JEG HAR med stor undren fulgt debatten om muslimske kvinders ret til skilsmisse, som nu har varet i næsten et år. Senest har der været tale om ”indføjelses af en klausul om gensidig anerkendelse af retten til skilsmisse i ægteskabskontrakten mellem en muslimsk kvinde og en muslimsk mand for ægteskab indgået i eller uden for Danmark.”
Som muslim kan jeg blot sige: Fri os for særregler for muslimer. Vi lever i et land, hvor der gudskelov er forbud imod at registrere mennesker efter deres religiøse tilhørsforhold. Hvordan kan man så foreslå, at muslimer skal have indføjet en særlig klausul i deres ægteskabskontrakt? Hvordan vil giftefogeden finde ud af, hvem han skal præsentere formularen for? Vil han gå efter de brunøjede? de mørklødede? mænd med skæg? dem, der taler med accent – eller dem, der går med sjovt tøj?
Og hvad kan en muslim på sin side gøre for at slippe uden om inkvisitionen? lyve om sit religiøse tilhørsforhold? gifte sig med en ikke-muslim? gifte sig i Malmö eller Flensborg – eller leve papirløst?
Nå, spøg til side.
DET KAN synes nødvendigt at præcisere, at herboende muslimer med indvandrerbaggrund faktisk kommer fra retssamfund med kodificerede familieretlige bestemmelser. Samfund, hvor ægteskaber og skilsmisser skal registreres hos myndighederne for at have civilretlig gyldighed – og for at ægteskabelige tvister kan indbringes for retten.
I mange muslimske lande (som f.eks. Egypten, Irak, Jordan, Libanon, Libyen og Tunesien) vanker der sågar fængsel el. bødestraf for både imam, vidner og ægtefæller, hvis man undlader at registrere en forrettet vielse. På samme måde fastslår Kirkeministeriet i sin skrivelse til imamer, der får vielsesbemyndigelse, at bemyndigelsen kan tilbagekaldes i tilfælde af misbrug: Hvis imamen f.eks. foretager en vielse uden at indberette den til de borgerlige vielsesmyndigheder, eller hvis han vier en person, som i forvejen er lovformelig gift.
Ifølge den internationale familieret er et i udlandet indgået ægteskab gyldigt, med mindre de gængse regler i det fremmede ægteskabsland ikke er overholdt. Ifølge samme internationale familieret skal også udenlandske afgørelser om skilsmisse anerkendes gensidigt.
Dette burde strengt taget ikke være noget problem, idet det er enhver muslimsk kvindes ret at søge skilsmisse – både ifølge Koranen, ifølge Profetens sædvane og ifølge de muslimske landes aktuelle familieret. Når nogle muslimske mænd ikke ønsker at anerkende deres hustrus ret til skilsmisse, skyldes det ene og alene hensynet til deres egen og deres families ære. Manden bliver betragtet som et skvat, hvis hans kone søger om skilsmisse. Dette problem kan ikke løses ved, at muslimske ægtepar i deres ægteskabskontrakt skal indføje en klausul om gensidig anerkendelse af retten til skilsmisse.
MUSLIMER i Danmark har rod i mange forskellige lande, der hver især har kodificeret de traditionelle sharia-regler på deres egen måde. Disse klassiske sharia-regler eller lovskoler blev første gang formuleret i 800-tallet på basis af Koranen og Profetens udtalelser og sædvane (de såkaldte hadith-samlinger), og er i de efterfølgende århundreder til en vis grad løbende blevet tilpasset de faktiske kulturelle, sociale og politiske forhold. Sluttelig er de – ofte lige efter kolonitidens ophør – blevet kodificeret i moderne lovkodeks. Saudi-Arabien er det eneste land, der ikke har et sådant moderne kodeks.
Når førstegenerations muslimer taler om ’sharia’, vil de mange gange forbinde det med sædvaneretten og den aktuelle lovgivning i de lande, de er vokset op i – hvorimod deres børn og børnebørn mere søger deres viden om ret og uret i de klassiske sharia-regler eller lovskoler.
Som det har været tilfældet mange steder i verden, har det også i de muslimske lande fortrinsvis været mænd, der har fortolket de religiøse skrifter og kodificeret de regler, man har udledt af disse. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der er opsat en række betingelser for, at en muslimsk kvinde kan få skilsmisse – medens manden ikke behøver at angive nogen som helst grund for sit ønske om skilsmisse.
DET INTERESSANTE er, at de betingelser, der i dansk ret giver en ægtefælle ret til umiddelbar skilsmisse uden forinden at være separeret, ligner de regler, der giver muslimske kvinder adgang til skilsmisse i den klassiske sharialov og i moderne familieret:
1) Hvis ægtefællerne har levet adskilt i en vis periode 2) Hvis der er tale om grov vold 3) Hvis den anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab (dette kræver dog, at den muslimske kvinde tager højde for situationen i en udvidet ægteskabskontrakt) 4) Ved utroskab (dette kræver også en udvidet ægteskabskontrakt) 5) Hvis en ægtefælle ulovligt fører et fællesbarn ud af landet (den fraskilte forælder, der har omsorgsmyndigheden over et mindreårigt barn, må ikke hindre den anden part i at se barnet)
Når to kulturer og retssystemer mødes, vil der altid være problemstillinger at diskutere og tage højde for. Eksempelvis har ægtefæller særeje – både ifølge Koranen, den klassiske sharia og langt de fleste muslimske landes nutidige familieret – hvilket dog kræver særskilt ægtepagt ifølge dansk ret. I de muslimske lande er det oftest faderen, der ved skilsmisse får den juridiske forældremyndighed over mindreårige børn – i Danmark er det oftest moderen.
Alle muslimske og kristen/muslimske par burde i øvrigt opfordres til at oprette et særskilt dokument for at tage højde for de kønsdiskriminerende regler, der har sneget sig ind i de muslimske landes traditionelle sædvaneret og aktuelle familieret. Et sådant dokument er vigtig for det tilfælde, at man måske ad åre bosætter sig i et muslimsk land – eller i tilfælde af, at manden dør under familiens ophold i hans oprindelsesland. Da kan det være yderst vigtigt for enken at have en udvidet kontrakt for at sikre sin egen og sine børns fremtid – bl.a. til at kunne få den juridiske forældremyndighed over mindreårige børn og til frit at kunne rejse tilbage til Danmark med børnene.
FOR CIRKA 13 år siden blev jeg for første gang opmærksom på, at religiøse ledere fra Al-Azhar-Universitetet i Cairo påpegede, at muslimer bosat som mindretal i ikke-muslimske lande, naturligvis skulle følge de dér gældende love og ikke – med henvisning til islam – gøre krav gældende over for det ikke-muslimske omgivende samfund. At muslimer skal overholde deres opholdslands love og regulativer er i de senere år blevet gentaget igen og igen af forskellige vestlige islamiske råd og tænkere.
Når muslimer således af anerkendte religiøse ledere opfordres til at følge lovene i et ikke-muslimsk land, må den naturlige konsekvens være, at muslimske lande også må anerkende ægteskaber og skilsmisser bevilget af ikke-muslimske instanser. The European Council for Fatwa and Research har rent faktisk i en udtalelse i maj 2000 præciseret, at skilsmisse bevilget af ikke-islamiske myndigheder er bindende for muslimske par. Hvis et muslimsk par har indgået ægteskab ifølge ikke-islamiske regler, må de følge samme regler i tilfælde af skilsmisse.
Den forhenværende præsident for the Islamic Society of North America, Dr. Muzammil Siddiqi, har i en udtalelse i nov. 2002 opfordret de religiøse centre til at anerkende skilsmissekendelser afsagt ved amerikanske domstole og til at give de implicerede parter en skrivelse, der bekræfter den amerikanske domstols beslutning, således at parret også betragtes som skilt ifølge islamisk lov. Der er tale om en bekræftelse, der skal gives uden forbehold og uanset ægtemandens evt. modstand imod skilsmissen.
SÅ VIDT – SÅ GODT. Dilemmaerne opstår, når mindretals-muslimer begynder at omdefinere traditionelle institutioner og tillægge dem ny betydning. I de muslimske lande indgår man ægteskab foran en embedsmand, en jurist (fqih). Minoritets-muslimer taler om ’islamisk’ ægteskab, der indgås foran en imam i moskéen.
I princippet er en islamisk vielse en religiøs-borgerlig vielse, der skal registreres hos de civile myndigheder for at være gyldig. Blandt minoritets-muslimer er det imidlertid en udbredt praksis kun at benytte sig af den religiøse del – og undlade at registrere vielsen hos de civile myndigheder. Det betyder, at ægtefællerne i henhold til dansk lov lever papirløst, og at deres børn betragtes som ikke-ægtefødte.
At sådanne ’islamiske’ vielser heller ikke har juridisk gyldighed i de muslimske lande (om ikke alle, så i hvert fald mange), kommer nok bag på mange af de implicerede. En engelsk konvertit blev faktisk sidste år i Marokko idømt fire måneders fængsel for at have undladt at lade sin ’islamiske’ vielse med en marokkansk kvinde (foretaget i London) registrere forskriftsmæssigt.
Og for nogle år siden opstod der panik i mange herboende dansk/marokkanske ægtepar, fordi det gik op for dem, at de marokkanske myndigheder ikke anerkender her i landet indgåede ’islamiske’ vielser – og at deres børn derfor ifølge marokkansk lov var født uden for ægteskab af forældre, der levede i et illegitimt forhold! Parrene skulle en tur omkring rådhuset for at få deres ægteskab anerkendt i Marokko.
DE DANSKE myndigheder bør efter min opfattelse ikke begynde at anerkende vielser, der ikke er anerkendt i andre lande. Det kan ikke være rigtigt, at Danmark skal lave særlove for at beskytte kvinder, der ligger i skilsmisseforhandlinger efter et ægteskab, der aldrig har været registreret hos myndighederne hverken her eller i det land, den ene eller begge ægtefæller stammer fra. Det kan ikke være rigtigt, at en kvinde kan få sin ex-mand dømt til at betale brudegave (mahr) i forbindelse med en ægteskabskontrakt, der aldrig er registreret hos nogen myndigheder.
Er man moden nok til at indgå ægteskab, må man også anses for at være moden nok til at overskue konsekvenserne af sine valg. Fravælger man den retsbeskyttelse, som en vielse med borgerlig gyldighed giver ægtefæller og børn, kan man ikke forvente, at den danske stat træder til, når alting ikke lige går som forventet.
Sådanne ’islamiske’ vielser – der altså er fuldstændig blottet for den retssikkerhed for både ægtefæller og børn, som en korrekt registreret islamisk vielse indeholder – forrettes i øvrigt af imamer både med og uden Kirkeministeriets bemyndigelse til at forrette vielser med borgerlig gyldighed. Jeg har f.eks. oplevet, at danske kvinder sidder med en ’vielsesattest’ skrevet med kuglepen på et ark fra en A4-blok – og som selv sagt aldrig har kunnet få skriftlig bekræftelse på, at de er ’islamisk’ skilt.
DER ER mange lag i problemstillingen om muslimske kvinders ret til skilsmisse, og det nytter ikke at komme med lappeløsninger. Det mest nærliggende er at gøre, som man gør i andre europæiske lande som f.eks. Tyskland og Frankrig: Alle skal en tur på rådhuset for at blive viet med borgerlig gyldighed – og en tur omkring statsamtet el. rådhuset for at blive skilt igen. Om man også vil vies (og skilles) på religiøs vis i det ene eller andet trossamfund, er op til de enkelte. Det er turen på rådhus og statsamt, der tæller i forhold til myndighederne – både her og i udlandet.
Hvilken model de kommende ægtefæller vil vælge, må de som voksne, ansvarlige og selvstændige individer kunne tale om inden ægteskabets indgåelse. Hvis brudgommen ikke ønsker at give sin familie den retsbeskyttelse, som en vielse med borgerlig gyldighed giver, skulle bruden måske overveje at se sig om efter en anden brudgom!
Der er brug for en massiv oplysningskampagne i det muslimske miljø – både for at oplyse om den borgerlige vielses juridiske indhold, og for at få de stedlige religiøse instanser til at anerkende skilsmisser bevilget efter dansk lov. Her kunne man passende henvise til de før omtalte udtalelser fra Al-Azhar, Det europæiske fatwa-råd og ansete religiøse ledere i Vesten. Og for at hjælpe alle de par, der af uvidenhed allerede har indgået et ’islamisk’ ægteskab uden at kende konsekvenserne deraf, kunne man måske indføre et års frit lejde til at få lagt turen omkring rådhuset for at få papirerne bragt i orden.
PÅ LÆNGERE sigt vil muslimerne sandsynligvis forsøge at oprette et uvildigt råd af jurister, som kan mægle og rådgive de muslimer, der ikke ønsker at bruge tilsvarende danske institutioner. Hvis et råd af den art skal fungere optimalt, kræver det ikke kun, at juristerne er højt uddannede og taler perfekt dansk, men også, at de har situationsfornemmelse, er fortrolige med dansk familie- og sædvaneret og har mod til at se på de traditionelle sharia-regler med nye øjne. De skal ikke kun følge udviklingen i de muslimske lande (f.eks. er det med en reform af familieretten i Marokko i 1993 lykkedes at få afskaffet en lov, der faktisk tillod fædre og værger at tvangsgifte deres børn og myndlinge for at sikre, at disse holdt sig på dydens smalle sti) – de skal i høj grad også gå foran i bestræbelserne for at bringe islam tilbage til, hvad den var i de første tider: åben, levende, dynamisk og rummelig.
© Aminah Tønnsen, 2004
Fra: Politiken 8. marts 2004