Tekst 10

Rituel slagtning

Forfatter og debattør Aminah Tønnsen, der er konverteret til islam, diskuterer begrebet ”human slagtemetode” i relation til traditionel dansk industrislagtning og muslimsk halal-slagtning. 

Med stadig stigende undren har jeg i de seneste ti år fulgt den hjemlige mediedebat om de rituelle jødiske og islamiske slagtninger (schæchtning og halal-slagtning).
I årenes løb er der i medierne blevet citeret fra utallige videnskabelige undersøgelser; men beskyldninger om usaglighed og dyremishandling er føget gennem luften. Og visse politikere, dyreværnsfolk og andet godtfolk har gang på gang udtrykt forargelse og væmmelse over jøders og muslimers “barbariske og middelalderlige rituelle slagtemetode” og plæderet for en ’human slagtemetode’.
Det rejser uvægerligt spørgsmålet, om den på danske slagterier i vore dage gængse slagtemetode overhovedet kan karakteriseres som ‘human’:

  • For når mennesker bliver stuvet sammen på lastbiler eller bliver lukket inde i togvogne uden hverken vådt eller tørt og kørt til dødslejre, kalder man det ‘holocaust’ – men når fjerkræ, svin eller kvæg udsattes for samme behandling, er det åbenbart led i ‘en human slagtemetode’!
  • Når mennesker tvinges til at overvære vold eller drab på blot en enkelt artsfælle, kalder man det ‘tortur’ – men når fjerkræ, svin eller kvæg på stribe udsættes for samme behandling, er det åbenbart led i ‘en human slagtemetode’!
  • Når et menneske bliver hængt op i benene med hovedet nedad, eller med magt får presset hovedet ned under vand, eller imod sin vilje bliver udsat for elektrochok, kalder man det ‘tortur’ – men når fjerkræ udsættes for samme behandling, er det åbenbart ‘en human slagtemetode’!
  • Når et menneske får en kugle for panden, kalder man det ‘et barbarisk mord’ – men når svin eller kvæg udsættes for samme behandling, er det åbenbart ‘en human slagtemetode’!

Ikke desto mindre er dette, hvad der går forud for enhver slagtning (rituel eller ej) på et almindeligt dansk slagteri, og det burde ikke komme bag på nogen, at dyr efter en så uværdig behandling er både skræmte og bange. Efter sigende skulle det endog ikke være ualmindeligt, at slagtedyr får hjerteslag af stress, inden de overhovedet når frem til skafottet.
I januar 1997 overværede en flok politikere og dyrlæger en ‘industrialiseret’ udgave af en jødisk schæchtning på NV OX slagteriet i Slagelse.
De fleste af dem, der overværede slagtningen, gav efterfølgende udtryk for ubehag af forskellig grad. Selv er jeg overbevist om, at de fleste af os, der ikke til daglig færdes på et slagteri, vil få det dårligt af at overvære en hvilken som helst form for industriel slagtning af et større dyr (alene på grund af lugten og mængden af blod) og miste lysten til at spise kød – om ikke for altid, så i hvert fald i flere dage.
Det ville unægtelig have klædt DR1-journalen, om man i april 1997, da man viste en jødisk schæchtning, havde vist en ‘almindelig’ industriel slagtning i samme udsendelse. Så havde man måske efterfølgende fået en seriøs debat i stedet for blot en gentagelse af de sædvanlige klichéer og fordomme. For naturligvis er dyrene – uanset slagtemetode – skræmte over postyret ved en industriel slagtning. Dyrene har – uanset slagtemetode – naturlige reflekser og dødskramper. Og naturligvis flyder der blod – uanset slagtemetode.

OG HVIS DET VIRKELIG ER DYRENES VELFÆRD, DER LIGGER BEFOLKNINGEN OG POLITIKERNE PÅ SINDE, BURDE AL INDUSTRIEL OPDRÆT OG SLAGTNING ØJEBLIKKELIG FORBYDES. ALT ANDET ER REN OG SKÆR HYKLERI.

Det er nemlig ganske uladsiggørligt at udføre en korrekt islamisk halal-slagtning under industrielle forhold, idet en sådan forudsætter en lang række hensyn til slagtedyret:

  • For at mindske smerten må dyret hverken føle sult eller tørst i tiden op til slagtningen.
  • Dyret bør håndteres med ro og venlighed for ikke at blive nervøs og bange.
  • Andre dyr må ikke slagtes i dyrets nærvær.
  • Kniven skal være så skarp som overhovedet muligt, men må ikke skærpes i dyrets nærvær.
  • Snittet skal være hurtigt og præcist.
  • Strube og spiserør gennemskæres sammen med halspulsåren, men rygmarven må ikke beskadiges.
  • Derudover må man under ingen omstændigheder skære i dyret eller flå det, før de allersidste, naturlige krampetrækninger er ebbet ud.

Islam stiller naturligvis krav til human behandling af dyr. Flere og flere muslimer stiller i dag også krav om, at de dyr, der ender på deres middagsbord, ikke kun slagtes, men også opdrættes og transporteres på human og ansvarlig vis. De mener, at selv den mest korrekte halal-slagtning uden (eller med) forudgående bedøvelse ikke kan ‘halal-gøre’ (dvs. lovliggøre) en tremmekalv, en burhøne eller et dyr, der er proppet med antibiotika, vækstfremmere eller foderblandinger, der indeholder kødbenmel fremstillet af slagteriaffald og selvdøde eller nødslagtede dyr af alle slags (incl. svin).(*)
At nogle islamiske lærde i de senere år har tilladt, at slagtedyr bedøves forud for halal-slagtning og end ikke har stillet krav om human opvækst og behandling af de implicerede dyr, er ikke mindre end en skandale og en hån mod Islam og de muslimer i de såkaldt islamiske lande, der i tillid til deres ledere spiser importeret halal-mærket kød. Vi, der bor her i landet, har trods alt mulighed for at gennemskue, hvad der foregår – og kan handle derefter.
Af diverse europæisk-islamiske tidsskrifter fremgår, at mange muslimer føler sig dybt forurettet over de konstante angreb på halal-slagtningerne og over de tiltag, der overalt søges indført for at gøre de rituelle slagtninger mere ‘spiselige’ for majoritets-befolkningen (bl.a. bedøvelse enten lige før eller umiddelbart efter halssnittet).
Føler man sig truet og ugleset, har man tendens til at rykke tættere sammen og være endnu mere påpasselig med at overholde traditioner og regler. Men i stedet for at gå til Koranen, hvis rammelov er så rummelig, at den kan tilpasses alle tidsaldre og alle omstændigheder – også en minoritets-situation – har man som så ofte før fortrinsvis lyttet til teologiske udredninger, der er blevet til i helt andre kulturer og helt andre tidsaldre. F.eks. i samfund, hvor dyrene græssede frit omkring kun overvåget af en enkelt hyrde, hvor klanlederen fra tid til anden slagtede et dyr eller to, hvor ‘industri’ var et ukendt begreb – og hvor muslimerne udgjorde majoriteten.
Muslimske ledere overså også, at der her var en oplagt lejlighed til også at diskutere dyrevelfærd i almindelighed – i stedet for udelukkende at fokusere ensidigt på dyrenes sidste sekunder. Ikke underligt, at manden på gaden opfatter muslimer som ‘dyremishandlere’.

I virkeligheden er det såre enkelt:

  • Koranen forbyder spisning af
    1) kød af selvdøde dyr, blod og svinekød og
    2) kød af dyr, der ved et uheld har mistet livet ved kvælning, et voldsomt slag, et styrt, eller som er stanget til døde eller dræbt af vilde dyr. Har man mulighed for at slagte et sådant dyr på tilbørlig vis, inden det forbløder, er det dog tilladt at spise, samt
    3) kød af dyr, der er indviet til andre end Gud, så som hedensk offerkød.
  • Koranen tillader spisning af det forbudte, dersom nøden tvinger én – for livet er helligt og går forud for loven.
  • Koranen påbyder, at Guds navn nævnes over det kød, der skal spises.
  • Koranen tillader kød, der er slagtet af jøder og kristne. (de lærde er dog ikke helt enige om fortolkningen af dette udsagn)
  • Detaljer vedrørende den korrekte slagtemetode findes i traditionssamlingerne.

Med andre ord: Muslimer skal – om muligt – slagte deres egne dyr på den foreskrevne måde. Er dette af en eller anden årsag ikke muligt (f.eks. på rejse eller i en minoritets-situation), er det tilladt at spise kød, der er slagtet af jøder og kristne. Den jødiske schæchtning kan sidestilles med den islamiske slagtemetode. Da de kristne ikke nævner Guds navn over slagtedyret, bør den enkelte selv sige “bismillah allahu-akbar” før man spiser af kødet. (Tilladelsen gælder naturligvis ikke selvdøde dyr, blod eller svinekød, medmindre der er tale om en nødsituation.)
Så hvorfor gå på kompromis med en slagtemetode, som man opfatter som den mest humane? Og hvorfor gøre det hele så kompliceret, når Koranen udtrykkeligt advarer imod at forbyde ting, som Gud har tilladt?
Rom blev ikke bygget på én dag. Tålmodighed og udholdenhed er en dyd – også ifølge Koranen. Jeg er ganske sikker på, at den rituelle slagtning med tiden ville være blevet accepteret i den danske befolkning, hvis jøder og muslimer i skøn forening havde plæderet for sagen på en fornuftig og saglig måde. Og når muslimer havde bevist, at de er lige så gode og nyttige samfundsborgere, som enhver anden borger i dette land – og at Islam og danskhed sagtens kan gå op i en højere enhed. Man må yde for at kunne nyde.
Så kunne vi i mellemtiden glæde os over – og være taknemmelige for – at Koranen på nogle punkter lemper tidligere guddommelige love, Moseloven, ved f.eks. at tillade muslimer at spise kød slagtet af jøder og kristne. Og hvem siger i øvrigt, at vi absolut skal spise kød hver eneste dag?
Ved at give køb på islamiske principper og acceptere, at dyrene bedøves før den rituelle slagtning, har man imidlertid skudt sig selv i foden, for det vil være komplet umuligt at få indført en korrekt halal-slagtning, når man én gang har fraveget sine principper.
I den nuværende situation må vi så nøjes med at udnytte vor magt som forbrugere til at gå uden om burhøns, burhønseæg og tremmekalve. Og til højlydt og vedvarende at protestere imod kosmetik-industriens dyreforsøg, øre- og halekupering, indavl og fremavl af hunde og katte, der får fysiske og psykiske skavanker, transport af dyr, tyrefægtning og andre barbariske ritualer under dyrefestivaler i Spanien, tvangsfodring af gæs i Frankrig, hanekamp i Latinamerika og Asien, international handel med kæle-tropedyr, hvor kun 10-50% når frem i live osv. … Der er nok at tage fat på.

Indimellem har jeg det indtryk, at mange menneskers afstandtagen fra de jødiske og muslimske rituelle slagtninger dybest set skyldes en form for frygt for det rituelle – for det med mystik omgærede ukendte.
Faktisk sker der – udover det allerede nævnte – ikke andet ved en rituel slagtning, end at den jødiske slagter lige inden dyrets halspulsåre skæres over siger: “Lovet være Du, Herre vor Gud, Verdens konge, som har helliget os ved Sine bud og befalet os slagtning.” Og den muslimske slagter siger: “I Guds navn. Gud er større (end alt andet).” (bismillah. allahu akbar) – Ord, der skal minde os om, at hvert eneste dyr er et gudsskabt væsen, der lige som hvert eneste menneske har krav på omsorg og respekt fra fødsel til død.

© Aminah Tønnsen, 1997

Bidrag til: Allan Friis Clausen og Poul Storgaard Mikkelsen ”Det multikulturelle samfund – og det danske (2005, TEKST 10)

Note (*)
Denne oplysning stod i slutningen af 80’erne at læse på sække med hønsefoder. Siden januar 2001 har brugen af kødbenmel imidlertid være forbudt i hele Europa, da der er begrundet mistanke om, at kødbenmel er årsag til den frygtede kogalskab, der også menes at kunne overføres til mennesker.