Sognepræst Jan Bjerregaard har i Kristeligt Dagblad 6. juli en kommentar under overskriften: Islams to ansigter”, der kræver en kommentar.
Begrebet ”taqiyya” som J.B. henviser til eksisterer kun inden for shi’a-islam, hvis tilhængere skønnes at udgøre godt og vel 10 procent af det samlede antal muslimer. Begrebet giver mulighed for i trængte situationer at dække over sit religiøse tilhørsforhold æ ikke for at forvanske troen efter forgodtbefindende.
Islam har – nøjagtig som kristendommen – mange ”ansigter”, idet Koranens tekst er beregnet til fortolkning (3:7), f.eks. i forhold til tid og omstændigheder; men der er naturligvis ikke tale om carte blanche til at bevæge sig uden for Koranens rammer – ej heller når det gælder de aktuelle bestræbelser for at tilpasse islam til europæisk kultur, ligesom den i historien løb også har tilpasset sig mange andre kulturer.
Denne tilpasning vil kun lykkes, dersom muslimer såvel som ikke-muslimer hæfter sig ved helheden i budskabet i stedet for at klamre sig til løsrevne hele eller halve sætninger, og dersom man vender tilbage til den oprindelige balance mellem individ og fællesskab på tværs af sproglige, etniske, kulturelle, nationale, sociale og trosmæssige skal, som Skaberen ifølge Koranen har tiltænkt menneskeheden (4:1, 2:177, 49:10, 49:13 og mange flere). Der er ikke tale om ”skønmaleri”, for budskabet er i sig selv perfekt og til gavn ikke kun for menneskeheden, men for alt det skabte.
””Opfordringen til at forsvare liv og retten til at dyrke Gud gælder naturligvis alle troende: jøder, kristne og muslimer””
I øvrigt er der overhovedet ikke belæg for hverken shiiternes eller J.B.s udlægning af ”taqiyya”, idet Koranen er spækket med påbud om sandfærdighed retsindighed og oprigtighed, ligesom den fordømmer løgn, falskhed og mened (2:159, 4:135, 57:19).
Det må nødvendigvis vække til eftertanke, at begrebet ”taqiyya” stort set ikke forekommer i skrifter forfattet af muslimer, men ofte bruges af personer, der af en eller anden årsag føler trang til at nedgøre eller mistænkeliggøre deres medmenneskers tro.
Koranen indeholder ikke modstridende oplysninger, som J.B. påstår, men tværtimod anvisninger, der supplerer og tydeliggør hverandre (11:1, 15:1, 18:54, 75:19), og som tilsammen udgør et hele. Og når der er tale om, at åbenbaringer annullerer tidligere åbenbaringer, betyder det ganske enkelt, at nogle af Koranens anvisninger annullerer regler, der blev åbenbaret til jøderne og de kristne. Bl.a. lempes spisereglerne, skilsmisse tillades, og ”øje for øje”-princippet suppleres med en opfordring til at afstå fra sin ret til gengældelse (5:48) og til at forlange bod og skadeserstatning i stedet (2:178).
At Koranen skulle annullere sig selv, er en menneskeskabt forvrængning af et universelt, tydeligt, endegyldigt og eviggyldigt budskab.
Koranen indeholder ej heller, som J.B. Påstår, opfordring til krig imod jøder og kristne. Koranen går som en selvfølge ud fra, at troende jøder, kristne og muslimer ikke bekriger hinanden indbyrdes. Angreb er ganske enkelt forbudt. Opfordringen til at forsvare liv og retten til at dyrke Gud gælder naturligvis alle troende: jøder, kristne og muslimer (9:111, 61:4) i skøn forening. Angriberne betegnes som gudfornægtere, vantro, afgudsdyrkere eller hyklere.
”Kufr”/vantro er betegnelsen for dem, der bevidst fornægter grundprincipperne i ord og handling ved f.eks. ikke at udvise omsorg for næsten (107:1-3), ved at opgive håbet i betrængte situationer (12:87), eller ved at bespotte Gud ved at sætte magt, rigdom eller religiøse og politiske ledere ved Guds side eller i Hans sted (2:104, 5:75-77). Der findes ifølge Koranen troende jøder, kristne og muslimer – ligesom der findes vantro jøder, kristne og muslimer (2:105, 3:110,113 og 199 og mange flere).
Kun Gud alene er i stand til at se ind i menneskenes inderste og til at bedømme deres tros, intentioners og handlingers værd (10:61, 42:10). Det tilkommer ikke menneskene at (for)dømme hinanden indbyrdes
© Aminah Tønnsen, 1998
Fra: Kristeligt Dagblad den 23. juli 1998