Jeg er den, jeg er. Jeg kan ikke stå på sidelinjen og se på, at Koranen misbruges til at undertrykke forskellige befolkningsgrupper – herunder kvinder, når Koranen også kan bruges til det stik modsatte, nemlig: at befri kvinderne fra mandlig dominans og undertrykkelse.

At kvinder kræver deres ret, er ikke noget nyt. Allerede på Profetens tid var kvinderne meget bevidste om deres rettigheder og værd. Når mændene i Medina undlod at følge visse åbenbaringer i praksis, fordi de nye regler ramte deres privilegier og magt, klagede kvinderne direkte til profeten Muhammed og fik ham til at irettesætte mændene.

Og det var en af Profetens hustruer, Umm Salamas, fortjeneste, at Gud sendte åbenbaringer, der med syvtommersøm slog fast, at mænd og kvinder er ligeværdige for Gud, og at kvinder også hører ind under kategorien ”mennesker”.

Hvor hårdnakket de konservative og yderligtgående end påstår, at der kun findes én tolkning af koranteksten, så viser historien noget ganske andet: Islam har aldrig været en ensartet, statisk størrelse – hverken teologisk eller kulturelt, men har altid været i bevægelse. Tro og traditioner har udviklet sig i takt med tiden, inden for og under påvirkning af mange forskellige kulturer.

Ingen har monopol på sandheden, og der har altid eksisteret alternativer til den traditionelle tolkning af teksten.

De første kaliffer, Abu Bakr (632-634), Umar (634-644), Uthman (644-656) og Ali (656-661), har været særdeles kreative, når de skulle finde løsninger til det virkelige liv. De har fraveget både Koranen, profeten Muhammeds og hinandens afgørelser for at yde retfærdighed i helt konkrete situationer.

Samtidig har der dog overalt og til alle tider været konservative kræfter, der har modarbejdet enhver forandring.

Man kan ikke trække en ny islamforståelse ned over hovedet på folk. Koranen er et helt personligt budskab, der opfordrer menneskene til at sætte sig sammen ”to og to eller alene og reflektere nøje over budskabet” (34:46). Det er den enkelte, der skal leve sig ind i budskabet og søge den nødvendige viden, der sætter hende/ham i stand til at genopdage Koranens åbne og rummelige budskab og finde en fornuftig måde at være muslim på i harmoni med sig selv og sine omgivelser.

Koranteksten nævner hverken noget gejstligt hierarki eller nogen form for monopolisering af tolkningen af de hellige skrifter. Ingen har ret til at stå med løftet pegefinger og dirigere endsige kontrollere masserne.

Den egyptiske tænker Mohammed Abdou (1849-1905) er bandlyst i konservative kredse, blandt andet på grund af hans udtalelser om fortolkningsfriheden:

”Islam giver hverken kaliffer, kadier, muftier eller sheiker autoritet til at formulere regler og læresætninger, og det er ganske utilstedeligt, at de skulle kunne gøre krav på ret til at kontrollere den enkeltes tro eller gudsdyrkelse eller forlange af den enkelte at skulle forsvare sin personlige opfattelse af troen”.[i]

Jeg læser Koranen som en troende kvinde, og jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved dens guddommelige ophav og dens brugbarhed og berettigelse som rettesnor for menneskenes livsforståelse og ageren i verden. Jeg sætter derimod spørgsmålstegn ved mange traditionelle tolkninger af teksten, fordi de er blevet til under ganske andre omstændigheder end dem, jeg lever under, og fordi de efter min opfattelse ofte bevæger sig uden for den ramme, som Koranen udstikker.

Det er i Koranen, jeg i mere end femogtredive år har fundet inspiration til mit tværreligiøse engagement og til mine bestræbelser på at læse dens vejledning ind i min samtid. Livet er ikke kun en gave, men også en opgave. Min opgave som menneske er ”at tjene Gud ved at tjene Guds skaberværk” (51:56 & 2:30), og jeg ville svigte min opgave, hvis jeg bare lod stå til og overlod besværet til andre, fordi jeg selv har mit på det tørre.

Som andre tænkere er jeg naturligvis påvirket af min egen baggrund: min opvækst i det danske mindretal i Sydslesvig, ligesom også af halvtreds års familiær tilknytning til Marokko.[ii] Det kan ikke være anderledes, og erfaringer fra et mindretal kan meget ofte bruges i et andet mindretal.[iii]


[i] Her citeret efter Arkoun: L’Islam Hier-Demain (1978, 209-210).

[ii] Se mere om min baggrund i Islam – min hjertesag, 2014.

[iii] ”Fra et mindretal til et andet”. Flensborg Avis 22. april 2015.