Mange ikke-muslimer forbinder islam med kvindeundertrykkelse – selvom kvindeundertrykkelse tydeligvis er et universelt fænomen, der findes i mange forskellige kulturer.
Muslimer har i århundreder levet side om side med kristne, jøder, buddhister, hinduer o.a., og kvinders levevilkår er i langt højere grad præget af kulturelle, politiske, sociale og økonomiske faktorer, end af religion.
Eksempelvis påvirker kulturelle fænomener som æresdrab, kvindelig omskæring, brudedrab på grund af stridigheder om medgift, afsondring, kønsadskillelse og begreberne ære og skam millioner af kvinders liv – uanset deres religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme.
Koranen, der for muslimer er en nøje gengivelse af de åbenbaringer, som Profeten Muhammad modtog via ærkeenglen Gabriel i årene 610-632 i Arabien, indeholder et kvindesyn, der på afgørende vis adskiller sig fra det kvindesyn, man møder i de såkaldt islamiske lande.
Overordnet taler Gud/Koranen om kønnenes ligeværdighed (3:195) – trods forskellighed: Mand og kvinde er skabt af samme grundcelle og – som alt andet i skabelsen (51:49) – som mager eller par (Koranen 4:1). Par (zawj) danner tilsammen et hele – selvom de måske på overfladen kan synes vidt forskellige. Par har en fælles opgave eller funktion, de kompletterer hinanden og er gensidigt afhængige af og forpligtede over for hinanden.
Koranen taler om, at ”mænd og kvinder er hinandens fæller og beskyttere” (9:71). De skal ”leve i kærlighed og tryghed” (7:189), de skal ”rådføre sig med hinanden” (42:38) og være ”hinandens klædning” (2:187). Klæder forskønner, beskytter og varmer – og dækker over fejl og svagheder.
I Koranens beretning om Adam og Eva i Paradisets Have, hedder det, at ”Satan fik dem til at fejle” (2:36). ”Ved list og svig forårsagede han deres fald. De smagte af træet” (7:22). Alligevel bliver kvinden ofte i både religiøse skrifter og folkelig tradition opfattet som fristerinden, der skaber kaos, som en oprørsk, der skal tæmmes, så hun bliver underdanig, bly og føjelig!
Koranen levner ej heller den ringeste tvivl om, at Paradis er for begge køn: ”Enhver mand og kvinde, der tror og handler retfærdigt, vil komme i Paradis og ikke lide den mindste uret” (4:124).
For at stadfæste kønnenes ligeværd, fordømmer Koranen de mænd, der bliver skuffede og skamfulde, hvis deres hustru ”kun” føder en datter (16:58-59) og slår fast, at det er Gud, der skænker pige- eller drengebørn, som Han vil – eller både drenge- og pigebørn. Og Han lader hvem Han vil forblive barnløse (42:49-50). Børn er en gave.
Ydermere forbyder Koranen drab på børn af frygt for fattigdom (17:3) (vore dages ”sociale” abort) og fordømmer den arabisk/hedenske skik at begrave pigebørn levende i ørkenen (16:59) – en uhyggelig form for fødselskontrol, der lever videre i vore dages fravalg af pigefostre ved hjælp af moderne teknologi, som er udbredt i lande som Indien og Kina.
Det er kvinderne, der bærer, føder og ammer børnene. Derfor er mænd ”ansvarlige for kvinders beskyttelse og underhold” (4:34) – uden at det dog ændrer ved kønnenes ligeværdighed; men fordi mændene har pligt til at forsøge familiens kvinder, vil en kvinde i nogle tilfælde kun arve halvt så meget som en mand af samme grad (4:11).
Et andet sted omtaler Koranen en hustru som mandens ”ager” (2:223), hvilket traditionelt er blevet tolket som, at det er hustruens pligt at stå seksuelt til rådighed for manden til enhver tid (sic!). Man glemmer ganske, at en ager kun giver udbytte, hvis den gødes, passes og plejes med omhu – og at vanrøgt og rovdrift fører til goldhed!
Disse og lignende påbud om hensyntagen, omsorg og respekt er dog i århundreder blevet misbrugt af mændene, der gør sig til herre over kvinderne og sætter sig til doms over deres gøren og laden – og lovgiverne har brugt påbuddene som påskud til at umyndiggøre kvinderne og underlægge dem mænds autoritet fra vugge til grav.
Muslimske kvinder kæmper i disse år en ihærdig kamp for at opnå de rettigheder, som tilkommer dem ifølge Koranen; men ”feminisme” i vestlig forstand kan der aldrig blive tale om, idet troen sætter nogle fornuftige grænser for den såkaldte frihed og selvbestemmelse.
For at forstå Koranen er det nødvendigt at se den som en helhed og at fortolke dens mange metaforer og lignelser, og det er nødvendigt at kende de omstændigheder, under hvilke en bestemt passage blev åbenbaret for at kunne overføre dens kerne og ånd til vor egen virkelighed. Lykkes det, vil man nå frem til et smukt, enkelt og rummeligt budskab, hvor kvinder og mænd kompletterer hinanden i bestræbelserne for at skabe en harmonisk familie og en tryg verden.
© Aminah Tønnsen, december 2001
Denne artikel har været publiceret i DKKIF-Nyt (Danmarks Katolske KvindeForbund) nr. 4 – november 2001.