Da verden i december 1998 fejrede 50-års dagen for vedtagelse af FNs menne­skerettighedserklæring, blev det ganske rigtigt påpeget, at FN siden da er blevet udvidet med 127 nationer med vidt forskellig kulturel, social og religiøs baggrund. Disse nye medlemslande har reelt ikke har haft noget valg: De har måttet acceptere erklæringens indhold og formuleringer for at blive accepteret i ”det gode selskab”.
Man har diskuteret, hvorvidt det overhovedet er muligt at formulere universelle menneskerettigheder; men i virkeligheden hersker der dog nok enighed om FN-erklærin­gens hovedprincipper.
FN og Vesten vil gerne se sig selv som ophavsmænd til menneskerettighederne, men det er faktisk muligt i Koranen – hvis arabiske tekst er en ordret gengivelse af de åbenbaringer, Profeten Muhammad modtog via ærkeenglen Gabriel i Arabien i årene 610-632 – at finde passager, der modsvarer stort set alle FN-erklæringens paragraffer.

Som det fremgår af de efterfølgende eksempler, indeholder Koranen dog fortrinsvis opfordringer til det enkelte menneske om at opfylde sine medmenneskelige forpligtelser – i stedet for at fokusere på menneskets ret til at stille krav til andre.
Mennesket adskiller sig fra den øvrige skabelse ved at have fået intellekt og handlefrihed. Handlefriheden er dog ikke ubegrænset, idet mennesket skal stå til ansvar for, hvorledes det har brugt sine evner og muligheder – om det har brugt dem til gavn for skabelsen (35:39).
Det arabiske ord for tro, dîn, betyder ”at stå i gæld til” – ligesom det latinske ord religio betyder ”at være bundet til”. Pligt- og ansvarsfølelse giver livet mening og indhold – og burde ligge til grund for ethvert menneskes handlinger, tanker, ønsker og bestræbelser. Menneskets bestemmelse er ganske enkelt at tjene Gud ved at tjene skabelsen (51:56), hvorved det vil nå den højeste grad af indre fred og harmoni.
Den, der ikke handler til gavn for almenvellet og ikke opfylder sine forpligtelser over for sig selv, sine medmennesker, dyrene og naturen, er vantro slet og ret (4:37).

Livets ukrænkelighed
Retten til liv sikres igennem udsagn om, at livet er helligt og ikke må tages, undtagen Guds Lov (Koranen) berettiger dertil – hvilket vil sige som gengæld for overlagt mord, for forræderi og blodig vold og terror. ”Hvis man ud over dette dræber et menneske, vil det være, som om man dræber hele menneskeheden – og hvis man redder eller sparer et liv (f.eks. ved at afstå fra sin ret til gengældelse), vil det være, som om man redder eller sparer hele menneskeheden” (5:35).

Menneskenes ligeværd
Menneskenes ligeværd udtrykkes igennem udsagn om, at alle mennesker er skabt af samme livscelle (49:13) – og alle er værdige for Gud.
Mennesket er lige fra starten af skabt som mand og kvinde – som par, der skal supplere og komplettere hinanden, som tilsammen udgør et hele. Kønsdiskrimination forebygges igennem utallige udsagn om kønnenes lige værd. Mænd og kvinder er hinandens beskyttere og fæller. Racediskrimination forebygges igennem udsagnet om, at forskellige etniske grupper er ”tegn for de indsigtsfulde” (30:21-22).
Ikke et eneste sted giver Koranen tilladelse til hverken at beholde krigsfanger som slaver, eller til at købe eller på anden måde erhverve nye slaver; men de slaver, der måtte forefindes i et samfund, bør behandles lige så anstændigt som enhver anden Guds skabning og bør gives mulighed for at løskøbe sig selv. Desuden indeholder Koranen forskellige anvisninger på eksisterende slaveris gradvise afskaffelse: Krigsfanger skal frigives kvit og frit eller imod løsepenge. At frigive eller frikøbe krigsfanger og slaver betegnes som en from gerning. Uagtsomt manddrab kan sones ved frigivelse eller frikøb af en slave. Også edsbrud kan sones ved frigivelse eller frikøb af en slave.

Krig og fred
Koranen går ud fra som en selvfølge, at troende jøder, kristne og muslimer ikke bekriger hinanden indbyrdes; men de har naturligvis både ret og pligt til at forsvare sig imod angreb fra vantro og afgudsdyrkere for at forhindre ufred og kaos og sikre retten til at dyrke Gud.
Det er dog kun tilladt at forsvare sig med midler, der ikke er skrappere end dem, angriberen bruger – og som altid er det tilgivelse og forsoning, der sættes højest. Imødegår man ondt med godt, kan det vel være, at ens bitreste fjende bliver ens mest fortrolige ven (41:34).
Selv i krigstider er det forbudt at nedslagte uskyldige mennesker og kvæg og ødelægge afgrøder. Krigsfanger skal behandles anstændigt og storsindet frigives – enten kvit og frit eller imod løsepenge, og enhver, der beder om asyl, har krav på beskyttelse.

Demokrati og ytringsfrihed
Retten til medbestemmelse i samfundsanliggender sikres igennem shûra-princippet, der påbyder en hersker at rådføre sig med sit folk, før afgørelser træffes (42:36-38).
En hersker skal være mild og venlig og stifte fred mellem stridende parter. En undertrykt befolkning har ret til at forsvare sig, medens undertrykkerne fordømmes. En leder må ikke så splid imellem forskellige befolkningsgrupper eller undertrykke én bestemt gruppe.   En opfordring til at dømme jøder, kristne og muslimer i henhold til deres respektive love, sikrer religiøse minoriteter en vis grad af autonomi.
Shûra-princippet indeholder implicit ret til ytringsfrihed, idet rådslagning nødvendigvis indebærer ret til at give sin mening til kende. Koransk frihed er dog aldrig grænseløs. Åbenlys urimelig kritik bør ikke fremsættes offentligt, og Koranen advarer imod at bespotte Gud og omgås gudsbespottere; men straffen for gudsbespottelse henlægges utvetydigt til det Hinsidige (5:76).

Trosfrihed
Trosfriheden sikres igennem en konstatering af, at der ikke kan være tvang i trosanliggender (2:256). Koranen forudser endog, at et menneske kan skifte mellem tro og vantro indtil flere gange op igennem et helt livsforløb. Enhver har frihed til at vælge sit eget religiøse ståsted (109:1-6), og det tilkommer intet menneske at (for)dømme mennesker, der tilhører en anden tro. Man bør naturligvis tale pænt til mennesker af anden tro og ikke tale nedsættende om deres tro.

Retssikkerhed og forsoning
Alle borgere sikres en retfærdig rettergang (4:58) – også, hvis egne slægtninge, indflydelsesrige personer eller anderledes troende er involveret. Enhver skal stå til ansvar for sine handlinger, og ingen må straffes for en forbrydelse, som andre har begået. En dom må kun fældes efter forudgående retssag med vidneføring. Den, der fremsætter falske anklager mod andre, bør straffes og aldrig mere bruges som vidne.
Koranen omtaler kun dødsstraf i forbindelse med overlagt mord og højforræderi, men angiver samtidig mildere alternativer: Skadeserstatning til offerets nærmeste for uagtsomt manddrab, og fængsel eller landsforvisning for højforræderi – og naturligvis tilgivelse for den angergivne. De virkelig indsigtsfulde nøjes med at kræve den mildeste straf, når der er flere muligheder – og Gud belønner den, der storsindet tilgiver og sparer liv ved at afstå fra sin ret til gengældelse. Målet er ikke hævn, men reform og fredelig sameksistens (41:34).

Social tryghed
Den sociale tryghed sikres igennem den obligatoriske skat, som det påbydes alle, der ejer mere end det fastsatte minimum, at betale til samfundets trængende (2:177).
Koranen indeholder flere opfordringer til at tage sig af forældre, ligesom den indeholder talrige opfordringer til at drage omsorg for forældreløse og andre trængende.
Pigers og kvinders ret til forsørgelse fra vugge til grav fremstår i Koranen som en faders, en ægtemands eller voksne børns forsørgelsespligt over for deres døtre, hustru eller trængende moder.

Uddannelse
Den allerførste åbenbaring, Profeten Muham­mad modtog, Koranen 96:1-5, er en opfordring til at søge viden, at bevare den og videregive den til andre. Viden er en dyrebar gave, og Gud vil ophøje de vidende. Og derved er alle – uanset køn – sikret retten til uddannelse.

Familien og privatlivets fred
Ægtefæller påbydes eksplicit at rådføre sig med hinanden om familieanliggender (2:233). Børns rettigheder sikres bl.a. igennem forbud imod at dræbe børn af frygt for fattigdom og påbud om at vise pigebørn lige så stor kærlighed og omsorg som drengebørn. Og forældre skal sørge for, at deres barn ammes i hele to år – enten af dets mor eller af en amme.
Enhver har ret til at kende sit biologiske ophav. For at fastslå faderskabet til et barn med rimelig sikkerhed, skal en fraskilt kvinde derfor vente i 3 mdr., før hun må gifte sig på ny – en enke skal vente 4 mdr. 10 dage. Af samme årsag er adoption forbudt; men plejeforhold kan oprettes, forudsat barnet beholder sit fødenavn og bevarer arveretten til sin biologiske familie. Retten til at kende sit biologiske ophav betyder også, at det ikke er tilladt at bruge rugemødre eller fremmede donorer ved kunstig befrugtning.
Privatlivets fred sikres igennem en opfordring til ikke at træde ind i andres huse uden udtrykkelig tilladelse (24:27-28). I omgangen med andre opfordres menneskene til at stifte fred mellem stridende parter, ikke at bespotte og bagtale hinanden, ikke være sarkastiske over for hinanden og hverken udspionere eller konspirere mod hinanden.

Som muslim tror man på, at Koranens budskab er universelt og evigtgyldigt. Menneskeheden udgør en helhed, og alle mennesker er indbyrdes afhængige af og forpligtede over for hinanden på tværs af kulturelle, sociale, religiøse, etniske og andre skel. At den enkelte handler ansvarligt er en nødvendig forudsætning for, at medmenneskets rettigheder ikke krænkes.
Flere islamiske organisationer har i de seneste år givet hver deres bud på, hvorle­des en islamisk menneskerettighedserklæring kunne udformes. Disse erklæringer adskiller sig fra FN-erklæringen på ét væsentligt punkt: Ved at nævne Gud som alle tings ophav og suveræne ejer af skabelsen, som mennesket kun har midlertidig råderet over.
Et eksempel herpå er The Universal Islamic Declaration of Human Rights, der blev vedtaget af The Islamic Council of Europe i 1981, der angiver relevante henvisninger til Koranen og hadîth.

© Aminah Tønnsen, 2001

Fra: ”Muslimer og kristne ansigt til ansigt” (Islamisk-Kristent Studiecenter 2001, 101-106).
Også trykt i: ”INSIKT – Den gemensamma nämnaren?” (Islamic Center i Malmø 2002, 90-93).