Berlingske, 19. januar 2022

Af Aminah Tønnsen, forfatter

Med mellemrum pustes der liv i debatten om, hvorvidt de såkaldte Muhammedtegninger skal vises i undervisningen eller ej – som om det er den eneste måde, hvorpå man kan lære de unge om ytringsfrihed.

Som troende muslim har jeg aldrig været i tvivl: Tegningekrisen handlede ikke om ytringsfrihed, men om ordentlighed, dannelse og pli.

Hvad er der blevet af de besindige røster, der i de forgangne årtier turde sige, at selv ytringsfriheden har grænser, og at alt måske er tilladt ifølge loven, men at det kan være fornuftigt at tænke sig om og moderere sit sprog, hvis man vil bevare det gode forhold til sine medmennesker?

Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm blev kaldt ”en krænkelse af det danske folks værdighed”, og hans berømte murmaleri på Birkerød Station fra 1984 af en erotisk opstemt Jesus blev kaldt blasfemisk og grundlovsstridigt og beordret fjernet af den daværende trafikminister.

Da Kvickly i 2003 solgte sandaler udsmykket med billeder af Jesus, blev Kvickly politianmeldt for blasfemi og sandalerne trukket tilbage.

Ønsker vi virkelig et samfund, hvor man kan forhåne, bespotte og latterliggøre sine medmennesker, uden at nogen påtaler det?

Koranen indeholder intet forbud imod at afbilde profeten Muhammed. Til gengæld indeholder den en kraftig fordømmelse af at forhåne, bagtale, udspionere, bespotte og latterliggøre sine medmennesker (49:11) – inkl. Profeten (9:61, 65).

Profeten og hans familie figurerer i overflod på de klassiske tyrkiske, persiske og mongolske bogmalerier fra 12-1400 tallet. På nogle af disse malerier er Profeten og hans familie ansigtsløse, på andre er deres ansigt skjult bag et slør – på andre igen er deres ansigtstræk synlige.

Forskellen på de klassiske malerier og Jyllands-Postens og Charlie Hebdos tegninger er åbenlys: De klassiske malerier er respektfulde – den vestlige satire er gået over gevind og fokuserer på ”hån, spot og latterliggørelse”.

Jeg ville ønske, at de af mine trosfæller, der i 2006 rejste rundt i Mellemøsten for at opildne til had mod Vesten, havde kendt deres egen tro bedre og vidst, at Koranen opfordrer menneskene til at ignorere krænkende udgydelser (33:48), til ikke at omgås personer, der ytrer sig blasfemisk (4:140), men vende sig bort fra dem (6:68) og til at tilgive, selv når man vredes (42:37). Så kunne vi have undgået megen had og vold.

Der kommer ikke noget godt ud af at proppe Muhammedtegningerne ned i halsen på unge mennesker.

Tag dem i stedet med ind på Davids Samling og vis dem den storslåede kultur, de har i deres baggage, og som de kan være stolte af.

Lær dem at behandle andre, som de selv gerne vil behandles, og at man sagtens kan udtrykke sin uenighed med andre i en ordentlig tone – også på de såkaldt sociale medier.  

Lær dem at være kritisk over for tilfældige ’autoriteter’, der fordømmer alle andre holdninger end deres egne.

Lær dem, at respekt ikke er noget, man har krav på, men noget, man skal gøre sig fortjent til – blandt andet ved at opføre sig ordentligt og bidrage til samfundet efter evne osv. osv.

Hen ad vejen kan man drage paralleller til blandt andet 00’ernes tegningekrise og 1930’ernes satiretegninger – og konsekvenserne af disse.

Alle børn og unge skal lære at opføre sig ordentligt – både for deres egen skyld og til gavn for den fredelige sameksistens.