Islam i undervisningen

Jeg er hverken teolog eller pædagog; men som muslim og mor til tre har jeg selvfølgelig gjort mig nogle tanker om emnet ”Islam i undervisningen” i de forløbne år.

FOLKESKOLEN – EN SKOLE FOR FOLKET
Folkeskolen skal være en skole for folket i hele dets mangfoldighed. Og uanset hvad man end mener om andre kulturer og religioner, må man vide noget om dem for at kunne begå sig i verden. Det tages der højde for i den nye folkeskolelov i bestemmelsen om, at undervisningen skal bidrage til at give eleverne indsigt i og forståelse for andre kulturer. Man er dog ikke gået så vidt som til at introducere et specifikt fag som ”kulturforståelse”, og det er stadig viden om dansk kultur og den luthersk-protestantiske kristendom, der skal prioriteres højest.
Hvad der bekymrer mig i den forbindelse, er røster, der bl.a. i Kristeligt Dagblad har udtrykt bekymring for, at kristendommen og dansk kultur får en svagere stilling i folkeskolen. Det smager lidt hen ad en forestilling om, at det overordnede formål med undervisningen er en form for forkyndelse – og ikke neutral kundskabsformidling. Og er det mon også derfor, at faget stadig hedder ”kristendomskundskab” og ikke ”religion”?
Hvis folkeskolen virkelig skal være en skole for folket i hele dets mangfoldighed, da må skolen selvfølgelig indrette sig efter folket. Folkeskolen har i dag ca. 30.000 (svarende til ca. 6%) tosprogede elever, dvs. elever med anden sproglig, etnisk, kulturel el. religiøs baggrund end majoriteten. Iflg. undervisningsministeriets elevprognose, vil der i skoleåret 2000/2001 være ca. 51.195 (svarende til ca. 8,9% af samtlige elever) (kilde: Etnica nr. 54/1995).
Hvis disse børn fortsat ønskes undervist inden for folkeskolens rammer, er det tvingende nødvendigt, at den religionsundervisning, der gives, virkelig er bred, neutral og kundskabsformidlende, og at der gøres meget mere end hidtil ud af at oplyse forældrene om fagets indhold og formål. Kun hvis muslimske forældre har tillid til, at der i folkeskolen undervises i Islam på en fornuftig måde med undervisningsmateriale, der hverken misinformerer eller krænker, og at der ikke missioneres i kristendomstimerne, kan vi undgå oprettelsen af alt for mange islamiske el. nationale friskoler i områder med mange indbyggere af anden etnisk, kulturel el. religiøs oprindelse.

FOLKE- ELLER FRISKOLE?
Selv om nogle vil hævde, at børnene får styrket deres selvværd i disse friskoler, er jeg bange for, at den manglende kontakt til danske børn i dagligdagen vil resultere i et alt for ringe kendskab til dansk kultur og omgangsformer, hvilket vil være en hæmsko for børnene senere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Danmark er blevet et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund, og den personlige kontakt er det bedste bolværk mod racisme og diskriminering.
Børnehave og skole er det ideelle forum for at knytte personlige kontakter til ”de andre”. Og så længe minoriteterne står midt i en længerevarende integrationsproces, anser jeg islamisk/nationale friskoler for værende af det onde.
Jeg har nemlig selv stiftet bekendtskab med en form for friskole, idet mine to ældste børn er født i deres fars hjemland, Marokko, og har gået i fransk børnehave (for den ældstes vedkommende også første klasse), hvorefter de uden besvær har skiftet over til den danske folkeskole og nu er i gang med en videregående uddannelse. Den yngste er født her i landet og går i femte klasse i en ganske almindelig folkeskole.
At vore to ældste børn kom i fransk skole skyldtes min mands personlige erfaringer fra arbejdsmarkedet, hvor han – paradoksalt nok – i sit eget land måtte kæmpe en sej kamp mod diskriminering. Han havde nemlig – i modsætning til de fleste af sine kolleger – ”kun” fået sin uddannelse i Marokko, og ikke i den gamle kolonimagt Frankrig. De fransk-uddannede kolleger følte sig selvskrevne, når højere stillinger skulle besættes, og det ønskede han ikke, skulle overgå hans egne børn – så de skulle selvfølgelig have en fransk uddannelse.
For at få børn indskrevet i det franske skolesystem kræves, at mindst én af forældrene taler fransk med børnene i dagligdagen, så jeg talte dansk med børnene, når vi var alene, og vi talte fransk, når deres far også var til stede. Børnenes skolekammerater var for størstepartens vedkommende børn af rent franske eller ”blandede” par, så børnenes omgangssprog i og uden for skolen var fransk.
Det havde den kedelige konsekvens, at de faktisk i alle årene, vi boede dér, forblev fremmede i deres eget land. De blev fint nok tosprogede, men lærte aldrig majoritetsbefolkningens sprog!! Jeg ser derfor folkeskolen som et vigtigt middel for minoritetsbørn til at finde deres egen identitet i det danske samfund – og i den multietniske, multikulturelle og multireligiøse virkelighed i det hele taget.
Jeg finder dog ind i mellem, at omgangsformen i folkeskolen er for fri og holdningsløs, så jeg godt kan gå ind for en friskole, hvor man har en mere bevidst holdning til omgangsform og religiøse værdier i dagligdagen – hvis den vel at mærke er åben for børn af alle kulturer og af alle religioner, har lærere af forskelligt etnisk og religiøst tilhørsforhold og ikke-forkyndende religionsundervisning for alle, med særlig fokus på det samlende i religionerne. For en sådan skole kan være med til at skabe dialog og nedbryde nogle synlige og usynlige mure i samfundet og aflive myter og fordomme.

SPROGET – EN VIGTIG FORUDSÆTNING
Jeg mener, det skal gøres klart lovpligtigt at undervise i fremmede religioner og kulturer lige fra første klasse i alle skoler, således at det ikke er op til den enkelte lærer eller skole, om man vil gøre det eller ej. Jeg går ikke ind for, at der afsættes flere skematimer til faget ”religion” el. til et nyt fag ”kulturforståelse”, men at undervisningen integreres i de øvrige allerede eksisterende fag. Ellers kan det alt for nemt føre til, at andre religioner og kulturer udelukkende ses som fremmede, eksotiske og eleverne uvedkommende fænomener, langt fra deres egen hverdag og virkelighed.
Derimod ville jeg hilse det velkomment, om der blev afsat flere skematimer til faget ”dansk” for alle. Sproget er en forudsætning for al indlæring. Sproget er ikke kun nøglen til integration, det er i lige så høj grad med til at gøre det enkelte menneske større og rummeligere. Sproget stimulerer nysgerrigheden og videbegæret. Sproget sætter én i stand til at argumentere og diskutere, og ikke mindst: Den, der læser af lyst og søger viden, kan forlade flokken og danne sig en personlig mening om alt, hvad der rører sig i samfundet, i stedet for sløvt og blindt at følge tilfældige meningsdannere og plattenslagere.
Og her ligger, efter min opfattelse, én af folkeskolens store opgaver: At stimulere børnene til selvstændig tænkning og stillingtagen. Det vil åbne børnenes øjne for det foragtelige og absurde i visse højtråbende gruppers verbale udgydelser om alt det ”anderledes”. Ligesom det vil åbne minoritetsbørnenes øjne for, at deres forældres og bedsteforældres ”medbragte” måde at praktisere deres religion på, ikke nødvendigvis er den eneste rigtige el. den bedst tænkelige i den minoritetssituation, de befinder sig i her i landet.
Børnenes forældre kommer jo fra lande, hvor magtbegærlige despoter og snæversynede teologer i årevis har holdt hele befolkninger hen i uvidenhedens mørke og derved afskåret dem fra at deltage aktivt i samfundsudviklingen. Undervisning baseret på udenadslæren af den én gang etablerede sandhed og ”kæft, trit og retning” uden mulighed for at stille spørgsmål og tage personligt stilling, har været med til, at inkompetente personer har kunnet bevare en uhyggelig magtposition.
Kun en oplæring i personlig stillingtagen kan ændre denne kollektive ensretning og give minoritetsbørnene en identitet, der kan forenes med det samfund, de lever i. Og dette er ikke – som mange tror – i modstrid med Islam, selv om det i mange tilfælde er i modstrid med forældregenerationens ønsker og traditioner. Koranen opfordrer nemlig gang på gang den enkelte til at søge viden, at bruge sine evner og sunde fornuft til at se sig omkring, at lære af historien og af andres erfaringer, at reflektere og tage stilling i stedet for blindt at adlyde el. ukritisk overtage andres holdninger.
Koranen fortæller os klart, at Islam er en verdensreligion i konstant udvikling, som skal tilpasse sig og udfolde sig inden for de forskellige kulturer. Der vil uvægerligt opstå en forståelseskløft mellem børnene og deres forældre; men skolen kan gennem et aktivt skole/hjemsamarbejde være med til at forhindre, at denne kløft fører til alt for store konflikter i hjemmet.

DE FØRSTE SKOLEÅR
Undervisningen i Islam bør som nævnt starte allerede i første klasse. Der findes intet decideret undervisningsmateriale om Islam for de alleryngste årgange, hvilket jeg heller ikke finder nødvendigt. I stedet burde det eksisterende materiale for kristendomsundervisningen udvides ved, at der løbende trækkes paralleller til Islam og Koranen. I de første år gennemgås skabelsen og profeterne, og det er jo da først i vor opfattelse af Jesus, at vi finder de helt store og afgørende forskelle mellem Jødedom, Kristendom og Islam.
Gennemgangen af profeterne kunne så passende afsluttes med beretningen om Profeten Muhammads liv. Den findes fortalt for børn i to små hæfter: ”Araberdrengen Muhammad” og ”Profeten Muhammad”. Begge hæfter er illustreret med smukke akvareller og har ordliste og den sidste desuden nogle udvalgte Korancitater.
Islam omtales desuden sporadisk i det materiale, der er fremstillet specielt til undervisningen af tosprogede børn, og ligeledes i de mange fortællinger om børn fra andre kulturer, der er dukket op i de senere år, og som fint kan anvendes til højt- el. frilæsning i skolen.
På nøjagtig samme måde, som eleverne fra første klasse lærer at lægge sammen og trække fra, kan de også lære, at der er forskellige religioner i vort land – ja, måske endda blandt deres egne kammerater eller i deres egen familie. Men det er så uendelig vigtigt, at der lige fra starten lægges mere vægt på vore fælles rødder end på det, der skiller os.
Den afgørende forskel på Jødedom, Kristendom og Islam er arvesynd, treenighed og forsoningslære – begreber, som ingen som helst indflydelse har på vor dagligdag. Ej heller er hverken samfund eller lovsystem bygget op omkring disse begreber.
Vi har til gengæld en masse etiske og moralske værdier og normer, som vi er fælles om. F.eks. er kristne forældre ikke ene om at lære deres børn ærlighed og næstekærlighed, og det er ikke kun muslimske forældre, der forventer kønsadskilte omklædnings- og baderum ved gymnastiksalen! At Danmark er et multikulturelt og multietnisk samfund er langt mere synligt i dagligdagen, end det multireligiøse islæt.
Det er vigtigt, at vi holder fast ved, at folkeskolen er kundskabsformidlende og ikke forkyndende. Det er ikke skolens opgave at opdrage børnene i en bestemt tro – dét er suverænt forældrenes ansvar og opgave.

SYNG EN SANG
Fra min egen skoletid mindes jeg med glæde og taknemmelighed den daglige morgensamling, hvor alle skolens elever samledes til morgensang i festsalen. Tirsdag og torsdag stod en dansk sang med flygelakkompagnement på programmet – de øvrige dage var helliget en salme med orgelakkompagnement. Samlingen afsluttedes med et enkelt vers, der blev gentaget en hel uge igennem. Nye sange og salmer var i forvejen blevet gennemgået i den ugentlige sangtime, og vi kom i årenes løb igennem det meste af højskolesangbogen og fik lært et væld af sange og salmer udenad. Dén oplevelse er mine egne børn desværre gået glip af.
For sang og musik er vidunderlige redskaber til at skabe kontakt og nedbryde barrierer og fordomme mellem mennesker. Islam har aldrig forbudt hverken sang eller musik, når blot en evt. tekst samt de omgivelser, musikken bliver udøvet i, er moralsk acceptable.
Jeg synes, det ville være en god idé, om man genindførte den daglige morgensang (måske i et mindre forum), med mulighed for at forklare teksten for børnene med hensyntagen til deres alder. Ved ind i mellem at tage en muslimsk sang på programmet, kunne det være et fint led i undervisningen i Islam. For kristne børn tager ikke skade af at synge om Hassan, der i galop rider til moskéen el. Halima, der tager på pilgrimsfærd til Mekka. Lige så lidt som muslimske børn tager skade af at synge f.eks. ”hil dig, frelser og forsoner” – selv om de ikke tror på Jesus som hverken frelser, forsoner el. Guds søn.
I øvrigt kunne mange af højskolesangbogens tekster som f.eks. ”op al den ting, som Gud har gjort”, ”vi pløjede og vi såede”, ”på det jævne, på det jævne” og hele afsnittet om ”året og dagen” såmænd lige så vel være skrevet af muslimer! Og hvis man husker at trække paralleller til ”den anden” religion, så kan en lille morgensang være med til at fortælle børnene ganske meget både om deres egen og om deres kammeraters religion og kultur og vise dem, at der faktisk er mange ligheder mellem Islam og Kristendommen.
For to år siden udkom et lille hæfte med 18 muslimske børnesange, hvor jeg og en trosfælle har sat nye tekster til kendte europæiske melodier. Og eftersom vi begge to er danske, men også har kendskab til den kultur, mange muslimske børn kommer fra, så har vi i vore tekster indflettet nogle ting om Islam, som (desværre) ikke altid er en selvfølge i børnenes forældres hjemlandes traditioner – f.eks. omsorg for dyr, drenges og pigers ligeværd, menneskers ligeværd uanset race og social stilling, Islam som vejen til fred etc. Så en morgensang kan også være med til at vise muslimske børn nogle ukendte sider af deres egen religion!

DE ÆLDRE KLASSER
For folkeskolens mellemtrin og ældste klasser findes der en del lærebøger, som dog ikke alle er lige gode. Her vil jeg blot henvise til den udmærkede undersøgelse af fremstillingen af Islam i bestemmelser og lærebøger beregnet for folkeskolen, gymnasieskolen og HF, der blev udgivet af Danmarks Lærerhøjskole i 1994.
I skolebøgerne er vi – Gud ske lov – efterhånden sluppet af med ordet ”muhamedaner”. At få udskiftet ordet ”Allah” med ”Gud”, når der er tale om en tekst på dansk (på samme måde, som arabisk-talende bruger ordet ”Allah” uanset deres religiøse tilhørsforhold), må være det næste skridt. Nu bliver det let til, at ”Allah er muslimernes gud” – selv om vi dog alle tror, at der kun er én gud!
Illustrationerne i skolebøgerne om Islam er gennemgående velvalgte; men hvorfor følger man aldrig en europæisk muslim i cowboybusker, sweater el. cottencoat??
Jeg ville endvidere ønske, at man var lidt mere kritisk i udvælgelsen af supplerende litteratur – at man f.eks. gennemgik tekster af Muhammad Iqbal i stedet for Mawdudi el. Qutb, der i deres snæversyn ikke har formået at følge med udviklingen, og hvis synspunkter ofte er ganske uforenelige med den multikulturelle og multireligiøse virkelighed, vi lever i her på vore breddegrader.
Både Islam og Kristendommen burde synliggøres meget mere i forbindelse med emner som økologi, naturbevarelse, dyreværn, sundhed, rusmidler, fattigdom, økonomisk vækst osv., og det er efter min opfattelse langt vigtigere at få dette med i undervisningen, end at tærske langhalm på teologiske spidsfindigheder.
Religion bør ikke fremstilles som et eksotisk regel- og ritualsæt, der holdes i hævd i moskéen om fredagen, i synagogen om lørdagen og i kirken om søndagen foruden i visse ekstremt religiøse hjem, men som noget, hvert enkelt menneske kan have gavn og glæde af i dagligdagen, og som også kan spille en positiv rolle i den globale virkelighed. Islam betegnes ofte som en livsSTIL. For muslimer er der i lige så høj grad tale om en livsHOLDNING.
Folkeskolen skal i det hele taget være med til at give børnene og de unge et mere nuanceret billede af Islam og muslimer, end medierne gør. De ynder jo at fokusere på de mest højtråbende el. ekstreme minoriteter – lige meget hvilket emne de så end behandler. Og det burde være indlysende, at man ikke kan tage en enkelt fanatisk gruppes holdninger og tolkninger af Koranen til udtryk for, hvorledes en milliard mennesker i verden opfatter og praktiserer deres tro.
Muslimer i Danmark har baggrund i mange forskellige kulturer, og der burde ikke herske den ringeste tvivl om, at en indvandrer kan bevare sin ”medbragte” religion og kultur og alligevel være en værdifuld, aktiv og pligtopfyldende samfundsborger. Lige så vel som en dansker ikke behøver smide sin danske kultur over bord og gøre sig selv til en form for pseudo-araber for at blive en god muslim.
For at levendegøre Islam er det en god idé, at få en muslim til at komme og fortælle om sin religion og besvare spørgsmål – det gør vi gerne. Og dagbladet Politiken har i samarbejde med De etniske mindretals sammenslutning INDsam stablet en glimrende skoleservice på benene, hvor minoritetsunge tager ud på skoler og holder foredrag og snakker med eleverne om deres baggrund og oplevelse af det at tilhøre en minoritet.

MENNESKE FØRST – KRISTEN/MUSLIM SÅ
Folkeskolen skulle gerne være med til at lære vore børn at se på hinanden som enkeltindivider og mennesker i stedet for at fokusere på hudfarve, sprog, klædedragt, kultur el. religion, så disse forskelligheder ikke opfattes som problemer, men som en berigende mangfoldighed. Og lad dog for Guds skyld pigerne klæde sig, som de vil – også i gymnastik- og svømmetimerne. Det burde ikke være et problem, at nogle piger gør gymnastik i joggingdragt, svømmer i gamachebukser eller spiller fodbold med tørklæde på – det må der da være plads til her i Grundtvigs fædreland!
Fredelig sameksistens på tværs af racer, sprog, kulturer og religioner er ikke et utopisk mål at sætte sig; men at nå dertil kræver en indsats af hver enkelt af os, og folkeskolen spiller en central rolle i disse bestræbelser.
Lad mig slutte med et smukt sydafrikansk digt, som Lissi Rasmussen har gendigtet på dansk:

Dér, hvor regnbuen ender, broder,
vil der findes en plads engang,
hvor verden skal synge alle sine sange,
og vi skal synge dem sammen, broder,
du og jeg, skønt du er muslim og jeg kristen,
skønt du er sort og jeg hvid,
skønt du er en mand og jeg en kvinde.
Det vil ikke blive nogen smuk sang, broder,
for ingen af os kender melodien,
og det er vanskeligt at lære den melodi.
Dog kan vi lære den, broder, du og jeg.
Der findes ikke noget, som en muslimsk melodi.
Der findes ikke noget, som en kristen melodi.
Kun musik, min broder.
Og det er musik, vi skal synge,
dér hvor regnbuen ender.

© Aminah Tønnsen, 1996

Ovenstående har været bragt i RELIGIONSLÆREREN 1/96.