigt og fornuftigt uden de store udskejelser. Jeg har for eksempel aldrig røget eller drukket spiritus. Så jeg føler ikke, at jeg har måttet lægge mit liv radikalt om. Men mit liv har fået en ekstra dimension, som jeg i dag ikke vil undvære.”
Dette afsejler sig også i navnet. Aminah Tønnsens svigerfamilie havde svært ved at udtale hendes døbenavn, Inger, og derfor kaldte de hende ved skiftende arabiske navne. Hun valgte så selv at tilføje Aminah til sit døbenavn.
Ligesom bønnen har også troen på et liv efter døden gjort Aminah Tønnsens liv rigere.
”Da jeg boede i Marokko, var det en forfærdelig tanke at skulle miste en af mine kære. Derfor har troen på, at der er noget efter døden, betydet meget, for så går liv og død op i en højere enhed. Selvom vi mister mennesker, vi holder af, er det en trøst, at vi på et eller andet tidspunkt – i en eller anden uforklarlig form – skal mødes igen. Trygheden ved at tro på, at der er en, der holder hånden over os, at der er en mening med livet, og at det ikke bare slutter, når man bliver puttet i jorden, er vigtig for mennesker. Det har i hvert fald givet mig fred i sjælen.”
At der er himmel og helvede efter dette liv, er hun heller ikke i tvivl om.
”Som mennesker har vi en forpligtelse over for hinanden og over den verden, vi lever i. Og eftersom vi har fået intellekt og dermed mulighed for at sige ja til noget og nej til noget andet, kan jeg ikke forestille mig, at mordere, terrorister, våbenhandlere, despoter og andre, der bevidst forårsager nød og elendighed i verden, skal kunne gøre det ganske gratis. Islam er et budskab om frihed under ansvar. Der må være et eller andet regnskab, der skal gøre op. Som menneske er man forpligtet til at sige fra over for ondskab og uretfærdighed og til at yde sit bidrag til en bedre verden. Som verden ser ud i dag, kan man ind i mellem føle sig magtesløs. Da er det en trøst at vide, at retfærdigheden på en eller anden uforklarlig måde vil ske fyldest. Gud er retfærdig og barmhjertig. Jeg lægger fortrøstningsfuldt mig liv i Hans hånd.”
Skal Aminah Tønnsen sammenfatte islam, er det, at troen skal afspejles i handlingerne. Ikke for at gøre sig fortjent til en plads i paradis, men af kærlighed til Gud.
”Islam består i sin kerne i at tjene Gud ved at tjene skabelsen. Det er ikke nok at studere Koranen i ensomhed i sti hjem eller på en øde ø. Koranen definerer en troende som en, der tror og handler derefter. Man bør efter bedste evne give af sine ressourcer til fællesskabet. Jeg har valgt at engagere mig i dialogen mellem kristne og muslimer, i oplysning om islam, men også i den lokale boligforening. Havde jeg mere tid, ville jeg nok også engagere mig i menneskerettigheder eller naturbevarelse.”
© Nils Sandahl, 2004
Ovenstående er et uddrag af:
Nils Sandahl
Islams ansigter. Muslimske retninger i Danmark.
Tiderne Skifter 2004