HVIS DET VAR skrevet for nogle uger siden, ville jeg have slået det hen med en hovedrysten og have tilskrevet det sommervarmen, men når Politiken den 19. ds. (i en tid, hvor temperaturen end ikke når op på 20 grader) i en overskrift skriver ”Islamisk ære og drab på kvinder”, er jeg nødt til at reagere.
Hverken Koranen eller andre islamisk/religiøse skrifter tillader manddrab eller selvtægt. En forbryder kan ifølge Koranen og islamisk ret ikke straffes uden forudgående retssag med vidneudsagn afgivet af troværdige, myndige vidner. Ifølge Koranen kan alene overlagt mord udmunde i dødsdom. I samme åndedrag siger Koranen imidlertid, at hvis den myrdedes familie tilgiver morderen og indgår forlig med dennes familie om bodspenge eller erstatning for tort og svie, da er det en bedre løsning, og den tilgivende loves Guds belønning i det hinsides.
DERFOR er der ingen belæg for at kalde æresmord ”religionskriminalitet”, som der gøres i artiklen – medmindre man mener, at også kristendommen opfordrer til æresmord! Æresmord forekommer nemlig også blandt kristne i f.eks. Egypten, Palæstina, Syrien, Libanon og Etiopien, foruden hos druserne og i Indien. Æresmord er en kulturel tradition, som har eksisteret i årtusinder.
Hvorfor reagerer vi ikke stærkere? Spørges der i artiklen efter en opremsning af – efter skribentens opfattelse – kønsdiskriminerende tilstande i muslimske lande. Jamen, man kan da ikke bare sådan ved at knipse i fingrene ændre menneskenes adfærd og kultur. Har vi overhovedet ret til at blande os i andre landes lovgivning og traditioner? Ville vi selv acceptere, hvis andre blandede sig i vor abortlovgivning, vor diskussion om hjernedødskriteriet, om registreret partnerskab eller papirløst samliv? Vi, der for mindre end tre måneder siden sagde nej til at lade os diktere fra Bruxelles?
SELVFØLGELIG har vi ret til at fortælle andre, hvordan vi har indrettet os, men så længe hustruvold, kvindemord og voldtægt florerer i vort eget land, kvinder er hjemløse, selv højtuddannede indvandrer-/flygtningekvinder (og -mænd) diskrimineres på det danske arbejdsmarked, vi stadig ikke har ligeløn og end ikke i nyere tid har haft en kvindelig statsminister (det har dog det muslimske Pakistan, og i den islamiske verden har kvindelige statsoverhoveder på ingen måde været et ukendt fænomen op igennem historien) – så tror jeg, vi skal være varsomme med at komme med den løftede pegefinger.
Jeg er sikker på, at muslimske, afrikanske, asiatiske og andre kvinder, der bliver diskrimineret i dagligdagen, sammen med de mænd der kæmper på deres side, er stærke nok til lidt efter lidt at forandre deres vilkår til det bedre – uden at vestlige feminister blander sig. Ligestilling kan ikke påtvinges fra den ene dag til den anden Det er nødvendigt at have sjælen med – også mændenes.
VI KAN DERIMOD gøre en indsats for at Vestens politikere og øvrige befolkning til at forstå, at al udbytning af de såkaldte ulande må stoppes straks. Det er umoralsk at stræbe efter økonomisk vækst, så længe det sker på ulandenes bekostning. Så længe verdens rigdomme er så ulige fordelt, som det er tilfældet, vil der forekomme forskellige former for kvindeundertrykkelse og børnemishandling. Først, når mændene føler sig frie i deres eget land, respekteret af deres omgivelser og i stand til at klare dagen og vejen og til at forsørge deres familie på rimelig vis, vil de ikke have nogen grund til at undertrykke de fysisk svagere kvinder og sårbare børn.
HERMED være ikke sagt, at jeg accepterer æresmord eller andre overgreb på kvinder eller andre levende væsener – overhovedet ikke; men jeg mener ikke, at problemet med æresmord er så stort, at vi ligefrem skal drage på korstog, som om der er fare for en ”kvindernes holocaust”, som vi oplevede den under inkvisitionen i Europa, hvor millioner at kvinder med kirkens og magthavernes velsignelse blev bålbrændt.
© Aminah Tønnsen, 1992
Fra: Politiken 26. august 1992.