Vi lever i et land, hvor den ytrings- og trosfrihed, der bør være en selvfølge i ethvert virkeligt islamisk land giver os mulighed for at finde tilbage til den grundlæggende kerne i Koranen uden repressalier fra en traditionsbunden, snæversynet magtelite. Som troende muslim er man forpligtet på Guds ord, Koranen – men ikke på menneskeskabte fortolkninger, der er blevet til i andre tider og under ganske andre omstændigheder.
Det er nødvendigt at kende fortiden for at forme fremtiden – og Koranen maner os da også gentagne gange til at rejse ud i verden og se, hvorledes det gik de folkeslag der ikke fulgte Guds vejledning. De såkaldte islamiske lande er nogle af de mest skræmmende eksempler herpå.
Således tager mange nutidige muslimske tænkere og eksegeter afstand fra det såkaldte abrogations-princip, som V. Tranholm-Mikkelsen omtaler i Kristeligt Dagblad den 11. maj. Det koranvers, der siges at danne grundlag for abrogations-princippet (2:106), skal naturligvis ses i sin rette sammenhæng:

Passagen 2:105-109 handler om, at nogle kristne og hedninge satte spørgsmålstegn ved guddommeligheden og gyldigheden af de åbenbaringer, Profeten Muhammed modtog og videregav til sine bysfæller. Man havde – forståeligt nok – svært ved at forlige sig med tanken om, at der skulle komme åbenbaringer, der skulle supplere – og på nogle områder – korrigere de skrifter, man selv besad og holdt for enestående.
Der var altså tale om, at Koranen på nogle punkter annullerer anvisninger i tidligere skrifter. Og det er på denne måde, at adskillige af 1900-tallets eksegeter tolker passagen, bl.a. Yusuf Ali, Asad. Bergström, Hamidullah, Parwez og Siddiqui.
Ibn Taymiyyah (1262-1327) end ikke nævner abrobgations-princippet (om, at nogle koranvers annullerer andre koranvers) i sin ”Principles of Tafseer”. I min egen samling af koranfortolkninger er der kun én ud af fjorten eksegeter, der går ind for princippet, seks går direkte imod, og resten omtaler det end ikke æ og det ville de vel gøre, hvis det var et centralt og autentisk princip og en forudsætning for at forstå Koranen!
Koranen siger om sig selv, at der ikke er modsætninger i den, at den klart og tydeligt skelner mellem ret og uret, at den er let at forstå, og at versene indbyrdes supplerer og forklarer hinanden. Hvorledes kan man da tro, at der i Koranen skulle findes vers, der er ugyldiggjort af andre – der endog ikke er specielt markeret eller genkendelige?

Koranen udgør en helhed, men det kræver både indsigt og viden at få puslespillet til at gå op – og man får måske ikke altid de svar, man helst ville have. Med abrogations-princippet kan man fluks forvandle rummelighed, uselviskhed og respekt for skabelsen til snæversyn, griskhed og vold – hvis det er det, an er ude efter.
Når det flere gange slås fast, at der ikke er tvang i trosanliggender (bl.a. 2:256, 18:29, 76:3 og 109:1-6) – eller når det flere gange hævnes, at livet er helligt og kun må tages som gengæld for overlagt mord og blodig vold og terror (bl.a. 6:151, 17:33, 5:35) – og at man ikke må angribe andre men har pligt til at forsvare sit eget liv og retten til at dyrke Gud (bl.a. 2:190, 22:39) – så gælder det naturligvis hele vejen igennem – også selvom det ikke eksplicit nævnes på hver eneste side i Koranen. Og er man først ude i en forsvarskrig skal man naturligvis give fjenden kamp til stregen – indtil han kommer på bedre tanker. Det er i det lys det såkaldte ”sværdvers” og lignende vers skal ses.

Med hensyn til den ”ydmygende” særskat djiziya, som V. Tranholm Mikkelsen refererer til, så ved jeg ikke, om han forestiller sig, at religiøse mindretal skal køre på frihjul i forhold til det samfund, de er en del af.
For nu at drage en parallel til dagens Danmark – så er det vel ikke for at ydmyge de religiøse mindretal, at deres unge skal gøre militærnægtertjeneste hvis de ikke ønsker at trække i trøjen – og ikke hører til dem, der trækker frinummer eller bliver kasseret af helbredsmæssige årsager.
Det er vel ej heller for at ydmyge religiøse mindretal, at de skal betale indkomstskat på lige fod med alle andre borgere – eller er det?

© Aminah Tønnsen, 2000

Fra: Kristeligt Dagblad 6. juni 2000