http://politiken.dk/debat/kroniken/art6065077/Koranen-er-meget-bedre-end-sit-rygte

POLITIKEN 12. august 2017

Koranen er meget bedre end sit rygte

AF AMINAH TØNNSEN

Stop bashingen af Koran – det hele handler om fortolkning. Teksten er der ikke noget i vejen med.

Mange islammodstandere mener, at islam/Koranen er uforenelig med vestlige værdier, og at islam skal ’reformeres’ eller gennemgå en ’oplysningstid’ for at blive stueren.

Koranen indeholder faktisk alt det, islammodstanderne efterlyser – hvis blot man læser teksten med åbent sind, med hjerte og forstand og implementerer dens vejledning på en fornuftig og tidssvarende måde.

Modsat den gængse opfattelse har islam aldrig været en ensartet, statisk størrelse, men altid været i bevægelse. Islam har konstant reformeret sig selv indefra og har i tidens løb udviklet sig inden for og under påvirkning af mange forskellige kulturer.

Lige siden profeten Muhammeds dage har eftertænksomme mennesker fundet frem til en fortolkning af kildeteksten og en praksis, der har været relevant for muslimerne under de givne kulturelle, politiske og sociale omstændigheder.

Ingen har monopol på sandheden, og der har altid eksisteret alternativer til den traditionelle tolkning af teksten.

I Koranen er der flere eksempler på alternative løsninger på samme problemstilling: Er man eksempelvis blevet påført en skade, kan man 1) forlange gengæld »øje for øje og tand for tand«, man kan 2) forlange økonomisk kompensation, eller man kan 3) vælge at tilgive den formastelige og få Guds tilgivelse for nogle af sine egne synder (5:45). Koranen advarer eksplicit om, at en gengældelse, lige for lige, er lige så ond som den oprindelige skade (42:40), og den opfordrer til at imødegå ondskab med godhed, for så vil man opleve, at éns fjende bliver som en nær ven (41:34).

Dette er ikke kun et eksempel på Koranens fleksibilitet, men også på, hvordan forskellige koranpassager supplerer og forklarer hinanden indbyrdes og skal forstås som en helhed. Det er ikke svært at forestille sig, hvad der sker, hvis man læser udsagnet »øje for øje og tand for tand« isoleret og bogstaveligt.

Også de første kaliffer, Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali, har været særdeles kreative, når de skulle finde løsninger i det virkelige liv. De har fraveget både Koranen, profeten Muhammeds og hinandens afgørelser for at yde retfærdighed i helt konkrete situationer.

Samtidig har der dog overalt og til alle tider været konservative, bogstavtro kræfter, der har modarbejdet enhver forandring.

Modsat den gængse opfattelse har islam aldrig været en ensartet, statisk størrelse, men altid været i bevægelse

Man kan imidlertid ikke trække en ny islamforståelse ned over hovedet på folk. Koranen er et helt personligt budskab, der opfordrer menneskene til at sætte sig sammen ’to og to eller alene’ og reflektere over budskabet. Det er den enkelte, der skal søge den nødvendige viden, der sætter hende/ham i stand til at finde en fornuftig måde at være muslim på i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Koranen nævner hverken et gejstligt hierarki eller nogen form for monopolisering af tolkningen af de hellige skrifter. Ingen har ret til at stå med løftet pegefinger og dirigere endsige kontrollere masserne.

Den egyptiske tænker Mohammed Abdou (1849-1905) er bandlyst i konservative kredse, blandt andet på grund af hans udtalelser om fortolkningsfriheden:

»Islam giver hverken kaliffer, kadier, muftier eller sheiker autoritet til at formulere regler og læresætninger, og det er ganske utilstedeligt, at de skulle kunne gøre krav på ret til at kontrollere den enkeltes tro eller gudsdyrkelse eller forlange af den enkelte at skulle forsvare sin personlige opfattelse af troen«.

Oplysningstiden var præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft og en overbevisning om det nødvendige i at frisætte mennesket for traditionens og sædvanens snærende bånd.

Koranen appellerer til menneskets intellekt ved igen og igen at prise den menneskelige fornuft og opfordre menneskene til at reflektere over Guds vejledning.

Den allerførste åbenbaring, profeten Muhammed fik i 610, var en opfordring til at søge viden og sørge for at bevare denne viden for eftertiden (96:1-5). Viden bliver i Koranen ofte symboliseret ved lys – hvorimod uvidenhed symboliseres ved mørke. Viden omtales som »en dyrebar gave« (2:269), der fører mennesket fra »uvidenhedens mørke frem til lyset« (2:257), og som »oplyser menneskets hjerte« (28:71-73).

Et af oplysningstidens vigtigste idealer var at lukke op for debatten, og at debattører skrev i en sober tone og tilstræbte saglig og faktuel viden. Også dette fænomen har en parallel i Koranen, der opfordrer til høflig og respektfuld samtale med ’de andre’ – ikke for at omvende, men for at lære hinanden at kende og lære at forstå hinanden.

En forbudsreligion berøver mennesker deres initiativ, selvtillid og dømmekraft

Om civiliseret og respektfuld omgang mennesker imellem hedder det i Koranen:

»Lad ingen mænd eller kvinder bespotte andre; det kan vel være, at de, som de spotter, er bedre end de selv. Bagvask ikke hinanden, vær ikke sarkastiske overfor hinanden, og kald ikke hinanden ved øgenavne (…) Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed kan være syndigt. Udspionér og bagtal ikke hinanden« (49:11-12).

Menneskene skal »kappes i gode gerninger« til gavn for det fælles bedste, og de advares eksplicit imod at lade deres had til ’de andre’ gå ud over retfærdigheden (5:8).

Det kunne visse af vore dages debattører, meningsdannere og forstokkede imamer lære af; men desværre er selvkritik en mangelvare i disse tider. At følge Koranens vejledning fordrer både uselviskhed og rummelighed, foruden en god portion ydmyghed for Gud og hans skaberværk.

Ved at hævde, at man skal have en speciel uddannelse for at forstå og fortolke Koranen, har de såkaldt lærde tilranet sig en ganske uhørt magtposition og gjort ’almindelige’ muslimer til viljeløse robotter – ganske i strid med Koranens vejledning. De har udviklet en forbudsislam og indgydt ’almindelige’ muslimer unødvendig angst for Guds straf for ikke at leve op til de tusindvis af regler og forbud, som de såkaldt lærde har udviklet i årenes løb – til skade for den enkelte muslim og for islams omdømme i verden.

Denne ulykkelige udvikling har fundet sted på trods af Koranens ord: »Gud ønsker at gøre det let for menneskene – ikke svært« (2:185).

En forbudsreligion berøver mennesker deres initiativ, selvtillid og dømmekraft. Århundreders blinde imitation (taqlid) har forhindret muslimerne i at bevare dynamikken i Koranens budskab. Den har ført til åndelig, social og kulturel stagnation og had til omverdenen.

Vil man bevare ånden og kernen i Guds vejledning til menneskeheden, er man nødt til at forny forståelsen af den i takt med skiftende omstændigheder. Inspireret af Koranen og fornuftige tænkere er muslimer verden over i disse år ved at befri sig fra århundreders regelrytteri ved at bruge deres viden og sunde fornuft, når tilværelsen stiller dem over for nye udfordringer.

Det fantastiske ved denne vedvarende nylæsning af kildeskrifterne er, at inspirationen kommer fra Koranen selv, idet denne konstant opfordrer til nysgerrighed, til tilegnelse af viden, til refleksion og stillingtagen og til fornuftig og ansvarlig handling til gavn for den enkelte, for samfundet og verden.

Koranens opfordring til oplysning er både fundamental og universel; men det kræver selvtillid, mod og mandshjerte at gå imod de dominerende konservative kræfter, der gør alt for at forsvare deres egen ’legitimitet’ som eksperter og sandhedsvidner. Faktum er, at man er nødt til at gå imod strømmen, hvis man vil nå kilden og forblive tro imod sig selv og åbenbaringen.

Den franske revolutions mantra ’frihed, lighed, broderskab’ er som snydt ud af Koranen.

Mohammed Abdou advarer – ligesom Koranen – igen og igen de troende imod taqlid, den ukritiske, blinde imitation af religiøse autoriteter og nedarvede traditioner uden selv at gå til kildeskrifterne og reflektere over teksten. Afvisning af taqlid er den ultimative frisættelse af mennesket – religiøst, moralsk og socialt.

Slige tanker er naturligvis ikke velsete i konservative og yderligtgående kredse, hvor man tilstræber ensretning og fordømmer og forfølger anderledes tænkende.

Ikke desto mindre har mange nutidige tænkere givet deres bud på, hvorledes Koranens tekst kan danne grundlag for en teologi, der kan befri menneskene fra forskellige former for undertrykkelse og diskrimination.

Man skal ikke passivt vente på at blive befriet af andre; men der skal overskud, selvtillid og viden til at frigøre sig fra de trygge rammer, som fællesskabet og de velkendte nedarvede normer og traditioner umiddelbart giver. En tryghed, der dog på længere sigt bliver en spændetrøje og en hæmsko for den personlige udvikling, for den fredelige sameksistens mellem forskellige befolkningsgrupper – og for islams opblomstring og fortsatte beståen.

Trosfrihed er et kernepunkt i Koranen, for »der kan ikke være tvang i trosanliggender « (2:256), og »I har jeres tro – jeg har min« (109:6).

Hvis man læser Koranen med åbent sind, med hjerte og forstand, kan den sagtens læses ind i nutiden

Lighed med respekt for mangfoldighed er også en vigtig del af Koranens budskab. ’Mangfoldighed i sprog og farve’ nævnes eksplicit som et tegn for de indsigtsfulde (30:22) – og tegn er til for at mane til eftertanke og gøre os nysgerrige efter at lære hinanden at kende (49:13).

Flere passager omtaler menneskets skabelse i vendinger, der netop kredser om lighed: »I mennesker! Nær ærefrygt (taqwa) for jeres Herre, der skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte dens mage (zawj) og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig udover Jorden« (4:1).

Der er ingen angivelse af, om det er kvinden eller manden, der blev skabt først. Menneskene er skabt som fæller eller par (zawj), i indbyrdes afhængighed, ansvar og forpligtelse og til at give hinanden kærlighed og tryghed (7:189).

Også for andre af naturens ’zawj’ gælder, at de er uløseligt forbundet med hinanden, at de kompletterer hinanden og tilsammen danner et hele. Eksempelvis er et hanstik ikke meget bevendt uden et hunstik. Der skal to til at danne en helhed, til at samarbejde og oplyse verden.

Det er ikke nok at tåle eller tolerere de anderledes, for alle mennesker er skabt i ligeværdighed. Uden fællesskabsfølelse kan man ikke opbygge og opretholde et harmonisk og retfærdigt samfund. Man kan lovgive for at sikre frihed og lighed, men man kan ikke lovgive sig til følelsen af samhørighed. Broderskabs- og fællesskabsfølelse har rod i gensidig tillid og respekt, i kærlighed og omsorg, i oprigtighed og retfærdighed: »De troende er brødre. Stift fred og forsoning mellem jeres brødre og nær ærefrygt for Gud (taqwa), at I må få del i Hans nåde« (49:10).

For den indiske tænker Muhammad Iqbal (1877-1938) var begreberne frihed, lighed og broderskab simpelthen essensen af kernebegrebet tawhid, énhed. Dermed lever Koranen til fulde op til oplysningstidens idealer og FN’s menneskeretskonventions første og vigtigste artikel: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.

At tale reformation af Koranen giver ikke rigtig nogen mening for en troende muslim. Det er derimod de traditionelle, konservative tolkninger af teksten, der ofte er baseret på en patriarkalsk, bogstavelig, selektiv og fragmenteret læsning, der skal reformeres i takt med tidernes skiften.

Selv om muslimer betragter Koranen som den perfekte og endelige vejledning fra Gud, hævder de konservative og de yderligtgående, at nogle af de senere åbenbaringer ugyldiggør tidligere åbenbaringer – på trods af at Koranen fordømmer dem, der ikke tager den samlede vejledning til sig (2:85).

Derudover har man traditionelt inddraget udsagn fra Profetens sædvane, den såkaldte hadithlitteratur, når Koranens tekst skulle tolkes. Og det er her, det for alvor går galt.

Hadithlitteraturens autenticitet og status i forhold til Koranen har altid været omstridt. Koranen blev nedskrevet brudstykkevis i takt med åbenbaringen og samlet til ét skrift umiddelbart efter profeten Muhammeds død.

Hadithlitteraturen blev derimod først nedskrevet og samlet et par århundreder efter Profetens død, efter at den i den mellemliggende tid var gået fra mund til mund i flere generationer i hele det islamisk-arabiske rige. Derfor findes der ofte flere modstridende udsagn om samme emne eller begivenhed. Mange af disse udsagn strider endvidere imod det helt grundlæggende i Koranen, eksempelvis steningsstraffen, tvangsægteskaber, kvindens mindre værd og deraf følgende kønsdiskrimination, opfordringen til at straffe børn, der ikke beder, og voksne mænd, der ikke regelmæssigt går til fredagsbøn, forbud imod ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen eller jødisk mand, straf for frafald osv., osv.

Hvis muslimerne skal ud af den blindgyde, de befinder sig i, må de blandt andet se med kritiske øjne på forholdet mellem Koranen og hadithlitteraturen samt på brugen af hadithlitteraturen i det hele taget. De må simpelthen erkende, at hadithlitteraturen med sine mange modsætninger ikke er så troværdig og autentisk, som man traditionelt har hævdet. Og at den er blevet til under helt specifikke omstændigheder og derfor ikke kan overføres direkte til verden af i dag.

Hvis man læser Koranen med åbent sind, med hjerte og forstand, kan den sagtens læses ind i nutiden, uden at man behøver ændre en tøddel på den originale arabiske tekst.

Koranen indeholder nemlig alt det, som kræves af et relevant og tidssvarende budskab: næstekærlighed, dyreværn, naturbevarelse, demokrati, pluralisme, frihedsrettigheder, menneskeret … og den taler dunder imod vold, jødehad og alle former for diskrimination.

Derfor er der intet modsætningsfyldt i at være bevidst troende muslim og lovlydig, aktiv og engageret borger i et samfund som det danske.

© Aminah Tønnsen, august 2017