TEKST 62 

INTERVIEW MED AMINAH TØNNSEN OM TØRKLÆDET

Gik du med tørklæde i starten?
I de år, hvor jeg boede i Marokko, gik jeg aldrig med tørklæde; men da vi flyttede til Danmark, kunne jeg mærke på min mand, at det var vigtigt for ham, at jeg dækkede mit hår. Når man flytter til fremmede omgivelser, hænder det ofte, at traditioner, man er opvokset med, pludselig bliver meget vigtige for én. Og min mand kom jo fra en kultur, hvor en gift kvinde traditionelt dækker sit hår. Så jeg tog tørklæde på, når jeg færdedes i offentligt rum, og det var sådan set meget praktisk, for jeg cykler meget. Men når jeg f.eks. var på arbejde, tog jeg tørklædet af, for det betød jo ikke noget for mig personligt. Jeg tror, at det er en meget menneskelig måde at reagere på, når man flytter til fremmede omgivelser: Man finder tryghed i velkendte traditioner. Jeg kan nu i bakspejlet se, at jeg reagerede på nøjagtig samme måde, da jeg flyttede til Marokko. Der var nogle ganske bestemte ting, som ingen skulle komme og fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre! Jeg ser Koranens vejledning som en opfordring til at klæde sig anstændigt.

Hvad betyder anstændigt så?
Det betyder, at tøjet dækker det meste af kroppen, er løst og ikke gennemsigtigt. Og for ikke at vække opsigt, bør man klæde sig, som man nu gør det pågældende sted. Hvis jeg rejser til Saudi-Arabien eller et andet sted, vil jeg naturligvis klæde mig, som kvinder på min alder gør dér. Den anstændige klædedragt skal beskytte én imod forulempelse. Man kan naturligvis diskutere, hvad forulempelse er; men bare det at blive opfattet på en bestemt måde, fordi man går klædt på en bestemt måde, er efter min opfattelse krænkende. Jeg mener også, at det er en grov krænkelse, at tilfældige kvinder med tørklæde bliver fotograferet i offentligt rum og igen og igen vist på fjernsynet, når deres tro og traditioner – som er en del af deres identitet og hele liv – bliver nedgjort og omtalt som problematiske, uønskede og andenrangs. Hvem har spurgt dem? Jeg vil gerne selv bestemme, hvornår jeg skal i tv-avisen, og derfor må jeg klæde mig og opføre mig, så jeg ikke vækker negativ opmærksomhed.

Du er blevet skældt ud af andre muslimer pga. tørklædet. Der er nogen, der anklager dig for at være selektiv?
Det handler i bund og grund om skriftsyn og om at vide, i hvilken kontekst en bestemt passage blev åbenbaret. Koranen er åbenbaret i Arabien, og passagen om klædedragten er åbenbaret i en mellemkrigstid, hvor der herskede lovløshed i Medinas gader, og hvor nogle mænd havde svært ved at holde sig fra andres kvinder. Men selvom man læser teksten bogstaveligt, så står der ikke eksplicit, at man skal have tørklæde på. Man opfordres til at dække sin halsudskæring slet og ret – og så er det vel naturligt, at man opfordres til at gøre det med hoveddækket, der altid har været en del af den gængse arabiske klædedragt for både kvinder og mænd. Men det betyder jo ikke, at alle kvinder fra dengang og til Dommedag skal bære nedringede kjoler, der kræver tildækning, og at denne tildækning skal ske ved hjælp af et tørklæde. Ser man på det billedligt, så kan man jo hylle sig i et usynligt slør ved at man – i kraft af beskeden opførsel og klædedragt – signalerer, at man ikke er til hvad som helst i forhold til fremmede mænd. I øvrigt er det tankevækkende, at ordet hijâb, der bruges om tørklædet eller om muslimske kvinders klædedragt generelt, kun forekommer otte steder i Koranen, men intetsteds i forbindelse med hverken klædedragt eller generel kønsadskillelse. Det vers, der traditionelt er blevet kaldt hijâb-verset, handler om markering af en grænse mellem Profetens privatsfære og offentligt rum, mellem Profetens hustruer og hans mandlige bekendte.

Hvad så med hadith?
Hadith-udsagnene er jo også udtryk for en ganske speciel social, historisk og politisk kontekst. Her i Danmark er situationen nøjagtig omvendt: Man bliver chikaneret og måske endog diskrimineret, når man klæder sig arabisk for bevidst at udskille sig fra mængden. Jeg er aldrig selv blevet forulempet. Beskyttelsen ligger i, at man ikke vækker opsigt, at man ser på formålet. Blufærdighed opfattes forskelligt i forskellige kulturer og tidsaldre. I et land som Saudi-Arabien vil de fleste mene, at en kvinde, der går i vandet med alt tøjet på, er en god, anstændig kvinde. Eller rettere, at manden har styr på sine koner og døtre. Men når kvinden stiger op af vandet, vil tøjet klistre til hendes krop, og så vil man i andre kulturer tænke: ”Nej, hvor sexet!” En handling kan have den stik modsatte virkning i forskellige kulturer, og så er man nødt til at se på formålet snarere end på bogstaven. Når man tilhører et mindretal, må man prioritere. Jeg har f.eks. svært ved at forstå, at nogle kvinder i Tyrkiet vælger tørklædet frem for uddannelsen, når den politiske situation nu engang er, som den er. Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog, var en opfordring til at søge viden og til at sørge for, at denne viden blev videregivet og bevaret for eftertiden. Vigtigheden af viden betones igen og igen. Hvis jeg stod i en situation, hvor jeg skulle vælge mellem uddannelse og tørklæde, ville jeg uden tøven vælge uddannelsen, og så kan man jo tage tørklædet på, når man forlader universitetet eller arbejdspladsen. Det kender jeg flere, der gør her i landet. De vil gerne bidraget il samfundet og bedømmes på deres kvalifikationer og menneskelige egenskaber – i stedet for at sættes i bås på grund af et tørklæde.

* * * * *

Aminah Tønnsen lægger stor vægt på det, hun mener, er hensigten og intentionen med versene og står derved for en modernistisk tolkning. Tønnsen følger i sin tolkning af de pågældende koranvers en tendens blandt nogle muslimske feminister, såsom den marokkanske sociolog Fatima Mernissi, der har gennemført en omfattende analyse af disse koranvers. Det er en tendens hos disse feminister, at de næsten kun beskæftiger sig med koranvers og udelader hadith.

FRA: Kate Østergaard: ”Danske Verdensreligioner Islam” (2006, 223-225)