Den til tider voldsomme debat for og imod stening viser for alvor, at muslimer har et meget forskelligt syn på kildeteksterne, dvs. Koranen og hadith-litteraturen.
Alle er dog enige om, at Koranens moralske og etiske forskrifter gælder begge køn, og at straffen for en specifik forbrydelse ifølge Koranen er ens for mænd og kvinder (hvilket dog ikke altid er tilfældet i det virkelige liv) – og at Koranen intet nævner om stening i forbindelse med utroskab.
Koranen anbefaler generelt, at seksualiteten kommer til udfoldelse inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab, og at den, der ikke har mulighed for at gifte sig, skal leve afholdende (24:33). Straffen for ikke-ægteskabeligt samkvem er 100 slag (24:2) – som i nogle få muslimske lande administreres ganske bogstaveligt, medens man langt de fleste steder for længst har konverteret slagene til den straffemetode, der er den mest udbredte i vore dage, nemlig fængselsstraf. Derudover er der en social straf, idet den utugtige kun må gifte sig med en ligeledes utugtig – eller med en afgudsdyrker(ske) (24:3). Den utugtige sætter sig selv uden for det gode selskab, så at sige.
Det præciseres imidlertid, at disse straffe kun træder i kraft efter behørig retssag med vidneføring. Ikke mindre end fire troværdige vidner skal have set selve akten (24:4-5 og 13). Det er ikke nok at have set, at to personer, der ikke er gift med hinanden, ligger under samme tæppe – man skal have set ”sværdet blive stukket i skeden”, som Profeten skal have sagt. At der stilles så store krav til bevisførelsen må alt andet lige betyde, at der snarere er tale om en kraftig opfordring til at holde sig til de ægteskabelige rammer eller gå stille med dørene, hvis man absolut ikke kan modstå fristelsen – end et ønske om at se de formastelige straffet.

Stening som straf for bevist utugt stammer fra hadith-litteraturen, og mange nutidige tænkere har gjort opmærksom på, at der er tale om en direkte modsigelse af Koranens ord. Gud siger nemlig i Koranen, at der kun er to tilfælde, hvor dødsstraf er én ud af flere muligheder – nemlig for overlagt mord eller kaos og ødelæggelse i landet (fasad fil ardh). Hvis nogen derudover dræber et menneske, vil det være, som om han dræber hele menneskeheden (5:32)!
Dødsstraf i form af stening giver ej heller nogen mening i forhold til den sociale straf nævnt i 24:3, for hvorledes kan en person, der er stenet til døde, indgå ægteskab?

Der har altid været islamiske tænkere, der enten helt eller delvist har afvist hadith-litteraturen som utroværdig, og som har fundet det ganske utænkeligt, at Profeten skulle have ordineret en straf, der er i modstrid med Guds åbenbarede ord, selveste Koranen. Det viser sig da også, at flere af udsagnene om stening omhandler utugtige jøder, der – som det er foreskrevet i Koranen – er blevet straffet i overensstemmelse med datidens jødiske retspraksis. De øvrige udsagn om stening af utugtige kvinder og mænd må enten stamme fra tiden før 24:2-5 blev åbenbaret – eller betragtes som et falsum.

Accepterer man stening som straffemiddel for utugt, sætter man dybest set spørgsmålstegn ved Koranens autenticitet såvel som ved Profeten Muhammads integritet som Guds profet.
Om ikke andet, så burde alene det faktum, at der de få steder, hvor Koranen nævner stening, er tale om, at gudsfornægtere truer profeter og andre troende med at stene dem til døde for at afskrække dem fra at prædike Guds ord (f.eks. 36:13-19), få alle diskussioner om stening af utro kvinder og mænd til at forstumme. Vil troende virkelig nedværdige sig selv til at bruge de samme straffemetoder som hedningene bruger?

© Aminah Tønnsen, 2006

Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 87).

Også: Jens Forman ”Islam og muslimerne” (2011, TEKST 36, med overskriften: ”Stening er ikke relevant”)