TEKST 25
INTERVIEW MED AMINAH TØNNSEN OM MOSKEER
Kommer du i nogle af moskeerne i Danmark?
Ligesom en del andre danske muslimer, der lever ligesom jeg, går jeg ikke regelmæssigt til fredagsbøn. Man hører aldrig om dem, for de vil gerne have lov til at være muslimer uden at der bliver gjort stor ståhej ud af det. Vi oplever, at man – når man her i Danmark går til fredagsbøn eller regelmæssigt kommer i en bestemt moske – nærmest bliver identificeret med stedets imam og de holdninger, han repræsenterer. Jeg kender faktisk et ’blandet’ ægtepar, der cirkulerer fra en moske til en anden for netop at undgå at blive rubriceret på denne måde.
Sproget kan også være en barriere, for man skal jo helst forstå, hvad der bliver sagt fra prædikestolen; men hovedproblemet er, at jeg ikke kan identificere mig med de holdninger, der kommer til udtryk. Så foretrækker jeg at bede hjemme hos mig selv, og det har jeg det godt med. Nogle af mine veninder har decideret følt sig uvelkomne i visse moskeer, fordi der er en ubehagelig tendens til, at man skal ensrettes i det ydre for at blive accepteret af de andre kvinder. En anden har været ude for at komme et sted, hvor hun fik at vide, at der ikke er plads til kvinder. Hvad er det for noget? Man indretter en moske, og så er der ikke plads til kvinder?
Mener du, at der er brug for en anden slags moskeer end dem, der eksisterer?
Helt klart. Jeg kender flere – kvinder såvel som mænd – der føler stort ubehag, når imamen råber ud over forsamlingen fra prædikestolen og moraliserer, som om han stod over for en flok uvorne unger. Det er ikke, hvad man forventer af en fredagsprædiken. Jeg har som sagt valgt den ugentlige fællesbøn fra; men i fastemåneden kommer jeg i en bosnisk moske, og når jeg skal vise elever eller voksne rundt i en moske og fortælle om islam, vælger jeg den albanske moske. Dér føler jeg mig velkommen og som en del af fællesskabet.
FRA: Kate Østergaard: ”Danske Verdensreligioner Islam” (2006, 117-118).