Adskil kirke og stat

I anledning af Grundlovens 150-års jubilæum blev medlemmer af forskellige trossamfund af Kristeligt Dagblad opfordret til i kronikform at besvare spørgsmålet: “Har vi religionsfrihed i Danmark?” Blandt bidragyderne var:
Generalsekretær Harald Nielsen “Har vi religionsfrihed?” (29. maj 1999)
Overrabbiner Bent Lexner “Jøderne og Grundloven” (3. juni 1999)

Stillet over for spørgsmålet, om vi har religionsfrihed i Danmark, vil langt de fleste muslimer sandsynligvis svare “ja” og tilføje, at de er godt tilfredse med deres muligheder for at praktisere deres tro. Nogle vil måske endog tilføje, at deres muligheder her er bedre end i mange af de såkaldt islamiske lande, hvor man – på trods af Koranens anvisninger herom – hverken har ytringsfrihed eller en eller anden form for folkestyre, og hvor især kvinderne diskrimineres via lovgivningen, der – skønt den kaldes islamisk – ofte er baseret på normer og traditioner, der er i direkte modstrid med Koranen.
De utilfredse vil ofte fremføre, at islam jo ikke engang er officielt anerkendt som trossamfund. Selv tror jeg ikke, at en officiel anerkendelse har nogen videre praktisk betydning. Der er snarere tale om en psykologisk faktor, der givetvis vil ændre nogle muslimers indstilling til det danske samfund i mere positiv retning.

I mere end ti år har herboende muslimer og danske forskere som f.eks. Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet og Jørgen Nielsen fra Centre for the Study of Islam & Christian-Muslim Relations i Birmingham gjort opmærksom på, hvor vigtigt det er at give muslimer mulighed for at dyrke deres tro under værdige forhold for derved at kunne udvikle traditioner, der tager udgangspunkt i Danmark og ikke et eller andet sted i den muslimske verden.
Medierne skræmmebilleder af islam som en trussel imod danskheden har i de senere år medført en radikalisering blandt en mindre del af de herboende muslimer, der føler sig udstødte og uglesete – for skræmmebilleder har det med at blive en selvopfyldende profeti.

For at imødegå disse radikale tendenser, mener jeg, der er behov for juridisk, administrativ og økonomisk ligestilling af de forskellige trossamfund, så man én gang for alle får defineret nogle mere overordnede rammer både for individets og det enkelte trossamfunds religiøse udfoldelsesmuligheder.
En sådan ligestilling kan efter min opfattelse kun opnås ved at adskille kirke og stat. Det vil fjerne behovet for særlove og gøre systemet langt mere gennemskueligt og retfærdigt. Jeg er ganske på det rene med, at det er et ømtåleligt spørgsmål, men hvorfor dog ikke tænke langsigtet og prøve at være på forkant med udviklingen?

Personregistrering (fødsel og død samt indgåelse og opløsning af ægteskab) bør foregå i civilt/offentligt regi. Så kan den enkelte selv bestemme, om han/hun efterfølgende ønsker at døbes, konfirmeres, vies, skilles eller begraves i et bestemt trossamfunds regi.
De enkelte trossamfund bør også tage sig af ind- og udmeldinger og opkrævning af medlemsbidrag. Evt. fradragsregler for et sådant medlemsbidrag bør naturligvis være ens for alle trossamfund.
Ingen skal over skattebilletten bidrage til noget trossamfund. Det er grotesk, at muslimer er med til at betale løn til personer som Søren Krarup og Rolf Sloth-Henriksen, der i den grad er fordomsfulde, fordømmende og hadske over for islam og muslimer.

Vedligeholdelse af religiøse centre og bedehuse bør påhvile det enkelte trossamfund, hvorimod fredede kirker bør vedligeholdes af staten – og ad åre vil det højst sandsynligt falde ganske naturligt, at regelen også kommer til at omfatte bevaringsværdige moskéer og synagoger.
De forskellige trossamfunds bedehuse, religiøse centre og begravelsespladser må naturligvis være underlagt ens regler for statstilskud, grundskyld, ejendomsskatter mv.

Adgangen til SU for studier ved teologiske fakulteter og præsteseminarier bør være ens for alle – også for muslimer, når der med tiden oprettes imam-uddannelsescentre rundt omkring i Europa. Ingen kan nemlig i længden være tjent med hyppigt skiftende imamer uddannet under fjerne himmelstrøg uden nogen som helst fornemmelse for minoritets-muslimers situation eller behov.
Tavshedspligt og vidnefrihed bør gælde præster/sjælesørgere i alle trossamfund; men mht. muslimske imamer er det nødvendigt med en nærmere definition af, hvem der er omfattet af regelen. Er det kun imamer ansat i landets fængsler? Er det kun imamer med en decideret imam-uddannelse, eller er det også de imamer, der vælges af den enkelte menighed for deres klogskab, viden og ædle personlighed?

Evt. undervisnings- og arbejdsfrihed på muslimske helligdage forudsætter, at muslimer kan blive enige om at fastsætte helligdagene i henhold til astronomiske beregninger af måneåret, så skoler og arbejdsgivere har mulighed for at planlægge årets gang. Som det er nu, hvor de forskellige grupper følger deres oprindelseslandes traditioner, kan der være op til flere dages forskel – og det kan hverken skoler eller arbejdsgivere være tjent med. Og naturligvis skal disse fridage modregnes på en måde, så alle stilles lige, uanset hvilke helligdage de holder.

Den naturlige konsekvens af religionsfrihed og -lighed må være, at kirkeministeriet erstattes af et religionsråd til at sørge for, at religionsligheden kommer til at fungere i praksis. Det er efter min opfattelse højst besynderligt, at et nævn for etnisk ligestilling eller et center for racediskrimination beskæftiger sig med religiøse spørgsmål – vi lever dog i en verden, hvor etnicitet og tro sjældnere og sjældnere følges ad.
Endelig bør religionsfriheden naturligvis gælde for alle landets borgere – også for en leder af religionsrådet (der bør vælges for sin viden og menneskelige kvalifikationer snarere end for sit religiøse tilhørsforhold) og for medlemmer af kongehuset.

En adskillelse af kirke og stat og ligestilling af de forskellige trosretninger overflødiggør begreber som ‘anerkendte’ og ‘godkendte’ trossamfund – og man slipper for den stort set umulige opgave at afgøre, hvad og hvem der udgør et trossamfund.
Når en sådan fuldstændig ligestilling af trossamfundene er en kendsgerning, vil jeg mene, at utilfredse elementer vil være mindre tilbøjelige til at overfortolke betydningen af ellers ligegyldige ting og til at kanalisere alle deres frustrationer over i utilfredshed med en manglende anerkendelse som trossamfund – og så vil de forhåbentlig bruge deres ressourcer på en mere konstruktiv måde.
I øvrigt tror jeg også, at en ophævelse af folkekirkens særstilling på lang sigt vil puste nyt liv i den, idet dens medlemmer vil være nødsaget til at tage deres medlemskab og engagement op til grundig overvejelse.
Vigtigst af alt, vil det være et betydningsfuldt signal at sende til samfundet som helhed om trosretningernes ligeværdighed, så sameksistensen forhåbentlig kan forløbe mere harmonisk og gnidningsløst.

Havde man tænkt mere overordnet, da man sidste år diskuterede muligheden af, at muslimske piger skulle have lov til også at bære deres fars og farfars navne, kunne man have undgået det ramaskrig, der lød, fordi muslimerne nu igen skulle have særbehandling. I virkeligheden bruger man i de fleste muslimske lande efternavn akkurat ligesom her og er for længst gået bort fra traditionen om, at piger ud over deres eget navn også har deres fars og farfars navne.
I øvrigt er det ikke en speciel muslimsk tradition, som det blev hævdet: Her i Danmark er der tusindvis af piger og kvinder, der hedder Hansen, Jensen og Petersen til efternavn. På den baggrund er det mig en gåde, hvorfor børn af herboende islandske forældre ikke ved samme lejlighed fik lov til at hedde ‘son’ eller ‘dottir’. Var det virkelig nødvendigt at gøre det til et krav om særbehandling fra muslimsk side?

Daglige genvordigheder med badeforhæng, madpakker, tørklæder og bederum må kunne løses med lidt smidighed fra begge sider – inden de bliver til problemer og mediebegivenheder.
Jeg skriver udtrykkeligt fra begge sider, for naturligvis skal der sættes grænser for, hvor langt en institution skal gå f.eks. mht. til børnenes kost. Hvis der kun er tale om en håndfuld muslimske børn i en institution, kan de selvsagt ikke kræve særbehandling, men må selv sørge for specialkost på lige fod med mad-allergikere.
Kristeligt Dagblad har i den seneste tid berettet om, hvorledes ‘badeproblemet’ er blevet løst på forskellige skoler, og om jødiske og muslimske studenter, der tilbydes alternativer til emblemet med kors på studenterhuen – helt uden om den sensationslystne presses bevågenhed. Hvor ville det også være trist, hvis man ligefrem skulle til at lovgive om slige bagateller.
I øvrigt handler disse eksempler ikke om religionsfrihed, men om almindelig imødekommenhed over for medmenneskers normer og traditioner.

Religionsfrihed betyder – efter min opfattelse – ikke kun frihed til at dyrke den tro, man bekender sig til, men også frihed fra at blive belemret med emsige missionærer fra andre trosretninger.
Jeg opfatter det klart som mangel på respekt for min tro, min dømmekraft og min personlige frihed, når jeg bliver opfattet som ‘missionsmark’. Folkekirken er (omsider) begyndt at tale om religiøs og kulturel pluralisme og om at gå i dialog med muslimer, men ansætter samtidig missionærer til formålet. Mission såvel som dialog som middel til omvendelse er uværdig og gør mere skade end gavn, fordi den giver de radikale elementer vind i sejlene.
De, der ønsker information om et givent trossamfund, skal nok selv finde ud af at henvende sig på rette sted, og hvorfor forkynde Guds ord for dem, der allerede har fundet deres ståsted? Opgaven må vel ligge i at forkynde Guds ord for dem, der slet ikke har nogen tro – og give dem en reel mulighed for selv at tage stilling til, hvilket trossamfund de vil tilslutte sig.
Man taler om ‘tolerance’ i forhold til muslimer. For mig er tolerance ikke tilstrækkeligt, for ifølge Politikens nudanske ordbog betyder ‘tolerance’ ‘at tåle, at finde sig i el. bære over med nogen el. noget’. Det er ikke nok for mig, at jeg og min tro bliver ‘tålt’ – jeg vil gerne respekteres som fuldgyldig og ligeværdig borger i mit eget fædreland uanset mit religiøse ståsted.
Ægte og frugtbar dialog kan kun finde sted, hvis man accepterer og respekterer gudstroens mangfoldighed. Som Koranen siger: “I har jeres tro – jeg har min.” (109:6) Så enkelt er det.

I religionsfrihedens navn vil jeg derfor slutte med en opfordring til at se på hinanden som medmennesker på godt og ondt – og ikke som missionsobjekter. Lad os fokusere på det enkelte individs kvaliteter, evner og ressourcer – i stedet for at (for)dømme hinanden på baggrund af tro og medieskabte myter og fordomme.
Vi kan ikke komme udenom, at vi alle er skabt af samme Gud – skabt i indbyrdes forbundenhed, afhængighed og forpligtelse. Det er vor opgave at skabe enhed og harmoni i den gudskabte mangfoldighed. Det er vort fælles ansvar at skabe en verden, hvor ingen lider nød eller berøves de mest fundamentale menneskerettigheder.
Religionsfrihed og næstekærlighed bliver tomme floskler, hvis man ikke er parat til oprigtigt at respektere næstens valg af religiøst tilhørsforhold.

Fra: Kristeligt Dagblad den 2. juni 1999.

Udpluk af debatten:

KD 3. juni 1999.
En herboende irer Anthony Kiely har hverken ved by- eller landsret fået medhold i et krav om en fødselsattest til sit barn uden om folkekirkens kontorer. Han udtaler:

– En fødselsattest er en del af ens identitet, noget man bærer med sig hele livet. Når det samtidig er et religiøst dokument, er det et bevis på, at vedkommende har et eller andet forhold til pågældende religion.
– Jeg mener, at det er en menneskeret at kunne fravælge sig uønsket religiøs indblanding i ens liv. Derfor er det forkert, at der står skrevet i fødsels- og navneattesten, at vores børn er født i et folkekirkeligt sogn og ikke i den bydel, hvor de faktisk er født.

A.K. rejser nu sagen ved Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i Strasbourg.

KD 3. juni 1999.
Rektor for Baptistsamfundets præsteseminarium i Tølløse, Bent Hylleberg udtaler bl.a.:

– Hvis man tolker undersøgelsen sådan, at folkekirken hører med til den danske nationalfarve, vil minoriteterne blive endnu mindre begejstrede. Derfor håber jeg, at man langt ind i folkekirken vil være betænkelige, fordi man derved gør kirken til en overbygning over den nationale dimension, så alt hvad der ikke er luthersk, ikke bliver regnet for dansk. … Folkekirken er mere et nationalt-kulturelt symbol end et kirkeligt og kristent, og samtidig et udtryk for danskernes udbredte trang til at skulle serviceres i alle livets forhold.

KD den 4. juni 1999.
Dr.jur. og professor i statsforvaltningsret ved Københavns Universitet, Henning Koch, udtaler bl.a.

– Men man kan diskutere om kirken skal stå som en del af styreformen i Danmark, og om ikke det er folkekirkemedlemmerne alene, der skal betale for dens opretholdelse. Spørgsmål om økonomisk støtte er en demokratisk flertalsafgørelse.
– Det klinger ubehageligt i forhold til de almindelige frihedsrettigheder, at andre trossamfunds anerkendelse ordnes administrativt i Danmark. Helt usædvanligt er det altså statsmagten, der i spørgsmål om religionsfrihed definerer både hvad religion er og derved også hvor religionsfrihedens grænser går …
– Religionsfrihed er også retten til at være fri for at blive presset ind i en religion.

KD 5. juni 1999.
Tidl. overrabbiner Bent Melchior udtaler bl.a.:

– Det er noget fordrukkent sludder, når nogle danskere siger, at muslimerne er ved at overtage Danmark – muslimerne burde snarere være bange for danskerne. Det er nemlig altid majoriteten, der præger minoriteten …
– Muslimerne i Danmark vil gennemgå en udvikling, der ligner udviklingen i Mosaisk Trossamfund. Forhåbentlig med lidt mindre assimilation og lidt mere integration, end tilfældet har været for mange af jøderne, undtagen de mest ihærdige forkæmpere for trossamfundet.
– Men religionsfrihed, det er der altså ikke i Danmark.
– Jeg er fuldstændig ligeglad med, at folkekirken understøttes af staten, og at staten betaler en procentdel af præsternes løn. Det er i og for sig ligegyldigt. Jeg taler heller ikke for en adskillelse af stat og kirke, for det kunne give det problem, at kirken blev en stat i staten.
– Men at man ikke stiller alle de øvrige trossamfund lige, det fatter jeg ikke. Det er da en tynd argumentation, at man ikke vil anerkende islam, som er den største minoritetsreligion i Danmark, “fordi det gør man bare ikke mere”.

KD 8. juni 1999.
Det danske folk har i tusinde år været et kristent land. Generation efter generation af vore fædre har hæget om det danske folks kirke, der derfor også med rette kaldes folkekirken.
Men som vi så i Aminah Echammaris kronik den 2. juni, så vil muslimerne ikke finde sig i dette. Skønt 86 procent tilhører folkets kirke, så kræver muslimerne nu, at folkekirkens særlige stilling afskaffes, så den ikke får andre kår end muslimerne.
Disse fremmede er kommet hertil, fordi de har påstået, at de er forfulgte i deres hjemland, som vel at mærke er muslimsk. De har her fået ophold og gode kår, men det er ikke nok, de vil stadig have mere. De har besat visse bydele, og når politiet viser sig der, bliver de forjaget, som det nylig skete i Odense.
Beskedenhed og taknemmelighed synes ikke at høre til de dyder, Koranen pålægger de troende. (S. Frandsen, Odense)

KD 15. juni 1999 – Trossamfund med engagement
Jeg tror, at S. Frandsen i sit læserbrev 8. juni har misforstået min kronik af 2. juni: Jeg har på opfordring besvaret spørgsmålet: “Har vi religionsfrihed i Danmark?” ved at give et bud på, hvorledes man kan få både religionsfrihed og -lighed her i landet. Det fremgår ganske tydeligt, at der er tale om min helt personlige mening – og ikke noget generelt “krav” fra muslimer. I øvrigt er der flere ikke-muslimer, der i de seneste uger i medierne har fremført nogenlunde samme synspunkter, så der er ikke grund til at være forarget.
Ydermere er der mig bekendt ikke foretaget nogen meningsmåling blandt herboende muslimer om dette emne, så hvad “muslimer” generelt mener derom, ved jeg ikke – ud over, at én af mine trosfæller ved en tidligere lejlighed i Kristeligt Dagblad har givet udtryk for at være godt tilfreds med tingenes tilstand.
Min egen mening bygger på erfaringer, jeg har gjort med de fire forskellige systemer, jeg selv er blevet født, gift og har fået børn under.
Min fødselsattest er udstedt af Personregisterføreren i Sønderborg slet og ret.
Min vielsesattest er udstedt af Standesamt i Flensborg, som er den officielle borgerlige vielsesmyndighed, som alle par i Tyskland skal vies af. Myndighederne blander sig ikke i, om man efterfølgende bliver viet i henhold til et eller andet trossamfunds ritualer.
Vore to ældste børn er født i Marokko, og deres fødselsattester er udstedt af de borgerlige myndigheder i deres fødeby, og hverken Gud eller islam nævnes på attesterne. I øvrigt gælder i Marokko som i mange andre muslimske lande, at jøder, kristne og muslimer hører under hver deres respektive ægteskabs-, skilsmisse- og arveretslige love. Og ingen offentlig myndighed blander sig i, om man nu går det ene eller andet sted hen. I de otte år, jeg boede i Marokko i 1970’erne, er der ikke et eneste menneske, der har forsøgt at overbevise mig om islams fortræffeligheder – jeg var ikke en “missionsmark”. Jeg var “datter” eller “søster” i familien som enhver anden svigerdatter eller svigerinde.
Vor efternøler er født på Århus Kommunehospital. For at få hendes fødsel registreret måtte vi en tur på kordegnekontoret – og nu står vi med en attest, der er udstedt af folkekirken, som ingen af os var eller er medlemmer af. En attest, der til og med ikke angiver, i hvilket sogn hun er født, men familiens daværende bopælssogn. Og det kalder man så en fødselsattest!

Selv er jeg opdraget til at kalde en spade for en spade. En folkekirke, der understøttes af staten, er ikke længere en folkekirke, men en statskirke. En kirke kan kun være en folkekirke, så længe den understøttes og drives af folket – et folk, der bevidst har taget stilling til sit medlemskab og som engagerer sig i kirken og ikke kun kommer der pr. tradition. Jeg tror så afgjort, man bliver en mere ansvarsbevidst og nyttig samfundsborger, hvis man selv tager stilling og engagerer sig personligt i sit trossamfund. Hvad er et stort flot bedehus – kirke, synagoge eller moske – med kostbar udsmykning og inventar værd, hvis det er finansieret af staten, der end ikke er selvopretholdende, men har en kæmpe udlandsgæld? Jeg foretrækker et ydmygt sted, som en menighed opfører og driver på eget initiativ og ud af egne midler af lutter ærefrygt for skaberen.

I øvrigt kan jeg føre min slægt mere end 350 år tilbage i den jyske muld, og intet tyder på, at min forfar Bertel Jensen Krag skulle være indvandret fra fjerne himmelstrøg, for han var herredsfoged, og det kunne man kun blive, hvis man var “uberygtet dannemand”.
At jeg har valgt en anden trosretning end flertallets, gør mig ikke mindre dansk. Jeg har flere gange i de seneste år sat mit kryds ved Kristeligt Folkeparti og senest ved en sognepræst, for vort samfund bygger på værdier, der – skønt de her til lands har udviklet sig i en kristen/nordisk tradition – er fælles for jødedom, kristendom og islam.

KD 15. juni 1999.
Aminah Tønnsen Echammari taler i sin kronik her i bladet den 2. juni for en adskillelse af kirke og stat, blandt andet for at sikre religionsfrihed og -lighed. Det er korrekt, at det kan virke krænkende for religionsfriheden, at staten overlader bestemte administrative opgaver, såsom personregistrering, til folkekirken, og der kunne være god grund til at opgive denne praksis, nu hvor samfundet religiøst set ikke længere er så homogent. Dette vil dog ikke kræve adskillelse af kirke og stat. En formel ligestilling af religionerne i Danmark vil derimod kræve en grundlovsændring med adskillelse af kirke og stat.
Aminah Tønnsen Echammari var selv til stede på et møde, hvor jeg hørte en muslim, lidt overraskende, advare imod adskillelse af kirke og stat. Argumentet var, at det kunne føre til en marginalisering af troende fra alle religioner i forhold til et gennemsekulariseret samfundsliv. Hvis kirken ikke længere er en integreret del af det danske samfundssystem, kan det føre til, at hverken kristne eller andre religiøse synspunkter vil blive taget alvorligt i samfundsdebatten. Et sådant synspunkt fra en muslim er overraskende, men det viser, hvor åbent der kan debatteres med muslimer om væsentlige samfundsmæssige emner, og hvor vigtigt det er, at troende af alle religioner inkluderes i debatten.
En nylig afsluttet opinionsundersøgelse viser, at et stort flertal af danskere er modstandere af at adskille kirke og stat. Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, blandt andre den, at man vil begraves ordentligt og have mulighed for festlige kirkebryllupper. Men faktum er åbenbart, at selv om ikke mange danskere vil betegne sig som troende eller religiøse, ja, så vil de altså ikke af med deres folkekirke.
Det kan muslimer selvfølgelig være ligeglade med, men det siger alligevel noget om indstillingen i det samfund, de lever i – og så er det faktisk bedst for dem selv at tage bestik derefter, og Folketinget skal tænke sig om meget grundigt, før de, i lutter iver efter i det ydre at behage repræsentanter for andre religioner, laver om på en 150-årig ordning, der har vist sin slidstyrke, selv om den også er til irritation og forargelse for mange. Måske er den til syvende og sidst faktisk til gavn for religionernes position i samfundet. (H. Ertner Rasmussen, Bagsværd)

KD 13. juli 1999.
På Baptistsamfundets årsmøde er der iflg. journalist Bente Clausen blevet udfærdiget en Resolution til den danske regering og det danske folketing om religionsfrihed, der konkret peger på følgende opgaver til ønskelig løsning for de danske parlamentarikere:

Der skal lovgives om trossamfund uden for Folkekirken.
Det er utidssvarende, at et samfund støtter en bestemt trosretning frem for andre.
Civilregistrering af borgerne i et samfund er en almen samfundsopgave, som ikke bør lægges i ét bestemt trossamfund.
For alle trossamfund bør tildeling af vielsesret med borgerlig bemyndigelse afskaffes. Staten bør ikke sammenblande kirkelige/religiøse ritualer med borgerlig registrering af ægteskaber.

Det danske Baptistsamfund har lige over 5000 medlemmer.

KD 6. august 1999
For et medlem af en anden religiøs minoritet, den romersk-katolske kirke, var det en sand lettelse at læse baptisternes resolution med forslag til indførelse af religionsfrihed i Danmark i KD den 13. juli.
Det er på høje tid at få afskaffet den bestående forældede situation, hvor den danske stat lever i symbiose med et bestemt kirkesamfund, nemlig det evangelisk-lutherske, mens alle andre trossamfund er henvist til en marginaltilværelse som blot tolererede afvigere fra normen, som ikke en gang har kunnet få en klar retsstilling.
Debatten om grundlovsjubilæet førte til en mængde selvros om folkekirkesystemets enestående fortræffelighed, men ikke til en nybesindelse ud fra noget andet standpunkt.
Nu er det ellers – for eksempel i anledning af Bork Hansen-sagen – ved også at stå mange lutherske kristne klart, at statens monopolisering snublende let kan udvikle sig til et kvælergreb for dem.
Også sagen om den elektroniske kirkebog er ved at åbne manges øjne for urimelighederne, selvom det næsten ikke er til at fatte, at denne lejlighed ikke blev benyttet til én gang for alle at gøre registreringen af den danske befolkning til et civilt, kommunalt anliggende, som det ellers er i Europa.
Det er nemlig klart, at der ikke kan opnås nogen ligestilling mellem trossamfundene, så længe den ensidige statsfavorisering af folkekirken fortsætter.
En adskillelse af kirke og stat er nødvendig for, at vi i Danmark kan få, hvad de fleste vestlige demokratier for længst har indført, nemlig en religiøs neutral stat, der principielt stiller sig tolerant og ensartet til alle rimeligt stabile trossamfund, der findes i dens befolkning.
Disse samfund må organisere sig, som de vil, mens de relationer, der behøves til samfundsmagten, kan administreres af et konfessionelt neutralt religionsministerium eller lignende.
Baptisterne skal altså have en varm tak for deres initiativ.
Ikke alle vil vel i det lange løb nøjes med at vende det døve øre til.
Ad åre vil danskerne nok vågne op og begynde at udbedre de uretfærdigheder, den religiøse ulighed i mange henseender medfører, og dermed tage også denne del af vore humane, demokratiske idealer op til virkeliggørelse. (J. Nybo Rasmussen, Roskilde)

Hele debatten om religionsfrihed i Danmark startede med, at Ole Espersen, der er Østersørådets Kommissær for Menneskerettigheder, den 1. marts d.å. udgav en rapport, der ser på forholdene i Østersørådets 11 medlemslande og kommer med en række anbefalinger til ændringer. OE udtalte i den anledning:

“Intet land har pligt til at stille alle religioner lige. Derfor ligger der endnu ikke en diskrimination i at have en statskirke. Det er slået fast ved Menneskerettighedsdomstolen. Men jeg tror, det er et spørgsmål om tid. Uanset hvordan spørgsmålet drejes, så viser valget af en statskirke, at én religion har en art fortrin frem for andre. Og selvom religionsfrihed ikke er det samme som religionslighed, så kan udstrakt frihed til én religion meget hurtigt betyde ufrihed eller følelsen af ufrihed for andre religioner … Det kræver stort politisk mod at sideordne de nyankomne religioner med de etablerede. Men det er den vej, udviklingen går, hvis religionsfrihedens principper skal følges.”