… i Barcelona

Den franske, katolske organisation GERFEC (Groupement d’étude et de recherche pour la formation des enseignants chrétiens) blev grundlagt i Strassbourg 1979 med det formål at “uddanne lærere til at oplære børn og unge til at betragte deres kammerater med anden etnisk og religiøs baggrund som ligeværdige brødre og søstre”.
GERFEC har forsket i metoder til interreligiøs pædagogik. Bogen “D’assise à la cour de récréation. Pédagogie du dialogue interreligieux” af Gilbert Caffin og Anne-Bénédicte de Saint Amand (hhv. permanent repræsentant ved Europarådet for O.I.E.C. (L’Office international de l’ensignement catholique) og formand for GERFEC) giver et indblik i projekter i og erfaringer fra forskellige europæiske lande.

Seminaret, der fandt sted 21.-25. februar 2001, var organiseret i samarbejde med det private, kristne universitet Ramon Llull og foregik i et til universitetet knyttet kursuscenter Marti Codolar beliggende i en idyllisk park med springvand, palmer, agaver og et utal af forskellige succulent- og kaktusarter.
Desværre skinnede solen kun på ankomst- og afrejsedagen, og sightseeingturen druknede i regn; men stemningen blandt deltagerne var hjertelig fra første øjeblik. Under forelæsningerne, i studiegrupperne, ved måltiderne og i den sparsomme fritid fandt man sammen på tværs af religioner, nationaliteter og generationer.
Seminarets arbejdssprog var fransk og engelsk, og alle forelæsninger og indlæg blev oversat fra og til disse sprog.
Mange af deltagerne kendte hinanden fra tidligere seminarer; men vi nye blev mødt med åbne arme og straks lukket ind i et varmt og hjerteligt fællesskab.

Torsdag morgen talte filosoffen Francesc Torradeflot, der leder en interreligiøs dialog-organisation under UNESCO, om “Interreligiøs dialog som en udfordring i et multikulturelt Europa”. Mange opfattede hans forelæsning som tankevækkende, jeg endog provokerende – for mig var den på mange måder en bekræftelse på, at man i Islamisk-Kristent Studiecenter har grebet tingene an på den helt rigtige måde: Dialog bør være et mål i sig selv og vil mislykkes, hvis man har bagtanker eller et snævert defineret mål.
F.T. skelner mellem tre grupper af mennesker: troende, ateister og indifferente:

  • Troende praktiserer deres tro og stræber efter at leve, som Gud vil det, til gavn for almenvellet.
  • Ateister benægter Guds eksistens og er fuldstændig ligeglade med deres omgivelsers ve og vel.
  • Indifferente er socialt engagerede, men opfatter ikke sig selv som troende. De har “ur-religionen” (en muslim ville sige: “islam”) i sig: viljen og trangen til at leve et ansvarligt og forpligtende liv. Mange gange vil de dog – ligesom ateister – give udtryk for en stærk modstand imod alt religiøst under påberåbelse af individets frihed, humanisme og liberalisme.

I den interreligiøse dialog er “blød” (tendre/soft) religion den fremherskende, dvs. religion styret af kærlighed til medmennesket og ønsket om fred mellem mennesker; men man bør også holde døren åben for repræsentanter for “hård” (dure/hard) religion, dvs. radikal, kompromisløs og politiseret religion, der retfærdiggør overlegenhed og eksklusivisme.
Iflg. F.T. er den autentiske, personlige religiøse erfaring vigtig for at delagtiggøre andre i “blød” religion – det menneskelige eksempel tager over, hvor ord ikke slår til. Religiøs erfaring bevidstgør og modner den enkelte og kan ændre verden (mere end dogmer og politiske floskler), hvorved den bliver farlig for magtens mænd.
På den anden side bør man også være på vagt over for manipulation ved hjælp af ekstreme tilfælde af religiøs erfaring. Og så kan man jo fundere over sammenhængen mellem det franske ord “traduire” (oversætte) og “trahir” (forråde)!

F.T. fremhævede vigtigheden af at samarbejde og udveksle erfaringer med andre organisationer, der arbejder med interreligiøs dialog og forståelse og nævnte i den forbindelse bl.a. Kirkernes Verdensråd, World Conference for Religious Peace (WCRP) samt organisationer med tilknytning til UNESCO. I 2002 skal der afholdes en stor konference i Barcelona for at skabe et netværk, der kan hjælpe med at bygge bro mellem de forskellige religioner for at undgå, at hårde og kompromisløse holdninger og grupperinger vinder frem.
F.T. betonede også vigtigheden af intrareligiøs dialog – noget, som vi også har erfaret i Islamisk-Kristent Studiecenter: at den interne kristne og interne muslimske dialog er mindst lige så vigtig og spændende som den interreligiøse dialog.
F.T. lagde vægt på, at ingen nation, tradition eller regime burde kunne erklære en bestemt tro som sin eksklusive “ejendom” og konkluderede, at EU ikke vil overleve, hvis den søger at bygge sin identitet på udelukkelse og afvisning. Europa må være i stand til at modtage udefra og indgå i en dynamisk dialog for at skabe enhed i mangfoldigheden – uden dog at miste sin kritiske sans, således at de forskellige kulturer og religioner kan berige og styrke hinanden.

Torsdag eftermiddag besøgte vi Bayt Al-Taqafa-Centret, der blev oprettet i 1974 som et privat initiativ for at give de første muslimer et fælles bederum. Senere er der blevet suppleret med modersmålsundervisning for børn og alfabetisering (på modersmål) for voksne – og endnu senere med undervisning i catalansk og spansk. Flere etager af bygningen er blevet inddraget til formålet i takt med, at aktiviteterne er udvidet, og i dag fungerer hele bygningen som en blanding af mødested, sprogskole, kulturcenter og moske.
Centret fik officiel status i 1980 og sponsoreres af forskellige offentlige, sociale myndigheder. Undervisningen foregår i samarbejde med tre lokale universiteter. Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de private kristne universiteter i området er aktivt involveret i arbejdet med at integrere indvandrere og flygtninge.

Turen fortsatte til Abraham-Centret, der blev opført i forbindelse med de olympiske lege i 1992, under hvilke det fungerede som bedested og andagtsrum for buddhister, katolikker, muslimer, jøder og protestanter. Centrets store glasdøre prydes af navnet “Abraham” skrevet med både latinsk, arabisk, græsk og hebræisk skrift. I fugleperspektiv har centret form som en fisk. Den brede trappe minder om fiskens gab, kroppen indeholder bederummet, og i halen er der mødelokaler, kontor og logi for præster og imam. Det fritstående klokketårn har fem klokker: en for hvert kontinent.
Den både smukke og imponerende altertavle i bronze har en diskret glimtende stjernehimmel øverst mod loftet. Midten prydes af tre tallerkener på en hvid dug – iflg. kunstneren et symbol på Abrahams gæstfrihed. Andre ser i dem et symbol på treenigheden eller på de tre abrahamitiske religioner jødedom, kristendom og islam. Udenom findes hændelser fra Abrahams liv i relief.
I dette smukke rum holdt vi en længere andagt, som de unge havde forberedt aftenen før: Efter fællessang til guitar-akkompagnement reciterede/læste de unge jøder torah-tekster, de unge kristne læste bibeltekster og sang nogle hymner, og de unge muslimer havde delt opgaven imellem sig: palæstinensiske Nasser reciterede smukt på arabisk, franske Samir læste samme tekst på fransk, og engelske Ali læste teksten på engelsk.
En stille bøn om fred i verden gik over i blid guitarmusik, hvorefter vi afsluttede andagten med “shema israel”.
Flere af de catalanske deltagere udtrykte beklagelse over, at det ikke var lykkedes at bevare stedet som fælles bedested. Abraham-Centret fungerer i dag som katolsk kirke for lokalområdet og er absolut et besøg værd.
Aftenen sluttede med rundvisning på det kun10 år gamle Ramon Llull Universitet, et privat kristent universitet, hvor en overdådig buffet stod parat.

Fredag morgen var afsat til vidnesbyrd om personlig religiøs erfaring og lokale projekter:
Nabia fortalte gribende om sin opvækst med en algiersk/muslimsk far og en fransk/protestantisk (senere katolsk) mor – i et hjem, hvor Gud altid var til stede som en god, overbærende og kærlig Gud.
Pierre fortalte bl.a. om El-Kalima-centret i Bruxelles, der udgiver børnebøger med både fransk og arabisk tekst, små hefter med emner som kirken og moskeen, Bibelen og Koranen, den katolske og den muslimske faste …
Der var flere eksempler på, at man havde taget udgangspunkt i de koranske og bibelske profetfortællinger for at lukke op for dialog og forståelse, bl.a. på lærerseminariet i Utrecht. Også en spejderleder i en sydfransk flække havde grebet til profetfortællingerne for at skabe sammenhørigheds følelse mellem muslimske og kristne børn.
Joan fortalte om, hvorledes udviklingen i Catalonien havde rod i efterkrigens traume over grusomheder begået mellem brødre under borgerkrigen. Allerede i 50’erne og 60’erne havde der eksisteret små undergrunds-dialoggrupper, og i 1968 holdt ærkebiskoppen en første andagt for fred. Også Abraham-centret var blevet oprettet for at bøde på nationens dårlige samvittighed, og den spanske konge Juan Carlos har ført en utrættelig kam for forsoning mellem de forskellige religiøse grupper.
Nasser fortalte om sin palæstinensiske familie i Gaza, flygtninge fra 1948, om universitetsstudier på Vestbredden og om, hvorledes han ved hjælp af et stipendium fra UNESCO som den første palæstinensiske studerende efter Oslo-aftalen havde afsluttet sin Master i biologi ved det jødiske universitet i Jerusalem. Katell tog over og fortalte om, hvorledes studier i sociologi og jødisk historie havde ført hende fra Frankrig til Jerusalem, hvor hun havde mødt Nasser og om de første års ægteskab mellem to forskellige kulturer, religioner og sprog (deres fælles sprog er engelsk og hebræisk, som er fremmedsprog for dem begge).
En repræsentant for Barcelonas borgmesterkontor fortalte om et gigantisk projekt. Efter verdensudstillingen i Sevilla og de olympiske lege i Barcelona er turen kommet til en kulturkonference sommeren 2004 – også i Barcelona.
Undertegnede fik mulighed for at fortælle om vort arbejde i Islamisk-Kristent Studiecenter i København. At centret er uafhængigt af religiøse organisationer, at lokalerne ligger på neutral grund, og at muslimer og kristne arbejder på lige fod i bestyrelsen og i det daglige, vakte forundring og blev i den senere opsamling omtalt som “den nordiske måde at løse opgaven på”!
Og hollandsk/marokkanske Ouisal og engelsk/pakistanske Mariam fortalte om deres erfaringer med at gå med tørklæde.

Der var ikke lang tid til hvert vidnesbyrd – især ikke fordi det hele skulle siges på både engelsk og fransk. Men det fine var, at folk benyttede enhver lejlighed til at stille opklarende spørgsmål, f.eks. i kaffepauserne eller under måltiderne og udflugterne.
Deltagere fra flere lande havde medbragt undervisningsmaterialer, som blev studeret og diskuteret indgående. Selv havde jeg medbragt “Fra Ur til Nørrebro”, som IKS har lavet i samarbejde med Folkekirkens Skoletjeneste.

Fredag eftermiddag skulle have budt på en diskussion mellem F. Torradeflot og en indifferent, der dog meldte afbud. I mindre grupper blev forskellige spørgsmål taget op:
Hvorledes kan man i religionsundervisningen omsætte den religiøse erfaring til socialt engagement – dvs. gå fra dialog til diapraksis? Det gælder om at finde frem til fælles værdier, om at møde hinanden med åbenhed og nysgerrighed – og om at omsætte de smukke ord til praksis. En dybere forståelse af menneskesynet kan føre til øget ansvars- og pligtfølelse, til øget social bevidsthed og fælles indsats f.eks. på miljøområdet. Nabia fortalte, hvorledes hun ikke forstod, hvilken indflydelse ramadanen har på den daglige rutine og indlæring, før hun selv havde prøvet at faste på lige fod med sine muslimske elever i en kabylsk landsby. Dette havde givet anledning til, at eleverne havde udspurgt hende om den katolske faste og rent faktisk havde fastet sammen med hende i tiden op til påske!
Hvorledes oplever man dialogen mellem troende af de abrahamitiske religioner og de indifferente? Her var det klart holdningen, at den indifferente ikke til fulde kan forstå, at der er forskel på hans/hendes handlinger og en troendes handlinger – p.g.a. den ekstra dimension, som den troendes handlinger får igennem troen.
Vigtigheden af at relatere til “gamle” spirituelle ledere og forbilleder (f.eks. profeter) og at lære de unge at bede, blev fremhævet gang på gang i diskussionerne.

Lørdag formiddag fik vi dialogens nødvendighed tæt ind på livet, da vi holdt et minuts stilhed for at mindes gårdsdagens ofre for endnu en baskisk terrorbombe …
GERFECs næstformand, Gilbert Caffin, talte om “hvorledes troende taler sammen i Europa”:
Ifølge G.C. skaber FRYGTEN for at miste sin identitet og levevis i mødet med de(t) fremmede og for at blive rendt over ende af de(t) ukendte MODREAKTIONER i form af tilbagetrækning til egen gruppe, isolation og krampagtig fastholden af egne traditioner. FRYGTEN afføder en veritabel korstogsmentalitet, hvor man går til angreb på de(t) fremmede – og hvor den, der taler om dialog anses for farlig, fordi han skader og svækker gruppen. I sådanne situationer kan der opstå både uventede og farlige alliancer mellem fanatiske grupperinger, der dog bryder sammen igen, lige så snart situationen ændrer sig.
Den, der går i DIALOG, vil opdage, at hans horisont udvides, at den anden har en rigdom, og at fredelig sameksistens er mulig. Hver af os har “den anden” i os selv, og intet er stærkere end det, der kommer fra hjertet. Hvert individ besidder en rigdom, som kan gavne almenvellet og berige et liv i mangfoldighed. Dialog er et vidnesbyrd om personlig erfaring, og der er altid en tredje til stede: Gud.
G.C. sluttede sit foredrag med disse ord: “Symfoniorkesteret er og bliver det smukkeste billede på Europas mangfoldighed og énhed. Selv den mindste triangel fra Luxemborg har fundet sin plads i det europæiske ensemble. Intet lyder værre, end når musikerne stemmer deres instrumenter før koncerten starter – og pludselig oprinder det magiske øjeblik, hvor de alle finder den rette akkord og harmoni … Et sundt demokrati mindsker behovet for en dirigent, for hver eneste musiker har sit eget personlige værd. Hvis Europa forbliver tro imod sine egne rødder, vil det altid søge en demokratisk konsensus.”

Lørdag eftermiddag bød på sightseeing i silende regn: Den endnu ikke fuldendte “Sagrada Familia”, Picasso, Gaudi og Miro – ja, selv det olympiske stadion fik vi set … Og på den afsluttende gåtur i det gamle Barcelona blev vi endnu engang mindet om dialogens nødvendighed, idet en gruppe flygtninge havde søgt tilflugt i domkirkens kapel og flere andre af byens kirker i håb om at få legaliseret deres ophold i landet.
Afskedsmiddagen på en af byens mange restauranter bød ikke kun på gedigen catalansk mad, men også på både fælles- og solosang.

Søndag formiddag var der mulighed for at fremsætte forslag til GERFECs fremtidige arbejde – bl.a. vil hjemmesiden i fremtiden blive brugt til løbende udveksling af erfaringer vedr. interkulturel og interreligiøs undervisning. For første gang i GERFECs historie udgjorde unge studerende ca. 1/3 del af deltagerne på dette års seminar, og de blev opfordret til at holde kontakten ved lige og udbrede kendskabet til GERFECs aktiviteter. Seminaret i Barcelona havde 34 deltagere fra ti europæiske lande – heraf to jøder og seks muslimer, og man satser på, at der ved næste seminar vil være mindst én repræsentant for hver af de tre abrahamitiske religioner fra hvert deltagende land.

© Aminah Tønnsen, marts 2001