Den mindre Djihâd er en forsvarskrig – den eneste form for krig, Koranen tillader troende at føre. En forsvarskrig, der kan føres med mange forskellige våben, lige fra ord og pen til mere håndgribelige og dødbringende våben – alt efter, hvilke våben angriberen benytter sig af.
Den allertidligste tilladelse til at gribe til våben i selvforsvar blev givet i en åbenbaring, som Profeten Muhammad modtog kort efter udvandringen til Madîna år 622 – efter at muslimerne i 12 år var blevet hånet, boykottet, forfulgt og tortureret af de hedenske mekkanere. Det pointeres, at forsvaret skal ledes af en retfærdig, ydmyg og gudfrygtig leder, der uselvisk drager omsorg for samfundets svage og fattige og opretholder retfærdighed, lov og orden i landet. Retten til frit at kunne vælge at leve et liv i gudhengivelse må og skal forsvares.
Den angribende fjende omtales oftest som kafir/vantro (i betydningen gudsfornægter eller den, der – skønt troende af navn – i praksis ikke efterlever Guds Lov og f.eks. foretrækker mammon frem for Gud, undlader at udvise omsorg for medmennesket, er blasfemisk eller blander sin gudstro med overtro og hedenske traditioner) eller som mushrik/afgudsdyrker. Enkelte gange er der tale om munâfikûn/hyklere, der kun er troende af navn, men ikke mener det af hjertet. Det tages altså for givet, at oprigtigt troende jøder, kristne og muslimer ikke angriber hinanden indbyrdes. Dette må nødvendigvis forstås som en opfordring til at leve op til vort ansvar som menneske, som Guds forvalter og stedfortræder på jorden, til at stræbe efter at respektere hinandens forskelligheder og skabe enhed i mangfoldigheden i stedet for at kives og strides om vore indbyrdes forskelligheder. Og eftersom Koranens opfordring til djihâd gælder alle troende – både jøder, kristne og muslimer – gælder pligten til at forhindre ødelæggelse af gudshuse naturligvis både moskéer, klostre, kirker og synagoger. Gud er interesseret i hele menneskehedens velfærd:

Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville der herske kaos og ufred på jorden; men Guds nåde omfatter hele menneskeheden. (2:251)

Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi der er øvet uret imod dem. Gud har visselig magt til at hjælpe alle dem, der uretmæssigt er blevet fordrevet fra deres hjem, blot fordi de sagde: “Gud er vor Herre!” Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Gud hjælper visselig dem, der virker for Hans sag. Han er stærk og mægtig. (Tilladelsen gives til) dem, der – hvis Vi giver dem magt og myndighed på jorden – forretter bøn, giver almisse, påbyder det gode og forhindrer det onde. Den endelige dom er hos Gud. (22:39-41)

Gud belønner de undertrykte, der hjælper sig selv og forsvarer sig. Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og søger forlig, vil blive belønnet af Gud. For Gud elsker ikke de uretfærdige. Der påhviler ikke den forfulgte, der hjælper sig selv og forsvarer sig, nogen skyld. Kun de er skyldige, der undertrykker og forfølger andre og lader hånt om lov og ret. En smertelig straf venter dem. (42:39-42)

Koranen pointerer igen og igen, at det udelukkende er tilladt at gribe til våben i selvforsvar. Og selv om al krig er grusom, og man inderst inde ikke ønsker at gøre andre mennesker fortræd, så kan det være nødvendigt at gribe til våben, hvorved det ikke kan udelukkes, at man bliver nødt til at dræbe andre.
Man bør så vidt muligt undgå at føre krig på hellige enemærker og i de hellige måneder dhu’l-ka’da, dhu’l-hidjdja, muharram og radjab – harâm betyder både hellig og forbudt:

Kæmp for Guds Sag imod dem, der bekæmper jer; men overskrid ikke (grænserne), for Gud elsker ikke dem, der over skrider (grænser). Og dræb dem, hvor I (end) støder på dem og fordriv dem (fra de steder), de fordrev jer fra. Tyranni og kaos er værre end drab (i forsvar for trosfriheden). Men kæmp ikke imod dem ved Den Hellige Moské – medmindre de kæmper imod jer dér. Men hvis de bekriger jer dér, da dræb dem. Det er lønnen for dem, der søger at udrydde gudhengivelsen. Men hvis de ophører med at kæmpe (og giver sig hen til Gud), da er Gud visselig tilgivende og barmhjertig. Kæmp imod dem, indtil ingen mere forfølges (på grund af sin tro), og Gud alene tilbedes. Hvis de ophører (med deres ugudelige angreb), må ingen fortsætte kampen – undtagen imod dem, der (fortsat) undertrykker andre. En hellig måned for en hellig måned. Når helligt vanhelliges, er gengældelse tilladt. Hvis nogen er voldelig imod jer, da gengæld volden i lige mål; men frygt Gud og vid, at Han er med de gudfrygtige. (2:190-194)

© Aminah Tønnsen, 1996

Ovenstående uddrag af ”Djihad – hellig krig eller vejen til fred?” (Tønnsen, 1996) har været bragt i Allan Poulsen: ”Islamdebat. Om terrorisme, blasfemi og ytringsfrihed” (2008, TEKST 31).