Koranen er ikke voldsforherligende

Weekendavisen #15, 12.–20. april 2017

Islam. Når ekstremister begrunder terror i Koranen, skyldes det en selektiv og fragmentarisk læsning.

Af AMINAH TØNNSEN

Med mellemrum fremsættes opfordringer til muslimer om at gøre op med ”Koranens voldelige elementer”. Ofte suppleret med en henvisning til: ”Dræb dem, hvor I end finder dem.”
At man overhovedet taler om ”Koranens voldelige karakter” er et glimrende eksempel på, at man kan få næsten hvad som helst ud af teksten, hvis man tager en enkelt sætning ud af den tekstuelle og/eller den historiske sammenhæng:
Den allertidligste tilladelse til at gribe til våben blev givet i en åbenbaring, som Profeten Muhammed modtog umiddelbart efter muslimernes udvandring til Medina i 622 – efter at de i tretten år var blevet ydmyget, hånet, boykottet, forfulgt, tortureret og forsøgt myrdet af deres flergudsdyrkende naboer og byfæller i Mekka. Og der er ganske utvetydigt tale om selvforsvar:

”Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi de har lidt uret … Hvis Gud ikke gav menneskene ret til at forsvare sig, ville både klostre, kirker, synagoger og bedehuse, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt” (22:39-41).

Knap et år senere blev Koranens andet kapitel åbenbaret. Versene 190-195 opfordrer til at

”Stræbe og kæmpe for Guds Sag imod dem, der bekriger jer; men vær ikke de første til at gribe til våben, for Gud elsker ikke angriberne. Dræb dem, hvor I støder på dem, og fordriv dem fra de steder, hvorfra de fordrev jer. Men hvis de nedlægger deres våben, da er Gud tilgivende og barmhjertig. Når helligt vanhelliges, er gengældelse tilladt. Hvis nogen angriber jer, da gengæld volden i lige mål; men nær ærefrygt for Gud (taqwa) og vid, at Han er med de ærefrygtige (taqwa)” (2:190-195).

Hvor uretfærdigt, man end synes, man selv eller andre bliver behandlet, skal konflikten søges løst med fredelige midler. Den angrebne bør række hånden ud imod fjenden og være parat til at tilgive den uret, der er blevet begået (42:43) og til at imødegå ondskab med godhed (41:34). Gengælder man en ond handling lige for lige, må man være bevidst om, at ens egen handling er lige så ond som modstanderens (42:40). Aldrig må man lade sig styre af had og hævngerrighed, men ”være retsindig, thi retsind er beslægtet med ærefrygt for Gud (taqwa)” (5:8).
I min seneste bog Islam – Koran, Hadith, Sharia har jeg gennemgået de vers, der i medierne ofte nævnes for at ”bevise”, at islam er en voldelig religion: 2:190-195, 4:88-91, 8:55-64, 9:1-6, 22:39-41, 16:126-128, 47:4-7, 49:9-10. Det viser sig, at der i alle disse passager er tale om forsvar imod angreb udefra. Endvidere indeholder alle passagerne en advarsel om at holde sig indenfor de af Gud fastsatte grænser for human krigsførelse, og flere af dem slutter med en opfordring til at afslutte kamphandlingerne så hurtigt som muligt.

Den direkte anledning til åbenbaring af passagen 9:1-6, der indeholder det famøse ”sværdvers”, var, at flergudsdyrkerne i Mekka i år 630 (ca. to år før Profeten Muhammeds død) angreb muslimske pilgrimme. Derved brød de den fredspagt, de havde indgået med muslimerne i 628 for en periode på ti år. Pagten skulle sikre muslimerne ret til at besøge deres slægtninge i Mekka og til at foretage den årlige pilgrimsfærd.
Efter angrebet opfordrede Gud muslimerne til at opsige pagten med fire måneders varsel i håb om, at flergudsdyrkerne ville besinde sig og genoprette freden (9:1-3).
Når fristen på de fire måneder efter kundgørelse af pagtens opløsning var omme, måtte muslimerne forsvare sig imod fjendtligheder fra de tidligere pagtfællers side. I den situation, dvs. åben forsvarskrig, kunne det være nødvendigt for muslimerne at ”dræbe dem, hvor I end finder dem, tage dem til fange, omringe dem, lægge sig i baghold eller passe dem op” (9:5).
Så længe muslimerne var under angreb, havde de pligt til at forsvare sig. Flergudsdyrkere, der nedlagde deres våben, eller som gav udtryk for at ville bekende sig til islam, skulle naturligvis sættes fri og beskyttes (9:5-6).
Der er derfor heller ikke i denne passage (9:1-6) tale om carte blanche til at dræbe alle ikkemuslimer, fordi de ikke er muslimer, som det ofte påstås, men om at forsvare sig imod angreb.

Alligevel bruger vore dages ekstremister og terrorister de ovenfor nævnte passager til at legitimere deres grusomme handlinger. Skrupelløse, afstumpede ledere bilder de uvidende masser ind, at det såkaldte sværdvers har ophævet de mange vers, der opfordrer til tålmodighed, til trosfrihed, til retsind og til fredelig sameksistens på tværs af alle skel. Og at Paradis venter forude for dem, der slår anderledes tænkende mennesker ihjel.
Selvom det er praksis i visse såkaldt islamiske lande, kan dødsstraf for frafald fra islam, for blasfemi og for kønslig omgang udenfor ægteskab ikke legitimeres ud fra Koranen.
Tværtimod præciseres det i 5:32, at der kun kan udstedes dødsstraf i to tilfælde: 1) for overlagt mord – med alternativer i form af kompensation og tilgivelse 2) for lovløshed og forræderi – med alternativer i form af en vanærende straf eller forvisning.
Eftersom Gud opfordrer menneskene til at søge den bedste løsning, når der er flere alternativer (39:17-18), burde dødsstraf ikke forekomme i et retfærdigt samfund.
For mig er der ingen tvivl om, at kampen imod jødehad, diskrimination og radikalisering blandt andet består i at imødegå de yderligtgåendes islamforståelse med argumenter fra de samme kilder, som de selv påstår at følge, nemlig Koranen og hadith-litteraturen.

Mange muslimer har i tidens løb plæderet for at ”vende tilbage til det oprindelige”, men er for langt de flestes vedkommende blevet stående på halvvejen, nemlig ved de fire juridiske skoler, der blev etableret i det 8. århundrede på basis af datidens læsning af Koranen og Profeten Muhammeds sædvane, den såkaldte hadith-litteratur, der ud over Profetens sædvane indeholder hans udsagn og anbefalinger om stort og småt i hverdagen. Disse udsagn blev viderefortalt fra mund til mund og først nedskrevet et par hundrede år efter Profeten Muhammeds død, og mange af dem strider imod Koranens helt grundlæggende vejledning.
TV2s ”Moskéerne bag sløret” viste med tydelighed, hvad man kommer ud i, hvis man ukritisk lader hadith-litteraturen gå forud for Koranens vejledning.
Hvis muslimerne skal ud af den blindgyde, de befinder sig i, må de – udover at læse Koranen med nye øjne – se med kritiske øjne på brugen af hadith-litteraturen samt på forholdet mellem Koranen og hadith-litteraturen. Lader man et hadith-udsagn gå forud for en tydelig anvisning i Koranen, sætter man dybest set spørgsmålstegn ved Koranens autenticitet og helt unikke særstatus som troens primære kilde.

Muslimer har altid tilpasset deres religiøse og sociale praksis til det omgivende samfund, og har således reformeret deres tro inden for og under påvirkning af mange forskellige kulturer. Det tager tid, for mennesket lader sig ikke opdatere som en computer.
Vi skal nok ikke forvente megen hjælp fra flertallet af de etablerede imamer, for det ville være et magt- og prestigetab for dem, hvis almindelige muslimer fulgte Koranens flere hundrede opfordringer til at reflektere over teksten og bruge deres sunde fornuft. Koranen fordømmer faktisk dem, der ukritisk imiterer religiøse autoriteter og nedarvede traditioner og cementerer derved det direkte forhold mellem mennesket og Gud samt den ultimative frisættelse af mennesket.
I de seneste årtier er der dukket utallige uafhængige tænkere op især i Vesten, der har givet deres bud på, hvorledes Koranen kan læses på nye måder – uden at man behøver ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst. Mange af disse tænkere stammer fra de mest konservative af de såkaldt islamiske lande, som de har måttet forlade på grund af forfølgelse fra de religiøse og politiske magthaveres side.
Disse tænkeres værker er udgivet på de vigtigste vestlige sprog, så der er ingen undskyldning for ikke at kende til det reformarbejde, disse kvinder og mænd beskæftiger sig med. Mange af dem omtales sågar i vore hjemlige medier; men alligevel er det, som om deres budskab ikke rigtig siver ind hos politikere og debattører.
Enten affærdiger man de nye tanker som løgn og latin, eller man synes at sige: ”Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta!” – og fremturer med hjemmestrikkede udlægninger og fordomme, som man ofte henter hos de allermest konservative og yderligtgående muslimske ”talspersoner”, der dybest set ikke repræsenterer andre end sig selv.
Det efterlader indtryk af, at debattørerne i grunden er ganske godt tilfredse med tingenes tilstand og med, at islam fungerer som prygelknabe for al landsens ulykker. Og således er de pot og pande med de konservative kræfter blandt muslimerne, der kæmper imod enhver forandring.