– en uspiselig cocktail?
Fra barn i Sydslesvig til dansk muslim
I efterkrigstidens Flensborg fik jeg dansk kultur, det danske sprog og højskolesangbogen i vuggegave, og de har fulgt mig overalt som en kraftfuld og styrkende bagage i mere end et halvt århundrede – også siden jeg som 35-årig valgte at bekende mig til islam. Jeg har gået på Duborg-Skolen, hvor jeg dagligt har sunget morgensang foran en talerstol med indskriften ”Modersmål er vort hjertesprog” – flankeret af Lorenz Frölichs store lærreder med Hagbard og Signe. En skole bygget på det sted, hvor Nordens Dronning Margrethe den Førstes slot knejsede over fjorden. I en by, hvor det slesvig-holstenske nældeblad med indskriften ”fred nærer – ufred tærer” pryder den nordre byport side om side med Kong Christian den Fjerdes våbenskjold med valgsproget ”fromhed styrker rigerne”. Så dansk som noget, og samtidig et fint eksempel på, at vort samfund bygger på kerneværdier, der – skønt de her på vore breddegrader har udviklet sig inden for en kristen tradition – er lige så islamiske som kristne.
Som 8-årig blev jeg musvit i Danebod Trop i Dansk Pigespejderkorps Sydslesvig. Det blev starten på otte års vidunderlige lejrture til alle egne af Sydslesvig – og Danmark med. Mottoet vær beredt og spejderlovens ti bud er som taget ud af Koranen: En spejder er til at stole på. En spejder er trofast. En spejder er hjælpsom. En spejder er en god kammerat. En spejder er høflig og hensynsfuld. En spejder er god mod dyr. En spejder er lydig. En spejder tager vanskeligheder med godt humør. En spejder er sparsommelig og ordentlig. En spejder er ren i tanke, ord og handling. Mere islamisk kan det næsten ikke være!
Derfor har jeg aldrig følt, at jeg har måttet vende på en tallerken eller slå knude på mig selv for at blive muslim. Jeg har tværtimod bygget videre på de gode og fornuftige værdier, som mine forældre gav mig med på livets vej: nøjsomhed, arbejdsomhed, hjælpsomhed, pligtopfyldenhed, høflighed, overbærenhed, ansvarsbevidsthed, udholdenhed, ærlighed, blufærdighed, beskedenhed … Og uden min mors jyske besindighed og min fars angelske stædighed havde jeg i dag ikke været den, jeg er.
Min tro har givet disse værdier en ekstra dimension, intensitet og fylde, mening og indhold, mål og med. At være troende er – som Koranen så smukt beskriver – en livslang og helt personlig udviklingsproces, der fører den bevidst søgende ”fra ét åndeligt stadie til et andet”. Den barnlige frygt/angst for regnskabet, der skal gøres op, bliver til ærefrygt for Gud og Hans skaberværk. Tro bliver til vished, og visheden om, at døden ikke er afslutningen, men en milepæl på vejen, giver livet helt nye dimensioner og udfordringer.
For mig er der intet modsætningsfyldt i at være dansk og muslim. Det er lige så naturligt, som det er for andre at være dansk kristen eller dansk jøde. Derfor har jeg det også uendelig svært med overskrifter som ”islam contra Vesten”. De tjener ikke andet formål end at skabe fjendebiller, konfrontation og ufred i verden.
Rejs ud i verden …
Uden at vide, at Koranen opfordrer menneskene til ”at rejse ud i verden med åbent sind og lutter øren” og tage ved lære af andre folkeslags succeser og fejltrin, tog mine forældre mig og mine søskende med ud i den store verden. Allerede i slutningen af 50’erne havde vi set både Louvre i Paris, Sydfrankrigs romerske akvædukter, Altamira-hulernes (for et barn) frygtindgydende bisonokser, Prado i Madrid og Andalusiens pragtfulde bygningsværker og haver.
Jeg blev døbt i en dansk-angelsk skolestue, der om søndagen fungerede som provisorisk kirkerum; men jeg mistede min barnetro, da præsten som led i konfirmationsforberedelsen begyndte at omtale Jesus som Guds søn, som frelser og forsoner, ja endog som selveste Gud. Min fornuft sagde mig, at Jesus måtte have været menneske, for han kunne jo da både gå omkring på jorden og sove, spise og drikke som jeg selv! Præsten gjorde med sine udsagn gudstro til noget verdensfjernt og uvedkommende; men konfirmeret blev jeg som alle andre.
Som ung arbejdede jeg i kibbutz i knap et år og besøgte i weekender og ferier alle de sagnomspundne steder: Kapernaum, Nazaret, Jeriko, Betlehem, Hebron, Qumran – og naturligvis Jerusalem med den vidunderlige Klippemoske, som jeg har oplevet i både bidende snestorm, brændende solskin, øsende regnvejr og ubehagelig sandstorm.
Jeg giftede mig med en mand med muslimsk baggrund og var bosat i hans hjemland en årrække. Min mand fortalte mig senere, at da han havde fortalt sin far, at han under et studieophold i Paris havde mødt en dansk pige, han gerne ville gifte sig med, havde farens eneste spørgsmål været: ”Tror hun på Gud?” Min mand havde svaret bekræftende, og så var sagen afgjort. Havde nogen stillet mig det samme spørgsmål direkte, havde jeg nok været ude af stand til at svare noget som helst.
Vi talte aldrig om religion. Jeg fik nærmest det indtryk, at religion var for gamle, syge og analfabeter – og derfor mig ganske uvedkommende. Jeg deltog i højtiderne uden at forbinde dem med islam. Jeg opfattede dem som en del af den lokale kultur på linje med arkitektur, kunsthåndværk, egnsdragter, musik, folkedans og kogekunst. Landets håbløse sociale og politiske situation fyldte langt mere i hverdagen end religionen.
Hvorfor islam?
Da vi i slutningen af 70’erne slog os ned i Danmark, havde sjælen det mildest talt ikke for godt. Jeg var aldrig faldet til i det fremmede, og det var – stik imod al forventning – heller ikke nemt at vende hjem igen. I min kvide lånte jeg en bog hjemme fra min fars boghylde med den forjættende titel Lev livet uden bekymringer. Bogens forfatter påstod, at bøn kunne gøre dagligdagen lettere at håndtere, hvilket fik mig til ind i mellem at lytte til kirkelige udsendelser i radioen. Udsagn som ”en kvinde fødte Gud” og ”Maria, Guds moder” bragte imidlertid mine gamle anfægtelser til overfladen igen og overbeviste mig om, at tro ikke var noget for mig.
Samtidig gav jeg mig i kast med bibliotekernes dengang ret så beskedne (og fordomsfulde) udbud af bøger om islam for at få svar på nogle af de spørgsmål, folk stillede mig. De gik nemlig ud fra som en selvfølge, at jeg måtte være ekspert i islam, når jeg nu havde boet i et muslimsk land i så mange år. Jeg fik fat i A. Yusuf Alis engelske koranoversættelse/fortolkning, og ganske langsomt voksede erkendelsen af, at der er mere mellem himmel og jord end som så, frem.
En forårsmorgen i 1983 vågnede jeg op med en tydelig bevidsthed om, at jeg var muslim. Jeg havde – uden at det rigtigt var gået op for mig – taget Koranens budskab til mig. Jeg læste nu Koranen med ganske andre øjne – og med hjertet. Det gik hurtigt op for mig, at de leveregler og den livsholdning, der omtales i Koranen, stort set var identiske med den bagage, mine forældre havde givet mig med på vejen, og de første brikker til mit livs store puslespil faldt på plads.
Og stik imod den gængse opfattelse viste Koranen sig slet ikke at være en rigid lovbog, men snarere en højaktuel menneskerettighedserklæring og en vejledning i takt og tone for omgangen med alt det skabte. At jeg ydermere i Koranen stødte på udsagn om universets gåder, der umuligt kunne stamme fra menneskehånd, var med til at bekræfte det helt unikke i budskabet. Og dér stod det sort på hvidt: Jesus var profet og menneske – hvilken befrielse!
Da jeg nogle år senere blev opmærksom på den tyske digter Johann Wolfgang von Goethes utrolig dybtgående kendskab til Islam og på hans forhold til kristendommen, faldt det med treenigheden på plads for altid. Og jeg oplevede for alvor, hvorledes gudstro kan berige og styrke et menneske og være et fast holdepunkt i situationer, der ellers nemt kan vælte én omkuld.
Goethe var dybt troende; men hans venner hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på treenigheden. Goethe fastholdt imidlertid:
”At tro, at tre er én, og én er tre – det strider imod min retfærdighedssans. Og jeg kan ikke se, at det skulle kunne hjælpe mig den mindste smule!”
Præcis således føler jeg selv. Jeg har ikke brug for at se Gud i menneskeskikkelse for at tro på Ham, på syndernes forladelse og på et liv efter døden. At jeg lever er et bevis på Guds eksistens og på Hans kærlighed, nåde og barmhjertighed. Og jeg kan mærke Hans omsorg for mig, når Han besvarer mine bønner. Vejen til Gud er direkte og uden forstyrrende mellemled. Bibelens lidelseshistorie og kirkens sakramenter er ganske overflødige for den, der oprigtigt tror på Gud.
Islam og kultur
Jeg er min skaber dybt taknemmelig for, at jeg ganske spontant – lige fra det tidspunkt, hvor jeg havde erkendt, at jeg var muslim – har opfattet Koranen som et helt personligt budskab, som jeg – hvis tro skulle kunne være en fornuftig og berigende faktor i min tilværelse – måtte udleve i den virkelighed, jeg var en del af. Jeg har aldrig følt, at jeg skulle gøre mig selv til pseudo-araber for at blive en ”god” muslim. Det var et spørgsmål om skabe harmoni mellem tro og en dansk hverdag, og at udvikle og fastholde min religiøse identitet i et overvejende sekulariseret samfund.
Som udgangspunkt er islam – ligesom kristendommen – en verdensreligion med udspring i vor fælles stamfar, patriarken Abraham. Og ligesom kristendommen har også islam taget farve af de kulturer, den langsomt bredte sig til. Muslimer og kristne, jøder og andre har levet sammen side om side i mange forskellige kulturer. De værdier og normer, som er specifikke for den pågældende kultur, påvirker alle borgere – på tværs af deres religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme.
Eksempelvis lægger Koranen tydeligvis op til en samfunds- og familiestruktur i balance mellem patriarkat og matriarkat. Det er den stærkt patriarkalske samfundsstruktur i de lande, som islam først bredte sig til, der har påvirket islamiske traditioner mht. kønsroller, familiemønster, børneopdragelse og fænomener som ære og skam i negativ retning. Derfor fremstår islam i dag for mange som en patriarkalsk og kvindeundertrykkende religion, idet man fejlagtigt sætter lighedstegn mellem lokale kulturer og islam.
Der findes ikke nogen hverken kristen eller islamisk enhedskultur. Man kan ikke sammenligne dansk kultur med islamisk kultur; man kan derimod sammenligne dansk kultur med eksempelvis pakistansk, indonesisk eller tyrkisk kultur – ligesom man kan sammenligne kristne dogmer med islamiske dogmer.
Forstå Koranen
Jeg har oplevet Koranen som en bog, der åbnede sig for mig, som mine studier skred frem. For hver eneste gang, jeg har læst den, har nye sammenhænge og nye muligheder vist sig for mig. Koranen er som et gigantisk puslespil, hvis passager indbyrdes supplerer, tydeliggør og forklarer hinanden. Derfor er det vigtigt at se Koranen som en helhed – i stedet for at se isoleret på enkelte passager.
Koranen opfordrer gang på gang læseren til at betragte skabelsen og se sig omkring i verden og prøve at forstå – til at rejse ud i verden og tage ved lære af andre folkeslags erfaringer, succeser og fejltrin. Vi skal med andre ord bruge det intellekt og de muligheder, Gud har givet os, til at forstå Hans ord. Vi skal bruge vor livserfaring og sunde fornuft. Kun således kan vi bevare spiritualiteten og stadig udvikle vores personlighed og “bevæge os fra et åndeligt stadie til et andet”.
Koranen lægger stor vægt på det personlige ansvar og siger ikke: “Spørg din imam, hvad han mener, du skal tro”! At lade andre tænke for sig opfatter jeg som en form for ansvarsforflygtigelse.
Koranens ordlyd og mening, batin, er hellig, absolut og uforanderlig, idet den for muslimer er en nøje gengivelse af Guds ord åbenbaret til Profeten Muhammad via ærkeenglen Gabriel i årene 610-632, nedskrevet efterhånden og samlet til én bog mindre end to år efter Profetens død. Koranens betydning, zahir, er derimod både variabel og dynamisk, for det menneskelige er relativt og foranderligt.
Dette kan begrundes ud fra selve tekstens beskaffenhed, idet budskabet er bestemt for menneskeheden og derfor universelt. Det arabiske sprog indeholder – som ethvert andet sprog – allegorier og metaforer, som ingen kunne drømme om at tage bogstaveligt i hverdagen. Koranens tekst indeholder – ligesom Bibelen – en mængde lignelser. Og sidst, men ikke mindst, så er det arabiske ord for vers i Koranen âya – og det betyder tegn. Derfor vil enhver, der læser Koranen med hjertet og nærer et oprigtigt ønske om at forstå dens budskab, forstå den ud fra sin helt personlige baggrund.
Trods denne indbyggede åbenhed, er Koranen forsøgt gjort til en ”lukket” bog, idet mange mener, at det er forbeholdt ganske få udvalgte at fortolke teksten. Andre fastholder stædigt, at vi selv i vore dage og på vore breddegrader er bundet af fortolkninger og praksis fra de første århundreder efter Profetens død.
Forstå Profetens sædvane
Gud opfordrer i Koranen de troende til at følge Profetens eksempel, til at følge hans sunna, hans sædvane og udsagn i form af råd og vejledning til sine samtidige, der er samlet i de såkaldte hadîth-samlinger. Dette får nogen til at mene, at man skal efterligne Profeten – jeg hører til dem, der mener, at man skal efterfølge ham.
Jeg opfatter Profetens sædvane og udsagn som den perfekte virkeliggørelse af Koranens ord og vejledning i en helt bestemt historisk kontekst, som muslimer skal overføre til den til enhver tid aktuelle kontekst. Det er ikke meningen, at alle mellemliggende fortolkninger ukritisk skal kasseres; men de skal ses som eksempler på fortolkning i hver deres helt specifikke historiske kontekst.
Profetens og de første kaliffers udsagn er ikke blevet systematisk nedskrevet fra starten, men videregivet af mennesker fra mund til mund. Og op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed – og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn og for sameksistensen mellem mennesker. Andre udsagn må imidlertid afvises som utroværdige, idet de strider direkte imod en klar og tydelig anvisning i Koranen. Her tænker jeg specielt på strafferetslige bestemmelser så som dødsstraf for frafald fra islam eller for utugt – som også mange danske muslimer finder, hører med til et perfekt islamisk samfund – skønt de udelukkende kan henføres til hadîth-traditionen.
At sætte hadîth-udsagn i stedet for en tydelig koransk anvisning er at sætte mennesket over Gud og sætte spørgsmålstegn ved Koranens guddommelighed, autenticitet og helt unikke særstatus.
Europæiske tænkere
Mange muslimer er af den opfattelse, at Koranen én gang for alle er fortolket af kompetente lærde, og at fortolkning – i de tilfælde, hvor de nødtvungent må indrømme, at der vitterlig er behov for yderligere tolkning af teksten – udelukkende kan udføres af en lille, traditionelt uddannet mandlig elite.
Jeg hører til dem, der mener, at hvis muslimer skal kunne praktisere deres tro i harmoni med det virkelige liv, da må også ”almindelige” troende have lov at give deres bud på en forståelse og fortolkning af teksterne. Det må være legitimt at fremføre sine synspunkter – også hvis de afviger fra det allerede etablerede.
Det koranske begreb shûrâ – indbyrdes rådslagning – bliver meningsløst, hvis der kun er ét synspunkt at forholde sig til. Gud har ikke skabt menneskene som mekaniske robotter, men som frie og ansvarlige intelligensvæsener.
Ser man på europæiske konvertitter som f.eks. Mohamed Aman Hobohm, Abdullah Leonhard Borek og Murad Wilfried Hofmann, så fremgår det tydeligt af deres tidligste artikler og bøger, at deres islamforståelse – ganske som min egen – er blevet til som et helt naturligt, spontant og personligt forsøg på at skabe harmoni mellem troen og en europæisk hverdag. Også østrigeren Muhammad Asads koranfortolkning skiller sig på mange punkter ud fra den ortodokse diskurs.
Ingen af dem taler hverken om modernitet eller euroislam, men om reform, fornyelse og tilbagevenden til rødderne, for alle har de efter længere ophold i de arabiske lande bl.a. som ambassadører og forretningsfolk været oprørt over en gejstlig elite, der har tilranet sig en uhørt magtposition og et fortolkningsmonopol, som ikke kan retfærdiggøres ud fra islams primære kilde, Koranen.
Allerede andalusieren Ibn Hazm (d.1064) havde et uortodokst syn på mange ting – til stor fortrydelse for både samtidige og senere traditionelle lærde i den såkaldt islamiske verden. Bl.a. mente han, at både Moses’ mor og Jesus’ mor, Jomfru Maria, havde været profetinder, idet Koranen beretter om, hvorledes Gud talte til dem. Og han mente, at kvinder kunne beklæde alle offentlige poster – undtagen posten som khalîfa, dvs. leder af den muslimske umma, det muslimske fællesskab (ikke at forveksle med posten som statsoverhoved, som utallige kvinder har beklædt i tidens løb).
Intet nyt under solen
At islam op igennem historien har haft mange forskellige ansigter udadtil, er en uomtvistelig kendsgerning. Muslimer har som alle andre haft deres despoter at slås med, og talrige muslimske tænkere og filosoffer har – delvis inspireret af europæiske tænkere – forsøgt at nedbryde de gejstliges autoritetsmagt ved at plædere for en tilbagevenden til kernen i Koranen, til accept af pluralisme, af selvstændig tænkning og af en kontekst-baseret forståelse af budskabet:
Djamâl al-Dîn al-Afghânî (Iran/Indien/Egypten 1838-1897) er kendt for sit utrættelige arbejde for at genskabe den dynamik, der i den tidlige middelalder havde gjort, at den islamiske verdens kultur var dybt præget af islam. Efter hans mening var der ingen modsætning mellem islam og den moderne udvikling. Derfor talte han for fornyelse af den islamiske tradition og for et opgør med de retslærde, der fornægtede rationaliteten og den moderne verden.
Mohammed Abdou (Egypten 1849-1905) var pioner inden for den intellektuelle reformbevægelse i Egypten i det 19. århundredes oplysningstid. Han var én af de oplyste islamiske intellektuelle, der troede på åbenhed over for andre kulturer og religioner – og på social, politisk og religiøs reform igennem befrielse fra konventionalismens lænker.
Muhammad Iqbal (Indien 1877-1938) var poet og jurist, Master of Arts i filosofi og doktor i persisk metafysik. Iqbal lod sig inspirere og udfordre af filosoffer som Hegel, Kant, Bergson og Nietzsche. Han beundrede Johann Wolfgang von Goethe som en af de få europæiske tænkere, der havde turdet gøre op med fortidens fordomsfulde billede af islam. Som 50-årig sammenfattede Iqbal sine politisk-teologiske tanker i de berømte seks forelæsninger kendt som The Reconstruction of Religious Thought in Islam (Iqbal 1934). Også Iqbal gjorde – både i sine forelæsninger og i sine litterære værker – opmærksom på, at islam i sine første år var både dynamisk og rummelig, og han bebrejdede åbenlyst de middelmådige intellektuelle, snæversynede og magtsyge politikere og ureflekterede masser, der forvandlede islam til en statisk, utidssvarende og indholdsløs ideologi ved blindt at overtage deres forfædres tolkninger, sæder og skikke.
Ghulam Ahmad Parwez (Indien/Pakistan 1903-1985) var også indædt modstander af de gejstliges magtposition og opfattede den enkeltes bevidstgørelse og selvudvikling som et vigtigt led i kampen imod det britiske overherredømme.
Fazlur Rahman (Indien/USA 1919-1988), ph.d. i psykologi fra Oxford, var i en årrække leder af et forskningscenter i Karachi, som gik i spidsen for en bevægelse imod traditionel og radikal islam. Han mente, at uden nyfortolkning ville samfundet enten stagnere eller kollapse. Han blev kaldt the destroyer of hadîth og valgte at immigrere til Vesten, hvor han var professor ved University of Chicago fra 1969 til sin død.
Said Ramadan (Egypten/Schweiz 1926-1995), Hasan al-Bannas arvtager og grundlægger af Islamic Center i Geneve, udgav i 1961 en bemærkelsesværdig lille bog Islamic Law, its Scope and Equity. På overbevisende måde gør han rede for islams universelle karakter og for den åbenhed og pluralisme, der har præget islam lige fra Profetens tid.
Det er disse tænkere, der har været med til at forme min islam-forståelse, idet de hen ad vejen har bekræftet mine egne refleksioner. Senere har jeg stiftet bekendtskab med andre tænkere som fx Ibn Taymiyyah (1262-1327), der havde mod til at sætte spørgsmålstegn ved hadîth-udsagn, der tydeligvis var inspireret af jødisk tradition, og til at undsige blind imitation, taqlîd – foruden Mahmoud Mohamed Taha (Sudan 1910-1985), Ali Shari’ati (Iran 1933-1977), Abdelkarim Sourouch (Iran f.1945), Tariq Ramadan (Schweiz f. 1962) og mange andre.
“Islam mangler sin oplysningstid” er der nogen, der mener. Sandheden er snarere, at ethvert samfund opfostrer både autoritetstro, konservative og formalistiske tendenser – såvel som disses modsætninger. Snart er det den ene fløj – snart den anden, der er den mest fremtrædende. Det er verdens naturlige gang. Europas oplysningstid var ej heller begrænset til et bestemt århundrede, men må snarere betragtes som en kontinuerlig proces, der også i vore dage udfordres af sine modsætninger.
Fællesskab på tværs
Koranen er for mig bl.a. et budskab om accept af og respekt for mangfoldighed og religiøs pluralisme. Jeg har haft en forventning om, at troende jøder, kristne og muslimer naturligt ville finde sammen og samarbejde på tværs, bundet sammen af troen på den samme gud, Abraham, Isak og Jakobs gud, alverdens skaber og opretholder. Jeg skulle hurtigt blive klogere.
Til et foredrag, jeg i slutningen af 80’erne holdt på Brandbjerg Højskole på et ældrekursus, sagde en af tilhørerne bagefter brysk og anklagende: ”Hvorfor rejser du ikke ned til dem, når du er så glad for dem!” Mødelederen blev bestyrtet og undskyldte mange gange damens opførsel. Jeg blev ked af det, for jeg tog i første omgang udbruddet som et udtryk for, at det ikke var lykkedes mig at forklare, at det var selve troen og ikke visse despotiske statslederes terror, jeg var blevet grebet af. Først på vej hjem i toget gik det langsomt op for mig, at det, der for mig havde været en ganske naturlig åndelig proces, af damen blev betragtet som rent og skært forræderi. En holdning, jeg siden har mødt utallige gange – også blandt mennesker, der ikke selv har noget tæt forhold til kristendommen.
Min første bog Islam Naturens Religion viste sig at være en provokation for mange. Eksempelvis faldt det en af anmelderne for brystet, at jeg i forordet skrev, at man i undervisningen ”som en selvfølge burde anvende bøger af muslimske forfattere til undervisning i islam – ligesom man som en selvfølge bruger bøger af kristne forfattere i kristendomsundervisningen.” ”Med en sådan argumentation kan man ikke kaste skarn på alt eksisterende undervisningsmateriale om islam” skrev han fortørnet. Men bogen var netop blevet til i frustration over den nedladende tone i flere af de bøger, der dengang brugtes i gymnasiet af forfattere, der tydeligvis betragtede islam som en andenrangs religion og en kættersk afart af kristendommen.
Hellere en ærlig anmelder end anonyme personer, der fx sender mig udklip af mine bøger overskrevet med latrinære udtryk – vedlagt foldere fra et navngivent bibeltræningscenter med titlen Du behøver Jesus. Jamen, jeg har det skam fint med Jesus; men jeg spørger mig selv, hvordan de har det med Gud, når de i deres hadefulde udgydelser udviser en så utrolig mangel på respekt for Gud – blot fordi det er en muslim, der nævner Ham.
Der var dog også undtagelser: Jeg for i blækhuset, da man i Danmarks Radios Etiske værksted i oktober 1990 bemærkede, at muslimer ikke kan integreres i det danske samfund. Efter denne kommentar sendte journalisterne Mogens Hansen og Anders Laugesen bud efter mig, når der på P1 var brug for en muslimsk stemme i udsendelser som Om os selv og det vi tror på og Ved dagens begyndelse – og der var altid tid til en hyggelig passiar i forbindelse med optagelserne.
Siden har den skærpede debat og de mange komplet usaglige, enøjede og perfide angreb på islam igen og igen vist, at der også i kirkelige kredse er kræfter, der for enhver pris ønsker at fastholde islam som fjendebillede.
Front og bro
Abdullah Yusuf Alis engelske koranfortolkning fra 1934 var blevet min tro og uundværlige følgesvend. Hans mange krydshenvisninger og henvisninger til Bibelen og til historiske begivenheder er en uvurderlig støtte for enhver, der ønsker at forstå Koranens budskab. Selvom jeg havde fået opbygget en anselig samling af koranfortolkninger på både engelsk, tysk og fransk, var det meget ofte Yusuf Alis noter og kommentarer, jeg benyttede mig af i mine artikler i tidsskriftet Islam – Fred og Harmoni, som jeg redigerede og udgav i årene 1990-1994.
I forsommeren 1993 – et års tid efter, at jeg havde bragt en liste med ultrakorte ordforklaringer i bladet – sendte en kvindelig konvertit mig en redegørelse med overskriften ADVARSEL, som hun bad om at få optaget i tidsskriftet. Min ordliste havde indeholdt en – efter hendes opfattelse – fejlagtig definition af ordet kufr (som jeg i parentes bemærket havde hentet i Yusuf Alis koranfortolkning, som i de år blev distribueret gratis i kulturcentre verden over). Og nu mente hun, at denne advarsel burde trykkes i selv samme blad, som der blev advaret imod!
Det var første gang, jeg for alvor blev konfronteret med eksistensen af en yderst reaktionær, formalistisk og for mig fuldstændig fremmedartet form for islam i Danmark. Skønt jeg altid har været yderst påpasselig med at bringe referencer og litteraturhenvisninger, påpegedes det i redegørelsen, at ”nogle af bladets artikler ikke er i overensstemmelse med islam.” Ydermere var islam åbenbart ikke en tro, men ”en klart og præcist defineret videnskab, uden mangler og fejl.” Og naturligvis slap jeg ikke for at blive mindet om, hvad der på Dommedag venter dem, der siger ”forkerte” ting om islam. Det skulle vise sig, at det er en yndet fremgangsmåde for dem, der vil tryne anderledes tænkende trosfæller.
Den dag i dag er der uhyggelig mange af de praktiserende muslimer, der ukritisk følger de klassiske lærdes fortolkninger uden at gøre sig klart, at disse lærde jo i sidste ende var mennesker. Og selvom også de klassiske lærde havde divergerende opfattelser og fortolkninger og tydeligvis var påvirket af hver deres specifikke kontekst, så er der utrolig mange muslimer, der ikke accepterer de sidste århundreders reformbevægelser og nyfortolkninger som ”sand” islam. Og derved går de fuldstændig glip af mangfoldigheden, rummeligheden og fleksibiliteten i det guddommelige budskab.
Med ”advarslen” stod det klart for mig, at jeg ikke kun tilhørte en minoritet, men også en minoritet i minoriteten, og et billede af en livsbane som frontkæmper og brobygger tegnede sig i horisonten.
Som årene gik, blev jeg mere og mere klar over, hvor stor og værdifuld en ballast min opvækst som dansk i Sydslesvig har givet mig. Man har skrevet om min far, at ”han havde lagt sine skinner, og på dem var der intet vigespor.” Jeg gjorde mig klart fra starten, at det gjaldt om at holde tungen lige i munden og være principfast. Jeg ville ikke fravige mine synspunkter for at tækkes andre eller for at gøre livet lidt lettere for mig selv, men – på min egen facon og med de evner og muligheder, som Gud nu engang har givet mig – yde mit bidrag til at gøre det acceptabelt at være dansk muslim og ligeværdig borger i mit fødeland. Mine børn skulle ikke en dag komme og sige: ”Mor, hvorfor gjorde du ikke noget?” Jeg var også fuldstændig på det rene med, at jeg aldrig ville kunne stille alle tilfreds – hvad enten det så gjaldt mine trosfæller eller mine landsmænd.
Det danske sprog
”Modersmål er vort hjertesprog, kun løs er al fremmed tale” skrev Grundtvig i 1838, og den etniske og sproglige mangfoldighed prises i Koranen som ”et tegn for de indsigtsfulde”. Alligevel bliver enhver, der som voksen vælger at bekende sig til islam, mødt med en forventning om, at hun/han skal bruge de næste mange år til at sætte sig ind i det arabiske sprogs mysterier, fordi arabisk er et ”helligt” sprog.
Den absolut mest tåbelige påstand, jeg har mødt i den forbindelse, er, at det foregår på arabisk, når vi på dommedag skal udspørges om vore gerninger på jorden! Mere almindelig er påstanden om, at man ikke kan forstå Koranen ”rigtigt”, hvis man ikke kan arabisk. Hvis det hele er så enkelt, hvorfor findes der så stakkevis af koranfortolkninger, tafsîr-værker, på alverdens sprog – også på arabisk? Nej, der skal mere og meget andet til end lige netop det arabiske sprog, for at forstå Koranens budskab.
Selv har jeg bevidst prioriteret mine ressourcer anderledes. Med til min personlige bagage hører nemlig en korrespondent uddannelse i engelsk, tysk og fransk, som har givet mig adgang til utallige klassiske værker, der i tidens løb er blevet oversat til et eller flere af disse sprog.
”Vi sendte intet sendebud, der ikke talte folkets eget sprog, for at de kunne tydeliggøre budskabet for dem,” hedder det i Koranen. På samme måde er jeg ofte – både privat og som foredragsholder – blevet mødt med synlig lettelse blandt tilhørerne, når jeg på dansk har kunnet forklare ting om islam, som de havde fået helt galt i halsen. Det er vigtigt at forstå sprogets nuancer, når man skal formidle et budskab.
Det arabiske sprog er en barriere for mange nye danske muslimer, fx i forbindelse med den rituelle bøn. Traditionelt fremsiges den rituelle bøn på arabisk og afsluttes med en personlig bøn, som den bedende sædvanligvis beder på sit modersmål. Er man ikke opvokset med en fast bønspraksis, er det noget af det sværeste for en ny muslim at tage til sig – især på grund af sproget. Det er nemt nok at lære de til bønnen hørende formularer og kortere eller længere passager fra Koranen udenad. Det er også nemt nok at lære de forskellige bedestillinger og den rækkefølge, de bruges i. Langt sværere er det imidlertid at få sjælen med på et så fremmedartet sprog som arabisk.
Jeg har i årenes løb mødt ikke så få etnisk danske muslimer, der ligesom jeg selv veksler spontant mellem dansk og arabisk – eller som fremsiger hele bønnen på dansk. Det føles ganske naturligt og rigtigt – for hvad er en bøn værd, når sproget blokerer for inderligheden?
Den første generation af indvandrere er tæt knyttet til deres hjemlands sprog og kultur. De grupperer sig naturligt i foreninger og moskeer med mennesker fra samme land, egn eller sproggruppe. Deres børn og børnebørn, der er født og opvokset i Danmark, finder derimod sammen på tværs af forældregenerationens grupperinger, fordi de har dansk som fællessprog.
Flere og flere har da også indset nødvendigheden af, at muslimske børn lærer om islam på dansk – og gud ske lov for det! At der afholdes fredagsprædiken på dansk vil med årene blive mere og mere almindeligt – for hvad er en prædiken værd, hvis man ikke forstår indholdet? Det vil forhåbentlig også med tiden blive acceptabelt at hilse hinanden med fred være med dig uden at blive irettesat af geskæftige unge, der mener, at den arabiske form, assalamu ’alaikum, er den eneste korrekte måde for muslimer at hilse på hinanden!
Den danske sang
Jeg har altid været glad for at synge, og alle de sange, jeg i årenes løb havde lært udenad i forbindelse med spejderlejre og morgen- og korsang på Duborg-Skolen, blev min mentale redning i de år, jeg levede under fjerne himmelstrøg. En af mine onkler skrev lejlighedssange til snart hver eneste større familiesammenkomst, og helt spontant begyndte jeg selv at finde på nye tekster til kendte nordiske melodier, mens jeg puslede vor lille efternøler. En bekendt tog ideen op, og tilsammen blev det til en snes muntre og opbyggelige muslimske børnesange. En anden bekendt leverede illustrationer, en tredje becifringer, og jeg havde ingen problemer med at indhente de nødvendige tilladelser fra musikforlagene.
Muslimske børnesange så dagens lys i forsommeren 1993. Aldrig glemmer jeg det ramaskrig, der lød på Jyllands-Postens debatsider, da bogen var blevet omtalt: ”Fingrene væk fra vore elskede salmer og børnesange. Aldrig har katolikker, jøder eller folk fra andre trosretninger opført sig så krævende og frækt” – ”islamisk plagiat af danske sange” – ”enfoldige snedigheder” – ”Allah har givet hende løgnen for at klare en penibel situation” – ”en lille ”uskyldig” børnesang eller -salme, tyvstjålet og forvansket”.
Og naturligvis indeholdt nogle af indlæggene løsrevne, forvanskede korancitater som ”bevis” for islams ”vederstyggeligheder”. Mine tekster var helt bestemt led i ”et storstilet og verdensomspændende forsøg på at udbrede islam.”
Jeg var målløs. Jeg granskede min hjerne, men blev enig med mig selv om, at jeg ikke havde begået hverken helligbrøde eller vandalisme. Jeg havde tværtimod kombineret min tro med et meget udbredt og elsket dansk fænomen.
Nogle af mine trosfæller lod også høre fra sig: Hvorfor havde jeg ikke brugt ”islamiske” melodier (hvad det så end er)? Hvor kunne jeg dog tillade mig at afbilde mennesker og dyr? Hvilken skjult dagsorden lå bag, at jeg skrev for muslimske børn på dansk? Hvem havde betalt mig for et så u-islamisk projekt? Hvem var jeg egentlig? Tilhørte jeg Ahmadiyya-bevægelsen – eller var jeg jøde? Situationen blev ikke nemmere af, at den faldt sammen med den føromtalte ADVARSEL.
Ikke nok med det: En måneds tid senere begyndte det at vælte ind med kuponhæfte-tilbud: Voldsvideoer, bogklubpakker, FDM-medlemskab, abonnement på Tipsbladet, B.T. … alt sammen til fantastisk lave introduktionspriser! Det arme postbud måtte gå forgæves mange gange den sommer; men som han sagde, så var det hans pligt at vise mig hver eneste forsendelse, før han tog den med sig igen.
Det er aldrig sjovt at være offer for en hadekampagne; men man er nødt til at se det fra den humoristiske side for at overleve. Jeg holdt hændelserne for mig selv i et forsøg på at skåne min familie; men det var smerteligt at erkende, at jeg i mit forsøg på at give islam et dansk ansigt ved at kombinere min tro med det bedste fra mit fødelands kultur, havde skaffet mig fjender i begge lejre.
Klædedragten
I min barndomsby, Flensborg, kunne man ikke kun kende folk på sproget, men også i høj grad på påklædningen: Der var almindelige flensborgere, der var danske sydslesvigere – og så rigsdanskere. Dem kunne man kende på lang afstand på deres fodformede sko. Deres karakteristiske grå skuldertaske af groft lærred, tværsækken, blev dog hurtigt populær blandt sydslesvigerne – især blandt spejderne.
Da jeg i slutningen af 60’erne færdedes i de snævre gyder inden for Jerusalems gamle bymure, var det ikke til at se, om en kvinde var jøde, kristen eller muslim; men de palæstinensiske kvinder, der kom ind fra oplandet, lyste op i gadebilledet med deres lange kjoler med farvestrålende broderier med bomsterranker og geometriske mønstre. Og så kunne man naturligvis kende turisterne på lang afstand – og kibbutznikkerne i deres uendelig kedelige, men praktiske og rummelige bukser, skjorte og bøllehat.
I Marokko var den traditionelle klædedragt egnsbestemt, og jeg lærte hurtigt at kende forskel på de forskellige varianter. I de mellemstore og store byer var det derimod ikke til at se, hvem der var hvem, for også mange muslimske kvinder gik vestligt klædt. De midaldrende traditionelt klædte kvinder dækkede hovedet med overdragtens, djellâbaens, hætte – nogle af dem brugte ansigtsslør oven i købet. Det gjorde storbyernes letlevende kvinder i øvrigt også. Hos de unge piger var djellâbaens hætte blot til pynt. Nogle af dem gik med tørklæde – andre tog først tørklæde på, når de blev gift. Mange marokkanske kvinder havde to garderober, en traditionel og en ”vestlig”, som de vekslede imellem, alt efter hvor og iblandt hvem de færdedes. Der var i høj grad tale om et personligt valg.
Da vi flyttede til Danmark fornemmede jeg, at det blev vigtigt for min mand, at fremmede mænd ikke så mit hår. Det havde aldrig været noget problem, mens vi boede i Marokko. Jeg vænnede mig hurtigt til at tage tørklæde på, når jeg færdedes ude. Det er praktisk, for jeg cykler meget. Jeg har imidlertid ofte følt decideret ubehag i sammenhænge, hvor tørklædet helst skal bindes på en bestemt måde og tydeligvis opfattes som en ufejlbarlig indikator for en kvindes ærbarhed og religiøsitet. Der er noget rivende galt, når der fokuseres så uforholdsmæssig meget på et stykke stof. I dag bruger jeg kun tørklæde under bøn, og når vejret indbyder til det.
Koranens påbud om anstændig klædedragt skulle sikre datidens kvinder imod at blive forulempet. I vore dage har et ”islamisk” tørklæde her på vore breddegrader imidlertid den stik modsatte virkning: Man bliver nidstirret, forulempet og marginaliseret netop fordi man bærer ”islamisk” tørklæde. Bærer man ”islamisk” tørklæde, risikerer man fx at havne i fjernsynets nyhedsudsendelser igen og igen, når højrefløjen ytrer sig om ”den islamiske trussel” – blot fordi man tilfældigvis opsnappes af en fotograf, der leder efter dagens eksotiske scoop. Det er ikke kun en forulempelse, men en grov krænkelse, som jeg ikke vil udsætte mig selv for. Jeg vil så vidt muligt selv bestemme, hvornår og i hvilke sammenhænge jeg optræder i medierne.
At gå i vandet med alt tøjet på opfattes som anstændigt i nogle kulturer. Her hos os vil en kvinde, der stiger op af havet med sit våde tøj klistrende til kroppen, som en magnet tiltrække alles blikke og blive anset for uanstændig af nogle og sexet af andre. Der kunne fremføres mange andre eksempler på, at den samme handling får den stik modsatte virkning i en anden kultur. Derfor må der nytænkning til, hvis man vil overføre Koranens ånd til den aktuelle kontekst. Teksten skal forstås på en ny måde.
At fravælge tørklædet betragtes af nogle som yderst kontroversielt, ja nærmest forræderisk. Mange er tydeligvis af den opfattelse, at en muslimsk kvinde, der ikke bærer det ”islamiske” tørklæde, hverken beder eller faster og er både løsagtig og drikfældig. Jeg har hørt fra flere danske kvinder, at forventningen om, at man som konvertit skal antage en eller anden form for pseudo-arabisk identitet – både kulturelt og mentalt – for at blive betragtet som en ”god” muslim, har medført, at de – fordi de insisterede på fortsat at klæde sig og indrette sig rent praktisk, som man nu gør her til lands – ligefrem er blevet frosset ud af et fællesskab, forulempet på gaden, truet med helvedes pinsler og til sidst simpelthen ignoreret. Selvstændigt tænkende kvinder er åbenbart ikke kun en trussel for de gejstlige magthavere, men også for de kvinder, der ukritisk følger dem.
Forsøget på at uniformere (ensliggøre) mennesker mentalt og kulturelt strider imod Koranens grundlæggende accept af mangfoldighed og respekt for anderledeshed. Derfor finder jeg, at den oftest slet skjulte foragt for medsøstre, der bevidst undgår det ”islamiske” tørklæde – og som får frit løb, når man har lejlighed til at udtale sig anonymt eller befinder sig i en lukket kreds – er ganske utilstedelig.
Modsat er jeg et par gange i kirkelige kredse blevet mødt med slet skjult bestyrtelse over, at “nu kan vi ikke engang se, når fjenden befinder sig midt iblandt os!” Og det i en tid, hvor det evige omkvæd er: “Hvorfor kan I ikke opføre jer og klæde jer som os?”
Den offentlige debat
For at opretholde fjendebillederne af islam og muslimer spiller medierne og deres aktører på forargelsen, for verden vil forarges. Det er så bekvemt at sammenligne egne idealer med det mest forargelige i modpartens praksis. Når mænd med indvandrerbaggrund begår kriminalitet, er journalister og politikere nærmest ved at falde over hinanden i iver efter at ”bevise”, at det er islam eller ”islamisk” kultur, der er skurken. Er det så mon kristendommen eller ”kristen” kultur, der er skurken, hvis en dansker – der måske er både døbt og konfirmeret – begår kriminalitet?
Proportioner forvrænges i én uendelighed: Hvis en muslim fx lufter nogle personlige tanker og ideer, er der stor sandsynlighed for, at de ved førstkommende lejlighed fremføres som et “muslimsk krav til det danske samfund”. Hvis en muslim over for en forfatter påpeger omfattende citatfusk og faktuelle fejl, er det næsten så sikkert som amen i kirken, at det efterfølgende udlægges, som at man har søgt at censurere bogen og få den forbudt; men det lyder jo unægtelig også mere dramatisk!
Samfundet er begyndt at stille krav om, at muslimer offentligt tager afstand fra alverdens terroraktioner for at bevise deres loyalitet over for Danmarks Riges Grundlov og demokratiet. Jeg er ind i mellem godt træt af det, for vi lever dog i et land, hvor lovovertrædere retsforfølges og straffes – uanset deres etniske, nationale, kulturelle, politiske og religiøse observans. Jeg opfatter det nærmest som en kollektiv mistænkeliggørelse, eftersom der ikke stilles tilsvarende krav til danske kristne. Man beder jo ikke dem bekræfte deres loyalitet over for Danmark ved at tage afstand fra volden i Nordirland, mord på abortlæger i USA eller seksuelle overgreb på børn begået af kristne gejstlige rundt omkring i verden.
Slipper argumenterne op, forvansker nogle danskere på den politiske og religiøse højrefløj i desperation det shi’a-muslimske taqiyya-princip til ukendelighed: Det er et princip, der i yderste nødstilfælde giver en shi’a-muslim mulighed for at dække over sit religiøse tilhørsforhold, fx for at undgå henrettelse. I højrefløjens retorik bliver det til, at alle muslimer bruger forstillelse for at skabe forvirring blandt danskerne for at vise, at islam er en ”tolerant” religion. I virkeligheden er vi ulve i fåreklæder, der – selvom vi udgiver os for at være moderate – kun pønser på at tage magten i Danmark for at omdanne landet til en diktatorisk, teokratisk stat! Der er åbenbart ingen grænser for, hvad man vil nedværdige sig selv til at postulere for at få det sidste ord i debatten og ”bevise”, at alle muslimer er uhæderlige, notoriske løgnere.
Det er bekymrende, at en muslim ikke kan tage sin tro alvorligt uden at blive kaldt fundamentalist – samtidig med, at der sættes lighedstegn mellem fundamentalisme, fanatisme og terrorisme. Så er vi alle mistænkeliggjort og stemplet som potentielle voldsmænd og -kvinder. Ikke sært, at flere og flere unge muslimer søger tilflugt i ortodoks formalisme for at styrke deres selvværd og identitet.
Sameksistens
Uvidenhed er menneskets værste fjende. En kulturs uskrevne regler kan kun læres igennem samvirke, og indbyrdes fordomme kan kun nedbrydes ved at tale med hinanden – i stedet for at tale om hinanden. Samtaler på tværs af religiøst tilhørsforhold giver os forståelse for, at der er flere ligheder end forskelle mellem religionerne. Jeg oplever gang på gang, at fx oplysningen om, at også Jesus og Maria har en fremtrædende plads i Koranen, fuldstændig ændrer folks syn på islam. Også opdagelsen af, at næstekærlighed er et fundamentalt princip i islam på linje med troen på Gud, giver stof til eftertanke hos ikke-muslimer. Viden er det bedste bolværk imod intolerance, fordomme og fjendebilleder.
Islamisk-Kristent Studiecenter i København (der har både sognepræster og teologer i deres midte) er en torn i øjet på mange, fordi vi er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre at tale sammen og føre en konstruktiv dialog på trods af vore indbyrdes forskelligheder. Vort mål er ikke, at vi skal udligne disse forskelligheder og blive ens; men at vi lærer at forstå, acceptere og sluttelig respektere hinanden og kommer til at se mangfoldighed som en berigelse og udfordring snarere end som en trussel og hæmsko.
Det er de mange fælles værdier, der bærer dagligdagen. Det gælder om at skabe enhed og harmoni i den gudskabte mangfoldighed – ikke at stræbe efter enighed og ensartethed. Dialog skal være et mål i sig selv – ikke et middel til omvendelse. Samtale og samvirke skaber tillid mellem mennesker. Hvis man hviler i sig selv som menneske, vil man ikke føle sig truet af anderledes tænkende, og man vil ikke føle behov for at nedgøre og fordømme anderledes tænkende eller bevidst søge konfrontation.
At man er glad for sin egen tro, sin egen kultur og sine egne traditioner, skulle helst ikke føre til selvtilstrækkelighed, egoisme og ringeagt for alt andet. At møde det anderledes kan tværtimod være en personlig berigelse og et incitament til selvransagelse og selvudvikling. Det er uværdigt, når danskhed reduceres til snæversynet nationalisme – eller når en smuk og livsbekræftende tro som islam reduceres til en intolerant, enøjet ideologi.
Bevidst muslim og pæredansk – en uspiselig cocktail?
Det er smerteligt at måtte erkende, at tendensen i det danske samfund går i retning af at holde bevidste muslimer uden for indflydelse ved at forsøge at presse dem over i ultra-light-kategorien, hvor troen bliver ligegyldig – men det er lige så trist at være vidne til, at muslimer, der gerne vil accepteres som ”danske muslimer”, i ramme alvor forsvarer dødsstraffe, som ikke på nogen måde kan retfærdiggøres ud fra islams primære kilde, Koranen, Guds ord. Det er en kompleks situation, vi lever i, og derfor er det dobbelt ærgerligt, at mange af de danske muslimer, der naturligt burde være brobyggere og forbillede for muslimer med indvandrerbaggrund, i stedet går hen og tilegner sig normer og værdier, der hører til i en helt anden kultur og tankeverden end den danske – og som selv mange fødte muslimer rundt omkring i verden tager skarpt afstand fra.
Internt blandt muslimer er der en sørgelig tendens til at stemple anderledes tænkende som forrædere, ja nærmest frafaldne. Det går især ud over dem, der går ind for en kontekst-baseret nytolkning af skrifterne, og som er kritiske over for de hadîth-udsagn, som tydeligvis strider imod en klar anvisning i Koranen. Hvis man er så fordømmende over for sine egne, hvordan kan man så forvente, at det danske samfund skal acceptere muslimer som ligeværdige medborgere?
Eksempelvis falder det mange for brystet, at jeg i mine artikler og bøger refererer til nyere tænkere og eksegeter, som af visse muslimer betragtes som ikke-muslimske eller ”problematiske”. At jeg i nogen sammenhænge refererer til disse, betyder ikke nødvendigvis, at jeg sympatiserer 100% med alt, hvad de siger og skriver; men jeg ville snyde mig selv og mine læsere for mange spændende tanker og refleksioner, dersom jeg forbigik dem i tavshed.
Der er danske muslimer, der foretrækker et liv som anonym muslim frem for konstant at skulle forsvare deres tro og levevis over for snart den ene, snart den anden. På den måde håber de i deres daglige virke at være med til at nedbryde fordomme over for islam og muslimer. Har man besluttet sig for en mere udadvendt kamp for at skabe respekt om det at være dansk muslim, står man konstant i skudlinjen. Man skal lægge ryg til meget, fordi de færreste mennesker er parate til at tænke nyt og give plads til kulturel og religiøs pluralisme – selvom de bryster sig af at leve i et demokratisk land med tros- og ytringsfrihed.
Lige nu kan det synes, som om det at være pæredansk og muslim virkelig er en uspiselig cocktail for mange; men Rom blev ikke bygget på én dag. Det tager tid for muslimer med indvandrerbaggrund at finde deres ben i et sekulariseret samfund som det danske – ligesom det tager tid for alle at vænne sig til medborgere med en anden kulturel og religiøs baggrund. Det ser sort ud for fremtiden, hvis ikke vi lærer at leve med forskelligheder og nye identitets-konstellationer.
Jeg har altid tilhørt en eller anden form for mindretal, og jeg tror, at det har været medvirkende årsag til, at jeg fra første færd har forstået Koranens budskab om mangfoldighed og pluralisme. Jeg er min skaber dybt taknemmelig for, at Han har vist mig det, der for mig er sandheden; men jeg har ingen besvær med at respektere, at sandheden kan være en anden for mine medmennesker. Mange problemer kunne løses ved, at vi ser på vore medmennesker som enkeltindivider med hver deres evner og kvaliteter, og at vi erkender, at Gud har skabt menneskene i indbyrdes afhængighed og forpligtelse. Menneske først – og kristen eller muslim så …
© Aminah Tønnsen, 2003
Afsnittene “Fra barn i Sydslesvig til dansk muslim”, “Rejs ud i verden …”, “Hvorfor islam?” samt “Islam og kultur” har været bragt i Allan Friis Clausen og Poul Storgaard Mikkelsen “Det multikulturelle samfund – og det danske” (2005, TEKST 13).
Afsnittene “Forstå Koranen” og “Forstå Profetens sædvane” har været bragt i Kate Østergaard: “Danske Verdensreligioner Islam” (2006, TEKST 4).
Afsnittet “Klædedragten” har været bragt i Jens Forman “Islam og muslimerne” (2011, TEKST 24).