https://www.berlingske.dk/kronikker/det-er-min-pligt-eller-det-staar-i-koranen-siger-mange-men
»Det er min pligt« eller »det
står i Koranen,« siger mange. Men hovedtørklædet er ikke muslimsk. Tværtimod.
(redaktionens overskrift!)
»Kvinder med tørklæde beklager sig ofte over hadefulde tilråb og diskrimination og skyder skylden for deres mistrivsel på det omgivende samfund. Hvis de kendte deres Koran, ville de vide, at vil man ændre verden, må man begynde med sig selv,« skriver Aminah Tønnsen.
KRONIK Berlingske, tirsdag d. 08. november 2022,
Af Aminah Tønnsen, forfatter
Siden »Kommissionen for den glemte kvindekamp« i sommeren 2022 kom med en anbefaling om at forbyde »muslimske tørklæder« i folkeskolen, har emnet været en del af den daglige nyhedsstrøm. Det er tilmed blevet en del af den forgangne valgkamp og har i perioder næsten fortrængt vigtige emner som kultur, sundhed, uddannelse, klima og økonomi.
Det er en ulykkelig situation, vi står i – ikke mindst, fordi al den ballade kunne undgås, hvis blot de såkaldt rettroende eller praktiserende muslimer ville bruge deres forstand, når de læser Koranen. Men i stedet for at tænke selv, som Koranen igen og igen opfordrer menneskene til, lader de andre tænke for sig, og det har nu aldrig været til gavn for nogen.
Siden jeg for snart 40 år siden valgte at bekende mig til islam, er jeg jævnligt stødt på udsagnet: »Jeg spørger den og den til råds, og hvis han fortæller mig noget, der ikke er korrekt, er det ham, der skal stå til ansvar for det på Dommedag. Det er ikke mit ansvar!«
En sådan holdning viser, at de pågældende er uvidende om et centralt princip i Koranen: det personlige ansvar. Man kan hverken frasige sig ansvaret for egne handlinger eller påtage sig ansvaret for andres handlinger (Koranen 2:281). Endvidere advarer Koranen imod ukritisk at efterabe andre uden selv at undersøge sagerne til bunds.
Ukritisk imitation fordømmes faktisk som vantro (kufr) (Koranen 2:170-171); men det er der ingen af de selvbestaltede ledere, der fortæller deres følgere!
At ændre det negative syn på muslimer starter med jer selv
Kvinder med tørklæde beklager sig ofte over hadefulde tilråb og diskrimination og skyder skylden for deres mistrivsel på det omgivende samfund. Hvis de kendte deres Koran, ville de vide, at vil man ændre verden, må man begynde med sig selv (Koranen 13:11). De bør spørge sig selv:
»Hvad kan jeg gøre for at ændre omverdenens negative og ensidige syn på islam og muslimer? Hvad kan jeg bidrage med for at skabe fredelig sameksistens, når mit tørklæde nu afstedkommer så megen modvilje?«
Ind i mellem fortæller unge piger, at de er blevet inspireret af deres mor eller veninder til at gå med tørklæde – uden at de reflekterer nærmere over, hvorfor de egentlig gør det. »Det er min pligt«, eller »det står i Koranen«, er det mest almindelige svar, man får, hvis man spørger ind til årsagen – men gør det nu også det? Hvad står der egentlig om kvinders klædedragt i Koranen?
Den ældste passage, der handler om klædedragt (Koranen 33:58-62), er åbenbaret i år 627, i en efterkrigstid, hvor der herskede lovløshed i Medina, og hvor det var forbundet med fare for kvinderne at færdes uden for hjemmet efter mørkets frembrud, når de eksempelvis skulle til aftenbøn i moskéen. Derfor blev Profetens hustruer, hans døtre og de troende kvinder opfordret til at klæde sig anstændigt, så de kunne genkendes som ærbare og være beskyttet imod at blive forulempet af svage sjæle.
Tiltræk ikke unødig opmærksomhed
Året efter åbenbaredes en generel passage (Koranen 24:30), der opfordrer mændene til at opføre sig ordentligt over for kvinderne. Men Gud har vidst, at det var nødvendigt at beskytte kvinderne yderligere. Derfor blev kvinderne specifikt opfordret til at dække deres kavalergang (jaib) med et sjal (khimar) (Koranen 24:31) – uden at hverken hår eller ansigt nævnes. Det kan i vore dage snildt klares med en pullover, en kjole, en jakke eller lignende, der går helt op i halsen. Kvinder anbefales i samme vers at gebærde sig på en måde, så de ikke tiltrækker sig uønsket opmærksomhed. De mange »muslimske tørklæder« i gadebilledet vidner om, at mange springer denne sidste del af verset over, når de læser teksten.
Sætter vi Koranen 24:31 ind i den aktuelle kontekst, må vi erkende, at en »muslimsk klædedragt« ikke beskytter kvinder imod forulempelse på samme måde som i 600-tallets Medina, men at den tværtimod tiltrækker omverdenens opmærksomhed med hadefulde tilråb og diskrimination til følge – og ikke kun fra mænd.
Koranen er åbenbaret over en periode på 23 år. Det betyder, at samme emne omtales flere gange i forskellige variationer. Og eftersom Koranen skal forstås som en helhed, må det betyde, at de forskellige anvisninger skal supplere og forklare hinanden indbyrdes (Koranen 39:23). Man skal med andre ord fortolke Koranen ved hjælp af Koranen.
Du skal fortolke ind i din samtid
Ydermere skal man vælge »den smukkeste« fortolkning (Koranen 39:18), dvs. den, der passer bedst i den aktuelle situation. Derfor har islam aldrig været en statisk, ensartet størrelse – hverken kulturelt eller teologisk, men har løbende tilpasset sig tid, sted og omstændigheder.
Menneskene er sat på Jorden for at tjene Gud (Koranen 51:56) ved at tjene Guds skaberværk (Koranen 2:30), de skal udvise ærefrygt (taqwa) for Gud og Hans skaberværk (Koranen 49:13) – og altid holde sig på middelvejen (Koranen 2:143) og ikke gå til yderligheder (Koranen 17:29).
Der er i Koranen flere henvisninger til, at fokus skal flyttes fra det ydre til det indre – eksempelvis når det gælder dyreofring til minde om Abrahams næsten-ofring (Koranen 22:37), almisse (Koranen 2:271) og faste (Koranen 2:187). Man skal ikke skilte med sin tro.
Det samme gælder for klædedragten, der omtales som »ærefrygtens klædning« (libas at-taqwa) og som den smukkeste klædning (Koranen 7:26). Muslimer skal med andre ord kendes på deres tro, deres ordentlighed, deres livsforståelse og deres villighed til at tjene fællesskabet. Intetsteds nævnes det i Koranen, at kvinder (og mænd for den sags skyld) ved deres påklædning skal vise omverdenen, at de er muslimer.
Vil du følge Koranen eller patriarkatet?
Det er på tide, at muslimske kvinder gør op med sig selv, om de vil følge Guds vejledning (Koranen) eller mændenes patriarkalske udlægning af den.
Hvis de vælger at lægge tørklæderne, skal det ikke være for at tækkes politikerne, men for at følge Koranens opfordring til at vende troen indad og på alle måder tjene det fælles bedste. Hviler man i sig selv som menneske, har man ikke brug for hverken tørklæder eller eksotiske gevandter for at vise omverdenen, hvad man står for.
Enhver muslim bør bestræbe sig på at være et godt eksempel for sin tro – uanset de ydre omstændigheder. Vi skal ikke leve i fortiden, men fortolke teksten ind i samtiden. Koranen indeholder faktisk gode moralske og etiske anbefalinger, der kan vejlede den enkelte til at leve et aktivt liv i fred med sig selv, med Gud og med omverdenen. Det er selvsagt umuligt at redegøre detaljeret herfor i en enkelt aviskronik.
Jeg vil til enhver tid forsvare kvinders ret til at klæde sig, som de vil – med henvisning til den personlige frihed. Det er ikke politikernes opgave at forbyde eller påbyde en bestemt klædedragt. Det er den enkeltes frie valg.
Tænk, hvor det ville forandre det politiske landskab, hvis muslimske kvinder besluttede sig for at lægge tørklæderne. Så ville der ikke længere være trængsel på højrefløjen, og man kunne koncentrere sig om langt mere presserende problemstillinger – til gavn for det fælles bedste.
Bemærk, at overskrifterne er tilføjet og formuleret af Berlingskes redaktion
»