Maradona Isho forsøger i sit indlæg i Berlingske den 21. juli at retfærdiggøre sin opfattelse af Koranen som kvindeundertrykkende ved at henvise til sekundærtekster, den såkaldte hadith-litteratur, der – ifølge konservative og yderligtgående muslimer – indeholder vigtige udsagn om profeten Muhammeds gøren og laden.
Det uheldige ved denne argumentation er imidlertid, at netop den ukritiske brug af hadith-litteraturen står i vejen for den reform af islam, som er så nødvendig for den fredelige sameksistens.
Utallige muslimske og ikkemuslimske tænkere har op igennem historien sat spørgsmålstegn ved hadith-udsagnenes autenticitet, eftersom de er fortalt fra mund til mund i generationer, før de blev nedskrevet et par hundrede år efter Profetens død.
Nuvel, hadith-litteraturen indeholder en række udsagn, der fint supplerer Koranens ord; men den indeholder langt flere udsagn, der åbenlyst strider imod både Koranens vejledning, menneskerettighederne og al sund fornuft.
Mange ”gejstlige” har op igennem tiden tillagt hadith-litteraturen samme vægt som Koranen og har derved kunnet banke kvinderne på plads. Alt for mange muslimske kvinder er overbeviste om, at de er urene og mindreværdige, og at de skal adlyde familiens mænd i et og alt, selvom dette ikke kan retfærdiggøres ud fra Koranen.
Tilhængerne af hadith-litteraturen har – meget belejligt – undladt at henvise til Koranen 2:170-171, ifølge hvilke de, der ukritisk efteraber ”forfædrenes” holdninger og traditioner uden selv at gå til kilden og tage stilling, kaldes ”kafir/vantro” slet og ret.
Op igennem historien har man forsøgt at tage højde for de aktuelle omstændigheder, når Koranens vejledning skulle omsættes i praksis – hårdt presset af de kræfter, der ikke under nogen omstændigheder har villet ændre på hadith-litteraturens status.
Det er et ubestrideligt faktum, at dersom man læser Koranen med hovedet under armen, overfladisk og usammenhængende og giver sekundærtekster, der åbenlyst strider imod Koranens vejledning, forrang frem for denne, kan man få næsten hvad som helst ud af teksten.
Hvis man derimod læser Koranen med hjerte og forstand og som en helhed, hvis passager forklarer og supplerer hinanden indbyrdes, så står man med nøglen til fremtiden i bogstavelig forstand.
Koranen er affattet på arabisk, og det ville være dumt ikke at gøre brug af de muligheder, som sprogets opbygning indeholder, og som er med til at gøre teksten fleksibel og rummelig.
Den reform og modernisering af islam, som politikere og medier igen og igen efterlyser, kan reelt kun opnås ved at nærlæse og løbende nylæse (og dermed nyfortolke) Koranens vejledning ind i samtiden.
Tænk, hvor anderledes verden ville se ud, hvis mennesker havde den fornødne ydmyghed til at imødegå ondskab med godhed, som Koranen 41:34 opfordrer til. Og hvis ægtepar ville ”vende sig bort” (d-r-b) fra hinanden en stund, når der er knas i forholdet – i stedet for at ”slå” (d-r-b) hinanden (Koranen 4:34).
Forandring skaber ofte utryghed og vil for mænd betyde tab af privilegier og magt; men man er nødt til at forny for at bevare.
Læs mere derom i Tønnsen: ”Koranen – kvinder og køn. Et opgør med århundreders vanetænkning” (2021).