Islamisk etik er i konstant bevægelse

Ikon – Tro i dialog nr. 98 – april 2017

Hvis man læser Koranen med hjerte og forstand, kan man i den finde alt, hvad der kan kræves af en relevant, tidssvarende vejledning: mangfoldighed frihedsrettigheder, menneskerettigheder samt værn imod terror, jødehad og alle former for diskrimination.

Islams kerne kan sammenfattes i én enkelt sætning: At tjene Gud ved at tjene skabelsen. Og i grunden er det alt, man har brug for som overordnet ramme for at leve et liv som bevidst, troende muslim i en globaliseret verden og inden for rammerne af dansk lov.

Koranen er en ”vejledning til menneskeheden”. Den er blevet til i en helt specifik historisk, politisk og social kontekst – og så er det op til det enkelte menneske at efterleve vejledningen på en fornuftig måde i harmoni med sig selv og sine omgivelser.

Desværre har der overalt og til alle tider været konservative, bogstavtro kræfter, der mener at have monopol på retten til at fortolke kildeteksterne og modarbejder enhver ændring af det én gang etablerede.

Nødt til at gå imod strømmen

Vil man være tro mod sig selv og mod åbenbaringen, er man nødt til at gå imod strømmen, hvis man vil følge Koranens opfordring til at tænke selvstændigt og bruge sin sunde fornuft til selv at tage stilling – trods de konservative muslimers fordømmelse.

De konservative hævder hårdnakket, at islam er en ensartet, statisk størrelse – hvilket den dog aldrig har været. Islam har konstant været i bevægelse. Den har reformeret sig selv indefra og har i tidens løb udviklet sig indenfor og under påvirkning af mange forskellige kulturer.

Selv de første kaliffer, Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali, har været særdeles kreative, når de skulle finde løsninger til det virkelige liv. De har fraveget både Koranen, Profeten Muhammeds og hinandens afgørelser for at yde retfærdighed i helt konkrete situationer.

Ingen har monopol på sandheden, og der har altid eksisteret alternativer til den traditionelle, konservative tolkning af teksten.

En trosbekendelse er værdiløs, hvis den ikke følges op af praktisk handling, og det er det enkelte individ, der har ansvar for at træffe sine egne valg. Jeg har fuld tillid til, at ”Gud er med os, hvor vi end er” (57:4) – også når vi går nye veje, for ”Guds barmhjertighed favner alt” (7:156).

En tommelfingerregel for god etisk-islamisk opførsel kan hentes i hadith-litteraturen, hvor Profeten Muhammed citeres for at have sagt: ”Ingen er sand troende, før han ønsker for andre, hvad han ønsker for sig selv”. Et udsagn, der er en fin pendant til både ”gør ikke mod andre, hvad du ikke vil, at andre skal gøre mod dig selv” og ”du skal elske din næste som dig selv”.

Forvalterskabstanken

Mennesket er skabt som Guds stedfortræder (khalifa) på jorden. Det er menneskets opgave og ansvar at forvalte og drage omsorg for verdensaltet (2:30). Sagt med andre ord, skal den enkelte troende efter bedste evne bidrage til det fælles bedste. At forvalte skabelsen betragtes som en betroet opgave, en udfordring og en prøvelse for det enkelte menneske.

Gud har skabt universet til gavn for menneskene, der må bruge, men ikke misbruge dets goder, og ikke må ødelægge den harmoni og balance, som Gud har skabt (55:7-8).

Forvalterskabstanken omfatter også dyreværn. Mange steder i Koranen nævnes den nytte, menneskene kan have af dyrene. Vansiring af dyr omtales som Satans værk (4:116-119), og beretningen om Noa og syndfloden er en påmindelse om, hvor vigtigt det er at bevare de forskellige dyrearter (11:25-49).

Også i hadith-litteraturen vrimler det med udsagn om det fortjenstfulde i at vise omsorg for dyr, blandt andet: Den, der dræber et dyr selv på størrelse med en spurv eller mindre – med mindre det er for at spise det – vil blive udspurgt derom på dommedag. Dyr må hverken lemlæstes eller holdes i fangenskab. Dyr må ikke tilskyndes til at kæmpe imod hinanden. Slagtning af dyr til fortæring bør foregå på den for dyrene mindst smertefulde måde.

En portion ydmyghed

Forvalterskabstanken omfatter naturligvis også omsorg for medmennesket. Koranen opfordrer til at vise omsorg for nære og fjerne naboer, foruden forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver, fattige og tiggere (2:177, 4:36). Det præciseres, at man skal handle af kærlighed til Gud – og ikke for at stille sig selv til skue eller, som man desværre ofte hører: for at samle plus-point til regnskabet, der skal gøres op på dommedag.

At være et ordentligt menneske og opfylde sine forpligtelser over for omverdenen kræver en god portion ydmyghed for Gud og Hans skaberværk (taqwa), og at den enkelte ind i mellem må lade sine personlige ønsker træde en smule i baggrunden til fordel for det fælles bedste – uden af den grund at lade sig løbe over ende af fællesskabet. Der er i Koranen flere udsagn om ikke at gå til yderligheder. Dette udtrykkes blandt andet ved, at man hverken skal ”holde sin hånd lænket til sin hals eller strække armen ud i sin fulde længde” (17:29). Menneskeheden skal udgøre et ”midtsøgende fællesskab” (2:143).

Leveregler i hverdagen

Den tid er desværre forbi, hvor mennesker valgte at bekende sig til islam på grund af muslimers forbilledlige levevis. Mange steder har patriarkalske, snævre og ekskluderende tolkninger af teksten vundet indpas, og det er svært at forandre det én gang etablerede – selvom det strider nok så meget imod Koranens vejledning.

Der er en række passager i Koranen, der opremser de vigtigste leveregler:

Stift fred og forsoning mellem stridende parter. Lyt ikke til sladder og løse rygter. Bespot og bagvask ikke hinanden. Kald ikke hinanden ved øgenavne. Undgå mistænksomhed og udspionér ikke hinanden (49:1-13).
Lyt til forældre og andre, der er ældre end I selv, og tag ved lære af deres livserfaring. Vær taknemmelige og tag jer kærligt af jeres forældre. Påbyd det gode og afværg det onde. Vær tålmodig. Vær ikke uforskammet, stolt og hovmodig (31:12-22).
Vær ikke opfarende. Vær hverken ødsel eller nærig. Hjælp fattige slægtninge, de trængende og de vejfarende. Gå ikke til yderligheder, men følg den gyldne middelvej. Dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom. Tag ikke liv, som Gud har helliggjort. Hold jer til sex indenfor rammerne af et lovformeligt ægteskab. Rør ikke de forældreløses ejendom. Snyd ikke med mål og vægt. Opfyld jeres forpligtelser og vær retfærdige (17:22-39 & 6:151-152).
Hold jer fra alle former for rusmidler, dvs. fra alt, der er vanedannende, som slører sanserne ved indtagelse i større mængder, og som skader jeres eget og jeres medmenneskers helbred. Hasardspil sår splid imellem mennesker og får menneskene til at glemme den åndelige side af tilværelsen (2:219). Man begynder som en uskyldig spillefugl – og ender med at være besat af spilledjævelen
Hold jer til sandheden – også selvom I derved kommer til at skade jer selv eller jeres nærmeste (4:135) (eksempelvis som vidne i en retssag).

Disse leveregler gælder naturligvis i forhold til alle mennesker – uanset religiøst tilhørsforhold eller mangel på samme.

Moderne etiske dilemmaer

Islamisk etik kan helt klart henføres til Koranen; men menneskene er forskellige og udleder – ikke overraskende – forskellige regler fra de samme tekster.

I Koranen er der flere eksempler på alternative løsninger til samme problemstilling: Er man eksempelvis blevet påført en skade, kan man 1) forlange gengæld ”øje for øje og tand for tand”, man kan 2) forlange økonomisk kompensation eller man kan 3) vælge at tilgive den formastelige og få Guds tilgivelse for nogle af sine egne synder (5:45).

Koranen advarer dog eksplicit om, at en gengældelse, lige for lige, er ligeså ond, som den oprindelige skade (42:40), og den opfordrer til at imødegå ondskab med godhed, for så vil man opleve, at ens fjende bliver som en nær ven (41:34).

Dette er ikke kun et eksempel på Koranens fleksibilitet, men også på, hvordan forskellige koranpassager supplerer og forklarer hinanden indbyrdes og skal derfor forstås som en helhed. Det er ikke svært at forestille sig, hvad der sker, hvis man læser udsagnet ”øje for øje og tand for tand” isoleret og bogstaveligt. Tilværelsen stiller konstant menneskene over for nye udfordringer:

Skal man fokusere på islamisk traditions halalslagtning – eller skal man lægge mere vægt på, at slagtedyrene opdrættes og transporteres på en etisk forsvarlig måde?
Skal man fokusere på de konservatives påbud om at bære en speciel ”islamisk” klædedragt – eller skal man spole lidt længere ned i teksten og klæde sig på en måde, så man ikke vækker opsigt og undgår omverdenens spot og spe?
Livet er helligt; men skal man gennemføre en graviditet, hvis der er fare for morens liv?
Tyveri er strafbart; men skal man straffe en tyv, der stjæler of bitter nød for at skaffe føde til sine nærmeste?
Livet er helligt, og organdonation opfattes som en prisværdig handling; men er det etisk forsvarligt at udtage organer af et legeme, hvis hjerte stadig slår?

Kompasnål, der viser den rigtige vej

Jeg hører ind i mellem, at Koranens vejledning er umulig at følge; men ovenstående illustrerer ganske godt de værdier, jeg selv er opvokset med i en ganske almindelig dansk lærerfamilie i 50’erne og 60’erne.

Som 8-årig blev jeg spejder, og spejderlovens 10 bud er som snydt ud af Koranen: ”En spejder er til at stole på. En spejder er trofast. En spejder er hjælpsom. En spejder er en god kammerat. En spejder er høflig og hensynsfuld. En spejder er god mod dyr. En spejder er lydig. En spejder tager vanskeligheder med godt humør. En spejder er sparsommelig og ordentlig. En spejder er ren i tanke, ord og handling.” Mere islamisk kan det næsten ikke være!

Også spejderliljen og symbolikken i dens tre kronblade kan jeg også som muslim tilslutte mig fuldt ud: Den er som kompasnålen, der altid viser den rigtige vej og minder os om vore forpligtelser over for os selv, over for Gud og over for vore medmennesker.

Aminah Tønnsen er en dansk-muslimsk forfatter, der er kendt for i sit forfatterskab at læse kildeteksterne ind i samtiden og forholde sig til mange af de spørgsmål, som nutidens muslimer står overfor.