Politiken 17. juli 2018
AF AMINAH TØNNSEN
FRA TID TIL ANDEN blusser diskussionen om muslimske mænds autoritet over kvinder op til overfladen – skønt muslimske tænkere op igennem historien har gjort opmærksom på, at hvis nogle muslimske mænd mener, de har hånd og halsret over kvinder, så sker det ikke på grund af, men på trods af Koranens vejledning.
Allerede den andalusiske tænker Ibn Hazm (991-1063) følte sig foranlediget til at sige: “Det kan ikke være meningen, at enhver mand, vantro, pervers, tyv, morder eller voldsmand – udelukkende i kraft af sit køn – skulle være mere værd end Jomfru Maria eller Profetens hustruer og døtre.”
Den egyptiske tænker Mohammed Abdou (1849-1905) påpegede, at Koranen taler for den ultimative frisættelse af mennesket. Ligesom Koranen advarede han igen og igen de troende imod taqlid, den ukritiske, blinde imitation af religiøse autoriteter uden selv at gå til kildeskrifterne og reflektere over teksten. Han skrev herom blandt andet:
”Islam giver hverken kaliffer, kadier, muftier eller sheiker autoritet til at formulere regler og læresætninger, og det er ganske utilstedeligt, at de skulle kunne gøre krav på ret til at kontrollere den enkeltes tro eller gudsdyrkelse eller forlange af den enkelte at skulle forsvare sin personlige opfattelse af troen.”
I SIDSTE HALVDEL AF 1900-tallet begyndte modige muslimske kvinder også at blande sig ved at påpege, at den håndfuld koranvers, som mændene i århundreder havde fortolket til deres egen fordel, også kunne fortolkes på anden måde – og ind i Koranens fortælling om ligeværdighed, respekt og gensidighed kønnene imellem:
Nawal el-Saadawi (født 1931) skabte røre med en række romaner om egyptiske kvinders usle kår og ved at sætte fokus på emner som kønslemlæstelse og andre former for overgreb begået imod kvinder og børn. Regeringen opfattede hende som en trussel, fyrede hende fra universitetet og kastede hende i fængsel, hvorfra hun dog blev løsladt efter at præsident Anwar as-Sadat var ryddet af vejen.
Fatima Mernissi (1940-2015) slog sit navn fast som sociolog, men skrev sin første kritiske bog under pseudonym, for tiden var ikke moden til at sige højt, hvad alle vidste: At mange muslimske mænds kvindesyn var alt andet end positivt. En senere bog om kønsroller i muslimske samfund blev i første omgang forbudt i hendes hjemland, Marokko, men nogle år senere blev hun rehabiliteret og ansat ved universitetet i Rabat. Lige til sin død var hun højt respekteret for sin forskning og sit forfatterskab. Det er blandt andet Fatima Mernissis fortjeneste, at kendskabet til de mange kvindelige muslimske statsoverhoveder, der har regeret muslimske lande siden 900-tallet, er kommet frem i lyset.
MANGE NUTIDIGE tænkere har givet deres bud på, hvorledes Koranens tekst kan danne grundlag for en teologi, der kan befri menneskene fra forskellige former for undertrykkelse og diskrimination. Det gennemgående ved disse tænkere er, at de lægger vægt på, at den enkelte bør læse Koranen som et helt personligt budskab og en helt personlig vejledning. Hvert eneste ord skal forstås i lyset af læserens egen virkelighed på tværs af tid, kultur og forandring.
Det er ikke Koranen, der er skurken i forbindelse med den åndelige, sociale og kulturelle stagnation samt hadet til det anderledes, der i vore dage hersker blandt mange muslimer. Årsagen skal findes i menneskelig svaghed kombineret med magtbegær og det patriarkalske menneskesyn, der i mange muslimske kulturer i praksis tillægges større vægt end Koranens vejledning.
Det er ikke islam/Koranen, der undertrykker kvinder, men visse mænd, der retfærdiggør deres holdninger ved at læse Koranen som Fanden læser Bibelen og henvise til patriarkalske traditioner og tvivlsomme sekundærtekster. Ingen kan dog være i tvivl om, at de, der én gang har vænnet sig til at kontrollere andre og behandle dem efter forgodtbefindende, er svære at tale til fornuft og overbevise om det forkastelige i deres tankegang og adfærd.
ISLAMS primære kilde, Koranen, nævner hverken tilstedeværelsen af et gejstligt hierarki eller nogen form for monopolisering af tolkningen af de hellige skrifter. Ideelt set bør der derfor ikke være nogen gejstlig eller politisk autoritet til at stå med løftet pegefinger og dirigere og kontrollere masserne.
Alligevel har selvbestaltede gejstlige ledere i tidens løb misbrugt deres stilling til at retfærdiggøre en bestemt opfattelse af islam. Derved har de forvansket en etisk vejledning for menigmand til et spørgsmål om regler, påbud og forbud med trusler om død og helvedes pinsler for dem, der træder ved siden af.
Koranen opfordrer igen og igen det enkelte menneske til nysgerrighed, til tilegnelse af viden, til refleksion og stillingtagen. Viden er magt – og er derved kvindernes bedste våben til at befri sig selv fra mandlig dominans, overgreb, social kontrol og diskrimination. Man skal ikke vente på at blive befriet af andre, men selv tage kampen op imod uretfærdigheden.
Desværre lever alt for mange muslimer i samfund, hvor man ikke tillader dem at tænke selv, og hvor mændenes ord er lov. Derfor er det utrolig svært at komme igennem med nye tanker og idéer, som ofte bliver affærdiget som kætteri. Visse mænd har svært ved at fatte, at jo mere de forsøger at dominere kvinder, desto mere udstiller de deres egen dobbeltmoral og fremstår som ynkelige hyklere, der ikke tåler modsigelse.
HVIS MAN læser Koranen med åbent hjerte og forstand, er det helt indlysende, at der hverken er belæg for racisme, jødehad, slaveri eller kønsdiskrimination, idet alle mennesker er skabt ud af samme primære livscelle, i indbyrdes afhængighed og forpligtelse. Mand og kvinde er ligeværdige fra skabelse til efterliv, fra vugge til grav. Storhed måles udelukkende i ydmyghed og ærefrygt for Gud og Hans skaberværk (taqwa).
Sex skal foregå inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab – og det gælder naturligvis både kvinder og mænd. Derud over bør man styre sine drifter i stedet for at lade sig styre af dem. Lige gyldigt, hvor let påklædt en kvinde end er, og hvor udfordrende hun end opfører sig – og uanset hendes religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme, er beskeden til mændene klar og tydelig: De skal holde nallerne for sig selv. Basta!
Koranen billiger ikke krænkelse af medmennesket. Man skal på alle måder opføre sig ordentligt – og på samme måde som man ønsker, at andre skal opføre sig over for én selv. Og alligevel har mænd i patriarkalske samfund med alle mulige krumspring forsøgt at finde smutveje til at omgå den tydelige besked.
Ved at læse teksten fragmenteret i stedet for at læse den som en helhed, hvis enkelte passager supplerer og forklarer hinanden indbyrdes, og ved at inddrage sekundærtekster, der åbenlyst strider imod det helt grundlæggende i Koranens budskab om menneskenes lige værd, har man vendt op og ned på alting. Og det er denne patriarkalske læsning af teksten, der præsenteres i medierne – senest i tv-udsendelsen Moskéerne bag sløret og bogudgivelsen Dødevaskeren – uden at det nævnes, at der er tale om en grov forvanskning af Koranens vejledning.
JEG LÆSER KORANEN som en troende kvinde og med den livserfaring, jeg har i min personlige baggage – herunder næsten halvtreds års familiær tilknytning til Marokko foruden et langt liv tilhørende forskellige mindretal i til tider fjendtligsindede flertalsbefolkninger.
Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved Koranen som rettesnor for menneskenes livsforståelse og ageren i verden, for jeg har selv i snart femogtredive år fundet styrke i den til at klare livets uundgåelige op- og nedture. I Koranen finder jeg inspiration til mit tværreligiøse engagement og til mine bestræbelser på at læse dens vejledning ind i min samtid på en fornuftig måde – uden at ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst.
Jeg sætter derimod spørgsmålstegn ved mange traditionelle tolkninger af teksten, der er blevet til under ganske andre omstændigheder end dem, jeg lever under, og som efter min opfattelse ofte bevæger sig langt uden for den ramme, Koranen udstikker.
Min opgave som menneske er ’at tjene Gud ved at tjene skabelsen’, og jeg ville svigte min opgave hvis jeg bare lod stå til, fordi jeg selv har mit på det tørre. Jeg kan ikke stiltiende se på, hvorledes Koranen til stadighed misbruges til at fremme en patriarkalsk og fuldstændig u-islamisk tankegang, hvor kvinder ringeagtes og udsættes for overgreb, social kontrol og undertrykkelse i islams navn. Derfor kommer der snart – om Gud vil det – en bog, hvori jeg opsummerer mere end tredive års refleksioner over Koranens vejledning om køn og kønsroller fra skabelse til efterliv, fra vugge til grav.
Det er ikke en del af Koranens budskab, at mænd har autoritet over kvinder, at kvinder skal adlyde mænd, at mænd må slå kvinder, at kvinder er halvt så meget værd som mænd, eller at muslimske kvinder ikke må gifte sig med jødiske eller kristne mænd. Polygyni er kun tilladt under ganske specifikke omstændigheder, og Koranen tillader ikke mænd at have elskerinder ud over deres ægteviede hustru.
Den andalusiske tænker Ibn Hazm (991-1063) gjorde opmærksom på, at ordet ’homoseksuel’ faktisk slet ikke forekommer i Koranen, og at fortællingen om Sodoma og Gomorra ikke nødvendigvis skal forstås som Guds straf over homoseksuelle. Fortællingen handler snarere om modstand imod massevoldtægt som en politisk magtdemonstration for at tvinge en fjende i knæ.
Der er i Koranen ej heller belæg for, at muslimske kvinder her på vore breddegrader skal iklæde sig overdimensionerede tørklæder, niqab eller burka for at være ’korrekt islamisk klædt’. Man skal søge midten og undgå yderligheder i alle livets forhold – og man skal sørge for ikke at vække opsigt, hvilket efter min opfattelse udelukker brugen af orientalsk-prægede klædedragter i et samfund som vores.
DER ER i høj grad brug for, at muslimer – kvinder såvel som mænd – fejer for egen dør og går på opdagelse i Koranen i stedet for blindt at følge den traditionelle tolkning af teksten. Muslimer skal aktivt kæmpe sig ud af offerrollen, hvis de vil mødes med tillid og respekt af flertalsbefolkningen, for ”Gud vil aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv.”
Der er desværre en udbredt tendens til at opfatte enhver tanke om forandring og udvikling som et angreb på islam og muslimsk identitet – også hvis den kommer fra en trosfælle. Selv yngre imamer lukker øjnene for virkeligheden og afviser gang på gang, at der skulle være problemer med kønsligestilling og vold i nogle hjemlige muslimske miljøer. Hvorfor tør de ikke tage tyrene ved hornene og opdrage deres kønsfæller til at opføre sig ordentligt over for piger og kvinder?
Tænk, hvor mange ressourcer samfundet har brugt på at diskutere kvindesyn og social kontrol i de muslimske miljøer – og det såkaldte maskeringsforbud ikke at forglemme. Dyrebare ressourcer, der burde have været brugt på at forbedre eksempelvis uddannelse, sundhedsvæsen eller socialforsorg i stedet.
DA JEG FOR TYVE ÅR SIDEN i Islam i europæiske klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse opfordrede mine trosfæller til at være kritiske over for brugen af hadithlitteraturen og talte imod brugen af det såkaldt islamiske tørklæde, blev jeg af trosfæller omtalt som både utroværdig og kættersk. Det skete både på de såkaldt sociale medier og i forbindelse med en fredagsprædiken i en moské på Nørrebro.
En god ven fra Islamisk-Kristent Studiecenter sagde dengang til mig:
”Du skal ikke lade dig gå på af, at så få af dine trosfæller kan se nytten af dine tanker og idéer. Du er mindst femten år forud for din tid; men det skal nok komme.
Tænk på en sommerfuglelarve, der ligger trygt og godt i sin puppe. Langsomt forvandler den sig til en sommerfugl, og når tiden er inde, arbejder den sig ud af puppen, breder vingerne ud og flyver ud i verden. Den flyver frit fra den ene smukke blomst til den anden; men hvor gerne den end ville, kan den ikke fortælle alle de andre sommerfuglelarver, hvor herligt der er derude i friheden og tilskynde dem til at kravle ud af deres puppe.
Hver eneste larve må gøre sine egne erfaringer, udvikle sig i sit eget tempo, arbejde sig ud af sin puppe og flyve ud i verden for at forstå, hvad frihed er. Men nogle larver går til grunde i deres puppe og kommer aldrig til at mærke friheden.”
Friheden ligger i at turde bryde med traditioner, der forvolder ondt i krop og sjæl, og skabe nye i stedet – også selvom man måske bliver nødt til at give afkald på magt og privilegier undervejs i processen. Friheden ligger i Koranen, der skal nylæses ind i samtiden og befris for de fremmedelementer, der i tidens løb har sneget sig ind i fortolkningen. Jeg ved af egen erfaring, at det bestemt ikke er omkostningsfrit at gå imod strømmen og sætte spørgsmålstegn ved imamernes viden og autoritet; men faktum er, at man må gå imod strømmen for at nå kilden.
Muslimernes traditioner og forståelse af Koranens budskab har udviklet sig inden for og i samspil med mange forskellige kulturer og i takt med tidernes skiften. Koranen kræver hverken bogstavtro eller blind lydighed, men maner igen og igen til eftertanke og selvransagelse. Kun således kan dens budskab bevæge og inspirere mennesket og være en meningsfuld, berigende og styrkende rejsefælle igennem livet i menneskets søgen efter meningen med livet og den absolutte sandhed.
© Aminah Tønnsen, juli 2018