Dette års ramadan har med al tydelighed vist, at islam ikke er en statisk størrelse, og at religiøse love og traditioner sagtens kan tilpasses skiftende omstændigheder
Af Aminah Tønnsen
MOSKÉER over hele landet fulgte prompte regeringens opfordring den 11. marts til at lukke ned og aflyse fællesbønnen. Det samme gjorde moskéer rundt omkring i verden. Nogle lande var dog lidt langsomme i optrækket og betragtede opfordringen til nedlukning som fremmede magters utidige indblanding i interne anliggender. Samtidig berettede medierne om, hvordan Profetens Moské i Medina og Den store Moské i Mekka lidt efter lidt blev lukket for pilgrimme og bedende. Til manges store fortrydelse var der ingen udsigt til, at de to helligdomme ville genåbne i forbindelse med fastemåneden, ramadan, der stod for døren.
Den store Moské i Paris var hurtig til at bekendtgøre, at muslimer naturligvis skulle følge de officielle retningslinjer under coronapandemien: Man må ikke åbne de ligposer, som afdøde bliver udleveret i. Rituel afvaskning af afdøde må ikke finde sted, og afdøde må ikke iklædes de traditionelle ligklæder. Bøn for afdøde skal foregå ude i det fri, på selve begravelsespladsen, og kun de allernærmeste må følge kisten. Endelig blev det præciseret, at man sagtens kan bede en bøn for afdøde uden at være fysisk til stede ved begravelsen. At beskytte liv går forud for religiøse traditioner og love.
Måske hjalp det på situationen, at man kunne minde om, at profeten Muhammed skal have sagt, at den, der dør under en epidemi, er martyr.
SELVOM coronavirussen har lukket alverdens moskéer, behøver man ikke undvære ugens spirituelle input, for man kan streame fredagsprædikener på mange forskellige sprog. Der er lidt for enhver smag, hvad enten man er konservativ, progressiv eller sufi-orienteret.
Og når man nu er nødt til at bede hjemme på grund af coronakrisen, kan man lige så godt gøre det lidt hyggeligt: Nogle børnefamilier i Bradford og Leicester har omdannet deres stuer til hjemmemoskéer ved hjælp af papkasser, tape, maling, fantasi og en god portion fingerfærdighed.
I hele Mellemøsten ruller der i fastemåneden – sideløbende med endeløse causerier med religiøst og opbyggeligt indhold – hver aften et afsnit af en lokalproduceret serie over tv-skærmen. I 1970’erne var der ofte tale om ældre egyptiske teaterforestillinger, hvor storbønder og rigmænd, borgmestre og andre myndighedspersoner blev taget under kærlig behandling til stor moro for især de jævne masser, der i persongalleriet kunne genkende deres egne plageånder.
I skrivende stund er man vidne til et enestående eksperiment, når MBC’s ramadanserie ”Um Haroun” ruller over skærmen. Serien er bygget over en jødisk jordemoders liv i Bahrain i 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne; men producenten har måttet præcisere, at der er tale om ren fiktion og ikke et docudrama. Det har været prisen for at producere og sende en tv-serie om jødisk-kristen-muslimsk tolerance og fredelig sameksistens i en golfstat før 1947.
KORANLÆSNING, eftertanke og tidebøn er en vigtig del af ramadanen. Tidebønnerne er med til at strukturere dagen, og har ‘de kloge hoveder’ ikke anbefalet, at man strukturerer sin hverdag under corona-nedlukningen?
Nu, hvor moskéerne er lukket, og man beder hjemme hos sig selv, har kaldet til bøn fået stor symbolsk betydning.
En bønneudråberi Kuwait fik allerede tidligt i forløbet en genial idé: Fem gange om dagen kaldte han til bøn – selvom moskéen var lukket; men han benyttede sig af en anden ordlyd end den gængse. I stedet for: ”Kom til bøn” lød det: ”Bed i jeres hjem”. Og til manges forbavselse, kunne han henvise til sekundærlitteraturen, der indeholder udsagn om profeten Muhammeds sædvane, hvori denne mulighed forekommer – dog i en lidt anden sammenhæng. Profeten ville nemlig skåne folk for at skulle begive sig til fællesbøn på kolde, regnfulde aftener ”og blive dækket af mudder til knæene.”
I flere byer i Tyskland har muslimer fået tilladelse til at kalde til bøn hver aften i ramadanen. Kirkeklokker ringer samtidig som tegn på kristen-muslimsk solidaritet i disse vanskelige tider.
På den anden side af Atlanten, i Minneapolis, vil kaldet til bøn lyde fem gange om dagen i hele fastemåneden i den version, der opfordrer muslimerne at bede hjemme hos sig selv – både på arabisk, somali og engelsk.
Også i Canada er der over hele landet givet tilladelse til at udsende kaldet til bøn hver eneste aften i fastemåneden ”for at signalere sammenhold og solidaritet i disse svære tider”. Lignende udmelding er kommet fra Australien.
PÅ FASTEMÅNEDENS første dag, fredag den 24. april, gik Fredens Moské i Gellerup sammen med blandt andre Gellerup Kirke om at markere, ”at Danmark er et mangfoldigt land, der respekterer forskellighed,” og for ”at markere sammenhold i en vanskelig tid”. Først ringede Gellerup Kirke med deres kirkeklokker, så lød bønnekaldet fra opsatte højttalere på et idrætsanlæg.
Kendte islam-modstandere røg helt op i det røde felt og mente, at ”muslimsk bønnekald i det offentlige rum bør forbydes og medføre udvisning” og ”det kan og vil vi aldrig acceptere på dansk jord.” Andre opsatte et stort banner med påskriften: ”Nej tak til bønnekald.” Så meget for godt naboskab, sammenhold og næstekærlighed.
Det er sjældent en god idé at lade sig provokere, og de unge mennesker, der efterfølgende trodsede både forsamlingsforbud og afstandsregler ved at bede en fællesbøn på en parkeringsplads i nattens mulm og mørke, har gjort sig selv en bjørnetjeneste. Det er ikke ved at provokere, at man skaffer sig omverdenens velvilje og respekt. Hvis de havde gjort det i muslimsk land, ville de være endt i spjældet på vand og brød hele bundtet.
Ikke så langt herfra, i Nederlandene, står en plakatsøjle ved et busstoppested foran et af landets store hospitaler med påskriften: ”Den, der redder et liv, redder hele menneskeheden (Koranen 5:32)”. Efterfulgt af et stort rødt hjerte og ”Tak til sundhedspersonalet!” Ville det mon kunne lade sig gøre her i vort lille smørhul?
Ved en af Chicagos indfaldsveje står en kæmpe plakattavle med profeten Muhammeds 1400 år gamle anvisninger for god praksis: ”Vask dine hænder ofte. Forlad ikke et område, hvor en epidemi er brudt ud. Rejs ikke ind i et område, hvor en epidemi er budt ud.” Profeten skal ydermere have sagt: ”De, der er ramt af en epidemisk sygdom, bør holde sig væk fra raske personer,” hvilket må siges at være yderst relevant i disse coronatider
KULTURER er sammensat af traditioner, der ofte kommer langvejs fra. Mange af vores egne juletraditioner stammer fra vores nabolande.
Da det blev åbenlyst, at det ’danske’ håndtryk er en smittespreder, der kunne udløse sygdom og død, fandt man på mange spøjse hilsemåder: Berøring fod mod fod, albue mod albue, hånd på arm eller hånd på skulder, der dog alle har det til fælles, at de bringer de implicerede tættere sammen end den foreskrevne sikkerhedsafstand på 2 meter.
Tænk, om man – ganske uden risiko for smitte – kunne lægge hånden på hjertet til hilsen uden at blive beskyldt for at ’gøre knæfald for islam.’
I Dearborn i Michigan afholder man ”Ramadan Lights Challenge” og smykker altaner og vinduer, haver og terrasser med elektriske lyskæder – nøjagtig som byens kristne borgere gør i december måned. Byens borgere er blevet opfordret til at stemme om deres yndlingsudsmykning på nettet, og en komité af byens muslimske ’spidser’ vil afsløre vinderne hen mod ramadanens afslutning.
Helt ekstraordinært har fjorten af BBCs lokalstationer siden den 3. april hver fredag morgen givet plads til en imam og hans refleksioner over islam og ladet ham lede morgenbønnen fra radiostudiet. En smuk gestus over for mindretals-medborgere i en svær tid.
DER ER INTET, der tyder på, at coronavirussen vil være udryddet inden for de næste par måneder, så den årlige pilgrimsfærd til Mekka, der i år skulle foregå omkring den 1. august, vil højst sandsynligt blive aflyst. Det vil dog ikke være første gang, det sker:
I perioden fra 930 – 1260 har teologiske og politiske stridigheder, epidemier, tørke og fattigdom i perioder forhindret pilgrimme i at nå Mekka. I årene 1798 – 1801 gjorde Napoleon Bonapartes felttog til Egypten og Syrien hovedruterne til Mekka usikre for pilgrimme.
I år vil den verdensomspændende coronavirus forhindre pilgrimsfærdens gennemførelse, for det er vigtigere at beskytte liv end at overholde religiøs praksis.
Verden er af lave, og hvis vi skal overleve med værdigheden i behold, er vi nødt til at erkende, at vi som mennesker er afhængige af og forpligtede over for hinanden – uanset tro, køn, etnicitet, sprog og andre forskelligheder. Det forpligter fra vugge til grav.
* * * * *
Ovenstående er uden held forsøgt bragt i Berlingske Tidende, i Politiken (i en lidt længere version) og i Kristeligt Dagblad (i en kortere version) … (maj 2020).