AF AMINAH TØNNSEN

Alt for mange muslimske kvinder bliver bevidst holdt i uvidenhed om deres rettigheder – og især om de vanskeligheder, de uvægerligt vil måde, når den traditionelle sædvaneret må vige for dansk lov og ret.

KRISTELIGT DAGBLAD har i de seneste dage bragt flere kommentarer vedr. de såkaldte demokratikurser for forkyndere med vielsesret.

Jeg medgiver, at emner som indføring i familieret og bodeling kan synes irrelevante for nogle; men det er faktisk rigtig positivt, at disse emner er medtaget.

Ifølge Koranen og familieretten i langt de fleste muslimske lande, har ægtefæller som udgangspunkt særeje. Det betyder, at den brudegave, som brudgommen er forpligtet til at forære sin brud, indgår i kvindens særeje. Det samme gælder for andre gaver, en kvinde måtte modtage, såvel som hvad hun måtte arve og tjene ved lønarbejde.

Det burde være en selvfølge, at alle med vielsesret (forkyndere såvel som borgerlige) oplyser muslimer og andre med tilknytning til muslimske lande om, at ægtefæller i Danmark som udgangspunkt har fælleseje. Og at man er nødt til at oprette en særskilt ægtepagt, hvis man ønsker særeje.

Særejet er muslimske kvinders økonomiske sikring i tilfælde af skilsmisse eller ægtefællens død. For mange kvinder vil det være katastrofalt at miste deres retmæssige ejendom, hvis de eksempelvis begærer skilsmisse i den tro, at deres særeje vil kunne hjælpe dem til et uafhængigt liv efter skilsmissen.

JEG MENER ENDVIDERE, at enhver, der forretter en vielse, hvor den ene eller begge er muslim og/eller har tilknytning til et muslimsk land, bør oplyse parterne om, at ægtefæller her i landet har fælles forældremyndighed over fælles børn, at mand og hustru har ret til at begære skilsmisse, og at det ved skilsmisse er myndighederne, der fastsætter hustru- og børnebidrag.

Alt dette for at sikre, at bruden bliver opmærksom på sine rettigheder og på de faldgruber, hun vil møde, hvis hun blot følger sit oprindelseslands traditioner, som langt hen ad vejen er indført af mænd for at sikre sig hånds- og halsret over familiens kvinder.

Det ideelle scenarie ville være, at alle herboende imamer med tiden bliver så ansvarsbevidste, at de ser det som en naturlig del af deres opgave at præcisere over for kommende ægtefolk

  • at den såkaldt islamiske vielse ikke har nogen juridisk gyldighed, og at dette i værste fald kan betyde, at parret ved rejse i muslimske lande betragtes som ikke værende lovformeligt gift, og at deres børn betragtes som ikke-ægtefødte,
  • at alle ægteskaber skal indgås med borgerlig gyldighed,
  • at Koranen ikke forbyder en muslimsk kvinde at ægte en jødisk eller kristen mand,
  • at økonomiske aftaler om brudegave og særeje skal indgås ved særskilt ægtepagt,
  • at ægtefæller har fælles forældremyndighed over fælles børn,
  • at ægtefæller har lige ret til at begære skilsmisse,
  • at skilsmisse bevilliget af de borgerlige myndigheder automatisk ophæver den såkaldt islamiske vielse,
  • at myndighederne ved skilsmisse fastsætter hustru- og børnebidrag

MUSLIMSKE KVINDER HAR FAKTISK lige siden profeten Muhammeds tid haft mulighed for at indføje en række betingelser i deres ægteskabskontrakt, der giver dem ret til skilsmisse, hvis manden ikke overholder pagten. Det hjælper dog ikke stort, når den såkaldt islamiske vielse har mistet sin juridiske gyldighed, som tilfældet er.

Alt for mange muslimske kvinder bliver bevidst holdt i uvidenhed om deres rettigheder – og især om de vanskeligheder, de uvægerligt vil møde, når den traditionelle sædvaneret må vige for dansk lov og ret.

En vielsesforretter med indblik i de her nævnte problemstillinger kan være med til at gøre livet lidt lettere for etnisk danske kvinder, der gifter sig med muslimske mænd, samt for kvinder med indvandrerbaggrund – de har nok at slås med i forvejen.

Kristeligt Dagblad den 12. juni 2018

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/muslimsk-forfatter-alt-mange-muslimske-kvinder-bliver-bevidst-holdt-i-uvidenhed-om