Korantolkning – Forfatter Aminah Tønnsen

Weekendavisen # 44, 31. oktober 2014

Af Aminah Tønnsen

Religion er som et tveægget sværd: Man kan enten bruge den til at fremme retfærdighed og fred – eller misbruge den til at skabe konfrontation og ufred.
Vil man forstå Koranen, skal man læse den som et personligt budskab. At den skulle være lukket for nylæsning og fortolkning er en myte, som intet har på sig. Koranen giver faktisk selv opskriften på, hvordan den kan læses ind i de til enhver tid aktuelle omstændigheder:

Det arabiske ord for Koran (Qur’an) bliver oftest oversat til ”recitation”, men kan også betyde ”fortælling”. Koranen er en fortælling og en vejledning til menneskene om, hvorledes de skal gebærde sig for at skabe retfærdige samfund og fremme den fredelige sameksistens på tværs af alle tænkelige skel.
Koranens fortællinger om profeterne – lige fra Adam, Noah og Abraham via Moses og Jesus til Muhammed – omtales som en bekræftelse af det, der gik forud, som eksempler for de indsigtsfulde og som en vejledning og velsignelse for alle, der tror på Gud (ikke udelukkende for dem, der kalder sig muslimer).
Koranen består at 114 kapitler (surat), der bl.a. kan betyde ”trin man går opad”. Hvert kapitel er inddelt i et antal vers (ayat), der egentlig betyder ”tegn”. Og hvad stiller man op med tegn? Man ser sig omkring og prøver at forstå Koranen og den verden, man lever i, og man bruger sin sunde fornuft til at reflektere og tage stilling.

De første nedskrivninger af åbenbaringerne indeholdt udelukkende konsonanter. En bestemt konsonant-rod kan have flere forskellige betydninger, alt efter hvilke diakritiske tegn, man indføjer mellem konsonanterne. Man mener, at der gik o. 100 år, før tilføjelsen af de diakritiske tegn var tilendebragt. Det siger sig selv, at man indføjede de tegn, der gav teksten mening på Profetens tid og i årene efter. I vore dage kan den samme tekst få en anden mening, hvis man indføjer andre diakritiske tegn end dengang, hvilket er med til at gøre teksten fleksibel.
Det arabiske sprog er som alle andre sprog fuldt af metaforer: Man kan ”kæmpe for Guds sag” med ord eller pen, med gode argumenter eller ved at være et godt eksempel for sin tro – ligesom man kæmper for ligeløn, for social retfærdighed eller for gratis lægebehandling.
Metaforer og lignelser er med til at give Koranens tekst den fleksibilitet og rummelighed, som er nødvendig for et budskab, der karakteriseres som universelt. Gud alene ved, hvorfor så mange på yderfløjene insisterer på at læse teksten bogstaveligt, når Koranen dog mange gange henviser til, at den indeholder metaforer, der er beregnet til fortolkning, og at dens budskab er ”for mennesker, der tænker”.

Koranen fortæller selv, at de forskellige passager supplerer og forklarer hinanden indbyrdes, hvorfor den også kaldes ”sin egen bedste fortolker”. Derfor skal Koranen naturligvis ses som en helhed, for hvis man tager halve eller hele sætninger ud af den umiddelbare sammenhæng og/eller den overordnede helhed, kan man få hvad som helst ud af den. Så bliver fred til vold og krig, kærlighed bliver til had, tryghed bliver til angst, åbenhed bliver til snæversyn, ydmyghed bliver til chauvinisme og magtbegær – og rummelighed bliver til fordømmelse af det anderledes.
Intetsteds giver Koranen menneskene carte blanche til at ihjelslå mennesker; men hvis man bliver angrebet med våbenmagt, må man forsvare sig med våbenmagt. Det er princippet for både jihad og for Den katolske Kirkes bellum justum (retfærdig krig), selvom parallellen er svær at få øje på i den virkelige verden i disse tider.

Læser man Koranen med hovedet under armen (som de såkaldte islamister og islam-kritikere gør), når man frem til et rigidt og på mange måder fordømmende, voldeligt og modsætningsfyldt budskab.
Bruger man derimod sit gudgivne intellekt, kan man sagtens tolke Guds åbenbarede ord, Koranen, ind i samtiden på en fornuftig måde – uden at ændre en tøddel på den oprindelige tekst. Det kræver blot velvilje, åbenhed og rummelighed.
Den, der flyder med strømmen, behøver ikke at ro – det er dejlig nemt; men den, der vil nå kilden, må nødvendigvis gå imod strømmen. Valget er ens eget.
Desværre glemmer alt for mange, at frihed og ansvar går hånd i hånd. De følger den lette vej uden at tænke over konsekvenserne. De imiterer frem for at innovere; men ureflekteret imitation kan gøre selv gode tanker og idéer destruktive.